Granger Collection/Bridgeman/National Maritime Museum

James Cook kortlagde verden med tre farefulde sørejser

Som søn af en svinerøgter var James Cook en usandsynlig kandidat til en karriere i den britiske flåde. Men et unikt talent som korttegner, sømand og navigatør bragte ham til Jordens fjerne egne og gjorde ham til en af historiens største opdagelsesrejsende.

Hvis James Cook havde troet, at livet i flåden kun handlede om magt og ære, fik han sig en slem overraskelse. Set udefra var orlogsskibet Eagle en agtværdig repræsentant for de bedste engelske flådetraditioner.

Men under dæk var virkeligheden en anden. En dunst af sved, urin og mug ramte Cook, da han trådte ind i det dunkle rum. Mens hans øjne vænnede sig til mørket, så han et mylder af søfolk, der drak, bandede og spillede kort.

400 mand stuvet sammen i bugen på Eagle. Sådan ville livet være i de næste måneder. En hængekøje ville fra nu af være hans hjem.

Sådan var livet i den britiske Royal Navy, men at Cook først oplevede et orlogsskib indefra i 1755, var temmelig usædvanligt. Han var 27 år – en høj alder for en menig sømand. Og modsat de fleste, der ville gøre karriere i flåden, stammede han ikke fra en fin familie.

Da James Cook blev født i 1728, antog de fleste, at han skulle arbejde på landet som sin far, men den unge James ville gå sine egne veje.

I skolen – som faderens arbejdsgiver fik ham indskrevet i – arbejdede han hårdt, men var kendt som en enspænder, og da han blev 17 og skoletiden var forbi, pakkede han sine ting og vandrede ud på landevejen. Væk fra bondelandet. Ud mod havet.

I fiskerbyen Staithes fik Cook læreplads hos en købmand. Hans arbejde var at sætte varer på plads, veje kød og skære ost, men han kiggede langt efter de fiskere, som kom i butikken, for han længtes efter havet.

Om natten terpede han geografi, astronomi og matematik, og efter halvandet år i lære drog Cook til havnebyen Whitby ikke langt derfra, hvor han tog hyre på en kulbåd.

På båden omsatte han bøgernes teori til virkelighed og blev en habil navigatør. Cook steg hurtigt i graderne, og en dag tilbød bådens ejer ham at blive kaptajn på et af rederiets bedste skibe. Men Cook takkede høfligt nej.

På havnen og i knejperne ved Themsen havde han lyttet til beretninger om fjerne egne og eksotiske folkeslag, og Royal Navy var, konstaterede han, stedet for en mand, som søgte eventyr og ære. Snart befandt han sig i Eagles ildelugtende indre på vej over Atlanten.

Cook voksende op under beskedne kår i landsbyen Great Ayton i Midtengland.

© Captain Cook Birthplace Museum

Flåden var en anden verden

Livet i flåden var meget anderledes end det på kulbåden. Skibene var overfyldte og møgbeskidte, og disciplinen benhård, men Cook var hårdtarbejdende og vant til at tilpasse sig nye forhold.

Han sled i det, og kaptajnen opdagede hurtigt hans videnskabelige tæft og evner som sømand, så Cook blev uddannet kartograf. Én ting stod imidlertid i vejen for en karriere: Officerer kom normalt fra Englands overklasse, og en manglende stamtavle var et alvorligt handicap. Men Cook arbejdede stædigt videre.

Efter nogen tid blev han skibsfører med ansvar for navigation og mandskab – den højeste position, en mand med hans sociale baggrund kunne forvente at opnå. Cook havde imidlertid større planer. Og i 1759 – fire år efter han første gang gik om bord på Eagle – kom chancen.

Flådetjenesten havde bragt Cook til Canada, hvor syvårskrigen rasede. England og Frankrig kæmpede om magten i de nordamerikanske kolonier. Briterne var trængt dybt ind i Canada, men gik i stå uden for Quebec ved Saint Lawrence-floden – et strategisk knudepunkt, som franskmændene kontrollerede.

Briterne kendte ikke området godt nok til at kunne snige sig ind på fjenden. Cook fik derfor til opgave i ly af natten at undersøge flodbredden, så englænderne kunne finde et sted at landsætte tropper.

Missionen var en stor suces. Bevæbnet med Cooks detaljerede kort gik briterne i land, og få dage senere var franskmændene fejet ud af Quebec.

Cook modtog en klækkelig dusør fra kongen og blev hjemsendt. Med penge på lommen drog han til London, giftede sig med købmandsdatteren Elizabeth Batts og stiftede et hjem. Men sømanden ville til søs igen, og uroen i de amerikanske kolonier gav ham chancen.

Koloniernes ønske om selvstændighed gjorde det nødvendigt for det britiske imperium at finde nyt land, og derfor fik drømmen om at finde det sagnomspændte “sydlige kontinent” ny næring. Admiralitetet var opsat på at lægge beslag på kontinentet før rivalerne og besluttede at afsende en ekspedition.

John Montagu, der var jarl af Sandwich, og Joseph Banks, en ivrig botaniker og medlem af Englands videnskabelige selskab, Royal Society, blev enige om, at de skulle finde en leder, der ikke var for højt på strå og derfor let kunne imponeres og intimideres.

Så kunne Banks overtage kommandoen og i kongens navn gøre krav på det sydlige kontinent. Cook – dygtig skibsfører, blændende navigatør og stræbsom opkomling – var det ideelle valg.

Kulbåd blev ekspeditionsskib

Aldrig før var en simpel skibsfører blevet valgt til så vigtig en mission. Cook var både glad og smigret, men afslog alligevel admiralitetets forslag om at stille en 24-kanoners fregat til rådighed.

I stedet insisterede han på at sejle i en bred, fladbundet bark af den type, han havde brugt til at fragte kul. Admiralitetet gav efter, kulbåden Earl of Pembroke blev til ekspeditionsskibet HMS Endeavour, og Cook satte ud på sin første rejse.

“Jeg vil rejse så langt, som jeg tror, noget menneske kan komme”, skrev Cook i sin dagbog. Det ønske blev opfyldt, og hans to første rejser var tilmed særdeles vellykkede. Ikke alene fik han kortlagt tusindvis af kilometer kyst.

Han aflivede også myten om det sydlige kontinent. Derudover fandt han en måde at beregne længdegrader på, og ved at forsyne besætningen med en varieret kost holdt han skørbugen på afstand.

Samtidig viste han stor forståelse og interesse for fremmede folkeslag. Han engagerede sig dybt i sprog og levevis hos Stillehavets folkeslag, og hans optegnelser og overvejelser om, hvordan de forskellige folk var beslægtet med hinanden, var et pionerarbejde, som dannede grundlag for antropologers arbejde.

Men på den 3. rejse havde Cook ændret sig. Den før så forstående kaptajn var hård mod sine folk, og de indfødte behandlede han usselt. Under et sammenstød med de lokale indbyggere på Hawaii gik det galt. Cook blev dræbt.

Historikere strides om, hvad der forårsagede den opsigtsvækkende ændring i James Cooks personlighed. Men én ting er de alle imidlertid enige om: Bondedrengen fra Yorkshire er blandt historiens allerstørste opdagelsesrejsende.

Cooks første opdagelsesrejse: New Zealand kom på verdenskortet

1768-1771

En klar fuldmåne kastede lys over bølgerne, da James Cook den 18. september 1768 satte ud fra Madeira.

Endeavour var tungt lastet med proviant, men Cook havde allerede planlagt, hvor de kunne få mere mad. Det gjaldt om at tage højde for alt, for ingen vidste, hvor rejsen gik hen.

Det første stop var ingen hemmelighed. Turen gik til Tahiti, hvor videnskabsfolk skulle iagttage Venus' passage foran Solen – en sjælden begivenhed, som ville gøre astronomer i stand til at udregne afstandene i solsystemet.

Tahiti var blevet opdaget et år tidligere, og i sømandsknejper gik rygtet, at billige gaver kunne lokke øens lokale skønheder med på hvad som helst. Mandskabet glædede sig til at efterprøve det rygte.

Vel ankommet kastede Cook sig ivrigt over studiet af de indfødtes levevis, og efter observationerne af Venus åbnede han den forseglede kuvert, som indeholdt hans næste ordre.

Den lød kort og godt på at søge efter det kontinent ved Sydpolen, som mange mente eksisterede, kortlægge New Zealand og derefter sejle så langt, modet rakte. Cook var begejstret. Nu kunne den virkelige opdagelsesrejse omsider begynde.

Cook steg i land på Australiens östkust vid Botany Bay, som ligger i det som i dag är Sydney.

© Getty Images

New Zealand var to øer

Denne del af verden var stort set ikke kortlagt, og i overensstemmelse med ordren sejlede Cook sydpå til den 40. breddegrad for at søge efter det sydlige kontinent. Han fandt imidlertid intet og sejlede i stedet mod New Zealands kyst.

Øen, som alle gik ud fra, at der var tale om, blev opdaget 126 år før, men var stort set ikke kortlagt. I seks måneder optegnede Cook kystlinjen og opdagede til sin store overraskelse, at New Zealand ikke er én, men to øer. Strædet mellem øerne hedder nu Cook Strait.

I juni 1770 smøg Endeavour sig langs Australiens østkyst og ud i det åbne vand. Næsten to år var gået, og nu var skibet endelig på vej hjem igen.

Cook havde set en række småøer rundt omkring, og for en sikkerheds skyld havde han loddet dybden. Ved nattetide gik han trygt til køjs, men næppe havde Cook lukket øjnene, før et drøn gik igennem skibet.

Forskrækkede søfolk tørnede ud af køjerne og fandt hurtigt årsagen: Endeavour var stødt på det uopdagede Great Barrier Reef – et enormt rev langs Australiens østkyst.

Cook havde nær mistet sit skib, men mændene fik skibet flot, repareret skaderne med sejldug og tovværk og fortsatte hjemrejsen.

Lidt mere end et år senere – efter i alt 1074 dage til søs – kunne Cook lægge Endeavour til ved Dover og præsentere sine kort for admiralitetet. Hvor der før havde været hvide pletter, kunne man nu se øers kystlinjer. Cook havde lagt de første brikker til Stillehavets store puslespil.

Kort om den første rejse

Rejsens mission

Overvåg Venuspassagen, opmål New Zealand, og søg efter det ukendte kontinent i syd.

Resultat

Ekspeditionen fandt ud af, at New Zealand består af to øer. Desuden opmålte Cook Australiens østkyst og opdagede Great Barrier Reef.

Tre år til havs

Cooks første rejse var en delvist hemmelig mission. Kaptajnen sejlede først til Tahiti, og her åbnede han den forseglede ordre, der bød ham at kortlægge så meget, han kunne. Efter opmåling af New Zealand, opmålingen af Australiens østkyst og grundstødning på Great Barrier Reef vendte Endeavour hjem igen.

Cooks anden opdagelsesrejse: Jagten på det uopdagede kontinent

1772-1775

Året var 1772, og Cook havde været undervejs på sin anden rejse i tre måneder. Ekspeditionens to skibe, Resolution og Adventure, lå for anker ved Afrikas sydspids, og mandskabet hvilede ud før næste etape.

Forude ventede hårdt arbejde, for Cook var på vej mod Sydhavet. Han skulle én gang for alle be- eller afkræfte eksistensen af et ukendt frodigt kontinent i syd.

Ikke kun naturen, men også tiden var imod Cook, der havde fået skarp konkurrence. Franskmændene havde ikke i sinde at lade briterne snuppe alle kolonier, der måtte være tilbage, og spanierne, der ikke havde glemt fordums storhed, havde også kastet sig ind i kapløbet.

Hvis englænderne skulle være de første til at nå “Terra Australis Incognita”, var der ingen tid at spilde.

Spiritus holdt sømænd varme

Snart meldte kulden sig. Den sivede ind gennem skibenes skrog, smøg sig op i mændenes køjer og fik garvede søfolk til at klapre tænder. “Tåge, slud, sne, rigningen dækket af is, og luften meget kold”, skrev Cook i logbogen.

Mændene drømte om den sydhavsø, som de håbede, rejsen ville bringe dem til, men de beklagede sig ikke.

Mange af dem havde også været med på Cooks første rejse og var dybt loyale over for manden, der var kendt for at behandle sine folk anstændigt, sørge for ordentlig skafning og sjældent brugte pisken. Kaptajnen gav tilmed mændene et glas brandy hver morgen til at varme sig på.

På Påskeøen opmålte Cooks mandskab de mystiske stenansigter.

© Polfoto/Corbis

Da de to skibe i januar 1772 – måske som de første i historien – gled ind over den sydlige polarkreds, blev Cook forvirret. Hidtil havde videnskaben ikke troet, at saltvand kunne fryse, men de tykke flager af pakis, som samlede sig om skibet, beviste noget andet.

Da Cook samtidig så pingviner på isen, blev han overbevist om, at der var land i nærheden. Beslutsomt styrede han Resolution ind i den tætte pakis. Men isen lukkede sig mere og mere om skibet, og kaptajnen måtte vende stævnen mod nord. Blot 90 km fra Antarktis' kyst.

Gentagne gange forsøgte Cook at komme længere mod syd. Ivrigt spejdede han efter den passage, der ville tillade ham at navigere gennem landskabet af pakis og isbjerge. Proviantbeholdningen var lav, og søfolkene fik kun to tredjedels ration.

Kulden tærede på kræfterne. Cook nægtede at give op, men den 30. januar 1774 måtte han trække sig. Ismasserne var uigennemtrængelige.

I et sidste forsøg undersøgte ekspeditionen farvandet syd for Afrika. Flere opdagelsesrejsende mente, at de havde set land her, og at det måtte være det sydlige kontinent. Efter nogle dage stødte han på en lille forblæst ø med stejle klipper og pingviner, der vraltede omkring.

“Ikke et træ eller en busk var at se, ikke engang én, der var stor nok til at bruge som tandstikker”, noterede han.

Hermed afskrev han det sydlige kontinent som en myte. Hvis det eksisterede, ville det ligge under is og derfor være alt for farligt at vove sig ind i, konstaterede han. “Jeg vil være så fri at sige, at ingen nogensinde vil vove sig så langt, som jeg har gjort”, skrev han, inden han satte kurs mod England.

Kort om den anden rejse

Rejsens mission

Find det ukendte, frugtbare kontinent på klodens allersydligste breddegrader.

Resultat

James Cook kom meget tæt på Antarktis og aflivede myten om et frodigt kontinent i syd.

Ekspedition i Sydhavet

Hvis der var et uopdaget kontinent ved Syd-polen, ville briterne for alt i verden finde det før alle andre. Cook rejste længere mod syd end noget andet menneske før ham, men gav op blot 90 km fra Antarktis' fastland. Han konkluderede, at kontinentet var en myte.

Cooks tredje opdagelsesrejse: Tragisk opgør i Stillehavet

1776-1780

Den kaptajn Cook, som i juli 1776 stævnede ud fra England, var bedre egnet til et kurophold end til en opdagelsesrejse. Siden han var kommet hjem fra sin anden rejse, havde han haft travlt med møder og med at forberede sine rejsebeskrivelser, som snart skulle udgives. Derfor havde han end ikke haft tid til at foretage en prøvesejlads.

Nu hævnede denne forsømmelighed sig. Flere gange måtte Resolution halte i havn for at blive repareret, og først i foråret 1778 begyndte Cooks søgen efter Nordvestpassagen. Forholdene ved Alaska var forræderiske.

Farlige understrømme kastede skibene rundt i søen, og de endeløse bugter og vige gav konstant falske løfter om, at passagen ventede rundt om den næste landtange. Modigt krydsede Cook de isfyldte farvande, men i efteråret 1778 måtte han give op.

Proviantbeholdningen var lav, og han ville ikke risikere at sidde fast i isen. Ekspeditionen stævnede mod syd for at tilbringe vinteren i varmen.

På vej sydover stødte Cook på den ø, som de indfødte kaldte “O'Why'he”. I syv uger kredsede skibene rundt om øen, mens Cook kortlagde den og mandskabet tænkte på de smukke kvinder, som ventede dem i land.

Under en håndgemæng på Hawaii blev James Cook slået ihjel af indfødte.

© National Maritime Museum

Omsider blev Cook færdig, og i land fik han en behagelig overraskelse: De lokale kastede sig i støvet for ham og antog, at han var guden Lono. Cook førte ikke længere logbog, så ingen ved, hvad han mente om tilbedelsen, men meget tyder på, han nød den. Og det blev hans død. Da Cook igen stod til søs, knækkede Resolution en mast, og skibet måtte vende om.

Nu var Cook ikke længere velkommen på øen. Hans tilbagekomst viste, at han blot var et menneske og tilmed havde udnyttet øboernes gæstfrihed.

Spændingen mellem europæerne og de lokale steg, og det kom til klammeri. Hvad der helt præcist skete, er noget uklart, men kaptajnen blev i hvert fald dødeligt såret af en kniv i ryggen.

Flere dage efter fik besætningen resterne af liget udleveret. Tynget ned af kanonkugler blev en kiste med Cooks jordiske rester overgivet til det Stillehav, han havde viet sit liv til at udforske. Ekspeditionen fortsatte, men uden en af historiens største opdagelsesrejsende.

Kort om den tredje rejse

Rejsens mission

Find Nordvestpassagen. Opdagelsen vil indbringe æren og en dusør på 20.000 pund.

Resultat

Ekspeditionen fandt Hawaii, hvor Cook blev dræbt af indfødte den 14. februar 1779.

Langt mod nord

Efter at have afkræftet eksistensen af et kontinent i syd blev Cook sendt ud for at finde en smutvej nord om Amerika. Kulde tvang ham imidlertid længere mod syd, hvor han fandt Hawaii. Her anså de lokale ham først for at være en gud – senere dræbte de ham med en kniv.