Slavehandel i en vestafrikansk havn. 

© Bridgeman/IBL

Slavehandel gjorde afrikanske konger rige

Der var blevet handlet med slaver i århundreder, da europæiske søfarere i 1500-tallet begyndte at opkøbe slaver langs Afrikas vestkyst. De blev herfra fragtet til miner og plantager i Amerika. I flere afrikanske riger kunne kongerne samleenorme rigdomme takket være handel med slaver.

3. juli 2018 af Dick Harrison

År 1793. Kaptajn Samuel Gamble sejlede med skibet Sandown til Iles de Los, en øgruppe ikke langt fra Guineas nuværende hovedstad Conakry. Han fortsatte til Rio Nunez i en mindre båd. Efter et par dage lukkede han en aftale med slavehandleren James Walker, som havde sin base ved floden. I Gambles logbog stod der: ”Lukkede aftale med Mr. James Walker på 280 slaver, der skal betales den 1. december, hvilket gælder for hele min last, der sammenlagt vil koste 5 721 pund, 7 shillings og 7 pence.” Walker påtog sig altså at erhverve en stor gruppe ufrie afrikanere, som skulle lastes på Sandown.

Samuel Gamble lettede anker

Det gik sidenhen skidt for besætningen. Sygdomme tog mange sømænds liv, mens Walker ventede på slaveleverancer fra afrikanske leverandører. Onsdag den 18. december 1793 skrev en skælvende kaptajn: ”Feber og kuldegysninger raser voldsomt. Jeg begynder at blive meget urolig, eftersom jeg ikke ser nogen mulighed for at komme væk, og eftersom alle sømænd er meget syge. Medicinen er næsten opbrugt.”

Gennem en hurtig og offensiv handel, kom Gamble i marts op på over 230 slaver, og så kunne de endelig lette anker. Den 31. marts 1794 noterede kaptajnen, at slaverne var ”meget søsyge.” Torsdag den 3. april skrev han, at hajer havde omringet Sandown og at skibslægen amputerede en slaves finger, efter en anden slave bed ham. Operationen mislykkedes, og slaven døde. ”Nummer 10,” noterede Gamble.

30 slaver døde på Sandown

De ene slave og sømand efter den anden bukkede under for kulde og sygdom. Det blev stadigt sværere at vedligeholde skibet, og vandtønderne var begyndt at lække. Sandown nåede frem til Barbados tirsdag den 29. april. 16 sømænd forlod nu skibet, og da kaptajn Gamble satte sejl mod Jamaica, var skibets besætning nede på seks mand. Den 12. maj lagde de til i Kingstons havn, og en uge senere kom Gambles arbejdsgivere for at bese lasten. Samme dag blev slave nummer 30 begravet.

Sandowns logbog fra 1793 ­indeholder blandt andet tegninger af slaver, som føres til kysten af fulani-folket.

© National Maritime Museum/IBL

Samuel Gamble var en nedbrudt mand. Den 27. maj ordnede han sine papirer og slæbte sig hen til sygesengen. Der blev han indtil den 1. juni, svært plaget af gigt og kramper. Men det værste helvede var ovre for Gamble; det samme gjaldt ikke for hans slaver.

Slaver til Madeiras sukkerplantager

Historien om kaptajn Gamble og Sandowns rejse er typisk for den trans-atlantiske slavehandel, som i 1500-tallet udviklede sig af særligt to årsager. Den ene var efterspørgslen på sukker. I middelalderen havde dette været en eksklusiv vare, som velhavende europæere indkøbte fra det fjerne østen. Sydeuropæiske producenter begyndte at konkurrere med syrere og egyptere i 1300-tallet, men det store boom kom først, da portugisere koloniserede Madeira i 1400-tallet. Øen var som skabt til dyrkning af sukkerrør, men eftersom den var affolket, måtte arbejdskraften importeres.

Slavhandlen blomstrede allerede

Portugiserne løste problemet ved at købe slaver i Vestafrika. Slavehandelen blomstrede allerede i regionen, hvilket europæerne opdagede, da de købte guld af afrikanske herskere. Guldhandelen komplementeredes snart af en endnu mere omfattende slavehandel. På Madeira, og senere på São Tomé, lærte portugiserne sig, hvordan man importerede slaver og organiserede deres arbejdsindsats på sukkerplantager. Det var en værdifuld viden, siden kolonier fra 1500-tallet var vokset frem i Amerika og Vestindien. 

Lokale døde i epidemier

Og her møder vi den anden årsag til den transatlantiske slavehandel: epidemierne. Spaniere og portugisere havde helst set, at de kunne sætte indianerne i arbejde i deres miner og på deres marker, men eftersom de nyopdagede kontinenters oprindelige folk døde af kopper, mæslinger og andre sygdomme, som europæerne havde taget med sig, var de tvunget til at importere arbejdskraften. Det tog lang tid før alle puslespillets brikker faldt på plads. Sejlruterne måtte studeres. Man måtte etablere kontakt til de afrikanske konger og høvdinge, som kunne levere slaver til skibe eller handelsstationer.


Portugisisk monopol på slavefragt

Det var ikke alle skibe, som kunne anvendes, da de let kunne forvandles til flydende ligkister med døde slaver, hvis ikke der var en ordentlig udluftning under dækket og rigeligt med føde. De mange udford-ringer betød, at portugiserne længe havde monopol på hele den transatlantiske slavehandel.

Illustration af hvordan slaverne var lastet på det britiske skib "Brookes" 1788.

© Library of Congress

Først i 1600-tallet begyndte briter, franskmænd, hollændere, danskere og andre nationer at konkurrere med de portugisiske søfarere. 

Trekantshandlen tog fart

Udviklingen tog for alvor fart, da de vesteuropæiske lande og handelskompagnier skaffede sig kolonier på den anden side af Atlanten, hvilket ansporede dem til selv at sikre en stabil tilgang af arbejdskraft, for ikke at være afhængig af andre landes dyrt betalte slavehandlere og mellemmænd.

Resultatet var trekantshandelen. Handelen tog form af en trekant med Atlanterhavet i centrum. I det ene hjørne lå Europa, med kapital og eksport af forarbejdede varer. I det andet hjørne lå Afrika hvor den menneskelige arbejdskraft var, som europæerne byttede eller købte sig til. I det tredje hjørne lå Amerika, hvor slaverne blev sat til at producere råvarer i form af sukker, tobak eller noget helt tredje, som siden blev sendt til Europa for at blive forarbejdet og endelig solgt. 

Afrikanske konger blev rige

Alle parter, på nær slaverne selv, tjente på handelen. Europæiske handelshuse blev enormt rige og kunne investere i yderligere ekspeditioner, virksomheder og byggeprojekter. Plantageejerne i Amerika berigede sig ved at sælge deres varer på et voksende internationalt marked. Afrikanske konger og købmænd fik velstand og våben, som fik dem til at udvide deres riger. I slutningen af 1700-tallet importerede de afrikanske lande syd for Sahara omkring 200 000 geværer per år.

Det var dog ikke europæerne, som kontrollerede slavehandelen. Med undtagelse af Angola, hvor portugiserne havde erobret et område nær Luanda, oprettede de europæiske slavehandlere ingen egentlige kolonier foruden forter og handelsstationer.

Afonso I i Kongo 

Handelen foregik på de afrikanske mellemmænds og slaveleverandørers vilkår. Et eksempel er den kristne konge Afonso Mbemba Nzinga af Congo, som herskede i det nuværende nordlige Angola fra 1506 til 1543.

Yuuba Jaalo var en af de få slaver, som vendte tilbage fra Amerika. Han kom  fra en rig familie, men blev fanget, da han var på vej til en markedsplads i 1731.  Det lykkedes Jaalo at sende et brev på arabisk til sin far. Det  havnede i London og vakte opmærksomhed, hvilket fik ham frikøbt i 1733. Efter at have truffet den engelske konge, kunne han atter vende hjem. 

I 1520’erne blev der årligt ført mellem 2 000 og 3 000 slaver fra Congo-riget til plantagerne på São Tomé. Kong Afonso skrev derfor følgende brev til den portugisiske konge Johan 3.:

”Mange af vores undersåtter er ivrige efter at få fat i portugisiske varer, hvilke Dit folk fører ind i vores kongerige. I forsøget på at tilfredsstille denne syge appetit pågriber de adskillige af vores frie og frigivne sorte undersåtter, selv vores adelige og deres sønner, ja selv medlemmer af vores egen familie. Herefter sælger de dem til de hvide. (…) Denne korruption og dette fordærv er så udbredt, at vores land er ved at blive helt affolket. (…) Det er faktisk vores ønske, at hverken slavehandel eller transport

af slaver skal finde sted i dette kongerige.”

Afonso tog kontrol over slavehandlen 

Kongen af Portugal svarede Afonso, at han desværre ikke havde andet at sælge end slaver, og at handelen derfor måtte fort-sætte. Men Afonso var udmærket klar over, at han havde rigeligt med værdifulde eksportvarer heriblandt elfenben, tekstiler, skind og ikke mindst kobber. Han var også meget bevidst om, at portugiserne ikke kunne true ham militært. Han tog derfor selv kontrol over slave-handelen og tvang portugiserne til at ændre købsvaner.

Til at begynde med regulerede Afonso slaveeksporten, så den primært omfattede straffefanger og udlændinge. Inspektionshold bestående af tre kongelige embedsmand undersøgte alle slaver, som førtes til markederne, og befriede alle dem, som viste sig at være kidnappede congolesere. 

Congo blev stormagt takket være slavehandlen 

Afonso koncentrerede herefter slavehandelen til grænsemarkedet Mpumbu, længere oppe af Congofloden, nær nutidens Kinshasa. Nu måtte portugiserne købe slaverne der, og herfra lede dem i karavaner gennem Congoriget, samtidigt med at de betalte tribut til kongen. Forretningen gjorde Afonso så rig, at han kunne opbygge en regional stormagt. I 1540 skrev Afonso endnu et brev til kongen af Portugal, i hvilket han stolt forklarede, at hans rige kunne levere flere slaver end noget andet rige i området.

Afonsos efterfølgere fortsatte denne politik. De beskattede handelen, forviste købmænd, der brød reglerne og udvidede riget yderligere. I årtierne omkring år 1600 havde Congoriget nået toppen af sin magt.

Kong Glele af Dahomey, et af de afrikanske riger, der blev rige på grund
af slavehandelen.

Slavekysten og Dahomey

Visse afrikanske krigersamfund specialiserede sig i slavejagt og blev storeksportører. Det gjorde eksempelvis Dahomey-riget, der lå i nutidens Benin. Områdets Atlanterhavskyst var præget af slavehandelen i sådan en grad, at europæerne blot henviste til den som "Slavekysten." Dahomeys ekspansion kulminerede i 1727, da Ouidah, Slavekystens vigtigste havneby, blev indlemmet i riget. Togterne mod nabostaterne blev herefter brugt til at erobre mennesker og ikke land. Alle fanger blev kongens personlige ejendom, og slagmarkens sejre blev fejret med omfattende menneskeofringer. Europæere, som besøgte hovedstaden Abomey, rapporterede om lange rækker af fjendtlige soldaters kranier, der var opsat som trofæer. Hæren rummede både mandlige og kvindelige soldater, såvel frie som ufrie.

Internt slaveri i Dahomey

Selvom der ikke eksisterede et egentligt statsmonopol på salg af slaver, tog kongehusets medlemmer en aktiv del i eksporten, i særdeleshed kong Tegbesu, som regerede mellem 1740 og 1774. Kongerne udvidede desuden det indenlandske slaveri for at kunne forsørge og berige de, der var en del af statsapparatet. Mandlige slaver blev sendt ud på de kongelige godser for at arbejde i markerne, mens kvindelige slaver blev tjenerinder eller konkubiner.

Aja-befolkning blev halveret 

De største tabere var det svagere aja-folk i nærområdet. Mellem 1690 og 1740 blev omkring 8 500 ajaer, primært mænd, sejlet til Amerika hvert eneste år. Den intensive menneskehandel betød, at tre procent af den samlede aja-befolkning gik tabt hvert eneste år, og tabene kunne umuligt kompenseres ved naturlig reproduktion. Forskere har beregnet at ajaernes befolkningstal sank fra omkring 511 000 i 1680’erne til blot 280 000 i år 1800.

Myrdede Dahomeys aristokrati

Slavehandelen var af så stor betydning for Dahomey, at den ramte selv rigets aristokrati. Selv kongehusets egne medlemmer risikerede at blive lastet ombord på slaveskibene, hvis de sås som en trussel. Fruku, en af disse adelige, solgtes i 1740 som slave til Brasilien på initiativ af Tegbesu. Den næste konge, Kpengla, var en af Frukus barndomsvenner og hentede ham hjem fra Sydamerika, så snart han fik magten. Som en af Kpenglas diplomater kom slavetiden alligevel Fruku til nytte, særligt i forhandlinger med portugiserne.

På grund af den intensive slavehandel fik Dahomeys kultur stor indflydelse på slavernes samfund i den nye verden. Haitis folkereligion voodoo er et kendt eksempel, da den går tilbage til Dahomey.

Sammenpresset i skibenes lastrum blev mange slaver syge og døde på rejsen
over Atlanten.

© Johann Moritz Rugendas/Museo Itaú Cultural

På grund af den intensive slavehandel fik Dahomeys kultur stor indflydelse på slavernes samfund i den nye verden. Haitis folkereligion voodoo er et kendt eksempel, da den går tilbage til Dahomey.

17 procent døde på slaveskibene

Dødeligheden under rejsen over Atlanten varierede kraftigt. På de hollandske slaveskibe er dødeligheden grundigt undersøgt. Mellem 1675 og 1795 døde i gennemsnit 17 procent af slaverne. Kvindernes dødelighed var en anelse lave-re med 14,7 mod 19 procent. Kvinderne blev formodentligt bedre behandlet end mændene. Besætningsmedlemmerne frygtede ikke oprør fra dem og var derfor mindre brutale. Desuden udnyttedes adskillige slavinder seksuelt, hvilket forudsatte, at de blev holdt i live.

Oprør på slaveskibene

Gjorde slaverne aldrig oprør ombord? Jo, men oddsene var imod dem. Thomas Phillips, der har redegjort for sin rejse med slaveskibet Hannibal i slutningen af 1600-tallet, skriver, at de fleste oprør foregik, mens skibene lå til i en afrikansk havn. Derfor lænkede man omhyggeligt slaverne, mens besætningen overvågede dem og sørgede for at holde deres våben tæt på kroppen.

Det er mest almindeligt, skriver Philips, at afrikanerne gør oprør ved ti-tiden om morgenen og fire-tiden om eftermiddagen, hvor de føres op på dækket for at få mad. Matroserne står klar til at skyde lige ind i mængden med geværer og kanoner. For øvrigt, noterer han, er risikoen for, at slaverne hopper over bord og begår selvmord også overhængende. Hvis det lykkedes at komme ned i vandet, holder de sig under vandoverfladen indtil de drukner, fremfor at risikere at blive opdaget. Philips havde selv været vidne til, at 12 slaver havde druknet sig på denne måde, mens andre sultede sig ihjel.

Kvinder befriede mændene

Der forekom også optøjer efter udsejlingen. Her spillede kvinderne en central rolle, da de, i modsætning til mændene, nød en vis bevægelsesfrihed. Slavinder udnyttede dette til at befri de mandlige slaver eller bringe dem skarpe genstande, der kunne bruges som våben. Det var ikke usædvanligt at oprør begyndte om natten, når de fleste besætningsmedlem-
mer sov. Det gjaldt først og fremmest om at tilkæmpe sig kontrol over skibets våbenlager, hvilket sjældent lykkedes for de uheldige slaver.

Fodlænger på et slaveskib, der var en del af trekantshandlen.

De mandlige slaver var lænket fast under rejsen over Atlanten. 

© Istock

Slaver overtog skibet Diamant

Undtagelsesvis endte slaveopstandene med succes. Den 23. august 1774 forlod det franske slaveskib Diamant øen Príncipe ved Vestafrikas kyst for at sejle til Saint-Domingue (vore dages Haiti), men tre uger senere gjorde slaverne oprør, bevæbnede sig med geværer og tog kontrol over skibet. Diamant befandt sig da ved Corisco, en ø udenfor det nuværende Gabon, hvorfra slaverne uden større kvaler vendte tilbage til hjemkontinentet. Da kaptajnen og de resterende sømænd indså, at skibet var tabt, hoppede de i en redningsbåd og sejlede i land. Men da de nåede Afrikas kyst blev de selv gjort til slaver af lokalbefolkningen. De blev frikøbt samme år af en hollandsk kaptajn.

Høj dødelighed blandt europæerne

Men der var også en høj dødelighed blandt de europæere, der var involveret i slavehandelen. Der døde ofte flere sømænd end slaver på skibene, da kaptajnerne ikke rigtigt havde noget økonomisk incitament til at sørge for deres helbred. Mange slavehandlere døde også, mens de var i Afrika.

Selv etablerede institutioner, som det nederlandske Westindische Compagnie, måtte konstant ansætte nye europæere for at erstatte de døde. I året 1729 døde 76 ud af 335 af kompagniets ansatte i Afrika, i 1750 var det 49 ud af 212. Halvdelen af alle hollandske generalguver-nører i Afrika fra 1638–1852 døde under deres tjenestetid.

Næsten 60 procent af alle englændere, der ankom til Vestafrikas kyst mellem 1683 og 1737, døde indenfor de første otte måneder. Selv de, der overlevede de første år, døde senere, efter at være ramt af gul feber eller en anden sygdom.

Slavhandel blev forbudt 

I slutningen af 1700-tallet mødte slave-handlerne stor hjemlig modstand. Mange modsatte sig slaveriet af både religiøse, humanistiske og national-økonomiske årsager. De lagde pres på særligt det britiske parlament. I Danmark indførtes et forbud mod slavehandel allerede i 1792, dog først med virkning fra 1803. Briterne fulgte efter i 1807, hvor både ”køb, salg, bytte eller overførsel af slaver” blev forbudt. Fra den 1. marts 1807 fik intet slaveskib lov at sejle ud fra en britisk havn. Ingen slave måtte sættes i land på en britisk besiddelse fra 1. marts 1808. Lovens effekter kunne ses med det samme. Det sidste slaveskib, som forlod England, Kitty Amelia, sejlede ud fra Liverpools havn lige inden den 1. marts.

I den første halvdel af 1800-tallet blev tæppet trukket væk under den transatlantiske slavehandel – men andre steder fortsatte slavehandelen til langt ind i 1900-tallet.