Madame Tussaud: Blodig virkelighed blev til underholdning

Fra blodige brosten i et revolutionshærget Paris til verdensbyen London: Madame Tussaud klarede sig i en dramatisk tid ved at modellere tidens stjerner i voks. Figurerne udstillede hun i sit vokskabinet. Og grundlagde derved et imperium, som eksisterer den dag i dag.

Øksen havde netop­ skilt prinsesse Lamballes­ hoved fra kroppen,­ da Marie Tussaud­ blev sat til at gengive hendes ansigt i voks.

© Ullstein Bild

Med en rutineret bevægelse strøg Marie gipsen ud over kvindens fine træk.

Den klæbrige masse lagde sig om de runde kinder, de bløde læber og den lige næse.

For en gangs skyld behøvede Marie ikke at tænke på sin models vejrtrækning under gipsdækket.

For prinsessen, hvis ansigt Marie holdt mellem sine hænder, var udåndet efter sit møde med revolutionens bødler.

Det afhuggede hoved havde tilhørt prinsesse Marie-Louise Lamballe, dronningens hofdame. Kvinden, som i 1792 arbejdede med at tage afstøbningen, skulle verden komme til at lære at kende som madame Marie Tussaud.

I lære hos voksmager

Marie havde frem til den franske revolution levet et privilegeret liv som lærling hos Philippe Curtius, en succesrig ejer af et vokskabinet i Paris.

Pigen var nærmest opvokset blandt voksfigurerne. Hendes far var død kort tid før Maries fødsel i 1761, og moderen tog derfor arbejde som husholderske hos Curtius, som Marie kaldte sin “onkel”.

Curtius forstod at indynde sig hos de rigtige mennesker på de rigtige tidspunkter – før den franske revolution betød det adel og kongehus.

Både privat og forretningsmæssigt dyrkede Curtius de kronede hoveder; en fætter til kong Ludvig 15. var hans nære ven, og på vokskabinettet fremstillede Curtius kongefamilien i storslåede tableauer som guddommeligt ophøjede væsener.

Marie viste sig hurtigt at have talenter, Curtius – og kongefamilien – kunne bruge.

I en periode gjorde den unge kvinde tjeneste ved slottet i Versailles hos selveste kong Ludvig 16.s søster.

Prinsessen ville sysselsætte sig ved at modellere religiøse motiver i voks, og Marie underviste hende i teknikken.

Hjemme i vokskabinettet var Marie ikke alene en god håndværker, hun mestrede også de detaljer, der var så vigtige for helhedsindtrykket.

Hver en hårlok i de meterhøje frisurer, som var på mode hos det pyntesyge aristokrati, gengav hun med minutiøs nøjagtighed.

Men vigtigst af alt havde hun talent for at udpege, hvem man burde portrættere for at lokke kunderne til.

Byens borgere fik i 1800-tallet råd til at lade sig underholde – fx af den kendte klovn Grimaldi.­

© Bridgeman/Mary Evans

Revolutionen ødelagde forretningen

På en kold januarmorgen i 1793 blev Ludvig 16. henrettet ved guillotinen på Place de la Révolution i Paris, mens 20.000 tilskuere jublede og råbte “Leve­ republikken”.

For Marie markerede revolutionen begyndelsen på en omskiftelig tid. På vokskabinettet måtte kongefamilien sættes på magasin, og rummet blev indtaget af revolutionens nye helt, den idealistiske Robespierre.

Hans regime blev en katastrofe for forretningen. Under Robespierre voksede antallet af henrettelser til omkring 30 pr. dag, og kærrer med dødsdømte og lig rullede tæt i gaderne.

Så publikum blev væk – ved siden af halshugningerne på Revolutionspladsen blegnede selv det mest naturtro “rædselskabinet” af voks.

En tid sad Marie selv fængslet for sine forbindelser med kongefamilien – og blev ifølge sine egne oplysninger tvunget til at tage dødsmasker af adskillige af de henrettede, bl.a den ulykkelige prinsesse Lamballe.

Nogle historikere stiller sig dog tvivlende over for tvangen og mener, at den ærgerrige Marie frivilligt­ gik med til at afstøbe de historiske personers ansigtstræk.

Gift med storspiller

Marie blev løsladt, men Curtius døde – af naturlige årsager. Han efterlod forretningen til Marie, som endnu bar sit fødenavn Grosholtz.

Den nu 33-årige kvinde var dermed et godt parti, og snart begyndte den otte år yngre Francois Tussaud at gøre kur.

De giftede sig, men ægteskabet blev ikke lykkeligt. Francois viste sig ikke at være ingeniør, som han udgav sig for, men løsarbejder og storspiller.

Han var konstant på farten og efterlod Marie alene med de to sønner, som kom til. Vokskabinettet fik han snart sat i voldsom gæld.

Samtidig skiftede magten i Frankrig igen hænder. Den korsikanske officer Napoleon kom til magten i 1799, og Marie så sig nødsaget til at ændre drastisk i sin udstilling – væk med alle revolutionens tableauer.

Napoleon smurt ind i gips

I efteråret 1802 pakkede Marie sine figurer og sit modellerværktøj for at rejse over Kanalen til England. Sammen med én af Curtius' forretningsforbindelser ville hun turnere, til hun havde skaffet penge nok til at indfri ægtemandens gæld.

I England fik det franske vokskabinet en stormende modtagelse. De to lande havde været i krig stort set uafbrudt siden 1793, og briterne var manisk optaget af den gamle fjende.

Mest af alt ville de vide mere om Napoleon, opkomlingen, der havde præsteret at blive fransk hersker og nu havde ambitioner om at beherske hele Europa.

Publikum flokkedes for at se Maries figur af Napoleon “lavet efter levende model”, som hun yndede at fortælle. Inden afrejsen var det nemlig lykkedes hende at få lov at smøre Napoleon Bonapartes ansigt ind i gips.

Madame Tussaud sad selv i billetlugen i vokskabinettet til sin død som 88-årig. Siden førte hendes sønner stedet videre.

© Ullstein Bild

Levende musik i kabinettet

I England var industrialiseringen i fuld gang, og underholdningsindustrien blomstrede, men i modsætning til landets andre vokskabinetter slog Marie sig op på, at hun leverede respektabel underholdning.

Selv i de første år, hvor hun konstant var på farten, indrettede hun de lejede lokaler, så de fremstod som de fornemste sale.

Plys og stearinlys i kassevis hørte til de faste udgiftsposter i regnskabet. Senere kom også et orkester til, så publikum hørte musik, mens de nærstuderede de udstillede magthavere og berømte kriminelle.

Marie forstod hurtigt at tilpasse sig kravene fra sit lokale marked, og samtidig kom voksfigurerne til at fungere som en form for nyhedstjeneste, når hun turnerede i provinsen. Indtil midten af 1800-tallet fandtes ingen aviser uden for London.

Informationerne spredte sig med Maries kabinet, som i 1803, hvor provinsens borgere ventede på nyt om henrettelsen af oberst Despard. Den irske separatist havde planlagt at myrde kongen.

Sagen blev et tilløbsstykke, da lord Nelson rykkede ud for at forsvare Despard, som tidligere havde gjort tjeneste under ham.

Henrettelsen – halshugning efterfulgt af partering af kroppen – blev detaljeret gengivet i pressen. Og Marie kunne tilfredsstille nysgerrigheden i provinsbyerne ved at fremvise forbryderens afhuggede vokshoved.

Den franske kejser blev igen aktuel

I 1803 brød endnu en krig mellem England og Frankrig ud. Krigen, der først skulle blive afsluttet med Napoleons nederlag ved Waterloo 12 år senere, gav fornyet interesse for den franske hersker.

Mere end nogen sinde blev Napoleon dæmoniseret. Rygtet ville vide, at hvis han invaderede England, ville han forbyde oksekød og tvinge englænderne til at spise stegte frøer.

Marie, der gerne slog på sin franske baggrund, når det kunne skaffe kunder i butikken, skiftede side og afstemte sine annoncer med den engelske folkestemning:

“For at imødekomme offentlighedens nysgerrighed i forbindelse med den nuværende krise tilbyder vort etablissement hermed en korrekt gengivelse af den nuværende despot i Frankrig”.

I 1804 købte Marie sin forretningspartner ud, og fire år senere brugte hun for første gang sit eget navn i en annonce. “Madame Tussauds Vokskabinet” var en realitet.

Trods succesen fortsatte Marie sit turneliv i England, mens familielivet i Frankrig gled mere og mere i baggrunden. Til sin mand skrev hun direkte, at “min forretning (er) vigtigere end du”.

Livet som selvstændig forretningskvinde passede Marie godt, om end dagene var lange og udmattende.

Ud over at betjene publikum i de ni timer, udstillingen var åben, måtte Marie også tage sig af den evige ind- og udpakning af figurer, af sønnen Joseph, som hun havde taget med, og af at skabe nye figurer.

Det sidste klarede hun over al forventning; efter tre år på farten var bestanden af voksfigurer i 1805 fordoblet fra 30 til 60 figurer, og fjorten år senere, i 1819, kunne det omrejsende kabinet love publikum hele 100 figurer.

Nye tider, nye figurer i kabinettet

I 1835 var Marie en ældre dame på 74 og træt af rejselivet. Hun slog sig ned i London, hvor hun indrettede sig med dybrødt fløjl, forgyldte søjler og begge sine nu voksne sønner i byen.

Efter sejren over Napoleon var England verdens mest magtfulde nation, og London en myldrende, dynamisk metropol. Som altid afspejlede madame Tussaud udviklingen. Kongehuset, især dronning Victoria, var et populært motiv. Det samme gjaldt store krigshelte som lord Nelson.

Men i en tid, hvor medfødt stand ikke længere var afgørende, gjorde også andre krav på en plads.

Det fremgangsrige erhvervsliv blev repræsenteret af jernbanemagnaten George Hudson. Englands nye globale status blev afspejlet i figuren af den kinesiske ambassadør Lin.

Og da den svenske nattergal, sopranen Jenny Lind, i 1847 tryllebandt englænderne, som hun havde fortryllet både Chopin og H.C. Andersen, var også hun sikret en plads i madame Tussauds udstilling.

Blandt de flittige gæster sås folk som bestsellerforfatteren Charles Dickens.

Produktionen af voksfigurer fortsætter efter madame Tussauds principper; otte vokskabinetter bærer i dag hendes navn.

© Getty Images

På indkøb blandt de kendte

Marie udvidede nu sit vokskabinet med historiske genstande, fx George 4.s hermelinsbesatte kroningskåbe og Napoleons kongeblå hestevogn.

Indkøbene styrkede madame Tus­sauds image som lødig underholdning, og den fremgangsrige middelklasse valfartede til hendes lokaler. Men samtidig blev kabinettet kritiseret.

Satirebladet Punch langede fx hårdt ud efter voksmuseet for at forherlige de velbjærgede og overse dem, som levede på industrisamfundets skyggeside:

“Hvis vi var i madame Tussauds sted, ville vi tilføre vores samling et halvt hundrede nussede og overordentligt grove arbejdsdragter, til adspredelse og oplysning for de højere klasser, så de kan danne sig et indtryk af slidsom armod”.

Kritikken prellede af på Marie Tussaud, der til sin død i 1850 selv sad i billetlugen, hvor hun tog imod entré og solgte kataloger, spækket med bloddryppende historier fra de dramatiske dage under den franske revolution.