Amadeus

Det centrale tema i Milos Formans farverige film Amadeus er den påståede rivalisering mellem den hårdtarbejdende komponist Antonio Salieri og...

31. maj 2016 af Thomas Oldrup

Det centrale tema i Milos Formans farverige film Amadeus er den påståede rivalisering mellem den hårdtarbejdende komponist Antonio Salieri og vidunderbarnet Wolfgang Amadeus Mozart. Salieri er blevet gal på sine ældre dage, og forsøger ved filmens start at begå selvmord, skyldbetynget over at han har dræbt Mozart af jalousi. Rammefortællingen i filmen er, at Salieri skrifter til en præst på en tosseanstalt, og den handler særligt om tiden fra 1782 – kort før Mozarts bryllup – til hans død i 1791, hvor rammefortællingen fortsætter frem til Salieris død i 1825.

Historien foregår i Wien. Wiens historie i denne periode er vældig interessant. Det var en by, der sydede og boblede af fremgang, nytænkning og kreativitet. Under Josef 2. og Maria Theresia var byen center for nye ideer og politik for det enorme Habsburgske kejserdømme. Det var ikke kun indenfor musik og teater at Wien spillede en rolle. Wien var den førende intellektuelle og kulturelle hovedstad i det katolske Tyskland.

Filmen byder på indtagende klassisk musik og smukt sceneri. Der er enorme kjoler og seje trekantede hatte samt store fester med så mange hvide parykker, at det ser ud som om de bevæger sig rundt som en sky. De storslåede gadescener og imponerende maskerader er optaget i Prag, og ikke i Wien, da Prag ikke var blevet moderniseret under byens kommunistiske styre.

I revolutionsåret 1789 bliver Mozart udnævnt til kejserlig kammerkomponist ved kejser Josef 2.s hof. Kejseren var reformglad og modig, og næppe så enfoldig og uselvstændig som han fremstilles i filmen. For kejseren var der fx et element af folkeopdragelse i at operaerne nu skulle synges på tysk.

I filmen fremstilles Mozart sjofel, fnisende, barnlig, skrydende, ubeskeden, urolig, liderlig, entusiastisk og usnobbet. Hans tøj er i pastelfarver, og hans paryk er lilla. ”Jeg er bare en vulgær mand,” siger Mozart til kejseren, ”men det er min musik ikke, forsikrer jeg.” Han er desuden tillagt et finurligt grin, der vækker opsigt blandt hoffet. Der er dog ikke noget historisk bevis for, at Mozart grinte på en bemærkelsesværdig måde, så det er instruktørens filmiske påfund. Mozart og hans familie led under elendig økonomi og konstante pengesorger, og i virkeligheden måtte familien pantsætte deres sølvtøj.

Mozart lider af tydeligvis af et faderkompleks. Faren dør i 1787, og den dæmoniske konkurrent Salieri finder her på en sofistikeret måde at slå Mozart ihjel på: Anonymt bestiller han en dødsmesse for Mozarts far, som han med rette forudser at Mozart vil blive så engageret i, at han så at sige arbejder sig selv til døde under farens dystre portræt. Som resultat bliver dødsmessen derfor ligeså meget Mozarts egen dødsmesse. Salieris snedige bagtanke er, at han vil tage æren for dødsmessen, som så vil gøre ham udødelig.

Den 5. december 1791 døde Mozart i sit hjem i Wien, kun 35 år gammel. På den tid var de medicinske kundskaber ikke tilstrækkeligt udviklede til at kunne fastslå, hvad dødsårsagen var. En lang række mere eller mindre sandsynlige teorier er blevet lagt frem gennem årene, bl.a. at han døde af influenza eller madforgiftning. En mere sandsynlig forklaring er, at han fik gigtfeber, en følgesygdom, som før i tiden var almindelig efter visse bakterieinfektioner. Sygdommen kan give hævede led, hjerteproblemer og eksem – symptomer, som Mozart tilsyneladende havde.