Pengenes historie: Fra konkylieskaller til euroen

Verdens første pengesedler blev snarere skabt af nød end lyst. 900-tallets kinesiske mønter var store, tunge og havde meget enkle inskriptioner, som let kunne forfalskes.

De var desuden fremstillet af billigt metal som kobber og jern og havde ingen omsmeltningsværdi.

Mønterne var på alle måder til besvær for kineserne, som på forskellige måder forsøgte at håndtere de besværlige metalskiver. Et af de populæreste tiltag var at deponere sine mønter hos en købmand, som til gengæld udskrev en garantiseddel på mønternes værdi.

Sedlerne var langt lettere at bære på end mønterne og kunne til enhver tid byttes til mønter igen. De nye sedler blev efterhånden så populære, at de også blev brugt i handlen.

Købmandssedlernes popularitet kom også kejseren for øre, og for at få kontrol over økonomien i sit rige begyndte han at udstede officielle pengesedler.

De nye sedler – som med datidens værktøj var langt sværere at forfalske end jernmønterne – blev hurtigt en stor succes.

I 1300-tallet blev jøderne fordrevet fra det meste af Europa, og de sidste tempelriddere henrettet.

De to grupper havde længe haft monopol på datidens primitive bankvæsen, og deres forsvinden gjorde det umuligt at veksle valuta eller låne penge. Rige italienske familier greb straks muligheden og etablerede Europas første banker.

Fra deres bænke – banco på italiensk – på markedspladserne forsynede de alle kreditværdige med penge, og snart fik italienerne monopol på alt bankvæsen i Europa. De havde filialer i de fleste lande og tjente store formuer.

Til forskel fra nutidens banker lånte italienerne dog rent formelt ikke penge ud. Ifølge Bibelen er renter forbudt, og bankiererne kunne derfor risikere at blive smidt ud af kirken.

Løsningen blev at udstede veksel-dokumenter. Låneren “solgte” vekslen til banken for et aftalt beløb og “købte” den senere tilbage for et højere beløb. Altså intet pengelån – kun køb og salg af et dokument.

I begyndelsen af 1660'erne oplevede Sverige stor mangel på kobber. Efterspørgslen betød, at kobberindholdet i de svenske mønter pludselig blev mere værd end mønternes påtrykte værdi.

Svenskerne strømmede til Stockholms Banco – Sveriges første bank – for at hæve deres kobbermønter og sælge dem videre som metal.

Problemet var, at banken havde lånt mønterne ud. For at løse krisen udstedte Stockholms Banco “kreditnoter”, som kunderne senere kunne veksle til mønter; Europas første pengesedler var født.

I 1718 blev den franske nationalbank grundlagt med engelske John Law som direktør. Han var økonomisk teoretiker, men også en berygtet storspiller.

Law havde overbevist kong Filip 2. om, at Frankrigs massive statsunderskud kunne indfries ved at udstede pengesedler, hvis værdi var garanteret af kongen.

Indtil da blev pengesedler udstedt af banker og handelsmænd, men kongelige sedler ville stimulere handlen og skabe mere vækst, mente englænderen.

Law blev samtidig direktør i Det Indiske Kompagni, som drev handel med de franske kolonier, og begyndte at udstede aktier i firmaet.

Aktiesalget eksploderede og skabte behov for flere kongelige pengesedler, fordi Law groft overdrev rigdommene i kolonierne. På få år steg aktierne med 3600 procent – indtil boblen brast.

Alle aktieejerne ville pludselig sælge, og både aktiernes og pengesedlernes værdi styrtdykkede. Frankrigs økonomi lå i ruiner, og Law blev fyret og udvist af landet.

I 1800-tallet arbejdede politikere i Sverige, Norge og Danmark på at samle de tre lande til ét rigsfællesskab.

Bestræbelserne stoppede i 1864, fordi Sverige-Norge ikke ville støtte Danmarks krig mod Preussen. En ting kom dog ud af forsøget: en skandinavisk møntunion.

I 1873 indførte Danmark og Sverige kroner og øre, og Norge fulgte to år senere. Kronen var oprindeligt en dansk mønt, mens øre var svensk. Unionen eksisterede formelt indtil 1972.

Bilen bragte amerikanerne vidt omkring i begyndelsen af 1900-tallet, og i løbet af få timer kunne de besøge byer langt fra deres vante rammer.

Men hvis passagererne ikke havde medbragt nok kontanter, kunne køreturen ende i store problemer, når bilen løb tør for benzin eller fik et af sine hyppige sammenbrud.

For at løse det problem – og binde kunderne til sig – indførte olieselskabet General Petroleum i 1924 et betalingskort, der kunne bruges på alle selskabets benzinstationer og værksteder i USA.

Varehuse og togselskaber lod sig inspirere og fulgte snart trop. Kortene gjaldt dog kun til de enkelte firmaer og blev ofte kun udstedt til de bedste kunder.

Efter 2. verdenskrig oplevede USA stor økonomisk vækst. Amerikanerne købte nye biler, køkkener og andre forbrugsgoder – gerne på kredit, så de kunne få deres varer med det samme.

Diners’ Club kombinerede den store købelyst med betalingskorts bekvemmelighed og lancerede i 1950 det første kreditkort. Det kunne bruges i forretninger over hele USA, og regningen skulle først betales efter 60 dage.

Da forretningerne fandt ud af, at kunder faktisk købte flere varer, når de betalte med kreditkort, tog de fleste med glæde imod det nye kort.

Den første elektroniske hæveautomat blev sat op i London i 1967, men ideen var dog ikke helt ny. 28 år tidligere havde amerikanske Luther Simjian opfundet en mekanisk automat, som lod bankkunder hæve kontanter døgnet rundt i New York.

Teknisk fungerede maskinen upåklageligt, men alligevel blev den taget ned efter blot et halvt år, fordi mange kunder troede, at automaten ville snyde dem for penge:

“Tilsyneladende var maskinens eneste kunder et lille antal prostituerede og spillefugle, der ville undgå kassererne”, forklarede opfinderen Simjian.

I 1967 blev hæveautomaten til gengæld en omgående succes. Den nye, elektroniske maskine fungerede ved, at kunden indsatte en check, der var behandlet med et svagt radioaktivt stof, og indtastede en pinkode, der passede med checkens radioaktive “fingeraftryk”.

Opfinderens oprindelige idé var, at hæveautomaten skulle operere med en sekscifret kode. Men hans kone var kun i stand til at huske fire tal – og derfor har alverdens hævekort i dag pinkoder på blot fire cifre.

Møntfoden “euro” blev introduceret i 1999 for at forstærke EU's position i verdensøkonomien – en fælles valuta ville sikre stabilitet og gøre de europæiske lande mindre sårbare over for inflation.

Desuden ville euroen fremme kontakt og handel mellem europæerne, fordi forretningsfolk og turister ville slippe for at tænke på kurser og veksling.

I dag bruger over 329 millioner europæere euroen, og yderligere 100 millioners møntfod er bundet til den nye valuta. Det gør eurozonen til verdens største økonomi, og med 750 milliarder i omløb er euroen i dag verdens mest udbredte valuta.

Tankerne bag euroen kan føres tilbage til tiden efter 2. verdenskrig.

Efter endnu en stor krig lå store dele af Europa igen i ruiner, og for at skabe større sammenhold og en fælles europæisk identitet – og dermed forebygge fremtidige krige inden for Europas grænser – blev Kul- og Stålunionen oprettet i 1951.

Den blev efterfulgt af EF og siden EU, hvis hovedformål er at sikre fred i Europa gennem politisk og økonomisk samarbejde.