Karl Marx.

© Rue des Archives/IBL & Lebrecht/IBL

Karl Marx skræmte Europa fra vid og sans

»Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse.» Med de ord i Det Kommunistiske Manifest beskrev Karl Marx den frygt, der spredte sig i hele Europa i revolutionsåret 1848. Selv blev han også jagtet som et spøgelse fra land til land.

27. oktober 2018 af Åke Steinwall

Bølgen af protester begyndte i Paris i februar 1848, spredte sig til mange lande og medførte flere regimeskifter, men de rige beholdt nu alligevel magten. Karl Marx' manifest fra samme år fik ingen anden effekt, end at han selv blev udvist.

Karl Marx blev født for 200 år siden i den tyske by Trier, der siden Napo-leonkrigenes afslutning nogle år tidligere havde tilhørt Preussen. Både hans farfar og morfar havde været jødiske rabbinere, men hans far havde konverteret til kristendommen og ladet Karl døbe.

18 år gammel flyttede Karl Marx til Bonn for at studere filosofi og litteratur. Militærtjenesten slap han udenom ved at henvise til sit "svage bryst.” Han var dog ikke mere syg, end at han helhjertet deltog i både studierne og i studenterlivet. 

Flere gange kom han og hans kammerater i slagsmål, og en gang tabte han en duel, som han slap fra med et sår ved øjet. Herefter sørgede hans far for, at Karl blev overflyttet til Berlin i håb om, at han ville hengive sig til sine studier med større fokus og seriøsitet.

Marx forlovede sig i 1836

Samme år forlovede Karl Marx sig med Jenny von Westphalen, storesøster til en af hans studiekammerater fra Trier. Hun var datter af en baron og forlovet med en fændrik i den preussiske hær, da hun traf den fire år yngre Karl og fandt ham uimodståelig, på trods af at han var en fattig student med radikale idéer.

Hans far havde forsøgt at få ham til at studere jura, men Karl foretrak filo-sofi og forsøgte tidligt at tillempe denne i retning af en kritik af det konservative samfund i Preussen. I store dele af Europa var politikken fortsat kontrolleret af konge og adel, selvom industrialismen havde skabt en ny, stærkere klasse af fabriksejere og handelsmænd.

I 1836 forlovede Karl Marx sig med Jenny von Westphalen.

© SPL/IBL

Marx tilbragte ret lidt tid på universitetet og sad hellere hjemme og læste og skrev i dagtimerne, og brugte aftnerne på diskussioner og fester med ligesindede.

Studierne resulterede i en doktorafhandling om de græske filosoffer Demokrit og Epikur. Da den blev underkendt af den konservative universitetsledelse i Berlin, sendte Marx den til universitetet i Jena, hvor den blev godkendt uden problemer. Nu da Marx havde fået sin doktortitel, var han ikke interesseret i en videre akademisk karriere.

Skrev om industrialisme og demokrati

Med et par af sine venner fra Berlin flyttede han til Köln for at skrive for Rheinische Zeitung, en liberal avis startet af nogle fabrikanter. På byens kroer talte stadig flere om, at nu hvor industrialiseringen var slået igennem, burde øget demokrati og pressefrihed følge. Det var om disse emner, Marx skrev i avisen.

I teksterne kritiserede han ofte konservative magthavere, og den statslige censur blev snart opmærksom på ham: "Politiet sniffer til hver en udgave af avisen, og hvis noget lugter ukristent eller upreussisk, så må den ikke udkomme,” beklagede Marx sig i et brev.

Efter en artikel, som stærkt kritiserede den russiske zar Nikolaj 1., blev avisen helt forbudt af myndighederne.

Marx flyttede til Paris

Det var på denne baggrund, at Marx takkede ja til vennen Arnold Ruges indbydelse til at følge med til Paris. Her ville Ruge starte en avis for tyskere i eksil. Men inden en flytning til udlandet kunne Marx ikke lade sin kæreste vente længere, så efter syv års forlovelse giftede Marx sig med Jenny von Westphalen den 19. juni 1843.

Engels og Marx med Marx' tre overlevende døtre i forgrunden.

© Ullstein/IBL

Ruge havde ikke kun tænkt sig at Marx, skribenten Georg Herwegh og han selv skulle samarbejde om avisen Deutsch-Französische Jahrbücher, men også at de skulle bo sammen i et kollektiv i Paris. 

Parret Herwegh takkede nej, men Karl og Jenny Marx gjorde et forsøg, der dog ikke blev langvarigt. Efter to uger flyttede de til en lejlighed tæt på. Den ordentlige Ruge kunne ikke leve med Marx' kaotiske skrivebord, og konerne var ikke begejstrede for deres mænds idé om, at de skulle skiftes til at stå for husholdningen.

Også samarbejdet om avisen blev kortvarigt. Det første nummer, som bl.a. indeholdt et satirisk digt om kongen af Bayern, blev også det sidste. Hundredvis af eksemplarer blev beslaglagt i Preussen og i flere andre tysktalende stater, og Marx og Ruge risikerede fængsel, hvis de vendte hjem igen. Ruge valgte at standse projektet.

Friedrich Engels og revolutionen

I efteråret 1844 stiftede Marx et bekendtskab, som skulle ændre hans liv. Han havde allerede på Rheinische Zeitung udgivet tekster af den to år yngre Friedrich Engels. Engels var søn af en tysk tekstilfabrikant, som også ejede fabrikker i England. På hjemvejen derfra passerede Engels Paris for at møde Marx. Mødet udviklede sig til en ti dage lang samtale om verdenssituationen.

Da de mødtes var Engels i gang med at skrive en bog om arbejderklassens forhold i England, der beskrev de elendige leveforhold og kritiserede kapitalismen. Med sine direkte erfaringer om arbejdernes situation i verdens mest industrialiserede land, lykkedes det ham at overbevise Marx om, at kun arbejderklassen kunne revolutionere samfundet. Mødet med Engels inspirerede også Marx til at studere, hvordan økonomien påvirkede politikken i et kapitalistisk samfund.

Marx udvist fra Frankrig

Marx fortsatte med at skrive om økonomi og filosofi, bl.a. i den kommunistiske avis Vorwärts. Da den i 1845 blev lukket af de franske myndigheder på begæring fra Preussens konge, blev Marx også udvist for sine skriverier og bosatte sig i Bruxelles. I Belgien fik han kun opholdstilladelse på det vilkår, at han ikke lod noget trykke om aktuel politik.

Karl Marx på tidningsredaktion.

Flere gange var Marx med til at starte radikale aviser, men de blev gang på gang lukket af censuren. 

Kommunistisk forbundet

Det løfte viste det sig dog at være svært at holde. Marx fortsatte sine studier og hang ud med andre radikale tyskere i eksil. Også Engels flyttede til Bruxelles, og de gik begge ind i en hemmelig socialistisk forening, som blev kaldt "De retfærdiges forbund." 

Marx og Engels mente, at forbundet måtte blive en officiel politisk organisation, hvis man skulle kunne vinde tilhængere indenfor arbejderklassen og på sigt revolutionere samfundet. I 1847 deltog de i grundlæggelsen af Kommunisternes Forbund, som fra starten af især havde eksiltyskere i Bruxelles, London og Paris som medlemmer.

"Proletarer i alle lande, foren jer!"

Marx og Engels fik til opgave at skrive forbundets manifest, som skulle udtrykke, hvad dets medlemmer mente med kommunisme. Udtrykket havde længe været i brug i forskellige mindre grupper, som stræbte efter at skabe et samfund, hvor alle frivilligt afstod fra privat ejendom. 

Marx mente, at eftersom mennesker altid prioriterede sine egne økonomiske interesser, så kunne samfundet kun forandres, hvis proletarerne, det vil sige arbejderklassen, blev mobiliseret til at gennemføre en revolution, som omfordelte magt og rigdom mellem samfundsklasserne. Eftersom han også mente, at en sådan revolution måtte være international, afsluttede han Det Kommunistiske Manifest med ordene "Proletarer i alle lande, foren jer!”

Oprøret i 1848

Dagen efter at manifestet udkom, brød der uroligheder ud i Paris. Der var dog ikke nogen direkte sammenhæng, da optøjerne blev udløst af at et protestmøde mod den franske kong Ludvig-Filip 1. blev standset med vold.

Men den politiske uro i 1848 bidrog til at gøre Det Kommunistiske Manifest kendt. Karl Marx skrev også entusiastisk i Deutsche-Brüsseler Zeitung om, hvordan den politiske uro spredte sig fra Frankrig til flere andre lande i Europa. Efter den artikel fik han 24 timer til at forlade Belgien. Inden de nåede at forlade landet, blev både Karl og Jenny Marx arresteret, anklaget for at have forsøgt at bevæbne oprørsledere.

Voldsomme uroligheder brød ud i Berlin og flere andre byer i 1848.

© Lebrecht/IBL

Det blev dog kun til én nat i fængsel, og derefter rejste parret tilbage til Paris. Engels sluttede sig til dem, og 21. marts 1848 begyndte de at sprede flyveblade med fire krav fra Det Kommunistiske Manifest: Progressiv indkomst-skat, frie skoler, nationaliserede banker og at staten ejede alle kommunikationsmidler.

Marx' avis blev forbudt

Senere samme år flyttede Marx til Köln for at starte en avis ved hjælp af penge, som han havde arvet fra sin far. Der var også andre, der havde aktier i foretagendet, men de trak sig ud, da Marx' tekster blev for radikale. 

Politiet kom ofte forbi og rodede redaktionen igennem, og Marx måtte flere gange i retten. Da den preussiske kong Fredrik Vilhelm 4. i foråret 1849 lod en mere konservativ regering tage over, blev også Marx' avis forbudt, og han blev igen tvunget på flugt.

Tilbage i Paris huserede en koleraepidemi og en ny konservativ regering, så Marx og familie fortsatte til London.

Engels forsørgede Marx-familien

Jenny fødte parrets fjerde barn kort efter ankomsten til London. De bosatte sig i Chelsea, men blev tvunget til at flytte til et fattigt kvarter, da Marx' indkomst var meget sparsom. Fra da af var det i praksis den rige Engels, der gang på gang lånte sin gode ven penge. 

Lån, som han aldrig krævede tilbagebetalt. Engels, som ind imellem arbejdede for sin fars firma i Manchester, sendte nogle gange halve pengesedler i flere kuverter, for at de ikke skulle være brugbare for andre, hvis de blev opsnappet undervejs.

Marx oprettede et nyt hovedkvarter for Kommunisternes Forbund i London, men organisationen blev snart splittet i to. Nogle ville straks skride til en væbnet revolution, mens Marx og Engels mente, at en sådan straks ville blive knust af politiet. De fik i stedet et samarbejde i stand med liberale krafter, for først at demokratisere samfundet gennem indførsel af almen stemmeret. 

En statue af Napoleon er blevet væltet i maj 1871. I nogle uger efter Den Fransk-tyske Krig blev den franske hovedstad styret af den såkaldte Pariserkommune.

© ADOC/Corbis/Getty

Das Kapital blev udgivet i 1867

Marx hævdede, at revolutionen først ville bryde ud, når den internationale økonomi kollapsede. For at overbevise omverdenen om, at dette ville ske, fortsatte han med at studere økonomi. Hans mål var at skrive ét værk, der beskrev, hvordan kapitalismen fungerede og gik imod sin undergang. Efter lange forsinkelser udkom det første bind af Das Kapital i 1867.

Da havde Marx også i tre år været engageret i Første Internationale, en sammenslutning af franske og tyske arbejdere, som kæmpede for et klasseløst samfund.

Efter Den Fransk-tyske Krig i 1870–71 blev Marx overrasket over, at dette rent faktisk var blevet realiseret i Paris, hvor arbejderne overtog byen efter regeringschefen Adolphe Thiers' kapitulation til tyskerne. De fleste af medlemmerne i den folkelige regering, som blev kendt som Pariserkommunen, var også engagerede i Første Internationale.

Manifest for Pariskommunen

Marx fik til opgave at skitsere et manifest til, hvordan organisationens medlemmer skulle agere i Paris. Han nåede dog ikke at få det færdigt inden Thiers' tropper knuste Pariserkommunen den 27. maj 1871. Først tre dage senere udkom hans skrift Borgerkrigen i Frankrig.

Skriftet bidrog til at gøre både Pariserkommunen og Første Internationale frygtet blandt Europas konservative regeringer. Marx blev udpeget som den listige edderkop i et internationalt netværk af revolutionære, som havde organiseret revolten i Paris. 

Den tyske ambassadør krævede, at Marx skulle anholdes, men fik det svar fra den engelske udenrigsminister, at den tyske kommunist ikke havde brudt nogen britisk lov, og at hans "socialistiske hensigter ikke antages at have fået greb om arbejderne i dette land.”

Udenrigsministeren havde ret. Selvom Marx havde boet over 20 år i London, var han temmelig ukendt blandt briterne. Han havde mest optrådt i tyske, franske og amerikanske aviser, og få af skrifterne var oversat til engelsk. 

Engels færdiggjorde Das Kapital 

Efter skuffelsen med Pariserkommunens undergang fortsatte Marx arbejdet med de følgende bind af Das Kapital. Men han fik aldrig set den udkomme. Arbejdet blev forsinket af helbredsproblemer, både hans egne og familiemedlemmers. Efter hans død i 1883 var det Engels, som måtte færdiggøre det andet og tredje bind af Das Kapital.

Ved hans død var arbejderbevægelsen begyndt at vokse i Europa, men store dele af den lod til at foretrække de trinvise reformer frem for revolutionen.