Levende begravet

H.C. Andersen var skrækslagen for at blive begravet, mens han stadig var i live. Alfred Nobel delte hans frygt, det samme gjaldt mange andre mennesker i 1800-tallet. Men der fandtes en løsning – den trygge sikkerheds­kiste med et genialt alarmsystem.

Blandt alle de forbløffende opfindelser, som blev lanceret i 1800-tallet, er sikkerhedskisten en af de mest besynderlige. Og i hvert fald som idé synes den at have imødekommet et udbredt behov.

Folk var nemlig skrækslagne for at blive levende begravet. På den tid var lægerne ikke så gode til at afgøre, om en nyligt afdød person virkelig var død, eller om personen bare så sådan ud – altså at personen var skindød.
Der florerede dramatiske historier om skindøde, som pludselig var vågnet igen nede i kisten, indelukkede og totalt hjælpeløse. Der fortælles oven i købet om kister, som, efter at være blevet gravet op, viste sig at have indtørret blod og kradsemærker på indersiden af låget.

Behandlet i en række bøger

Det angstprovokerende emne blev behandlet i en række bøger, bl.a. i en meget udbredt svensk bog fra 1884.
I den populære bog, som stadig kan fås i antikvariater, konstateredes det, at ”… for hver 1 500 dødsfald er der i gennemsnit en skindød. Det er derfor ikke så underligt, at mange frygter for at blive levende begravet. Der findes eksempler på personer, som er vågnet op på det bål, som var begyndt at fortære deres skindøde kroppe, eller efter at lægens kniv var begyndt at dissekere deres lig.”

H.C. Andersen, der døde i 1875 og derfor aldrig nåede at læse den nævnte bog, var kronisk bekymret for at blive levende begravet. For ham var skindød alt andet end en myte; det var et yderst reelt problem, der gjorde ham totalt skrækslagen.
Hver aften, inden han blæste lyset ud, skulle han efter sigende have lagt en lap på sengebordet. På den skal der have stået: ”Jeg er ikke død, jeg er bare skindød!”
Bare til information, hvis nu nogen skulle komme og finde ham livløs.

»Skær pulsårerne over»

Den svenske opfinder og industrimand Alfred Nobel (død 1896) var også aldeles skrækslagen for at ende levende i jorden, lukket inde i en kold kiste.
For enden af hans berømte testamente findes der en passus om, at den læge, der erklærer ham død, også skal skære hans pulsårer over som en ekstra sikkerhedsforanstaltning.
Samme ønske gav den polsk-franske komponist og pianist Frédéric Chopin (død 1849) udtryk for i sit sidste brev:
”Eftersom alt dette kan kvæle mig, beder jeg jer om at skære min krop op, så jeg ikke bliver levende begravet.”
Hvorvidt H. C. Andersen, Nobel og Chopin havde hørt om sikkerhedskisten, vides ikke. Men den nye opfindelse var i hvert fald dukket op allerede i slutningen af 1700-tallet.

En første og meget enkel variant blev i 1798 præsenteret af den tyske præst P. G. Pessler. Han foreslog, at alle kister skulle kobles til kirkeklokkerne. En bevægelse i en af kisterne, og klokkerne ville gå i gang. Specielt praktisk var denne løsning dog ikke med tanke på alle de reb, der skulle trækkes på kryds og tværs over kirkegården.

Kiste med ølelevator

Så var Dr. Adolf Gutsmuths model fra 1822 mere gennemtænkt. Hans kiste var forsynet med et rør, som stak op af graven. Gennem det kunne man ikke blot råbe om hjælp, røret fungerede også som mad- og ølelevator ned til den nødstedte, mens vedkommende ventede på evakuering.
Ved flere tilfælde gravede Dr. Gutsmuth, som også var tysker, sig selv ned i sin egen opfindelse for at demonstrere kistens fortræffeligheder. Og så gjorde det sikkert godt med en pilsner.

Isen var brudt, og den ene sikkerhedskiste efter den anden blev lanceret. Røret var en tilbagevendende del i de fleste, men der var forskelle i konstruktionsdetaljerne. De kunne være mere eller mindre bekostelige og udrustet med flere forskellige alarmsystemer, belysning, mad og drikkevarer – der fandtes endog et simpelt toilet i nogle af modellerne.

Luftrør, alarmklokke og stige

Amerikaneren Franz Vesters variant fra 1868 var forsynet med ikke mindre end tre sikkerhedsforanstaltninger: Luftrør, alarmklokke og stige. Yderst trygt: Bare råbe i røret, ringe på klokken og klatre op til livet og friheden igen.
En af de mere kendte sikkerhedskister blev præsenteret i 1897 af Michel de Karnice-Karnicki, en greve med russiske aner. Med sine egne øjne havde han set en ung belgisk pige vågne op i en kiste, som allerede var på vej ned i jorden. Han blev meget grebet af pigens skæbne og fik den idé at konstruere en sikker kiste.
Greven tænkte over konstruktionen i årevis og testede den ene løsning efter den anden.

Det patenterede slutresultat, som blev udstillet i Sorbonne i Paris i 1897, var forsynet med et periskoplignende rør. Gennem røret, som stak ca. 120 cm op over jorden, løb der liner og ledninger til såvel klokker som flag og lamper.
Ved den mindste bevægelse nede i kisten blev alarmerne udløst. Flag viftede, klokker ringede, og lamper blev tændt. Ingen kunne undgå at blive gjort opmærksom på, at liget levede. Tingesten blev lanceret under navnet Le Karnice.

Nye versioner præsenteres

På den måde blev opfindere ved med at konstruere den ene kiste efter den anden, med de samme sikkerhedstanker i fokus. Og de findes stadig. Nye versioner præsenteres med jævne mellemrum.
Den seneste kendte sikkerhedskiste blev lanceret så sent som i 2004 af den 87-årige franskmand Angel Hays. Han udrustede bl.a. sin variant med ventilation, alarmsystemer med lyd med 500 meters rækkevidde, mad og vand samt, ikke mindst, en minibar med rigelige mængder af hans favoritdrik ouzo. En rigtig hyggelig og varm lille kiste.

Læs mere: Buried Alive: The Terrifying History of Our Most Primal Fear af Jan Bondeson (2002)