Shutterstock
vikingekriger foran vikingeskib

Bluetooth er opkaldt efter Harald Blåtand

Harald Blåtand har fået sin helt egen plads i den moderne verdens kommunikationsprodukter.

I 1996 blev de store teknologifirmaer Intel, Ericsson, Nokia og Toshiba enige om at skabe en fælles standard for trådløs overførsel mellem computere og mobiltelefoner.

At den nye opfindelse blev opkaldt efter en dansk vikingekonge var overraskende.

Teknologien var godt nok udviklet i Lund, som ifølge traditionen blev grundlagt af Haralds Blåtands søn, Svend Tveskæg, men navneforslaget kom faktisk fra amerikanske Jim Kardach på Intel.

Han havde læst Frans G. Bengtssons roman Røde Orm og var fascineret af Harald Blåtand. Ligesom han "forenede Skandinavien" tænkte Kardach, at firmaerne blev forenet om en ny teknologisk standard.

Harald Blåtand var en stærk kommunikatør

Harald Blåtand herskede over Danmark og Norge i midten af 900-tallet.

Han var blandt andet kendt for sine diplomatiske forhandlinger, som lagde grunden for, at forskellige parter kunne indgå handel med hinanden. Desuden havde han stærke kommunikationsevner.

Kort om Harald Blåtand

  • Navnet Blåtand fik Harald måske fordi hans tøj var blåt - tidens dyreste farve.
  • Mønter med kors brugte Harald til at købe rivaliserende stormænds troskab.
  • Jellingestenen rejste Harald som minde over forældrene Gorm og Thyra.
  • 800 mennesker kunne bo i Haralds store ringborge. Tallet omfatter både soldaterne og deres familier.