H.C. Andersen og Jenny Lind

Eventyrdigteren var dybt forelsket i den 15 år yngre svenske sangerinde Jenny Lind. Men forelskelsen var ikke gengældt. Besættelsen havde indflydelse på Andersen livet ud, og blev ikke hæmmet af, at han muligvis slet ikke var til damer.

2. juli 2014 af Thomas Oldrup

H.C. Andersen mødte ganske kort den svenske sangerinde Jenny Lind i 1840, men det var først ved hendes besøg i København efteråret 1843, at hun satte hans hjerte i flammer.

Den svenske stjernesopran besøgte København i ti septemberdage 1843. Her tryllebandt hun københavnerne og H.C. Andersen i særdeleshed med sin smukke stemme og enorme udstråling.

De to blev gode venner. I H.C. Andersens almanak kan man følge, hvordan hans følelser for hende bliver stærkere og stærkere. Den 14. september for­ærede han hende en bog, hvori han skrev denne hilsen:

”Der er mennesker vi leve

Sammen med, år ud, år ind,

aldrig dog vi med dem blevet

Venner, ret i sjæl og sind.

Andre kun vi mødte disse få minutter,

og til visse vi dem kendte, vi dem vandt,

varigt venskab os forbandt!

Sig, har jeg ej perlen fundet?

Har jeg – en veninde vundet?”

Nogle hævder, at H.C. Andersen allerede friede til hende efter dette møde, men det er uklart formuleret i hans almanak. Hun, derimod, kaldte ham for broder i de breve, de derefter udvekslede.

Lignende opvækst

En ting som Andersen og Lind havde til fælles var deres ”eventyrlige” opvækst fra fattige kår til stjernestatus. Jenny Lind, der var født i Stockholm 1820, havde en baggrund der, om muligt, var endnu mere trist end H.C. Andersens. Jenny Lind var et uønsket barn af en fraskilt og fattig mor. Flere gange blev hun anbragt hos plejefamilier. Jennys omtumlede barndom gav hende en dybfølt religiøsitet.

Kun da en forbipasserende ved et tilfælde hørte Jenny synge for en kat, blev hendes særlige talent opdaget, i en alder af otte år. Jenny blev optaget som teaterelev på det kongelige teater, hvorved moderen øjnede en indtægtsmulighed. Jenny og flere andre jævnaldrende 8–9-årige teaterpiger flyttede ind hos moderen, for at hun kunne få honorar fra teatret. Her vansmægtede pigerne.

Den succesfulde Jenny var fortsat dybt religiøs i sin ungdom, hun ønskede sig brændende familie og ægteskab og krævede, at en kommende mand skulle være lige så ren og ubesmittet som hende selv. Flere forlovelser gik i vasken, da de udkårne ikke kunne leve op til denne ubesmittede standard.

Har hun mig kær?

Jenny Lind var tilbage i København i vinteren 1845. På dette tidspunkt, som knap 40-årig, var Andersens internationale ry allerede slået fast. Jenny Lind fejre­de sin 25 års fødselsdag i København. Under besøget boede hun hos familien Bournen­ville, hvor hun havde overtaget børneværelset. Den fransk/svenske August Bournonville var balletmester

i København.

Andersen mødte konstant op med breve, digte og blomster. Hver gang Andersen så Bournenvilles børn, trak han dem til side og spurgte om Jenny havde talt om ham. Havde hun mon nævnt, at hun havde ham kær? Hver gang holdt de masken og svarede alvorligt ”næ”.

Under en spadseretur med Bournenville-parret i en køn måneskinsaften sakkede digteren og sangerinden bagud, og netop som han skulle til at erklære hende sin store kærlighed, udbrød hun: ”Nå, Andersen, nu må du sætte dit lange ben foran, de andre er allerede nået hjem”.

Andersen klæbede til Lind, fuld af håb og en forfærdelig sårbarhed. Hun gengældte ikke hans sværmeri, og anstrengte sig for at virke kedelig og kølig, når han var i nærheden. Op til Jennys afrejse følte Andersen sig forstemt, sygelig og sjælesyg.

Hjerteknusende broderskål

Drømmen om, at Lind og Andersen skulle være sammen fik endnu et tilbageslag under Linds afskedsmiddag på Hotel Royal i København. Her udbragtes en skål for, at alle mænd i København var Jenny Linds brødre. Hun takkede venligt, men mente dog at det var i overkanten. Hun havde én bror i København, og det var Andersen, sagde hun og skålede. Denne broderskål knuste Andersens hjerte, og han gemte hendes champagneglas resten af sit liv.

Da Jenny Lind fort­satte sin rejse til Berlin, hvor hun skulle tilbringe jul og nytår, øjnede Andersen dog alligevel muligheden for at følge efter hende. I Berlin havde han selv mange venner og følte sig hjemme, og i Berlin var de to omtrent lige berømte. I et brev hjem skrev han, at han følte sig som ”en mandlig Jenny Lind”. Tiden i Berlin var dog endnu en skuffelse for Andersen; en times sofasn ak var alt hvad det blev til, og hun var fortsat kølig og fraværende. Han var derimod desperat og krænket. En julegave fik han dog af hende, en håndsæbe, der mindede Andersen om et stykke gammel ost. På selveste juleaften brændte hun Andersen af. I et brev hjem skrev han:

”Hun har fyldt mit bryst – jeg elsker hende ikke mere! Hun har i Berlin skåret det syge kød ud med en kold kniv! – hvad tanker mon fylder hende, siden hun tager så lidt notits af mig, jeg, som kom til Berlin mest for hendes skyld?”

I januar 1845 strejfede de to hinanden i Weimar, og det var sidste gang de to nogensinde sås.

I 1852 blev den 32-årige Jenny gift i Boston med den ni år yngre komponist Otto Goldschmidt. Han var jøde, men konverterede til kristendommen som følge af sin forelskelse. Parret fik tre børn. Først boede de i Tyskland, men flyttede se­nere hele familien til England. Som 67-årig døde Jenny Lind Gold­schmidt på familiens landsted i Herefordshire, hvor hun også er begravet.

Skønt Andersen aldrig så Jenny igen, varede hans betagelse af hende livet ud. Flere gange fortalte han omverdenen, at det faktisk først var da han havde oplevet hende på en scene, at han havde fattet ”kunstens hellighed”. Som gammel mand førte H.C. Andersen fortrolige samtaler med forfatteren Nicolai Bøgh, til hvem han fortalte, at han aldrig havde elsket nogen med sådan en grundighed og varighed, som han elskede Jenny Lind.

Andersens forelskelser

I generationer har man holdt sig til den venlige andægtige historie om Ander­sens kejtede og ulykkelige forelsker i kvinder som Rigborg Voigt, Louise Collin og især Jenny Lind. I dag mener man dog, at det i højere grad var Andersens eget køn, der beslaglagde hans drømme og længsler. Hans leg med tanken om at blive gift med Jenny Lind minder om beta­gel­sen af et fantom af en kvinde. Den måde han beskriver hende på er totalt ukropslig og emmer aldrig af den sanselighed, der er på spil i hans tekster, når han beskriver yngre repræsentanter for hans eget køn. Hans fascination af Jenny Lind er mere af åndelig end seksuel karakter. Jens Andersen har, i sin biografi om H.C. Andersen, skrevet: ”Jenny Lind drog Andersen opefter mod idéverdenen, ikke nedefter mod sanseverden.”

Andersens forgudelse af den svenske nattergal aftog aldrig helt. Den er blandt andet udødeliggjort i eventyret ved navn Nattergalen. Fascinationen varede helt til hans død. Som gammel mand boede han i en lejlighed i Nyhavn. I to af stuens hjørner havde han en buste stående. Den ene forestillede ham selv, den anden var af Jenny Lind.

MERE HER: Andersen I-II af Jens Andersen (2003) ● www.andersen.sdu.dk/center/ ● www.hcandersen-homepage.dk/