Læs også

Stauning

Jens Otto Krag

Dagen efter at statsminister Jens Otto Krags livsdrøm var opfyldt – Danmarks indtræden i EF – trak han sig tilbage til et otium, der ikke blev, som han havde håbet.

Statsministeren klemte øjnene sammen på sin karakteristiske måde og svarede journalisten. Dagen efter valget i 1966 stillede denne spørgsmålet: Hvordan Krag kunne danne regering med SF´s støtte, når han lige før valget havde sagt at dette ikke ville komme til at ske?

”Man har et standpunkt, til man ta´r et nyt”, svarede Krag. Mange blev forargede. Andre blev bekræftet i opfattelsen af Jens Otto Krag som en pragmatisk realpolitiker, der forstod at sno sig. Der var altid delte meninger om Krag.

I eftermælet er mange i vore dages Danmark – også uden for Socialdemokratiet – enige om, at Jens Otto Krag var en begavet statsmand, ved hvis indsats Danmark kom med i Fællesmarkedet, EF, senere EU. Alene af den grund kan man tale om Krag som en betydelig historisk skikkelse, der så sit livsmål opfyldt.

Småborgerligt hjem

Jens Otto Krag (1914–78) var ikke umiddelbart født til en socialdemokratisk politisk løbebane. Barndomshjemmet i Randers var beskedent småborgerligt. Men forældrene gav deres intelligente søn en god uddannelse. Jens Otto kom i gymnasiet og blev cand.polit. i 1940.

De første år arbejdede Krag som embedsmand og indhøstede erfaringer om administration og politik. Efter krigen blev han kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Her begyndte Krags politiske karriere da han ene mand skrev Socialdemokratiets nye efterkrigs-program.

Som den hidtil yngste minister nogensinde overtog han Handelsministeriet som 33-årig, avancerede til økonomiminister, dernæst minister for udenrigshandel og endelig blev han, trods statsminister H.C. Hansens modvilje mod Krags noget vidtløftige privatliv, udenrigsminister i 1958.

Nye socialdemokrater

Krag tilhørte en ny generation af socialdemokrater. De veluddannede, cand. polit´er rykkede nu frem og distancerede de gamle betonfagforeningsfolk uden de store armbevægelser.

Der stod til gengæld blæst om den unge Krag. Hans første ægteskab med den svenske skuespiller Birgit Tengroth var ofte omtalt i sladderpressen. Og Krags frimodige forhold til andre kvinder var en offentlig hemmelighed. Krags andet ægteskab med den populære skuespiller Helle Virkner, med hvem han fik to børn, vakte selvsagt også opsigt. Brylluppet mellem udenrigsministeren og den smukke skuespillerinde, en celebrity-begivenhed, foregik i 1959 på Côte d´Azur. Krag var blevet en stjerne.

Ikke yderligere ambitioner

Udenrigsministeriet var Jens Otto Krags foretrukne, her kunne han udnytte sine forhandlingsevner og et vidt forgrenet kontaktnet i udlandet.

Krag opfattede udenrigsministerposten som en slutstilling og havde ikke yderligere ambitioner. Foran Krag stod også tre mænd i deres bedste alder: Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Viggo Kampmann. Men alle tre faldt fra, Hedtoft døde i 1955, H.C. Hansen i 1960 som kun 54-årig. En syg Kampmann måtte give op i 1962 og bede udenrigsministeren træde til. Jens Otto Krag overtog uden større begejstring statsministerposten.

I denne nye rolle blev Krag nok respekteret, men næppe elsket af mange. Dertil var hans væsen for reserveret, og hans facon kunne virke arrogant. At han tænkte hurtigere end de fleste og havde en enorm paratviden, gjorde det ikke nemmere. Folk opfattede ham ofte som bedrevidende og docerende, og personangrebene i den borgerlige presse var nådesløse.

I de sammenlagt syv år Krag var statsminister, 1962–68 og 1971–72 slog tv-mediet for alvor igennem. Men tv-kameraet blev aldrig Krags fortrolige, han lukkede af og blev stiv og formel.

Til sin irritation måtte han se sig slået af den radikale Hilmar Baunsgaard, som Krag fandt overfladisk, men som takket være sin tv-optræden med et sæt byggeklodser til illustration af økonomien vandt valget i 1968 og blev statsminister for VKR-regeringen.

Jens Otto Krags første to perioder som regeringsleder gik med at konsolidere og udbygge det velfærdssamfund, som Socialdemokratiet sammen med de Radikale havde skabt før og efter krigen. Men det blev også en periode, der skærpede modsætningerne i samfundet og mellem parti og fagbevægelse. I befolkningen skete der et opbrud under velstandsstigningen, et opbrud, som Krag ikke formåede at kanalisere til sit partis fordel.

Tidligt og velfortjent otium

I Krags sidste regeringsperiode, efter VKR´s fald, arbejdede han udelukkende på at sikre et ja til Fællesmarkedet, EF.

Da dette var i hus 2. oktober 1972, bad Krag dagen efter om ordet i Folketingssalen og meddelte sin beslutning: ”Efter afstemningen i går er den parlamentariske situation uændret. Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det.”

Beslutningen kom som en bombe. Mange havde svært ved at forestille sig dansk politik uden Jens Otto Krag.

Nu begyndte den sidste fase af Krags liv. Et liv i frihed, hvor han, der havde beklædt topposter i dansk politik i 25 år, ville nyde tilværelsen, male, skrive og give gode råd.

Aarhus Universitet havde bud efter ham som lektor i politisk videnskab. Det blev ikke nogen succes.

Dernæst blev Krag headhuntet som EF´s ambassadør i Washington. Krag fandt hurtigt posten overflødig. Ingen i den amerikanske regering gad tale med en EF-ambassadør, når man kunne tage direkte kontakt med de respektive regeringer. For Krag, der var vant til at være midtpunkt, var dette en nedtur. Han holdt kun et år i jobbet. Og dulmede skuffelsen med alkohol.

Havde en drøm om at skrive

Herefter forsøgte den nu meget forhenværende at opfylde en gammel drøm om at leve som skribent.

Heller ikke det gik, som Krag havde håbet. Avisredaktionerne afviste hans lidt omstændelige udredninger, som mere lignede interne papirer i statsadministrationen end avisartikler. Efterspørgslen efter Krag som kommentator ebbede ud. Den tidligere socialdemokratiske formand havde svært ved at forstå og acceptere en ny tid. Samt at en stor del af hans gamle vælgere lod sig besnære af den farverige, anarkistiske Mogens Glistrup, der med sit Fremskridtsparti var tordnet ind i Folketinget med 28 mandater. Det virkede, som om der ikke mere var behov for Krag, og han kedede sig frygteligt.

Den 22. juni 1978 var det forbi. Jens Otto Krag døde, skuffet og træt, 63 år gammel i sit sommerhus i Skiveren.

Mere her: Jens Otto Krag 1914–1961 af Bo Lidegaard (2001)