Dansemani i Strasbourg gengivet af Pieter Brueghel den ældre.

© Christie's/Bridgeman/IBL

Dansemani: Fattige dansede sig til døde

For 500 år siden begyndte en bondekone at danse for sig selv i Strasbourgs gader. Flere sluttede sig til hende, og snart dansede store grupper. Nogle blev så udmattet, at de døde.

24. august 2018 af Philip Birk

Klokken ringer på den mægtige katedral ved floden og vidner om en ny dag. Det er en tidlig morgen i juli, sommeren 1518. 

Det er varmt, og himlen er klar. Handlende hilser muntert mens de tager deres varer med til torvepladsen. Klokkerne bliver stille og byens liv går sin vanlige gang. Men der er en undtagelse.

Sveden rinder i salte perler ned over kvindens pande. Tøjet klæber sig til huden, da bondekonen danser som besat. Ingen musik spiller, men hun kan ikke stoppe sine fødder. 

De handlende betragter forundret hendes vilde dans over brostenene. Nogen vender blikket mod himlen. Dagen er ung, og det er for tidligt til solstik. Så hvad i al verden sker der for fru Troffea?

Dansemani i Strasbourg 

Stedet er Strasbourg, som hørte til Det Tysk-romerske Rige. Den første bosættelse i området var en militær forpost grundlagt af romerne i tiden omkring Jesu fødsel. Gennem århundreder er byen blevet erobret af forskellige hære.

I 1518 var det dog noget ukendt, der besatte byen og påvirkede indbyggerne, både psykisk og fysisk.

I flere dage danser fru Troffea for et voksende publikum. Fødderne er hævede og lilla, og en lugt af sved om-giver hende. Forbipasserende diskuterer, om de skal kaste hende i floden for at blive fri for stanken, men ingen vover at nærme sig. 

Bondekonen virker jo ikke rigtig klog. Desuden ser problemet ud til at løse sig selv, for på den fjerde dag er Troffea færdig. Her kunne historien være endt, men den tager en mærkelig drejning: For pludselig tilslutter tilskuerne sig dansen.

Danselysten, som i første omgang virkede til at være et enkeltstående tilfælde, blev nu spredt som løbeild gennem hele byen. I den følgende måned blev over 400 mennesker lokket med ind i dansen. 

Tilsammen forvandlede beboerne Strasbourg til en kæmpe dansehal. De besatte gadehjørner, hoppede op og ned gennem parker og fyldte værtshusene, hele tiden dansende. 

Dansemani på kirkegården. Illustration fra 1500-tallet.

© Prismatic Pictures/Bridgeman/IBL

Flest fattige og kvinder døde

Danserne kom fra samfundets lavere klasser. Deres klæder var slidte, og deres kroppe var mærket af hårdt arbejde. 

Størstedelen var kvinder. Mange bondekoner og piger fulgte fru Troffeas eksempel. I danseoptoget var der også bagere, tømrere og drueplukkere fra vinmarkerne.

Kirkelige dokumenter såvel som noteringer fra Strasbourgs bystyre kan bekræfte udbruddet af dansemanien, men intet i de lokale krøniker tyder på politiske motiver hos gruppen. 

Danserne havde snarere et desperat blik, som om de bad om hjælp. De havde mistet kontrollen over deres kroppe.

Fru Troffea var ikke den første europæer, som blev ramt af dansefeber. Op imod ti tilfælde af dansemani blev registreret, før hændelserne i Strasbourg. 

Intet tidligere udbrud havde dog samlet så mange deltagere, og hos myndighederne voksende uroen.

"Varmt blod" skabte ifølge læger manien

I august blev der indledt en undersøgelse for at finde kilden til epidemien. Lægerne udelukkede astrologiske og overnaturlige forklaringer. 

Det var ikke stjernerne, som fik folk til at danse. Forklaring var biologisk. Ifølge lægestanden drejede det sig om en naturlig sygdom – en mani fremkaldt af ”varmt blod.”

Med lægernes dom in mente kunne metoden til at stoppe dansen let regnes ud. I 1500-tallet var åreladning en almindelig behandlingsform. 

Man tapper kroppen for noget blod for at udtømme sygdommen. Strasbourgs herskere valgte dog at løse problemet på en mildere måde. De var overbeviste om, at gruppens varme blod kun kunne køles, hvis de fik danset af sig. 

Scene og musikere til danserne

For at hjælpe danserne byggede man en scene i træ, og hyrede musikere til at spille. Omkring katedralen lød glade toner fra blokfløjte og violin, men den som lyttede nærmere, kunne høre at det egentlig var begravelsesmusik.

Sommeren nærmede sig sin ende – og dansemanien ligeså.

Bystyret fik ret i, at kraften i dansen snart ville aftage. I slutningen af august slap manien sit greb om Strasbourg. Musikken ophørte, og scenen blev tømt. 

Resultatet af epidemien blev dog værre end frygtet. Mange dansere døde af udmattelse eller hjerteanfald. Sommervarmen knægtede selv de mest hårdføre bønder, og under den værste periode døde op imod 15 personer om dagen.

Dødsdansere hentet fra Nürnberg-kroniken.

© Bridgeman/IBL

John Waller, professor i historie på Michigan State University, har skrevet en bog om fænomenet. Han mener, at dansernes fysiske anstrengelser ville have overvældet selv en moderne maratonløber. 

Danserne holdt sig i gang hele døgnet rundt flere dage i træk i årets varmeste periode. Derfor blev dansen særdeles farlig for dem, som ikke stoppede i tide.

Stod meldrøje bag dansemanien?

500 år er gået siden sommeren 1518, men mysteriet fascinerer stadig. Der findes mange forsøg på at forklare, hvad der egentlig lå bag hændelsen. 

Forfatteren Eugene Backman præsenterede i år 1952 teorien om, at meldrøjer, en parasitisk svamp, voksede på byens afgrøder. Forgiftning fra svampen mindsker blodtilførslen til hjernen og kan lede til hallucinationer.

Danserne kunne have indtaget svampen gennem brød bagt med inficeret korn. Strasbourg gennemgik en fattig periode, hvilket skulle forklare, at man ikke ville lade korn gå til spilde, og det var også derfor, at manien hovedsageligt dræbte folk fra arbejderklassen. 

Også de hallucinerende effekter taler for teorien. Waller har dog sat spørgsmålstegn ved Backmans teori, da meldrøjer dårligt kunne have forårsaget en massebevægelse, der varede i flere uger.

Sektritual eller massepsykose

Robert Batholomew, sociolog på James Cook University, har foreslået, at dansen kan have været et ritual fra en sekt. 

Var den svedige parade måske en hyldest til Sankt Vitus, dansernes og epileptikernes skytshelgen?

Waller mener, dette er usandsynligt, da de påvirkede netop udviste en modvilje mod at danse.Professor Waller fremlægger sin egen teori: fænomenet var massehysteri. Strasbourgs indbyggere havde et antal psykisk nedbrydende år bag sig. 

Kolde vintre havde skadet høsten, og mange frøs ihjel. De, som overlevede, gjorde det under økonomisk pres.

Byens fattige blev også plaget af sygdomme på grund af hungersnøden. Disse tre stressfaktorer muliggjorde ifølge Waller en massepsykose – og den manifesterede sig i form af dans.

Der findes ingen eksakte tal på, hvor mange der mistede livet under danseepidemien. Heller ingen vidensmål om, hvad der skete med fru Troffea. Skæbnen for bondefruen, som førte dansen til Strasbourg i 1518, forbliver, ligesom årsagen til udbruddet, et mysterium.