Koldinghus

Koldinghus er et af Danmarks vigtigste kongeslotte. Det har spillet en central rolle i mange historiske begivenheder og har huset en række af rigets kronede hoveder. I 1808 blev slottet fuldstændig ødelagt ved en kæmpe brand, men er siden blevet genopbygget

31. maj 2016 af Rasmus Kjærbye Petersen

Præcis hvornår det første Koldinghus blev bygget, er usikkert. En kilde hævder, at slottet blev opført af hertug Abel af Sønderjylland i midten af 1200-tallet som et grænseværn mod danskerne. Mere sikkert er det, at kong Erik Klipping i 1268 lod slottet opføre eller genopføre.

Under den svage kong Christoffer 2. var Koldinghus et af kun tre kongeslotte, som adelen ikke krævede revet ned i Nørrejylland. Men kongen mistede alligevel snart slottet, da det tilfaldt de holstenske grever, der overtog store dele af Christoffers rige. Først kong Valdemar Atterdag vandt slottet tilbage, og det var her, han i 1365 sluttede forlig med de holstenske grever.
Koldinghus var fremover et slot, som mange danske konger var glade for, og hvor de ofte opholdt sig. Det skyldtes ikke mindst slottets strategiske position. Herfra kunne kongerne forholdsvis nemt nå store dele af deres rige.

Blev brugt som hovedkvarter

Under Grevens Fejde (1534–36) brugte hertug Christian, den senere Christian 3., ofte slottet som hovedkvarter, og efterfølgende boede han der meget gerne. Han indledte også endnu en storstilet ombygning og udvidelse af slottet, som hans efterfølgere fortsatte.
Efter Christian 3.s død på Koldinghus i 1559 blev hans dronning, Dorothea, boende i endnu 12 år. Endnu i dag hævdes hendes spøgelse at holde opsyn med slottet.
Efter den fromme og strenge Christian 3. og Dorothea, kom der mere liv på slottet, da Frederik 2. slog sine folder der. En folkevise lyder: ”Kong Frederik han sidder på Koldinghus; med riddere og svende han drikker god rus.”

Christian 4. tilbragte en stor del af sin barndom på Koldinghus, og han iværksatte endnu et storstilet byggeprogram for at forvandle det til et rigtigt renæssanceslot, selvom den femkantede, middelalderlige grundplan bestod.
Kongen lod løsgængere og dagdrivere fra hele Jylland indfange som tvangsarbejdere på projektet.

Den store brand

Pga. sin fremtrædende rolle i rigets historie måtte Koldinghus også ofte stå for skud. Under Christian 4.’s katastrofale deltagelse i 30-årskrigen plyndrede hans egne lejesoldater slottet i 1627.
Slottet blev hærget igen, denne gang af svenskerne, under Torstenssonsfejden (1643–45), og under Karl Gustav-krigene (1657–60) blev slottet, som svenskerne havde besat, stormet af polske hjælpetropper.
Hver gang blev Koldinghus hurtigt sat i stand igen, men i 1808 fik slottet sit banesår. Det år var der blevet indkvarteret spanske hjælpetropper, som Napoleon havde udsendt for at hjælpe danskerne med en planlagt invasion af Sverige. Tropperne blev anført af marskal Jean Baptiste Bernadotte, der ironisk nok skulle blive konge af Sverige nogle år senere.

Den 29. marts, mens marskalen holdt gilde, gik der ild i slottet, og efter flere dages voldsom brand var der kun en rygende ruin tilbage.
Nogle påstår, at de spanske tropper, for at få varmen i det danske klima, fyrede for kraftigt op i kaminen. Andre mener, at branden var påsat; et forsøg på at myrde Bernadotte, der dog undslap via en løngang.

I den økonomisk trange tid efter Napoleonskrigene blev der ikke gjort noget forsøg på at genopbygge Koldinghus, der fik lov til at henligge som en pittoresk ruin, som bl.a. H.C. Andersen ønskede at bevare og beskytte.
I 1863 opstod idéen om at genopbygge Koldinghus, men efter endnu et militært nederlag, i 1864, gik det langsomt med at skrabe penge sammen, selvom der dog kom nok til at vedligeholde ruinen. Først i 1890 gik genopbygningen for alvor i gang under ledelse af museet, der endnu i dag har til huse i det slot, der endelig i 1991 stod helt færdigt.