Skakkens historie

Skak er et tidsfordriv med ældgamle aner, som har inspireret vore dages kunstnere til både film og musicals. Men brikkernes fremrykning på brættet kan også ses som en fredelig måde at udkæmpe krige på.

31. maj 2016 af Sara Griberg

Skakspillet har en lang og spændende historie. Man mener, det opstod i Persien omkring år 500 e.v.t. Ordet skak stammer nemlig fra det persiske ord for konge, shah, og ”skakmat” betyder helt enkelt, at kongen er død. Forgængerne for det persiske skakspil, og dermed til vore dages måde at spille skak, har formentlig været forskellige brætspil fra Indien og Grækenland.

Den indiske forgænger blev spillet af fire spillere med hver deres brikker: elefanter, riddere, vogne eller både samt fodsoldater og en konge.

Brugte terninger

Brættets 64 felter var delt op i fire sektioner. Hvordan brikkerne skulle flyttes, blev afgjort ved hjælp af terninger. Nogle forskere mener, at spillets fire dele modsvarer opstillingen i Alexander den Stores hær ved slag mod indiske og persiske konger.
Grækerne spillede et andet brætspil, som i modsætning til det indiske helt og holdent byggede på strategisk tankegang og taktik. Det kan have været i mødet mellem disse to spil, at spillerne holdt op med at satse på heldet, droppede terningerne og satsede på deres egen evne til at overliste modstanderen. Hvordan det end gik til, er det tydeligt, at et parti skak på mange måder symboliserer et feltslag mellem soldater, altså en fredelig måde at udkæmpe krige på.
Fra Persien bredte det populære spil sig østpå til Kina og Japan. Mod vest, til Europa, gik vejen gennem Rusland og Byzans, men frem for alt via arabernes ekspansion til Sicilien og Sydspanien i 700-tallet.

Vikingerne tog brikker med

Den skandinaviske befolkning kom også tidligt i kontakt med skakspillet. Vikingerne tog ikke kun sølvmønter med hjem fra deres togter til Byzans og det arabiske kalifat, men også skakbrikker. I et gammelt islandsk håndskrift fortælles det, at den danske kong Knud den Store spillede skak i år 1027.

I middelalderen var skakspillet et almindeligt tidsfordriv hos den europæiske overklasse, og brikkerne på brættet var et billede på den feudale samfundspyramides kongelige, riddere og bønder.
Spillet var også et yndet motiv i den middelalderlige kunst. Albertus Pictors 1400-talsmaleri i Täby kirke uden for Stockholm, som forestiller en mand, der spiller skak med døden, skal have inspireret Ingmar Bergman til sin film Det syvende segl. Et gennemgående tema i filmen er en ridder, der spiller skak med døden i et forsøg på at udskyde sin egen bortgang.

I slutningen af 1400-tallet gennemgik skakspillet en vigtig forandring. Tidligere havde det ikke været muligt at flytte en brik mere end et felt ad gangen, men nu fik løberne og dronningen en helt anden bevægelighed. At dronningen fik en så fremtrædende rolle, havde formentlig intet med en øget ligestilling at gøre, selvom kvinder som den franske soldaterjomfru Jeanne d’Arc og den britiske dronning Elisabeth 1. på den tid bevægede sig ind på krigens traditionelt set mandlige domæne.
Det er mere sandsynligt, at brikkernes større rækkevidde afspejlede en ny militær opfindelse. Før havde hærene udkæmpet slagene ansigt til ansigt på slagmarken, men nu blev belejringer mere almindelige, hvor man beskød fjenden fra større afstande ved hjælp af artilleri.
I 1500-tallet blev der arrangeret skakturneringer ved Filip 2.’s hof i Spanien, hvor spanske og italienske mestre mødtes. En spansk præst, Rui Lopez, udgav endvidere en bog om skakspil i Madrid i 1561. Selvom man kender til berømte spillere fra denne tid, havde man stadig ikke udviklet en helt systematisk måde at flytte brikkerne på. Spillerne foretog langt hen ad vejen deres træk uden den helt store langsigtede planlægning og håbede på det bedste.

En stjerne på skakhimlen

I slutningen af 1700-tallet var franske Philidor en stor stjerne på skakhimlen. Man sagde, han kunne holde gang i tre partier samtidig. Med bind for øjnene og ryggen mod brættet gav han instruktioner om sine træk efter at have fået sin modspillers træk beskrevet.
Ud over ”blindpartierne” blev han berømt for at have udviklet det strategiske spil. Det nyskabende i hans taktik var, at han brugte bønderne, som tidligere mest var blevet brugt som kanonføde, på en helt ny måde.
Endnu en gang kan man drage paralleller mellem udviklingen på brættet og i virkelighedens verden. Philidors skråsikre bønder opstod nemlig samtidig med den franske revolution, hvor fodfolket for første gang blev vigtige medspillere på den politiske scene.
Den første store internationale skakturnering blev afholdt i London i forbindelse med Verdensudstillingen i 1851. Det lykkedes ildsjælen bag arrangementet, skakspilleren Howard Staunton, at samle en præmiepulje på 500 pund, en enorm sum på den tid. Det kæmpestore britiske imperium havde på denne tid nået sit højdepunkt, og det var kun naturligt, at England var verdens cent­rum, også inden for skak.

Den tyske matematiker Adolf Anderssen gik ud af turneringen som sejrherre. Men det mest berømte parti under turneringen blev faktisk spillet i en pause. I en afslappet en times-match mødte Anderssen franskmanden Lionel Kieseritzky. 22 træk senere fik Kieseritzky sig en stor overraskelse. Han havde taget sin modspillers dronning, begge tårne, en løber og to bønder og havde selv kun mistet tre bønder. Alligevel var det lykkedes hans modstander at sætte ham skakmat.
Kieseritzky var så imponeret, at han straks telegraferede alle partiets træk hjem til Paris. Partiets træk blev udgivet i et skakblad, og partiet blev et populært samtaleemne i hele skakverdenen. Efter nogle år fik det øgenavnet ”Det udødelige parti”. Et af partiets sidste træk er f.eks. dukket op på et frimærke fra Surinam, og skakpartiet ligger også til grund for den berømte skakscene i science fictionfilmen Blade Runner.

Tidsbegrænsning indføres

Den opsigtsvækkende konkurrence i London i 1851 blev optakten til en æra med internationale skakturneringer. I 1861 indførte man for første gang tidsbegrænsninger i et mesterskab. Man benyttede sig af timeglas frem til år 1883, hvor det første skakur blev taget i brug. Staunton hørte sikkert til blandt dem, der satte pris på nyheden. Han skal nemlig have anklaget en af sine konkurrenter for at forsøge at besejre sine modstandere ved at ”sidde modstanderen ihjel” i stedet for at vinde ved sit spil.
I 1900-tallet blev Sovjetunionen den dominerende skaknation. Skakken har gamle traditioner i Rusland, og Lenin kaldte spillet for ”hjernens gymnastiksal”. I hver eneste arbejderklub fandtes der en skakforening, og staten satsede store summer på at træne spirende talenter.

Fra 1948 og frem til 1972 – da amerikaneren Bobby Fischer vandt over russeren Boris Spasskij i Reykjavik – kom alle verdensmestre fra Sovjetunionen. Østeuropas dominans blev ikke brudt før i år 2000, da inderen Viswanathan Anand blev verdensmester. En anden sejlivet tradition er den mandlige dominans inden for skak. Selvom dronningen allerede i renæssancen blev den stærkeste brik på brættet, er det stadig sådan, at kvindelige spillere stiller op i en lavere division med egne mesterskaber. Den nu aktive 31-årige ungarer Judit Polgár er indtil nu den eneste kvinde, der er kommet med på listen over verdens 100 bedste spillere.

Læs mere: Skakkens historie (2006) af Peter Dürrfeld
Hele matchen Anderssen – Kieseritzky findes på nettet: www.randomhouse.com/doubleday/immortalgame/games.php