Læs også

Snapsen

Danskernes drikkevaner

Siden bronzealderen har alkohol været en fast del af danskernes kultur, selvom drikkevanerne har forandret sig gennem tiden. Både med hensyn til hvad man drak, og hvad man ville vise gennem sit drikkeri.

28. november 2012 af Jon Eilenberg

I 1612 mødtes Christian 4. med adelsmændene Breide Rosenkrans, Jacob Rosenkrans og Esge Brock. Til lejligheden blev der serveret rigeligt med rødvin, og kongen udbragte intet mindre end 35 skåle for den kristne verdens konger. Efter tre timers drikkeri var Christian 4. så beruset, at han blev båret bort i sin stol. Kongens opførsel var dog på ingen måde usædvanlig. Tværtimod var det almindeligt for såvel kongen som hans undersåtter at drikke i dagevis ad gangen, og Christian 4. må da også have prøvet det før. Den følgende dag var han nemlig i stand til at stå op ved solopgang og tage på jagt.

Egtvedpigens spand øl

Det første menneske i Danmark, som med sikkerhed kendte til alkohol, var Egtvedpigen. Den gådefulde pige blev begravet omkring 1370 f.Kr., og fik adskillige gaver med sig i graven, sådan som betydningsfulde folk fik i bronzealderen. Blandt disse gaver var en lille spand af birkebark, der indeholdt en gæret drik af hvede, honning, bær og pors. Som en del af begravelsen var det essentielt, at Egtvedpigen fik en spand øl med sig, så hun kunne forsøde tilværelsen i det tørre efterliv.

Også i jernalderen spillede alkohol en vigtig rolle. Fra denne tid kender vi runeinskriptioner med det oldnordiske ord ”alu”, som betød ”bittert”. Ordet alu er på nutidsdansk blevet til øl og på engelsk til ale. På Sjælland har man fundet en fornem kappenål fra omkring år 200 e.Kr. med kvindenavnet Alugod indgraveret. Alugod kan oversættes til Ølgod, og både navnet og nålen skulle vise, at kvinden havde forstand på øl. Desværre fremgår det ikke, om Alugods ekspertise lå i at brygge øl eller drikke det, men det er tydeligt, at hun har været stolt af sine ølrelaterede evner.

Vikingernes gæstfrihed

Ordet ”skål” stammer fra vikingetiden. Det henviser ikke til hovedskaller, men til den fælles skål man drak af. Ordet viser dermed mere om vikingernes selskabelighed end deres blodtørst. Øl var tidens mest almindelige drik, som ind imellem blev suppleret med den fornemmere mjød, der blev brygget på honning. Samtidig var øl en fast del af vikingernes gæstfrihed, og hvis det manglede kunne følgerne være fatale.

I Egil Skallagrimssons saga, som foregår i 900-tallet, er vikingernes drikkevaner levende gengivet. Egil var på et tidspunkt gæst hos stormanden Bård, som til Egils ærgrelse ikke bød på velkomstøl. Men da kongen samme aften kom forbi, var der masser af øl. Ud på aften blev folk fulde og dem, der ikke nåede udenfor, måtte kaste op i stuen. Også Egil drak løs, imens han hånede Bård for ikke at vise ordentlig gæstfrihed. Hele historien fik en blodig afslutning, da Egil rendte sit sværd tværs gennem Bård, så klingen stod ud af ryggen.

Med kristendommens indførelse kom også klostervæsenet til Danmark. I middelalderen var klostrene centre for kvalitetsbrygning, selvom den brede befolkning stadig bryggede selv. Så mens adelen drak det dyre klosterøl, måtte folket nøjes med det mere jævne danske øl. I 1400-tallet begyndte munkene desuden at destillere alkohol. Selv kaldte de væsken for akvavit (aqua vitae, livets vand på latin), men i folkemunde blev den døbt brændevin, fordi man fremstillede den ved at opvarme vin. I begyndelsen blev brændevin betragtet som medicin, og der blev tilsat helbredende urter fra klosterhaverne. Snart blev drikken dog almindeligt udbredt, efterhånden som folk forstod at værdsætte brændevinens smag og virkning.

10 liter øl om dagen

I 15- og 1600-tallet var forbruget af øl og brændevin enormt. Vand blev set som beskidt og sundhedsskadeligt, hvilket det ofte også var. I stedet drak man øl, og et dagligt indtag på omkring 10 liter var ikke usædvanligt. Dertil kom brændevin og mjød. I samfundets øverste lag drak man mindre øl, da man foretrak vin i stedet. Fælles for både konger og bønder var dog, at man drak meget, og at fuldskab var helt normalt. Gadeuorden, ulykker og slagsmål var en del af hverdagen, selvom kirken indimellem forsøgte at dæmpe gemytterne. Faktisk var der kun tre situationer, hvor fuldskab var ildeset: Gudstjenester, retssager og begravelser. Alt tyder dog på, at selv disse regler ofte blev overtrådt.

I industrisamfundet var brændevinsdrikkeriet meget udbredt blandt den jævne befolkning indtil brændevinsskatten blev indført i 1917. Inden arbejdsdagen tog man på værtshus, og mange tog desuden en liter brændevin med på arbejde.

Københavns murere motiverede fx sig selv ved at stille tre glas brændevin på midten af den mur, de arbejdede på. Den murer, der først nåede midten fik to glas, mens nummer to kun fik ét. Efter fyraften opsøgte man igen et af de mange værtshuse, der lå overalt i byerne. Enkelte af disse værtshuse findes stadig, som f.eks. Café Blomsten på Istedgade i København. Det var især mænd der drak, og det var en udbredt opfattelse, at et rigtigt mandfolk skulle kunne bære en brandert.

Drikkeriet skabte dog også alvorlige problemer i form af arbejdsulykker, konflikter og fattigdom. Blandt det pænere borgerskab så man ned på den arbejdernes drikkevaner. Takt og tone-eksperten Emma Gad skrev i sine anvisninger, at vin og spiritus var upassende om morgenen, og helst kun skulle drikkes til måltiderne. Snapseri og fuldskab var ifølge Emma Gad udtryk for dårlig dannelse. På den måde var folks drikkevaner med til at vise deres plads i samfundet.

”Den med tyren”

I 1960’erne og 70’erne voksede middelklassen og danskerne fik flere penge til forbrug. Det betød, at almindelige danskere fik råd til at rejse sydpå, hvor de opdagede en ny alkoholkultur ogrødvinen, der hidtil havde været forbeholdt de velhavende. Og da Danmark i 1973 trådte ind i EF (nu EU), blev vinen væsentligt billigere og lettere tilgængelig.

En særlig populær vin i 1970’erne var ”Den med tyren”, en spansk rødvin, der vækkede minder om sol, sommer og grisefester. En af konsekvenserne af de nye tendenser var, at det generelle alkoholforbrug steg, så det i 1970’erne nåede omtrent samme niveau som før brændevinsskatten i 1917.

Selvom danskernes forbrug af alkohol er faldet en anelse de senere år, bliver udvalget af drikkevarer bredere.

Der findes noget for enhver smag, fra mikrobryggeriøl over alverdens vine til alkoholsodavand. Men drikkevaner er ikke bare drikkevaner. Gennem historien har danskerne med deres drikkevaner udvist omsorg for de døde, gæstfrihed, rigdom, mandighed, dannelse og rejselyst.

I vor tid kan man faktisk også vise historisk interesse, fx ved at købe en flaske af Egtvedpigens gravøl. Særligt udvalgte kongelige gæster får desuden serveret Christian 4.’s gamle Rosenborgvin, selvom det vist ikke længere er velset at udbringe 35 skåle, når man drikker den.

Læs mere: Det københavnske værtshusliv 1857–1998 af Maiken Rude Nørup (1999) ● Den danske øl af Allan Mylius Thomsen (1996)