Storbritanniens unionsakt bliver overrakt til dronning Anne.

Hertugerne af ­Queensbury og Dover overrækker unionsakten til dronning Anne.

© Mary Evans/IBL

England bestak ludfattigt Skotland – dannede Storbritannien

Da Skotland i begyndelsen af 1700-tallet var nær konkurs, så England chancen for at indlemme den besværlige nabo i en ny union – Storbritannien. For at realisere planen, anvendte den engelske regering spioner, bestikkelse og propaganda.

13. oktober 2018 af Pelle Stampe

Længe inden den engelske forfatter Daniel Defoe blev berømt for sin roman Robinson Crusoe, blev han sendt til Skotland som spion. Defoes opgave var at spore stemningen blandt skotterne og indrapportere den. I et brev til sin overordnede i 1706 skrev han: ”Jeg må- hele tiden iagttage den største forsigtighed for ikke at få kraniet knust af den vilde pøbel – blot navnet på en englænder får dem til at se rødt.”

Siden middelalderen havde Englands store udenrigspolitiske mål været at skabe en union bestående af England, Wales, Irland og Skotland. Skotterne havde dog ført en indtrængende og bitter kamp for at bevare selvstændigheden. 

Jakob I konge over England og Skottland

I 1603 var englænderne kommet et skridt nærmere målet, da Jakob 1. Stuart blev den første regent over både England og Skotland. De to lande var dog langt fra forenede. Offi-cielt var Skotland fortsat en suveræn stat med eget parlament, som ikke ville lade sig styre af det engelske parlament. Skotterne ville bl.a. ikke stemme for det engelske forslag om, at kun protestanter skulle kunne sidde på tronen. De ville heller ikke forhøje skatterne for at skaffe penge til en af Englands utallige krige mod Frankrig.

I begyndelsen af 1700-tallet blev de skotske tropper desuden trukket ud af den engelske hær. Det engelske parlament svarede igen med en handelsboykot. Unions-modstanderne håbede naturligvis, at spændingerne skulle lede til et brud, mens andre forsøgte at mægle. England var dybt optaget af Den Spanske Arvefølgekrig, som påvirkede hele Europa og de nord-amerikanske kolonier fra 1701 til 1714. Det sidste, England havde brug for, var et selvstændigt Skotland, som kunne stille sig på fjendens side i krigen.

Økonomisk set havde Skotland ikke meget at vinde ved et brud. England var deres absolut største eksportmarked. Uden dem ville Skotlands store økonomiske problemer forværres – ikke mindst eftersom landet i begyndelsen af 1700--tallet var nær et økonomisk sammenbrud. I 1690'erne var høsten slået fejl flere gange, og en handelskrig gjorde det næsten umuligt at eksportere varer til det europæiske fastland. 

Unionsakten fra 1707 opbevares i dag i Houses of Parliament i London.

© Bridgeman/IBL

Ny Kaledonien gik i vasken

Skotland havde også tabt en formue i forsøget på at etablere en skotsk koloni i Panama. Kolonien skulle have givet skotterne mulighed for at handle med Asien uden at være afhængige af den engelske flåde.

Company of Scotland blev startet for at samle penge ind til grundlæggelsen og administrationen af kolonien, og i løbet af få uger indsamlede selskabet 400 000 engelske pund fra alle samfundsklasser. Beløbet svarede næsten til en tredjedel af den skotske befolknings aktiver.

I år 1698 ankom 1 200 skotske kolonister til Panama og grundlagde Ny Kaledonien. Men ekspeditionen blev en katastrofe. 900 kolonister bukkede under for sult og sygdomme i løbet af det første år. Allerede året efter opgav man kolonien, Company of Scotland gik konkurs, og investorerne mistede alle deres penge. Netop i de år havde Skotland ikke brug for en handelsboykot.

Unionsakten blev lagt frem i 1706

I begyndelsen af 1700-tallet var leden-de kræfter i begge lande derfor interesserede i at give nyt liv til unionstanken. Den 9. oktober 1706 -fremlagdes lovforslaget Acts of Union til godkendelse i det engelske og det skotske parlament. 

Lovforslaget var udarbejdet, så det gav medlemmerne i det skotske parlament størst mulig anledning til at stemme for det. De fleste af dem ønskede et selvstændigt Skotland, men mange havde også mistet deres formue i Company of Scotland. Derfor bestod 15 af 25 paragrafer i lovforslaget af løfter om økonomisk hjælp i forskellige former.

Skotterne var dog ikke så nemme at overtale. De skotske medlemmer af et fælles parlament skulle udgøre en minoritet, og den engelske majoritet ville nemt kunne nedstemme dem, også i skotske anliggender.

Hos almindelige skotter var modstanden mod England endnu større. Ingen havde glemt alle historiens engelske erobringsforsøg. De vidste også, hvor dårligt englænderne behandlede irerne, og var ikke interesserede i at lide samme skæbne. Også indenfor kirken rådede en udbredt modstand mod unionstanken. I Skotland dominerede presbyterianerne, som var modstandere af det kirkelige hierarki, som prægede den anglikanske kirke i England.

Daniel Defoe.

© National Maritime Museum

Daniel Defoe engelsk spion

Engelske politikere indså, at de økonomiske gulerødder, som indgik i planen, ikke rakte. Rige englændere med interesse for unionen betalte derfor store bestikkelser til skotske parlamentsmedlemmer. Unionsfortaleren David Boyle fik en stor sum penge, som skulle anvendes til at smøre og overtale andre parlaments-medlemmer. Desuden hyrede man spioner, som skulle infiltrere unionsmodstanderne.- Den mest indflydelsesrige af disse var Daniel Defoe.

Defoe var god til at skrive politisk og religiøs satire, hvor han kritiserede landets konservative kræfter for manglende politisk og religiøs tolerance. Han blev stillet for retten og i 1703 idømt bøder samt tre dage ved skampælen og fængsel på ubestemt tid. 

Til Edinburgh som hemmelig agent

I sin fortvivlelse skrev han til en indflydelsesrig ven, som kendte udenrigsminister Robert Harley, og tilbød sin tjeneste som politisk skribent. Harley var også chef for Englands spionnetværk, og Defoe blev frigivet, hvis han lovede at træde i Harleys tjeneste.

Straks derefter begyndte han at udgive det politiske tidsskrift The Review, hvor han i den ene artikel efter den anden udmalede de mange fordele ved en union mellem England og Skotland.

Da det skotske parlament begyndte at forhandle om unionsakten i efteråret 1706, sendte udenrigsministeren Defoe afsted til Edinburgh som hemmelig agent. Hans opgave var at gøre alt tænkeligt, for at tilbuddet blev accepteret. Den dækhistorie, som Defoe, selv presbyterianer, antog i Skotland, var, at han var blevet religiøst og politisk forfulgt i England. 

Et voldsomt oprør mod unioen brød ud i bl.a. Glasgow 1706.

Defoe blev rådgiver for kirken

Efter sin ankomst til Edinburgh fik Defoe ansættelse som rådgiver for Church of Scotland og det skotske parlaments unionsudvalg. Der fik han snart indsigt i alle hemmeligheder og diskussioner omkring unionen: ”Jeg bliver indviet i alle deres dårskaber, og ingen mistænker mig for at korrespondere med nogen i England,” skrev Defoe til Harley. Samtidig med at han fungerede som lobbyist i det skotske parlament, udgav Defoe under skotske pseudonymer pamfletter, som handlede om alle fordelene, som unionen ville indebære.

Både i sine pamfletter og som rådgiver gav han plads til argumenter imod unionen, men sørgede for altid at få det sidste ord. Unions-modstandernes bedste argumenter valgte han at latterliggøre eller ignorere. Af brevene til Harley fremgår det dog, at arbejdet gik trægt:

”For hver skotte, som er for unionen, er 99 imod”, skrev Defoe.

Oprør i skotske gader

Efter lange forhandlinger i oktober og november 1706 blev de 25 paragrafer i unionsakten vedtaget én efter én. Dette udløste en række voldsomme hændelser i flere skotske byer. Demon-stranter blev ophidset af unionsmodstanderne med argumenter om, at skotterne i en union ville miste deres selvstændighed, deres identitet og deres religion.

Defoe rapporterade til Harley om den alvorlige situation: ”Jeg må desværre meddele, at der er udbrudt krig heroppe.” I flere- byer var der voldsomme sammenstød mellem- demonstranter og politi, og flere blev dræbt.

Trods protesterne blev loven endeligt vedtaget 16. januar 1707 med 110 stemmer for og 69 imod. Den 1. maj 1707 trådte unionen i kraft. Det engelske og skotske parlament blev slået sammen til ét. Storbritannien var blevet en realitet.

Dronning Anne blev Storbritanniens første regent i 1707.

Fakta: Sådan blev Storbritannien dannet

England: Syv riger i ét: l I år 927 erobrede kong Athelstan kongedømmet Northumbria, og dermed kunne de syv kongedømmer East Anglia, Essex, Kent, Mercia, Sussex, Wessex og North-umbria samles i England. 

Irland: Flere og flere rettigheder: l Irland blev erobret af den engelske kong Henrik 2. i år 1172. Efter et oprør i 1798 lykkedes det irerne at skaffe sig flere rettigheder. Landet indgik i en union med Stor-britannien og fik medlemmer i det britiske parlament fra 1801. I 1922 blev republikken Irland selvstændig, mens Nord-irland forblev en del af Storbritannien.

Wales: Engelsk i middelalderen: l Efter at den engelske kong -Edward 1. erobrede Wales, blev landet -officielt en del af England 1284. 

Skotland: Delte regent med England: l James Stuart blev Jakob 6. af Skotland efter sin mor, Maria Stuart. I 1603 arvede han, som Jakob 1., den engelske krone efter sin barnløse slægtning Elizabeth 1. England og Skotland forblev dog suveræne stater frem til, at unionsaftalen mellem landene blev vedtaget i år 1707.