Maria Stuart ved Henrik 2's hof på Louvre.

© Gillot Saint-Evre

Maria Stuart blev fordrevet og henrettet

Da Maria Stuart forlod sin mand, og han efterfølgende blev myrdet, fik skotterne nok og forviste deres dronning. I England steg hun fra asken til ilden, da hendes slægtning Elisabet så hendes som en konkurrent til den engelske trone.

8. juni 2018 af Sara Griberg

Den forblæste fjord Solway Firth danner grænse mellem Skotland og England. En kølig maj-morgen i 1568 kommer en åben fisker-båd sejlende fra den skotske side i nord og lægger til i den engel-ske fiskerby Workington.

Et lille selskab på en halv snes mennesker stiger i land. I gruppen ses en høj kvinde, hvis ansigt er skjult under et mørkt sjal. Hun har ingen bagage, da hun er rejst i al hast. Men det er ikke blot hendes klæder og ejendele, der er efterladt i Skotland. Kvinden er intet mindre end den skotske dronning Maria Stuart, som er blevet tvunget til at give kronen fra sig – til sin etårige søn.

Nu er hun på flugt fra sine egne landsmænd, anklaget for at have været meddelagtig i mordet på sin egen mand – og for kort derefter at have giftet sig med den mistænkte morder.

Dronning over Skotland som baby

Blot 25 år gammel er Maria allerede blevet enke to gange, og hun har båret både den skotske og den franske dronningekrone. Mange af hendes tilhængere mener, at hun også burde være dronning af England. I stedet er hun nu tvunget til at bede om beskyttelse hos sin slægtning og værste rival, den engelske dronning Elizabeth 1.

Maria Stuart var blot seks dage gammel, da hun blev dronning over Skotland ved faren Jakob 5.'s død i 1542. Riget hun arvede var præget af ældgamle fejder mellem forskellige skotske klaner og talrige krige mod ærkefjenden England. På de britiske øer, som i det øvrige Europa, foregik der desuden en magtkamp mellem katolikker og protestanter.

Maria Stuart var blot seks dage gammel, da hun arvede Skotlands trone.

Henrik VIII var konge over England

I England herskede Henrik 8., som havde gennemført reformationen først og fremmest for at kunne blive skilt fra sin første hustru, Katarina af Aragonien. På trods af at han derefter havde giftet sig yderligere fem gange, var det kun lykkedes ham at få tre overlevende børn, to døtre og en søn. For at sikre tronfølgen – og sikre Skotlands position under den engelske krone – krævede han, at Maria skulle troloves med hans søn Edward.

Rasende Henrik plyndrede SkotlandSkottland

Marias mor, Maria af Guise, var katolik og nedstammede fra en af Frankrigs fornemmeste adelsfamilier. Skotland og Frankrig havde ofte været allierede i krigene mod England, og hun ville absolut ikke se sin datter bortgiftet med en engelsk tronfølger. For at styrke båndene til det franske kongehus blev Maria i stedet lovet bort til den franske
kronprins Frans. Henrik 8. reagerede ved at gennemføre en række plyndringstogter i Skotland, hvilket kulminerede i slaget ved Pinkie Cleugh 10. september 1547, hvor skotterne led et bittert nederlag.

Maria af Guise frygtede for Marias sikkerhed i Skotland, og som femårig blev hun sendt afsted til Frankrig, hvor hun voksede op i kongefamilien med sin kommende mand som legekammerat.

Hun fik en fyrstelig uddannelse, lærte sig flere sprog og skrev digte på både fransk og latin. ”La reinette éscos-saise” (den lille skotske dronning) trivedes med det muntre hofliv, hvor dyre fester vekslede med jagt og rideture omkring de kongelige slotte i Loiredalen.

Maria I – Bloody Mary

I 1547 døde Henrik 8. i England og blev efterfulgt af sønnen Edward. Efter hans tidlige død gik kronen til en anden Maria, Henriks datter fra hans første ægteskab, som af sin mor var blevet opfostret til en hengiven katolik. Hun kom til at gå over i historien som ”Bloody Mary” på grund af sin skånelsesløse jagt på protestanter. 

Valget af Henrik VIII og Anne Boleyns datter Elisabet (billedet) til dronning af England i 1558 var omstridt. Mange havde hellere set Maria Stuart på tronen. 

© Isaac Oliver/Bridgeman/IBL

Ville se Maria Stuart på tronen

Da også hun døde, udråbtes Elizabeth, Henriks datter fra ægteskabet med Anne Boleyn, til Englands dronning. Katolikkerne, som aldrig havde anerkendt Henriks skilsmisse fra hans første kone, betragtede Elizabeth som en ”bastard” uden arveret. Ifølge dem burde Maria Stuart, hvis farmor var søster til Henrik 8., stå nærmest i tronfølgen.

Elizabeth og Maria var ikke bare hinandens modpoler i den religiøse og politiske magtkamp. Mens Elizabeth forblev ugift og er gået over i historien som den kølige ”jomfrudronning,” har eftertidens billede af af Maria været præget af hendes dramatiske kærlighedsaffærer, som ved flere tilfælde endte med et brat og voldsomt dødsfald.

Frans II's dronning af Frankrig

Samme år som Elizabeth blev kronet til dronning af England, 1558, fejrede Maria Stuart sit første bryllup med pomp og pragt i Notre Dame-katedralen i Paris. Samtidige kilder beskriver bruden som strålende smuk. Maria var 15 år og mindst et hoved højere end den et år yngre Frans, som var klejn og sygelig.

Allerede året efter brylluppet døde den franske konge Henrik 2. efter en skade ved en ridderturnering. Kronprinsen blev kronet til Frans 2. af Frankrig og Maria blev dronning. Men teenagerne havde ikke nået at sidde på tronen i to år, før Frans døde af hjernehindebetændelse. Kort derefter døde også Marias mor, Marie af Guise, som på papiret havde været Skotlands regent mens man ventede på at datteren skulle blive gammel nok til at tiltræde.

Fejrede fortsat katolsk messe

Den 18-årige ensomme enke vendte tilbage til Skotland for at påtage sig ansvaret som dronning. Det skotske parlament havde nu gennemført reformationen, og selvom Maria fik lov til at leve det religiøse liv hun ville, så man ikke med blide øjne på, at hun afholdt katolske messer på Holyrood House, det kongelige slot i Edinburgh.

Dronningen var selv vidne til drabet på sekretæren Davide Rizzio.

© Jean Lulvès/Muzeum Narodowe w Warszawie

Det skotske hofliv var betydeligt mere beskedent end det franske. Men mellem møderne i det kongelige råd kunne Maria fornøje sig med interesser som jagt og ridning, og hun lærte sig også at spille golf. De lange mørke vinteraftener fordrev hun med skak, dans og selskabsliv.

Giftede sig med katolikken lord Darnley

Presset var stort på Maria for at gifte sig for at sikre tronfølgen, og der var mange interessante friere at vælge imellem. Slutteligt faldt Marias valg på hendes fætter Henry Stewart, kaldet Lord Darnley, som også var katolik. Parret giftede sig i juli 1565. Darnley var tre år yngre end den 22-årige brud. Indled-ningsvis lader Maria til at have været meget forelsket i den stilige yngling, og blot få måneder efter brylluppet blev det kendt, at hun ventede barn. Blandt protestanterne frygtede man, at dronningens valg af ægtefælle var et led i et genindføre katolicismen. Utilfredsheden var så stor, at Maria måtte samle en hær til at slå ned på en række protestantiske oprør.

Mordet på Davide Rizzio

Det varede imidlertid ikke længe før hun fortrød sit valg af mage. Darnley viste sig at være en arrogant og upålidelig drukkenbolt. Maria ville ikke længere gøre ham til konge, hvilket gjorde ægtefællerne til fjender. Mens Darnley drak og havde sex med hustruens hofdamer, spredtes rygtet om, at dronningen søgte trøst hos sin italienske sekretær Davide Rizzio.

En aften havde Maria, som var i syvende måned, et selskab i sin private salon. Blandt gæsterne var Davide Rizzio, som underholdt selskabet med at spille lut. Pludselig dukkede Darnley op gennem en bagdør, og straks derefter stormede en gruppe bevæbnede adelsmænd ind i rummet og dræbte italieneren med sværd- og knivhug. Maria var overbevist om, at det var Darnley som beordrede mordet, hvilket han dog nægtede.

Lord Darnley, som var Marias fætter, blev hendes anden mand.

© Print collector/IBL

Lord Darnleys mystiske død

Ingenting kunne nu redde forholdet, ikke engang det at de i juni 1566 fik en velskabt dreng. Da dronning Elizabeth hørte, at Maria havde fået en søn, skal hun have grædt og proklameret: ”Alack, the Queen of Scots is lighter of a bonny son, and I am but of barren stock.” (Ak, skotternes dronning har født en smuk søn, mens jeg blot hører til en ufrugtbar slægt!)

Mindre end et år senere var Maria enke igen. Et hus, som Darnley tilfældigt besøgte, sprang
i luf-ten, og da man fandt hans lig, sås tydelige kvælningsmærker på halsen. Rygterne sagde, at bag det voldsomme attentat stod en råt udseende officer ved navn James Hepburn, jarl af Bothwell. Rygterne sagde også, at Bothwell var Maria Stuarts elsker, og at de havde planlagt udåden sammen. 

Giftede sig med Bothwell

Da Maria kort efter giftede sig med den mistænkte jarl og desuden måske ventede hans barn, forargede det store dele af befolkningen. Maria selv hævdede efterfølgende, at Bothwell havde bortført og voldtaget hende, og at hun var tvunget til at gifte sig med ham for at undgå skammen ved at føde et uægte barn. Ifølge hendes tjenere fik hun dog en spontan abort kort efter brylluppet.

Mange af de adelsmænd, som tidligere havde støttet Bothwell, ville ikke længere vide af ham eller hans nye kone. Utilfredsheden førte til strid og oprør.

Slaget ved Carberry Hill stoppede aldrig

En hed sommerdag i 1567 stillede Maria og Bothwell sig i spidsen for en hær for at møde deres modstandere ved Carberry Hill, cirka to km sydøst for Edinburgh. De to hære stillede op sig på hver deres side af en dal. Hestene stampede, kanoner og musketter var ladt, men ingen af de to sider havde lyst til at løsne det første skud og gå til angreb.

Rebellerne bar et banner, som forestillede en død mand under et grønt træ. Ved hans side knælede et lille barn, og under tegningen kunne man læse teksten ”Døm og hævn min sag, oh Herre”. Det var ingen tvivl om, hvad piktogrammet hentydede til. Manden på banneret var den myrdede Darnley, og barnet var parrets spæde søn, som krævede hævn for sin fars død.

Maria Stuart flygtede med båd til England, da hun blev afsat. 

© National Galleries Of Scotland/Getty

Slaget ved Carberry Hill blev aldrig til noget. Mens sendebude fra begge sider kastede sig ud i forhandlinger, sneg flere og flere af soldaterne på dronningens side sig afsted. Da mørket faldt på, så Maria Stuart ingen anden udvej end at overgive sig til rebellerne, mens jarlen af Bothwell flygtede. Da Maria samme aften blev ført gennem Edinburghs gader, råbte folkemængden ”hore!” eller ”morder!” efter deres dronning.

Maria Stuart tvunget til at abdicere

Den 29. juli blev Maria tvunget til at abdicere til fordel for sin søn Jakob, som var et år gammel. Jarlen af Moray, som var Jakob 5.'s udenomsægteskabelige søn og dermed Marias halvbror, skulle regere under hans opvækst. Den afsatte dronning blev spærret inde på slottet Loch Leven.

Efter næsten et år i fangenskab lykkedes det hende at flygte i starten af maj 1568. Hun samlede en hær i et sidste forsøg på at generobre magten, men blev besejret af Jarlen af Moray i slaget ved Langside den 13. maj. Efter nederlaget så Maria ingen anden udvej end at drage til England og bede om beskyttelse hos sin slægtning, dronning Elizabeth.

Sat i husarrest af Elisabet

Elizabeth vidste ikke, hvad hun skulle stille op med med Maria. Hun ville ikke hjælpe hende med at genvinde sin krone. Det ville bare styrke de katolske kræfter, som ønskede at afsætte hende og genindføre katolicismen i England. Hun kunne heller ikke lade hende drage til kontinenten, hvor flere katolske herskere gerne støttede den skotske dronnings sag. Men samtidig var Maria jo en nær slægtning, og en kronet regent som burde behandles med passende anstand og ære.

Ved ankomsten til England blev Maria Stuart sat i husarrest.

© Tullie House Museum/Bridgeman/IBL

Følgen blev, at Maria kom til at tilbringe resten af sit liv i husarrest, men med tilladelse til at leve som en kongelig på de forskellige slotte, hvor hun blev holdt indespærret. Maria havde en årlig apanage fra det franske kongehus og havde råd til at indrette sig med et helt lille hof i sit fangenskab. Selvom hun var bevogtet, havde hun tilladelse til at tage imod besøg og føre en omfattende brevveksling. En hel del af korrespondancen bestod af kodede meddelelser

Ridolfisammensværgelsen

Flere gange afslørede Elizabeths sikker-hedstjeneste, at katolske kræfter lavede planer om at styrte – eller ligefrem dræbe – Elizabeth for at sætte Maria på tronen. En af de alvorligste konspirationer var den såkaldte Ridolfisammensværgelse, som blev afsløret i 1570. En af rigets højest placerede mænd, hertu-gen af Norfolk, blev dømt for højforræderi og henrettet. Maria nægtede at kende til komplottet, og Elizabeth valgte denne gang at skåne hendes liv. Derimod blev bevogtningen af Maria skærpet. Fra at være behandlet som en fornem – omend indelåst – gæst, blev hun nu behandlet som en decideret fange. Man minimerede hendes kontakt med omverdenen og al hendes korrespondance blev gennemlæst og censureret.

Samtidig illustration af Maria Stuarts henrettelse i 1587.

© Teatrum Crudelitatum/Mary Evans/IBL

Blev dømt til døden

Maria havde siddet fængslet i 18 år, da den såkaldte Babingtonsammensværgelse (se boks til højre) blev afsløret i 1586. Denne gang fremgik det af beslaglagte meddelelser, at Maria kendte til planerne og i det mindste ikke forsøgte at afværge dem. Hun blev stillet for retten anklaget for højforræderi. Selvom hun nægtede, blev hun dødsdømt.

Klokken ti om formiddagen den 8. februar 1587 blev dommen sat i værk på Fotheringay Castle i Northamptonshire. Øjenvidner beskrev den 44-årige Maria som værdig og dronningeagtig til det sidste. Klædt i en blodrød kjole og med sin katolske bønnebog i hånden, lagde hun elegant hovedet til rette på blokken. Det første hug med øksen resulterede kun i et hug i baghovedet. Da hørtes hun hviske et svagt: ”Sweet Jesus!

Det næste hug skilte hovedet fra kroppen, og da skarpretteren løftede det op i håret, faldt det til gulvet. I hans hånd hang en kastanjebrun paryk. Marias eget hår var blevet kortklippet og gråt under hendes fangen-skab