Læs også

Maria Stuart

Maria Stuart

Katastrofale kærlighedshistorier, mord og politiske intriger berøvede hende både kronen og livet. Men efter sin død i 1587 blev »Mary, Queen of Scots» en af historiens mest omtalte kvinder.

31. maj 2016 af Sara Griberg

En forårdag i 1568 går en ung kvinde i land i en nordengelsk fiskerby. Hun er enkelt klædt og rejser uden oppakning, for hun er blevet tvunget til at flygte over hals og hoved. Det lille følge består ikke af mere end ti- tolv personer. Maria, som kvinden hedder, er vant til en mere storstilet opvartning. Selvom denne temperamentsfulde, rødhårede skønhed kun er 25 år gammel, har hun allerede nået at være gift tre gange, og derudover har hun båret den franske såvel som den skotske dronningekrone. Mange mener, hun også burde være dronning af England.

I stedet står hun nu der på stranden, helt uden krone! Alt, hvad livet har haft at byde på i form af magt og succes, familieliv og kærlighedslykke har hun allerede lagt bag sig.
Fremtiden byder på tyve års ødelæggende fangenskab. Alle forsøg på at genvinde magten fører kun til den uundgåelige slutning: En blodig død under skarpretterens økse.

Blev kronet som spæd

Maria blev kronet til dronning af Skotland allerede som spæd, da hendes far, Jakob 5., døde i 1542. Det politiske liv i Skotland var turbulent. Det var ikke kun de ældgamle fejder mellem forskellige adelsslægter og krigen mod ærkefjenden England, der gjorde livet usikkert. Via reformationen var også religionen blevet en slagmark for forskellige fraktioner. Over hele Europa var der kampe mellem pavetro katolikker og protestanter, der ønskede, at hver nation skulle bestemme over deres egne anliggender. Maria og hendes mor, den franske Marie af Guise, var katolikker. For at styrke båndene mellem Skotland og Frankrig blev Maria lovet bort til den franske kronprins og sendt af sted for at blive opfostret ved det franske hof. Der fik hun en fyrstelig uddannelse, lærte flere sprog og skrev digte på både fransk og latin.

Elisabeth regent

I England gik tronen i arv til en anden Maria, Henrik 8.’s katolske datter. Hun gik over i historien som ”Bloody Mary” (og langt senere skulle hun få en drink opkaldt efter sig) på grund af sin skånselsløse jagt på protestanter.
Efter hendes tidlige død blev halvbroderen Edvard konge, men han nåede ikke engang at blive voksen, før også han døde. Så blev Elisabeth, Henriks datter af andet ægteskab, udråbt til Englands dronning. Katolikkerne, som ikke accepterede skilsmisser, mente, at Elisabeth var en ”bastard” uden arveret. Ifølge dem burde Maria Stuart, hvis farmor var søster til Henrik 8., være den næste tronfølger. Striden om retten til den engelske trone blev grundtemaet i Marias liv. De to kvinder var ikke blot hinandens modpoler i den religiøse og politiske magtkamp. Mens Elisabeth blev kendt som den kølige ”jomfrudronning”, er eftertidens billede af Maria præget af hendes kærlighedsaffærer, som i flere tilfælde endte i pludselige, brutale dødsfald. Samme år, som Elisabeth blev kronet til dronning af England, fejrede Maria Stuart sit første bryllup med kongelig pomp og pragt i Notre-Dame i Paris. Samtidige kilder beskriver den statelige brud som vidunderlig smuk.
Maria var 15 år, og hendes svagelige ægtemand, den franske kronprins, et år yngre. Året efter døde den franske konge, og den unge brudgom blev Frans 2. af Frankrig og Maria hans dronning.

De to teenagere nåede dog kun at sidde på tronen i 17 måneder, inden Frans fik hjernehindebetændelse. Maria og Frans var vokset op som søskende, og hun sad og holdt ham i hånden til det sidste. Kort efter døde også Marias mor. I sin egenskab af enkedronning havde denne, i hvert fald på papiret, været Skotlands regent, indtil datteren blev gammel nok til at overtage tronen.
Helt alene i verden vendte den 18-årige enke, Maria Stuart, tilbage til Skotland for at påtage sig ansvaret som regent. En opgave, som ville have været vanskelig, selv for en mere erfaren person.
Skotland var på den tid gået over til protestantismen, og selvom Maria lovede ikke at blande sig i det religiøse liv, så man ikke med blide øjne på, at hun blev ved med at gå til katolske messer på Holyrood Palace, det kongelige slot i Edinburgh.

Pauvert hofliv i Edinburgh

Hoflivet i Edinburgh var pauvert sammenlignet med den overdådige pragt i Frankrig, men Maria fandt sig så nogenlunde til rette i sit lille rige.
Mellem stormfulde møder i det kongelige råd tilbragte hun tiden med sine yndlingssportsgrene, jagt og ridning. Hun lærte også – som en rigtig skotte – at spille golf. I de lange vinteraftener fordrev man tiden med skakspil, dans og selskabelighed.
Den 19-årige lord Darnley beskrives som en charmerende, forfængelig og forkælet døgenigt. Efter nogle relativt rolige år stormede den smukke yngling, som blev Marias ægtemand nummer to, ind i kredsen omkring dronningen. En del historikere påstår, at Maria faldt for ham med et brag, mens andre mener, ægteskabet blev indgået af strategiske årsager.
Darnley og Maria var i virkeligheden fætter og kusine, også han var katolik og havde engelsk Tudorblod i årerne. Hendes rådgivere var bange for, at ægteskabet ville blive tolket som et forsøg på at komme tættere på den engelske trone og en genindførelse af katolicismen.

Gift med Darnley

Men Maria trodsede alle gode råd og giftede sig med sin smukke Darnley. Den ægteskabelige lykke varede længe nok til, at hun blev gravid, men snart begyndte man at hviske om, at døren mellem de kongelige sovegemakker var lukket. Mens Darnley drak, røg i slagsmål og kastede sig ud i amourøse eventyr med sin hustrus hofdamer, gik der rygter om, at dronningen søgte trøst hos sin italienske sekretær, Riccio.
En aften havde Maria, som nu var gravid i syvende måned, en lille sammenkomst i sin private salon. Blandt gæsterne var Riccio, der underholdt selskabet med at spille på lut. Pludselig dukkede Darnley op gennem en bagdør. Straks efter stormede en gruppe bevæbnede adelsmænd ind i rummet og slæbte af med den skrækslagne italiener, som bad for sit liv. Bønnerne hjalp dog intet – Riccio blev myrdet med 53 knivstik.
De sammensvorne var blevet enige om at skiftes til at stikke kniven i ham, for at ingen skulle kunne få skylden for mordet ene mand. Maria var overbevist om, at Darnley var skyldig, selvom han nægtede.

Intet syntes nu at kunne redde deres forhold, selvom parret i juni 1566 fik en velskabt dreng. Da den engelske dronning Elisabeth fik bud om, at Maria havde født en søn, brast hun efter sigende i gråd og råbte:
”Ak! Skotternes dronning har født en prægtig søn, mens jeg tilhører en gold slægt!”

Blev enke igen

Mindre end et år senere blev Maria enke igen. Darnley blev myrdet på bestialsk vis ved både at blive kvalt og sprængt i luften. Den, der mentes at være bag attentatet, var en rå officer, Jarlen af Bothwell. Der gik rygter om, at Bothwell var Marias elsker, og at de havde planlagt attentatet sammen. Hele Skotland var forfærdet, og da Maria kort tid efter giftede sig med den mand, der skulle være morderen, og derudover ventede hans barn, blev det for meget. Selv påstod hun, at Bothwell havde bortført og voldtaget hende, så hun var blevet tvunget til at gifte sig, men hendes undskyldninger hjalp intet. De adelsmænd, som tidligere havde støttet Bothwell, ville ikke længere vide af ham eller hans nye ægtefælle. På gaderne råbte den oprørte folkemængde ”hore!” og ”morder!” efter deres dronning.

Efter en kort borgerkrig blev Maria tvunget til at abdicere til fordel for sin lille søn, som den 29. juli 1567 blev kronet til Jakob 6. af Skotland. Maria flygtede fra Edinburgh og så til slut ingen anden udvej end at rejse til England og bede om beskyttelse hos sin værste rival, dronning Elisabeth. Elisabeth gav hende kost og logi, men under streng bevogtning. I de sidste 20 år af Marias liv blev hun holdt indespærret på forskellige engelske slotte. Ved flere tilfælde samlede de katolske kræfter sig for at styrte Elisabeth og sætte Maria på tronen. Til sidst afslørede Elisabeths spioner et kupforsøg, og Maria blev stillet for retten for højforræderi.
Rettergangen var en parodi, men der herskede ingen tvivl om, at Maria havde kendt til planerne uden at have forsøgt at afværge dem, om ikke andet. Elisabeth tøvede dog længe, inden hun til sidst gik med til at underskrive dødsdommen over sin skotske halvkusine.

Dronningeagtig til det sidste

Klokken ti om formiddagen den 8. februar 1587 bliver dommen eksekveret på Fotheringay Castle i Northamptonshire. Øjenvidner beskriver Maria som værdig og dronningeagtig til det sidste, da hun iført en blodrød særk og med sin katolske bønnebog i hånden lægger hovedet på blokken. Det første øksehug rammer ikke ordentligt og giver hende kun en flænge i baghovedet. Da hører man hende hviske et svagt: ”Sweet Jesus!”
Det næste hug skiller hovedet fra kroppen, og da skarpretteren vil løfte det op i håret for tilskuerne, falder det til jorden. I bøddelens hånd er der ikke andet end en kastanjebrun paryk! Marias eget hår er blevet hvidt under de bitre år i fangenskab.

Læs mere: Jarlen af Bothwell (2007) af Mogens Højland, Dronning Mary af Skotland (2001) af Margaret George