Hvem fandt de første knolde?
For mere end 7.000 år siden fandt bønder i Chilca-dalen i Peru frem til en lille, hårdfør rodfrugt, der kunne leve under de karrige forhold, som herskede i de kolde og vindblæste Andesbjerge. Det viser arkæologiske fund af kartoffelrester i en hule.
Planten, der tilhører natskyggefamilien, var på dette tidspunkt giftig, men arkæologer mener, at de første kartoffelspisere ved et tilfælde må have fundet knolde, der havde mistet giften pga. frost.
Eller også havde indianerne set, hvordan vilde lamaer altid spiser en mundfuld ler, før de kaster sig over vilde kartofler.
Undersøgelser har godtgjort, at det lokale ler indeholder stoffer, der neutraliserer giften. Gennem avl lykkedes det at fjerne de fleste giftstoffer fra kartoflen – og den undseelige knold blev i de følgende årtusinder en fast bestanddel i sydamerikanske indianeres kost.
Hvordan kom kartoflen til Europa?
Under erobringen af Sydamerika i 1500-tallet stødte spanierne på kartoflen og konstaterede snart, at den var usædvanlig nærende.
I første omgang benyttede spanierne den som primær føde for bl.a. de indianere, der blev sendt på slavearbejde i de erobrede inka-sølvminer.
Omkring år 1570 landede den første sending kartofler i Spanien. Få år senere stødte den engelske opdagelsesrejsende Francis Drake på kartoflen i Sydamerika og tog den med hjem. Europas første møde med knolden var dog ingen succes.
Spanierne var på jagt efter Amerikas guld – en af de største skatte viste sig at være kartoflen.
Hvad sagde europæerne til den nye spise?
Blandt de spanske søfolk bredte begejstringen sig, for de så, at kartoffel-spiserne i en besætning led mindre af skørbug end kolleger, der foretrak saltet kød og beskøjter.
Men inde på land mødte Europas befolkninger kartoflen med skepsis. Den groede et uhyggeligt sted – under jorden, nede hos Djævlen – og desuden var den ikke nævnt i Biblen, som præsterne påpegede.
Desuden havde datidens kartofler lange, fingerlignende gevækster, så de lignede spedalske hænder; det syn skræmte bønderne.
Og videnskaben var hurtig til at bekræfte overtroen. I 1596 udgav en schweizisk botaniker den første videnskabelige beskrivelse af kartoflen. Hans konklusion var, at den gav spedalskhed og umådeholden seksualdrift.
Forsøget på at indføre kartoflen ved det engelske hof mislykkedes totalt, fordi dronning Elizabeth 1.s kokke ikke anede, hvordan den skulle tilberedes.
De smed knoldene ud og kogte de giftige blade. Ifølge overleveringen lagde hele hoffet sig sygt, og i flere år herskede kartoffelforbud i slotskøkkenet.
Kartoflen mindede europæerne om spedalske hænder.
Hvem stjal de franske kartofler?
Under syvårskrigen mellem Frankrig og Preussen (1756-1763) havnede farmaceuten Antoine Augustin Parmentier i preussisk krigsfangenskab.
Her fik han godt med kartofler – og blev så begejstret for den nærende rodfrugt, at han efter sin løsladelse gjorde det til sin livsopgave at få franskmænd til at spise de sunde og billige kartofler.
Nemt var det ikke. Parmentier udgav en bog med lovprisninger af kartoflen og gode råd om dens tilberedning.
Han arrangerede middage for Paris’ overklasse, og på kongens fødselsdag, den 23. august, gav han den pyntesyge
Ludvig 16. en buket kartoffelblomster. Kongen blev glad, men folket var ikke interesseret. Selv den halve million underernærede indbyggere i Paris
nægtede at røre kartoflerne.
I den fortvivlende situation besluttede Parmentier at bruge list. Med Ludvigs velsignelse købte han i 1787 nogle hektar ufrugtbar jord uden for Paris.
Vagter beskytter kartoffelmark
Efter at kartoflerne var lagt i jorden, satte han vagtposter rundt om sin mark. Vagterne havde ordre til at holde nysgerrige på afstand. Men de havde samtidig fået besked på at acceptere bestikkelse og vende ryggen til, hvis nogen stjal.
Den strenge bevogtning overbeviste de forbipasserende om, at denne afgrøde måtte være yderst værdifuld – og de satte alt ind på at få fingre i den. Snart var kartoflerne spredt til hele landet, og Ludvig sagde imponeret:
"Frankrig vil en dag takke Dem for at have fundet brød til de fattige”.
Det gjorde landets indbyggere. Mens revolutionen fejede gennem landet (1789-99) og kostede bl.a. kongens hoved, blev Parmentier hyldet for at have leveret “revolutionens mad”.
Parmentiers bryske vagter gjorde franskmændene nysgerrige.
Hvad var kartoffelkrigen?
I 1778 besluttede Preussens konge, Frederik den Store, at snuppe fyrstedømmet Bayern, der stod uden regent. Uheldigvis havde Østrigs hersker fået samme idé – og så rykkede arvefjenderne frem mod hinanden i Bøhmen.
Begge hære var imidlertid dårligt forberedt og manglede forsyninger. Derfor opgav soldaterne at kæmpe, for al deres tid gik med at søge mad – især på Bøhmens kartoffelmarker.
Månederne gik, og i efteråret 1779 satte de to herskere punktum for den uafgjorte krig, der officielt hedder “den bayerske arvefølgekrig”, men bedst kendes som “kartoffelkrigen” – et navn, Frederik den Store kun kan være stolt over.
I en sen alder blev Frederik den Store hyldet for at fremme kartoflen.
Hvornår kom knolden til Danmark?
Danmark kom sent på kartoflens verdenskort – formentlig skete det i 1760’erne, da Frederik 5. inviterede tyske familier til at opdyrke den jyske hede.
I folkemunde blev de fremmede kaldt “kartoffeltyskere” – og deres kartofler (kaldet “tyskerklumper”) ville danskerne ikke røre. En grund til danskernes uvilje kan være, at tyskerne ikke fortalte, at kartoflen bør koges.
Først i løbet af 1800-tallet kom kartoflen endelig på de danske middagsborde. Trods ris og pasta spiser 75 pct. af danskerne i dag kartofler mindst én gang om ugen.
Hvorfor sendte kartoflen Irlands befolkning på flugt?
Kartoflen gik også sin sejrsgang i Irland, hvor 40 pct. af befolkningen i 1800-tallet ikke havde andet at spise. Fem kg kartofler om dagen kunne brødføde en familie.
Men i 1845 blev landets kartoffelplanter ramt af svamp, så kartoflerne rådnede op på marken. Resultatet var landsomfattende hungersnød, som kvækeren William Forster i 1847 blev vidne til:
“I en hytte fandt jeg to udsultede mænd, der lå udstrakte på det fugtige gulv i deres slidte tøj, for svage til at bevæge sig”.
Da katastrofen ebbede ud i 1849, var en mio. irere døde af sult, og 1,5 mio. udvandret til især USA.
Hvordan vandt tyskerklumpen over fordomme og overtro?
Kartoflen blev redningen: Europa blev i 1600- og 1700-tallet hærget af krig – og hærene plyndrede forråd, hvor de kom frem.
For en bonde var soldaternes hærgen en katastrofe, for det tømte forrådskammer betød, at han ingen mad havde før næste høst.
Her viste kartoflen sig at have en stor fordel frem for korn: Den kunne ligge gemt under jorden, indtil den skulle spises. Som regel havde soldaterne ikke tid til at grave hele forrådet op.
Tvang hjalp også: Visionære regenter som Preussens Frederik den Store havde erkendt kartoflens muligheder som ernæringskilde – problemet var at få befolkningen til at indse dem.
Frederik delte derfor læggekartofler ud til bønderne, så de kunne komme i gang. De bønder, der strittede imod, risikerede at få skåret ører og næse af.
De bedste argumenter: Selvom hverken kulhydrater eller vitaminer var kendt i 1600-1700-tallet, opdagede bønderne, at kartoflen er meget nærende. Og sammenlignet med korn gav den et fire gange så højt udbytte.
Hvem nød de gærede kartofler?
I 1800-tallets begyndelse skiftede spritproducenterne fra korn til de billigere kartofler. Prisen på snaps raslede ned, og det lokkede kunderne til. I kongeriget Preussen steg forbruget i årene 1800-1830 fra et par liter ren alkohol pr. indbygger pr. år til otte liter.
“Brændevinspesten” kaldte tyskerne den alkoholisme, der bredte sig i arbejderkvartererne – ofte blev den ligefrem ansporet af arbejdsgiverne, der betalte en del af lønnen i flasker.
I industribyen Wuppertal oplevede den kommunistiske filosof Friedrich Engels, hvordan arbejderne hver aften fyldte gaderne og vaklede døddrukne fra værtshus til værtshus.
“I deres fuldstændig udsigtsløse situation var det ikke underligt”, skrev han.
Hvor gamle er chips?
Allerede i 1817 beskrev en engelsk kogebog, hvordan kartofler kan skæres i skiver og steges i fedt. Men ifølge en hårdnakket legende opstod chips, da en vred amerikansk kok kogte kartoffelskiver helt sprøde.
Kokken George Crum arbejdede i en restaurant ved Saratoga-søens bred nord for New York.
Den 24. august 1853 havde han en kræsen gæst, der igen og igen sendte pomfritterne ud i køkkenet med besked om, at de var for store.
Demonstrativt skar Crum kartoflerne i helt tynde skiver og smed dem i frituregryden, til de var knasende sprøde. Da gæsten fik sine kartoffel-skiver serveret, blev han begejstret.
Om det var George Crum, hans søster Catherine Wicks, restaurantens ejer, Cary Moon, eller en helt fjerde, der lavede den første kartoffelchip, diskuteres fortsat, ligesom det aldrig vil blive bevist, at den irriterende gæst var millionæren Cornelius Vanderbilt.
Men amerikanerne havde fået en ny snack, som erobrede verden. I dag udgør forarbejdede varer som chips og pomfritter 75 pct. af det samlede kartoffelmarked.
Pomfrittens alder kender historikerne i øvrigt heller ikke.
Kokken George Crum og hans søster Catherine Wicks (th.) nævnes som opfindere af chips.
Er kartofler blevet brugt som våben i krig?
Den 23. maj 1950 observerede den østtyske landmand Max Tröger to fremmede flyvemaskiner over sine marker nær Chemnitz.
Dagen efter vrimlede markerne med coloradobiller, der gnaskede sig gennem kartoffelplanterne. Og i de følgende dage indløb flere meldinger om mystiske flyvninger over DDR fulgt af voldsomme insektangreb.
Det østtyske kommunistparti var ikke i tvivl om, hvad der foregik: “De amerikanske imperialister” (USA) kastede biller ud over DDR – som et biologisk angreb på landets fødevareforsyning, hvor netop kartoflen var den vigtigste afgrøde.
Hurtigt blev coloradobillen i den østtyske propaganda omdøbt til Amikäfer (yankee-billen) – og udpeget som skurk.
“Yankee-billerne skal ødelægge vores høst. De truer dermed også dit livsgrundlag!” hed det på plakaterne.
Idéen til billeangreb stammede muligvis fra tyskerne selv. I 1943 avlede nazisterne coloradobiller, der skulle kastes ud over Storbritannien for at udløse hungersnød. Idéen blev dog opgivet.
Også tjekkerne gav “de amerikanske imperialister” skylden for billerne.
Kan jordæblet gro på Mars?
Ikke endnu, men i 1995 blev kartoflen den første grøntsag, der blev dyrket i rummet. Og forsøget var ikke for sjov. Når NASA på et tidspunkt sender astronauter til Mars, er kartoflen med i lasten.
Planen er, at astronauterne under den tre år lange rejse til Mars og retur skal dyrke afgrøder, og kartoflen er den mest nærliggende, for den kræver kun lidt plads.
Også når der skal etableres baser på Mars, bliver kartoflen hovedafgrøde. Trods al teknologi afhænger menneskehedens fremtid i rummet af den nøjsomme rodfrugt.