Åreladning blev brugt langt ind i den moderne tidsalder. Billedet her er fra 1922.

© Wellcome images

Åreladning var livsfarlig lægekunst

Han havde overlevet Den Amerikanske Frihedskrig og otte år som USA's første præsident. Men så fik han ondt i halsen. Hans læge anbefalede åreladning. 16 timer senere var den 67-årige George Washington død. Mirakelkuren åreladning havde sandsynligvis krævet endnu et offer.

15. december 2018 af Tord Ajanki

Sent om aftenen, 14. december 1799 døde George Washington, USA's første præsident. Dødsårsagen var en halsinfektion. Men en sådan bagatel dræber sjældent en i øvrigt frisk 67-årig på under et døgn. Siden har man stillet spørgsmålstegn ved dødsårsagen.

Washington døde nok snarere af den behandling han fik – åreladning. I løbet af hans sidste 16 timer i live blev han tappet for mere end halvdelen af kroppens blodmængde, omtrent tre liter løb fra en blodåre i en skål.

Åreladning var en universalkur

Washingtons læger lavede ingen fejl. I årtusinder havde man betragtet åreladning som en universalkur, der kunne hjælpe på alting, lige fra slagtilfælde, kighoste, epilepsi, melankoli, overvægt, gigt, tuberkulose, mentale sygdomme og tandpine. I dag er lægerne enige om, at åreladning kun gør svage patienter svagere.

Lige siden ”lægekunstens fader” Hippokrates' dage for mere end 2 000 år siden havde næsten ingen turdet betvivle fornuften i den etablerede behandling. Det varede endda et par årtier ind i 1800-tallet, inden modige læger begyndte at søge alternativer til de forældede tapninger.

Ubalance i kropsvæskerne 

Hippokrates forestillede sig, at alle sygdomme skyldtes ubalance i kropsvæskerne. Kunne lægen genoprette balancen, lindrede eller helbredte man patientens dårligdomme. En af hans elever sammenfattede kropsvæskernes rolle sådan: 

"Menneskets krop indeholder blod, slim, gul galde og sort galde, og dette er, hvad der udgør den kropslige natur, og hvad der er grunden til sygdom og sundhed. Mennesket er sundest, når disse emner med hensyn til blanding, styrke og mængde står i et vel afmålt forhold til hinanden. 

Man lider derimod, når nogle af disse emner forefindes i for lille eller for stor mængde eller er for afsondrede i kroppen og ikke er blandet med de øvrige."

Tegning for læger som viser, hvor man skal årelade, afhængigt af patientens sygdom.

Ud med slimet

Det var mange måder hvorpå man kunne påvirke kropsvæskernes sammensætning, men mest udbredt var åreladningen. Den kunne skille kroppen af med overflødig slim.

I en af de hippokratiske skrifter blev der rapporteret om årsagen til og behandlingen af lungebetændelse.

"Lungebetændelse opstår, når lungen, fordi slimen og galden er kommet i bevægelse og er blevet ophedet, og på grund af varmen tiltrækker mere af disse væsker fra omkringliggende områder, hvorved mængden af dem øges. Når den så trækker væskerne til sig, og galden og slimen har sat sig fast i lungerne, rådner disse og forvandles til betændelse."

"I et sådant tilfælde er det en hjælp at åbne den såkaldte milt- eller leveråre, alt efter om sygdommens sæde er i den ene eller den anden side. På denne måde lindres smerten både i siden og på andre steder, thi galde og slim, som findes i det sygeligt forandrede blod i åren, slipper for størsteparten ud sammen med blodet."

Tæt på eller langt fra?

Lægen, eller oftere barberen, som var vant til at håndtere ragekniven, skar et snit over en åre og lod en mængde blod løbe ud, indtil patienten havde genopnået en sund balance mellem væskerne.

Det blev diskuteret noget, hvor snittet skulle lægges, tæt på eller langt fra hvor den det onde sad, men at blodet skulle flyde, stillede man ikke spørgsmålstegn ved. De ortodokse hævdede, ud fra antikkens sygdomslære om kropsvæskerne, at jo nærmere problemets kilde man åreladede, desto bedre. I middelalderen brugtes en arabisk variant, hvor man tværtimod tappede så langt fra det ondes rod som muligt.

Det lå megen prestige i diskussionerne om, hvor åreladningen skulle foretages. Så meget at den franske professor og læge Pierre Brissot fx i 1514 blev tvunget i landflygtighed, fordi han i sine skrifter modsatte sig den etablerede metode.

Åreladning sås som en brugbar behandling mod de fleste dårligdomme. 

© Wellcome images

Døde af åreladning

I visse perioder tog tapningerne overhånd. Særligt i Frankrig var åreladningerne meget omfattende. I første halvdel af 1800-tallet flød blodet hos barbererne, i hjemmene, på sygehuset og i lægemodtagelsen.

En af de fremmeste fortalere for åreladning var lægen Francois Brousais. Som feltlæge i Napoleons hær fik han med sin enkle sygdomslære meget stor gennemslagskraft. Ifølge ham skyldtes alle sygdomme en betændelse, som næsten altid havde sit sæde i mavesækken eller tarmene. Behandlingen var ligeså ukompliceret som sygdomslæren – udtømmelse af kropsvæsker. Jo kraftigere udtømning desto bedre, mente Brousais.

Når patienten døde af blodtab, hvilket fx menes var George Washingtons dødsårsag, sagde læren, at det var patienten den var gal med, aldrig metoden.

Kropslige årsager til sygedom

Med læren om kropsvæskernes ubalance fik lægen nu en funktion. Eftersom årsagen til sygdommen skulle søges inde i kroppen, var der en mulighed for at påvirke den. Årsagen var ikke længere gudernes vrede, det onde øje, trolddom eller anden magisk fikumdik, som havde været de foretrukne forklaringer inden Hippokrates.

At de magiske forklaringsmodeller aldrig helt forsvandt, hindrede ikke udviklingen hen mod en mere videnskabelig sygdomslære. Med tiden blev den så etableret, at få turde sætte sig op mod antikkens vedtagne behandlingsforskrifter. 

En læge bruger en igle til at tappe en patient for blod.

© Wellcome images & Shutterstock

Men nogle årtier inde i 1800-tallet begyndte enkelte læger alligevel at skære ned på blodtapningerne, udskylningerne og opkastningskurene. Antageligt fordi de sinpelthen havde ondt af de udmattede og jamrende patienter. Ofte viste det sig jo også, at jo mindre de behandlede patienterne, desto større var deres chancer for at overleve.

Pierre Alexandre Louis

En af de progressive læger, franskmanden Pierre Alexander Louis på Hôpital de la Charité i Paris, var en af de første, der brugte statistiske metoder for at føre bevis for, at de nye iagttagelser var korrekte. Han sammenlignede to grupper patienter med den helt samme diagnose. Den ene behandlede han på den gængse måde. Den anden gav han ingen behandling overhovedet. Hans undersøgelse viste, at chancen for at overleve en lungebetændelse var tre gange større uden behandling.

Måske havde fred og ro været nok til at få George Washington på benene igen.