Snapsen

Sild og rugbrød og en bette snaps. Brændevinen har sin naturlige plads i de danske traditioner. Men brændevinens historie handler også om menneskelig elendighed og myndighedernes forsøg på at standse drikkeriet.

26. maj 2010 af Helene Gustavsson

Iden senere tid har vi danskere tillagt os kosmopolitiske mad- og drikkevaner. Året rundt drikker vi caffe latte og vin og spiser sushi, men til julefrokoster forvandler vi os til traditionsbundne danskere: Da vil mange voksne danskere nemlig have sild og snaps på bordet. Altså lige bortset fra afholdsfolk.

Ærværdige snapseviser findes frem fra hukommelsens krinkelkroge: ”Haps, haps, haps, nu skal vi ha’ snaps. No’et der vækker appetitten, no’et der rykker i banditten. Haps, haps, haps, nu skal vi ha’ snaps…”

Viden om fremstilling af alkohol ved hjælp af gæring, blev udviklet i mange kulturer allerede i oldtiden. Men for at kunne fremstille brændevin med dens høje alkoholindhold, skal væsken destilleres. Denne kunst var formentlig kendt i Grækenland og i Asien i antikken. Vesteuropæerne måtte dog længe nøjes med mildere drikke som øl, vin og mjød. Først i 1100-tallet bredte kunsten at destillere væsker sig til Vesteuropa, og det var sandsynligvis araberne, der stod for oplæringen.

Brændt vin

I landene omkring Middelhavet brugte folk den nye teknik til at destillere vin og fremstille drikke som fx grappa og raki. Metoden kom først til Nordeuropa i 1400-tallet. I starten brugte man også vin som grundlag, dvs. vin som ”blev brændt” – brændevin.
Men i slutningen af 1500-tallet lærte nordboerne at lave brændevin af korn, måske af russerne, som på sin side kan have lært det af mongolerne. Nogle århundreder senere opdagede skandinaverne, at man sagtens kan lave alkohol af kartofler. Det er især den form for alkoholiske drikke, der bliver lavet på korn eller kartofler, som i dag går under betegnelsen brændevin.

I starten brugte man brændevinen ved krudtfremstilling og som medicin. Sidstnævnte kan forklare, hvorfor brændevin indimellem kaldes for akvavit, som kommer af det latinske Aqua vitae, – livets vand. En anden form for brændevin er vodka, et russisk ord, som slet og ret betyder ”vand”.
Vodkaen er ikke krydret. Men ellers tilsatte man til brændevinen tit forskellige helsebringende urter, som lokalt var ved hånden, og som man mente, var virksomme over for alle former for sygdomme, for at gøre drikken endnu mere effektiv som medicin.

Urterne havde også til opgave at dæmpe fuselsmagen, når ”medicinen” skulle drikkes. Derfor foretrak man urter med en stærk smag. Her i Norden var malurt og kommen populært, mens fx englændere og hollændere foretrak enebær til deres brændevinsform, gin og genever. Malurtsnaps er stadig en (farlig!) Bornholmsk specialitet.
Det varede dog ikke længe, inden brændevinens funktion som medicin blev nedtonet, selvom den tradition at helbrede sygdomme med alkohol længe levede videre inden for den folkelige lægekunst. I stedet begyndte man at drikke spiritus alene for sin fornøjelses skyld. I 1500-tallet opdagede apotekerne, hvor profitabelt salg af brændevin kunne være, og begyndte at sælge den uden at foregive at den kunne kurere hvad som helst.
Et århundrede senere havde almindelige mennesker dog fundet ud af selv at lave brændevin, med korn som råvare i stedet for den betydeligt dyrere vin.

Blev et socialt problem

Brændevin blev nu en folkedrik, som også blev drukket til hverdag, og drikkeriet blev et socialt problem. Såvel adel som bønder var tit halvfulde allerede om formiddagen. Kirkens mænd var også tørstige; i Danmark brændte tre ud af fire præster deres egen brændevin i begyndelsen af 1700-tallet.
Der blev mere og mere hjemmebrænderi, og brændevinen blev betragtet som en naturlig del af den daglige kost. Selv små børns sygdomme blev behandlet med brændevin. Før i tiden bestod børns sutter af et stykke brød, der blev viklet ind i et klæde og dyppet i spiritus.Drikkeriet havde også en social funktion og hang sammen med fester i alle samfundslag. Alkoholen blev tit drukket af specielle kopper. Nogle gange lavede man brændevinssuppe, som blev spist med ske. Suppen blev lavet af brændevin, tørt brød, sukker og vand. Fra ordet suppe stammer det svenske ord ”sup” (dram). På Bornholm er det stadig en velsmagende tradition at lave “syp" ved at opløse honning i snaps.

I flere europæiske lande indførte myndighederne et statsligt monopol på brændevinsfremstilling. For at staten kunne tjene penge på alkoholen, blev der åbnet nye værtshuse, og mange af dem lå i nærheden af kirken, hvor præsterne tit så det som deres opgave at lokke gæster til værtshusene for at øge statens indtægter. Den statslige brændevinsindustri blev dog aldrig særlig profitabel, eftersom de fleste selv lavede brændevin i hemmelighed. Myndighederne svarede igen med razziaer, hvor private kogekar blev beslaglagt, men det var alligevel svært at få bugt med hjemmebrænderiet – og drikkeriet.

Afholdsbevægelsen starter

I 1800-tallet begyndte politikere og samfundsdebattører dog for alvor at bekymre sig om folks alkoholvaner, af andre grunde end økonomiske. Afholdsbevægelsen, som havde sin oprindelse i USA, bredte sig til Europa, og folks viden om drikkeriets ulemper blev større.
Forskellige lande tog forskellige former for lovgivning i brug for at få bugt med drikkeriet, men også for at få del i indtægterne fra alkoholsalg. Nogle lande – fx USA, Finland og Norge – indførte i starten af 1900-tallet totalforbud mod spiritus, hvilket førte til en del smugling og øget hjemmebrænderi. Mafiaen i Chicago og bl.a. den berygtede Al Capone, tjente enorme summer på illegal spiritus under forbudstiden i 1920’erne.
Men i 1920’erne var det stadig især stærk spiritus af en anden type end brændevin – som whisky, rom og gin – der blev indtaget i USA og resten af den anglosaksiske verden.

Brændevin var længe noget, der især blev drukket i Nord- og Østeuropa, og som oftest i sin rene form – som snaps. Først i 1960erne begyndte vodka at konkurrere med andre former for stærk spiritus i USA, især som ingrediens i forskellige drinks.
Siden da er brændevinen slået igennem for alvor. I 2007 var vodkaen Smirnoff (som på trods af navnet ikke er russisk, men amerikansk) verdens bedst sælgende spiritusmærke – før Bacardi og Johnnie Walker.
Danske snapseproducenter prøver også i dag at relancere sig selv som unge og hippe. Det ændrer ikke ved, at det er en drik med gamle, ædle traditioner, der igen til jul kommer til at brænde herligt i banditten.
Skål!

Læs mere: Globs brændevinsbog af P. V. Glob