Læs også

Niels Bohr

Niels Bohr

Niels Bohr var en af de første til at advare om starten på atomvåben­kapløbet, som skulle komme til at plage international politik mange år frem. Men han talte for døve øren for de af verdenspolitikkens ledere, som han opsøgte.

31. maj 2016 af Charlotte Koldbye

Den 16. maj 1944 får atomfysikeren Niels Bohr foretræde for den engelske premierminister Winston Churchill i embedsboligen Downing Street 10. Det har ikke været nemt for den verdenskendte fysiker og nobelpristager at få den britiske premierminister i tale, men han har et presserende ærinde og har trukket på alle sine kontakter for at få adgang til regeringschefen.

Niels Bohr har menneskehedens overlevelse på sinde og frygter, at han og hans forskerkolleger har huset en Fenrisulv i deres laboratorium, men nu, hvor generaler og politikere har fået fingre i atombomben, kan den ikke tøjles længere.

Løsningen er ifølge Niels Bohr at dele atombombens hemmeligheder med Stalin – for verdensfredens skyld. Men Niels Bohr, der normalt bliver modtaget med ærbødighed og højagtelse, får nærmest ikke et ord indført over for Churchill.

Uforrettet sag

Efter mødet erindrer han med græmmelse: ”Han skældte os ud som skoledrenge,” og da Niels Bohr ved mødets afslutning beder om at få lov til at præsentere sine holdninger i et brev til Churchill, får han gnavent svaret. ”Det vil være mig en ære at modtage et brev fra Dem – blot ikke om politik.” En skuffet Niels Bohr må gå fra mødet med uforrettet sag. Men han er klar over, at atombomben er mere end et våben. Den nye bombe ændrer de verdenspolitiske spilleregler radikalt, så han giver ikke op. Niels Bohr opsøger den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, der tilsyneladende er mere forstående over for danskerens argumenter. Det viser sig dog ikke at holde stik. Tværtimod begynder alarmklokkerne at ringe hos både de amerikanske og engelske efterretningstjenester. De holder et skarpt øje med Niels Bohr, da de finder hans sympatier for russerne mistænkelige.

Niels Bohr ved, hvad han taler om, når han forsøger at forklare Churchill og Roosevelt, at man med atombomben vil frigive destruktive kræfter af hidtil ukendt omfang, og at det risikerer at blive det 20. århundredes forbandelse og verdenspolitiske svøbe.

Fik nobelprisen i 1922

Han er ikke Hr. Hvem-som-helst, denne danske atomfysiker. Niels Bohr fik i 1922 nobelprisen og hans arbejde med grundstofferne, og hans kortlæggelse af brintatomet gav fysikerne de teoretiske byggesten, der gjorde det muligt at udvikle atombomben. Man kan derfor med god grund kalde ham atombombens bedstefar.

Niels Bohr grundlægger i 1921 Institut for Teoretisk Fysik i København, som i 1920’erne og 30’erne er det absolutte verdenscentrum for den teoretiske fysik. De klareste stjerner og de skarpeste hjerner inden for fysikken strømmer til København. Niels Bohr er en mand, der har blik for, hvordan man, ved at samle de dygtigste fysikere, kan tage videnskabelige syvmileskridt inden for den teoretiske fysik. Under hans ledelse har mindst 444 forskere gæsteforelæst på instituttet og ikke mindst drøftet deres teorier med Niels Bohr selv. De forskere, som har besøgt instituttet, beretter om den ganske særlige ånd af åbenhed og nysgerrighed, der hviler over stedet. Der er i den grad højt til loftet, og her bliver vilde ideer og teorier diskuteret og afprøvet uden automatisk at blive afvist på forhånd.

Hele 18 nobelpristagere i fysik har haft deres gang på instituttet under Niels Bohrs ledelse.

Men Niels Bohr er mere end blot en forsker. Han er dybt optaget af filosofi og etik, som han omsætter i praksis. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 bliver Niels Bohr eksempelvis opmærksom på, at der er adskillige tyske forskere, der på grund af deres jødiske ophav er blevet forvist fra universiteterne. Under en rejse samme år søger Bohr hos kolleger at finde frem til de videnskabsmænd, som kunne forvente afskedigelser som følge af de nye racelove.

En af dem er atomfysikeren Otto Frisch. De nazistiske magthavere vil have ham væk fra universitetet, fordi han er jøde. Niels Bohr kommer ham til undsætning. Ved et personligt møde mellem de to griber Niels Bohr fat i Otto Frisch’ vesteknap og siger: ”Jeg håber, at De vil komme og arbejde hos os i nogen tid.” Samme aften skriver Otto Frisch til sin mor: ”Du skal ikke længere være urolig for mig. Vorherre har selv taget mig i vesteknappen, og han smilede til mig.”

Bohrs jødiske mor

Flere gange bliver Niels Bohr selv opfordret til at søge tilflugt uden for nazisternes rækkevidde, men afviser det kategorisk, ”jeg føler, det er min pligt i denne desperate situation at stå som bolværk mod dem, der truer vores institutioners frihed og at beskytte forskere, som har fået asyl her.” Og Niels Bohr fortsætter derfor ufortrødent sit virke i det besatte Danmark.

Men i 1943 sætter klapjagten ind på de danske jøder, og fordi Niels Bohr har en jødisk mor, er han nødsaget til at flygte først til Sverige, og derfra videre til USA via Storbritannien.

Frit tilgængelig viden

Her bliver han tilknyttet Manhattan Projektet, det amerikanske atomvåbenprogram ledet af J. Robert Oppenheimer. Niels Bohr bliver ved sin ankomst lamslået over, hvor tæt amerikanerne faktisk er på at have en atombombe. Fysikerens beundring viger dog hurtigt pladsen for filosoffens bestyrtelse. Niels Bohr er ikke i tvivl. Han forfærdes over den nye verdensorden, som tegner sig i den politiske horisont. Niels Bohr rejser frem og tilbage over Atlanten flere gange for at få Churchill og Roosevelt i tale.

Den 16. juli 1945 blev den første atombombe sprænt i ørkenen i New Mexico. Den er 20 000 gange kraftigere end en almindelig bombe. Den 6. august kaster amerikanerne den første atombombe over byen Hiroshima, og tre dage senere bliver en tilsvarende bombe kastet over byen Nagasaki. Næsten 200 000 mennesker mister øjeblikkeligt livet som følge af atombomberne. Aldrig har verden set noget lignende.

Den 15. august overgiver Japan sig betingelsesløst. Nu er 2. verdenskrig slut, og Niels Bohr kan endelig vende hjem til København. Selvom Niels Bohr aldrig har været decideret modstander af atombomben, bl.a. fordi han mener, at man ikke kan u-opfinde atombomben, idet den er der for at blive, så betror han sig til sine venner, at han mener, at det var fuldstændig unødvendigt at kaste a-bomberne over Japans civile befolkning.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki viser med al tydelighed, hvor farligt og altødelæggende et våben videnskaben har skabt. Niels Bohr får ret i sin forudsigelse af, at det er et våben, der vil få enorm betydning for magtbalancen i verden. Han gør sig indtil sin død i 1962 til fortaler for, at al viden skal være frit tilgængelig. På den måde er der ingen, som har et stærkere våben end andre. ”Diktaturets stærkeste våben er hemmelighedsfuldhed, mens et demokratis stærkeste våben burde være åbenhed,” udtaler han.

Det er således nemt at gætte sig til hvad Bohr ville have syntes om internettet, hvis han havde levet længe nok til at opleve det. ●

Mere her: Spaltningen, Niels Bohr og Werner Heisenberg i videnskab og politik af Favrholdt (2005) ● Harmoni og enhed, en biografi af Blædel (1985)