Læs også

Der Untergang

Der Untergang

Jeg genså filmen ”Der Untergang” forleden, og selvom den er grufuld, kan den varmt anbefales. Den handler om Hitlers sidste uger i Berlin. Magen til...

31. maj 2016 af Thomas Oldrup

Jeg genså filmen ”Der Untergang” forleden, og selvom den er grufuld, kan den varmt anbefales. Den handler om Hitlers sidste uger i Berlin. Magen til fortættet og klaustrofobisk film skal man lede længe efter. Den er både fysisk fortættet, idet den hovedsageligt foregår i den trange førerbunker under Berlin, og fortættet i tid, idet den – bortset fra en kort intro i Ulveskansen i Østpreussen i november 1942 – ellers kun foregår fra Hitlers fødselsdag i april 1945 til Tysklands kapitulation få uger senere.

Filmens hovedperson er Traudl Junge, der som blot 22-årig blev Hitlers private sekretær og stenograf. Ved filmens start ansættes hun, tilsyneladende primært fordi hun stammer fra München. (Det fortælles ikke i filmen, men i maj 1913 havde Hitler fået udbetalt arven efter sin far og flyttede til München. Selv motiverede han flytningen med, at han længtes efter en ”ægte” tysk by, i modsætning til det mangekulturelle Wien. I virkeligheden flyttede han formentlig for at slippe for militærtjeneste.)

Både Traudl Junge og Adolf Hitler fremstilles nuancerede. Hitler er ved filmens start en ganske charmerende mand, men mens russerne kommer tættere på Berlin og hans hær kollapser, fremstilles det malende hvordan manden bliver mere og mere gal. Han får vilkårlige raserianfald, sideskilningen kommer mere og mere i uorden, han ryster mere og mere og føler sig forrådt af stort set alle. Til sidst er han et paranoidt monster i sin bombesikre bunker, der hvæser uhyrligheder såsom at ”medlidenhed er en dødssynd”.

Filmen viser de sidste brutale kamphandlinger, men er også stærk i det den IKKE viser, fx ser vi ikke Hitlers selvmord, eller den loyale Goebbels. Til gengæld ser vi – og det er filmens mest rystende scene – hvordan fru Goebbels uden tårer tager livet af sine seks blonde børn, én for én, fordi de ”ikke skal vokse op til et liv uden nationalsocialismen”, hvorefter hun paralyseret sætter sig til at lægge syvkabale, og kort efter lader sig skyde af sin mand. Især scenen med de seks børn, som hver får stukket en glasampul ind mellem kæberne mens de sover, glemmer man aldrig. At jeg siden jeg så filmen første gang selv har fået et barn, gør sgu ikke en mere hårdfør overfor den slags scener.

Alligevel anbefales filmen på det varmeste.

PS: Traudl Junge selv blev efter krigen betragtet som en ung medløber og derfor ikke straffet. Hun flyttede tilbage til München, hvor hun tilbragte resten af sit liv. Hun døde i 2002. Derfor nåede hun desværre ikke selv at se filmen, der først fik premiere to år senere. Filmen indledes og afsluttes med to korte sekvenser, hvor virkelighedens Traudl Junge gør sig nogle begavede betragtninger om sin egen medskyld.