Frederik 7.

Det første Frederik 7. gjorde, da han kom til magten i 1848, var at afskaffe enevælden. Han foretrak at fiske. Hans forhold til en modehandlerske vakte furore, men ændrede ikke folkets kærlighed til danmarkshistoriens hyggeligste konge.

27. februar 2013 af Thomas Oldrup

I dag taler man om magthaveres ’likeablity’, og om ’hvem man ville gide drikke en bajer med’. Frederik 7., også kaldt Frederik Folkekær, formåede at omgås jævne mennesker. Han havde en naturlig tilbøjelighed til jævnt og ligefremt at færdes med folk fra alle samfundsklasser. Han forstod både at omgås embedsmænd og befolkning på en måde, så han vandt deres sympati. Hans motto var ”Folkets kærlighed, min styrke”. Det har nok været et af de mest velvalgte gennem tiderne.

Han var født på Amalienborg den 6. oktober 1808. Hans far var Christian 8., og hans mor blev allerede bortvist fra hoffet, da Frederik var et år gammel, på grund af utroskab. Han er derfor blevet kaldt “kongehusets første skilsmissebarn".

Gift to gange

Hans opvækst og opdragelse blev da også noget usammenhængende. Der var ikke nogen af hans lærere, der formåede at få ham til at interessere sig for andet end dansk oldtid og arkæologi. Flittig var han ikke, og hans viden lå under den almindelige danskers.

Frederik var gift to gange, men begge de to ægteskaber var arrangerede, og ingen af dem blev nogen succes. Til gengæld mødte han allerede i 1830’erne Louise Rasmussen, og de to havde et nært forhold, som han ikke lagde skjul på.

En anden usnobbet ting ved Frederik 7. var, at han ikke var nogen storbykonge. Han boede bl.a. en tid i Fredericia, hvor han officielt var chef for et infanteriregiment, og i Odense, hvor han var guvernør på Fyn. Han elskede at rejse rundt i alle landsdele og besøge herregårde, slotte og fortidsminder. Hans glæder var arkæologiske udgravninger, sørejser og fiskeri.

Afskaffede enevælden

Den 20. januar 1848 besteg Frederik tronen, da Christian 8. døde. Noget af det første Frederik gjorde var at indføre en ny forfatning og dermed afskaffe den gamle enevælde. Kongens popularitet blev ikke mindre, da han udtalte de berømte ord da den første regering blev nedsat: ”Når De, mine herrer, vil have samme tillid til Deres konge, som jeg har til mit folk, så vil jeg være Dem en tro leder til ære og frihed.” Kongens svar vakte jubel hos de tusind, der havde ledsaget politikerne til slottet.

Henvendelsen om et politisk systemskifte sluttede med en usminket trussel: ”Vi anråber Deres Majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp!” Denne diskrete sabelraslen kom samtidig, med at revolutionen i Paris satte hele Europa i flammer. Kongen holdt stædigt fast på, at han hellere ville abdicere end bruge magt mod sit folk. Så mens blodet flød i Europa, blev den danske enevælde afskaffet med en underskrift. Afstemningen om Danmarks Riges Grundlov fandt reelt sted den 25. maj, men blev først forsynet med Frederik 7.’s underskrift den 5. juni 1849. Grundloven fejres hvert år på den dato.

Københavnerne deltog entusiastisk i de alvorlige forårsdage hvor magten skiftede hænder. Det skabte en national samling, optimisme og stolthed, som siden blev kendt som ”ånden fra 1848”.

Kongens bizarre adfærd

Straks efter ministerskiftet udbrød Treårskrigen, der havde ulmet i hele hans korte regeringstid. Han støttede soldaterne ved besøg hos hæren i Sønderjylland og ved at bakke op om folkets nationalitetsfølelse. Han blandede sig fra da af stort set ikke i politik.

Frederik 7. var knap 40 år, da han blev konge. Han var en lille, lavstammet mand med brune øjne, mørkt hår og et hvalrosagtigt skæg. Han var overvægtig, sandsynligvis den fedeste konge vi har haft siden Christian 4. Måske fordi han ikke var så høj, kunne Frederik godt lide at ses blandt sit folk med hjelm. Han elskede fantasifulde hjelme og hatte med store fjerbuske og skrigende farver. Et særligt ry havde den grotesk store krigshjelm, der var lavet af det sjældne aluminium, og som i dag udstilles på Rosenborg Slot.

Nogle hævder at han ikke var ubegavet, men blot totalt uforudsigelig. Han havde en livlig fantasi, grænsende til det mytomane. Det var uheldigt, når kongen fortalte vidt og bredt om, hvordan han fx havde reddet 10 vaskemadammer op af Lyngby Sø, men det var langt mere pinligt, når han løj over for udenlandske fyrster og konger.

Bismarck skriver fx i sine erindringer om, hvordan Frederik fortalte om sine krigsbedrifter ved Sevastopols belejring under Krimkrigen i 1854, hvorunder han egenhændigt havde dræbt flere russere.

Blev grevinde Danner

I 1850 blev han omsider viet til venstre hånd med sin Louise Rasmussen, der derefter skiftede navn til lensgrevinde Danner. Rasmussen var begyndt som balletdanserinde og havde siden etableret sig som modehandlerske på Strøget, hvor hun bl.a. udstillede Danmarks første mannequindukke.

Embedsværket havde forgæves forsøgt at sætte sig imod forholdet. Pga. hans dovenskab og ringe lyst eller evne til politiske spørgsmål blev det muligt for stærke ministre og andre at påvirke ham. Grevinde Danner var god til at håndtere dette.

Kongens ægteskab med en kvinde af folket bidrog måske til den folkelige popularitet, men på den anden side var hun rasende upopulær blandt den snobbede og småborgerlige borgerklasse.

Bedst havde Frederik det sammen med Danner i hjemlig hygge med slåbrok, kalot, morgensko, lang pibe og et glas punch. Hun var tyk, bleg og mandhaftig og udstrålede mere solid mor end sexet sylfide. ”Han trænger til en moder,” skal Danner have sagt om sin moderløse mand.

Død og eftermæle

Den katastrofale krig i 1864 nåede kongen heldigvis ikke at opleve.

I efteråret 1863 besøgte han Dannevirke-stillingen og blev her angrebet af en stærk forkølelse. Han blev ført til Lyksborg Slot, hvor forkølelsen udviklede sig til en febertilstand i ansigtet. Han døde den 15. november og nåede ikke tilbage til København. Her blev budskabet om hans død mødt af en tilsyneladende oprigtig sorg af alle.

Frederik 7. er af historikere blevet både stærkt over- og undervurderet. Som et leksikon fra 1919 skriver, var han i sine gode øjeblikke i besiddelse af kongelig anstand og værdighed og kunne samtidig med overraskende lethed sætte sig ind i en situation, og finde et træffende og klart udtryk for sine tanker. Dertil kom hans jævnhed og elskværdighed i omgangen med alle klasser af folket og hans stærke og umiddelbare nationale følelse.

Men samme sted henviser også til hans skyggesider: Ethvert regelmæssigt arbejde var ham ligefrem en gru, hedder det. En medfødt umådeholdenhed over for stærke drikke kunne til tider bekæmpes, men aldrig helt udryddes. Den svækkede indtrykket af hans gode egenskaber og forringede hans værdighed, helbred og autoritet.

Allerede tidligt i hans liv blev det konstateret at han kønsligt var så uudviklet, at man ikke kunne forvente, at han var i stand til at få børn.

Frederik 7. blev derfor det sidste skud på den over 400 år gamle Oldenborgske kongestamme. Hans efterfølger, Christian 9., måtte hentes fra en anden – og frisk og rask – gren på det kongelige danske familietræ.

MERE HER: Frederik 7. (2007) af Jan Møller