Læs også

Skagensmalerne

Skagensmalerne

En stribe malere fra kunstakademiet i København invaderede det lille fiskerleje med det særlige lys. De portrætterede de lokale fiskere, som om de var en anden race. Dermed startede de det moderne gennembrud, der døde ud med kunstnerne for 100 år siden.

I slutningen af 1800-tallet lå Skagen forfærdelig langt væk. Rejsen dertil var lang og slidsom. Man kunne komme dertil med tog, men indtil 1890 kørte jernbanen kun til Frederikshavn, og de sidste 40 km måtte tilbagelægges med den primitive hestetrukne ”agepost”. Ellers kunne man komme dertil ad vandvejen, men indtil 1907 havde Skagen ikke en rigtig havn, så de store skibe måtte kaste anker ud for kysten og passagererne blev fragtet i land med små både. Flere besøgende har berettet om den besværlige rejse fra København til Skagen. Mange beskriver, hvordan man ankom dertil i elendigt vejr og kæmpede sig vej gennem de sandede gader. Nogle fortæller ligefrem at rejse til Skagen var risikabel og at de nær havde mistet livet undervejs.

Kunsten ud til danskerne

De flittige elever på kunstakademiet fik at vide af deres professorer at de skulle rejse omkring i Danmark og male byerne, bønderne, landskaberne. I første halvdel af århundredet havde malerne beskæftiget sig med mystisk mytologi og dyster kristendom, og kunsten havde primært været for de fine borgere i hovedstaden. Nu skulle danskerne være stolte af deres land. Det vil sige, det der var tilbage ovenpå det smertelige tab af Sønderjylland efter krigen i 1864.

Kunsten skulle ud til folket.

De lydhøre malere – født omkring 1850 – gjorde som de fik besked på. De spændte staffeliet på ryggen og drog omkring i riget. Oplagte motiver fandt de i Danmarks nordligste by, Skagen. Her var de pittoreske vejrbidte fiskere og den rå og storladne natur i det stærke sommerlys oplagte at smække på lærredet.

De unge kunstnere gjorde oprør mod generationen før dem, guldaldermalerne. Disse var kendt for deres Rom-inspirerede mørke, kolde og minutiøse – næsten fotografiske – penselføring. Den nye generation af kunstnere var mere fascineret af trenden fra Paris, som deres lærere på akademiet godt nok kaldte ”de unges leflen for franskeriet”.

Drachmann viste vejen

Den lille afsidesliggende fiskerby blev ”opdaget” i 1871. Her var den store digter og maler Holger Drachmanns vej faldet forbi. Året efter kom han tilbage og havde taget sin malerven Carl Locher med sig. Inden da havde der også været enkelte kunstnere, der havde lagt deres (om)vej forbi Skagen, men Drachmanns besøg blev startskuddet til den bevægelse, der skabte det moderne gennembrud i nordisk kunst.

For Drachmann blev siden fulgt af en stime af andre danske og skandinaviske malere. De to mest kendte var Michael Ancher og P. S. Krøyer. Ancher blev gift med den lokale Anna, og det fik stor betydning for kolonien, at dette par slog sig ned og som de eneste boede fast på stedet året rundt.

Skagens særlige lys

Byens renommé som kunstnerby blev cementeret, da P. S. Krøyer fra 1882 erobrede scenen. Han var allerede en europæisk anerkendt maler, og han tiltrak andre skandinaviske malere. Krøyer og Ancher sloges om hvem der var Skagens malerkonge.

Med Brøndums Hotel som samlingssted malede kunstnerne i gensidig inspiration, til tider endda side om side. Der blev diskuteret, malet, danset og drukket på Brøndums Hotel. De levede et moderne liv med ustabile ægteskaber, fest og druk – hvilket stod i kontrast til den stærke lokale Indre Mission.

Hvad kunstnerne var tiltrukket af siges ofte at være det lidt ukonkrete særlige ”lys” i Skagen. Som det nordligste punkt er der naturligvis flere lyse nætter end noget andet sted i Danmark. Nogle mener også at de er refleksionen af lyset i milliarder af kvartssandkorn, der resulterer i et stærkt og hvidt lys, hvor skyggerne nærmest forsvinder. At der desuden er ekstremt meget salt i luften kan enhver der har pudset vinduer i Skagen angiveligt skrive under på.

De primitive fiskere

Skagensmalerne er i de senere år – bl.a. ved en stor udstilling på Arken i 2008 – blevet kritiseret for deres måde at portrættere sig selv og fiskernes liv på. For er skagensmalerierne autentiske vidnesbyrd eller iscenesatte billeder? Og hvorfor ser man aldrig skagensmalerne og de lokale skagboer på de samme malerier? Malerne betalte de lokale en skilling for at stå model for dem – jo mere usle, vejrbidte og handicappede de var, desto bedre motiv på lærredet.

Malerne iscenesatte deres eget og fiskernes liv, og der er et skarpt skel mellem de to grupper. Kritikere har sågar sammenlignet malernes blik på fiskerne med det karikerede fremmedsyn man fx finder i en tegneserie som ”Tintin i Congo”. Malerne fra den københavnske kulturelite gengav fiskerne som et ideelt naturfolk, nærmest som var de en anden race.

Ikke desto mindre hyldes Krøyers, Anchers og de andre skagensmaleres motiver endnu i dag, og lyset er omtrent det samme. Skagen er stadig et voldsomt besøgt turistmål hver sommer, men kunstnerkoloniens velmagtsdage rindede ud med de vigtigste kunstneres død for omkring 100 år siden.

MERE HER: www.skagensmuseum.dk ● Lise Svanholm (red) Skagenleksikon (2003)