En gruppe thugger fotograferet i 1865 efter de blev arresteret i Peshawar, en by som nu ligger i Pakistan.

© Rue des Archives / IBL

Thuggerne – kvælersekt blev endelig afsløret

I starten af 1800-tallet lykkedes det en ung britisk officer at afsløre en indisk sekt – thuggerne. Medlemmer havde myrdet tusindvis af mennesker til ære for dødsgudinden Kali. Hun krævede, at ofrene skulle kvæles med et hårdt snoet klæde.

8. december 2018 af Jan Ingar Thon

En vinterdag i 1831 var en militærkaravane på march langs en dæmning i det nordlige Indien. Ekspeditionen ledtes af en engelsk officer. I øvrigt bestod gruppen af indfødte soldater og en indisk fange med kæder om håndleddene. Fangen havde noget værdigt og aristokratisk over sig. Pludseligt gav fangen tegn til, at karavanen skulle standse, og han pegede mod en lille trægruppe.

De indiske soldater gik ind i skoven og begyndte at grave i den hårde jord. De fandt hurtigt, hvad de ledte efter. I en grav skjult mellem træerne lå flere skeletter og menneskerester. Derefter pegede fangen mod et andet sted. De indiske soldater begyndte igen at grave og fandt flere skeletdele. Inden dagen var omme, havde ekspeditionen gravet resterne frem af 17 mennesker, der alle var kvalt ihjel. Siden vandrede de videre, på vej mod flere uhyggelige massegrave.

Thuggersekten tilbad Kali

Manden med det aristokratiske udseende hed Feringeea. Han var en af lederne i sekten, der kaldtes thuggerne og som tilbad dødsgudinden Kali med menneskeofringer. Lederen af ekspeditionen var kaptajn William Henry Sleeman – en mand, som havde besluttet sig for at knuse sekten en gang for alle.

Allerede den første dag, hvor Sleeman satte sin fod på indisk jord i 1809, havde han hørt tale om en grusom sekt, der ofrede mennesker. Men de britiske myndigheder havde aldrig rigtigt taget rygterne alvorligt. Selv hvis der var den mindste flig af sandhed i historierne om sekten, var holdningen blandt briterne, at det var et problem, som inderne måtte løse på egen hånd.

En gruppe thugger samlet ved en helligdom for guden Ganesha. Maleriet er fra 1800-tallet. Til højre på billedet ser vi William Sleeman som afslørede thuggersekten.

© Bridgeman/IBL

Sleemans felttog mod thuggersekten

Sleeman derimod tog rapporterne om sekten meget alvorligt. Han beherskede flere orientalske sprog, bl.a. hindi, og havde derfor en betydeligt større indsigt i de lokale forhold end de fleste andre briter i landet kunne prale med. 

Desuden så han det som sig pligt som officer i den britiske hær i Indien at opretholde lov og orden for briter såvel som indere. Men til at begynde med mødtes hans efterforskninger med skepsis fra myndighedernes side. Han blev latterliggjort og til tider direkte modarbejdet.

Sleeman ansøgte da om en forflyttelse fra den britiske hær til den civile administration. I 1822 blev han udnævnt til dommer i Nursingpore i nutidens Madhya Pradesh i centralindien. Herfra begyndte han, med hjælp fra en gruppe lokale "nujeebs," indiske politimænd, sit felttog mod Kalis disciple.

I modsætning til de fleste embedsmænd i kolonierne på denne tid anvendte Sleeman hverken vold eller trusler for at nå til bunds i affæren. I stedet satte han sig grundigt ind i, hvad andre havde skrevet om sekten og dens lange historie.

Kvælersekt fra 1200-tallet 

Første gang den blev nævnt var i 1200-tallet, og i 1600-tallet skrev en fransk opdagelsesrejsende om indiske røvere, der dræbte rejsende ved at kvæle dem med et stykke reb.

Sleeman tegnede og studerede kort, udformede lister over mystiske forsvindinger og lavede udførlige stamtræer. Snart begyndte et tydeligt mønster at vise sig. Visse områder, -datoer og ikke mindst familier dukkede gang på gang op i undersøgelsen. Nu begyndte Sleeman at rejse rundt i byerne. Han snakkede med mennesker og opsøgte mulige gerningssteder.

Feringeea anholdt i 1830

Det viste sig, at mange indere kunne fortælle historier om slægtninge, der var sporløst forsvundet. Trods stor modstandmod efterforskningen kunne Sleeman og hans indiske politistyrke til sidst begynde de første anholdelser. I 1830 pågreb de en af de mest berygtede thugger-ledere: Adelsmanden Feringeea, kendt som thuggernes fyrste.

Thuggersekten, indisk kvælersekt.

Fire thugger afleder ofrets opmærksomhed mens kvæleren nærmer sig bagfra.

© Science Photo Library/IBL

Anholdte thugger forladt af Kali

Mange af de anholdte Kalitilbedere var mere end villige til at afsløre alt for briterne. Eftersom de var blevet arresteret, måtte Kali jo have svigtet dem, og derfor havde de ingen grund til at forblive loyale mod hende. Desuden fik de thugger, der gav information om sekten, en mildere straf – fængsel eller landsforvisning i stedet for hængning.

For første gang i flere hundrede år fik personer udenfor sekten nu thuggernes forfærdelige historier at høre. Sleemans opdagelser vakte stor opmærksomhed – alle snakkede om thuggerne. Ordet thug stammer fra det hinduistiske ord thag og betyder en svigefuld person, og netop forræderi og troløshed var en vigtig del af thuggernes arbejdsmetoder. Andre steder i Indien var de kendt under et måske mere rammende navn: phansigar, som betyder kvælere.

kvæler-mord på vægmalerier i Elura

Ingen vidste, hvor gammel thuggersekten var, end ikke dens egne medlemmer. Men de kunne fortælle om oldgamle vægmalerier i Elura, i det vestlige Indien, som illustrerede thuggernes historie. Disse malerier var ikke skabt af mennesker, hævdede de, men af guder. Selvom de levede af mord og plyndringer, mente thuggerne, at deres gudinde Kali, som de dyrkede, godkendte alle deres handlinger.

Sleemans egen forskning viste, at sekten havde rødder helt tilbage til slutningen af 1200-tallet. På denne tid arresteredes omkring tusinde mistænkte thugger på sultan Jallaludins Khilijis ordrer. De blev deporteret til Bengalen, men fortsatte derfra deres aktiviteter.

Rumal var mordvåben

En af årsagerne til, at thuggerne formåede at holde deres handlinger hemmelige i så lang tid, var at tilknytningen til sekten ofte gik i arv fra far til søn. Fædrene gik altid meget forsigtigt frem og lod gradvist sønnerne få indsigt i familiens mørke hemmelighed. Først efter en oplæringsperiode fik de unge thugger tilladelse til at være vidne til et overfald.

Sekten var strengt hierarkisk. Først arbejdede en aspirant som spejder og siden som graver. En lang læringsperiode var påkrævet, inden et medlem, efter højtidelige religiøse ceremonier, kunne få titlen shumsheera (den som holder hænderne) eller bhurtote (kvæler).

Det redskab, som thuggerne brugte til at kvæle deres ofre, kaldtes en rumal. Det var et cirka en meter langt stykke stof, som normale indere anvendte som hovedbeklædning eller bælte. Men i thuggernes hænder var rumalen et mordvåben. 

Thaggersekten, indisk stryparsekt, sticker ut ögonen på sina döda offer.

Efter kvælningen stak man ofrets øjne ud. Dermed forsikrede thuggerne sig om, at ingen overlevede.

På jagt efter karavaner

En thuggerekspedition var organiseret som en blanding af et militært felttog og en religiøs ceremoni. Thuggerne søgte konstant overnaturlige tegn og varsler, der ansås som meget vigtige, inden at de begav sig ud på nogle af deres morderiske ekspeditioner. De var overbeviste om, at de handlede på gudinden Kalis ordrer, og at de ville opnå hendes gunst for hvert mordtogt.

Thuggerne opererede som en hær, og hver mand havde en bestemt opgave. Sektens fortropper udgjordes af infiltratorer, der rejste rundt til byer og værtshuse for at indsamle informationer. De var først og fremmest på jagt efter karavaner med handelsrejsende, der var rige, men dårligt beskyttet. 

Infiltratorerne sørgede for at blive venner med de handelsrejsende og gav dem ofte råd om, hvilke ruter og smutveje de burde vælge. Hvad de handelsrejsende ikke vidste, var, at informationerne om karavanens rute straks blev videregivet til thuggernes hovedstyrke.

Kvælere, spejdere og gravrøvere

De snu thugger angreb altid deres ofre på isolerede steder, eksempelvis afsides dale, kløfter eller tætte skove. Foruden kvælere fandtes der også spejdere og vagter i sekten. De havde til opgave at overvåge alle flugtveje og fange de ofre, der prøvede at flygte fra mordscenen.

Ofte begyndte thuggerne at grave ofrenes grave i forvejen. En særskilt gruppe thugger havde ansvaret for gravene. De kaldtes lughas. Deres hakker var hellige og symboliserede Kalis tand.

Mens man gravede gravene ankom thuggernes elitestyrke, kvælerne, til byen eller værtshuset hvor handelskaravanen holdt til. De udgav sig for det meste for at være handelsrejsende, soldater eller pilgrimme.

Ligesom infiltratorerne blev de hurtigt bekendte med de rejsende og tilbød at rejse sammen med dem. Det var jo betydeligt sikrere at rejse flere sammen, som de påpegede. Således kunne kvælerne og deres ofre tilbringe flere dage eller uger i hinandens selskab. 

e delte mad med hinanden, spiste sammen og sov til tider i samme telt. Alt virkede tilforladeligt. Men til sidst ankom hele følget til det sted, som thuggerne havde udvalgt til deres overfald. 

Kali blev ofte afbilledet, mens hun dansede på sin hvilende partner, guden Shiva. Til højre: Ligene af henrettede thugger blev hængt op i metalbure langs de indiske veje.

© Alamy/IBL & Mike Dash/Thug – the true story of India's murderous cult

Hundrede thugger var i et angreb 

Thuggernes myrderier begyndte ved mørkets frembrud. Når de rejsende nærmede sig den klargjorte lokation, omringede thuggerne deres ofre. Siden gav lederen signal til at angribe, og kvælerne gik i gang. 

Mens ofrets hænder og fødder blev fastholdt, kastede kvæleren lynhurtigt sit stofklæde om halsen på ofret. Hvis nogen formåede at undslippe det første angreb, blev de fanget af vagterne, der lå på lur i nærheden.

Antallet af thugger, der var med ved et overfald, varierede. Hvis det blot var almindelige rejsende, der skulle myrdes, rakte det med to-tre mænd. Men thuggerne angreb helst karavaner, som rummede store rigdomme. Ved sådanne angreb sendte thuggerne flere hundrede mænd afsted.

At få ligene til at forsvinde sporløst var enormt vigtigt for at forbrydelsen ikke skulle opdages. Inden de dækkede gravene, knuste de alle større knogler i de dødes kroppe, for at ligene skulle rådne hurtigere. 

Dernæst sprættede de maverne op på de døde, for at de gasser, som dannedes under forrådnelsen, kunne sive ud. Ellers kunne liget svulme op og få jorden over gravene til at give sig og dermed lokke sjakaler og andre ådselsædere til gravene. 

Som en sidste sikkerhedsforanstaltning lavede thuggerne et bål over gravene og spredte asken udover pladsen for at fjerne de sidste rester af ofrene. Ved at følge dette ritual lykkedes det thuggerne at holde deres myrderier hemmeligt i flere hundrede år. 

Thugger blev dømt i hobetal

Men trods deres hemmelighedskræmmeri var thuggernes dage talte. Sleeman havde bevist, at sekten virkeligt fandtes og at den udgjorde en trussel. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, inden de ville blive straffet. I 1833 havde Sleeman fået 3 266 thugger dømt. Der kom stadig rapporter om aktiviteter fra sekten, men de blev mere og mere sjældne.

68 år gammel gik William Henry Sleeman i 1856 ombord på et skib i Kolkata. Med sig havde han sin hustru Amélie. Efter næsten 50 år i Indien så de nu frem til at tilbringe deres sidste år sammen i England. Men efter ni dage på havet ramtes Sleeman af en feber og døde ombord på skibet.

I Indien lever hans minde videre. Efterretningstjenesten kaldtes længe thagi daftar (thugger-kontoret). I dag hænger Sleemans portræt stadig på politistationen i byen Sleemanabad, opkaldt efter kvælersektens overmand. 

Fakta: Buhram stod bag 931 mord

Thuggernes mest effektive kvælere tog livet af hundredvis af mennesker gennem deres grumme virke. Sektmedlemmet Buhram erkendte under retssagen, at han havde udført 931 mord, og hører derfor til blandt historiens værste seriemordere.

Historikere har regnet ud, at thuggerne alene i 1829 dræbte mellem 1 200 og 2 400 mennesker i hele Indien. Hvis disse cifre er repræsentative for de 150–250 år, hvor thuggerne var beviseligt aktive, indebærer det mellem 180 000 og 600 000 myrdede mennesker. Cifrene kan dog være endnu højere, eftersom ingen er kommet frem til, præcis hvor mange hundrede år sekten har været aktiv.

Thuggerne opererede ikke bare langs Indiens landeveje. En særlig gruppe thugger anvendte de indiske floder som deres jagtmark. De lokkede intetanende passagerer ombord på deres både, hvor de så mødte samme skæbne som ofrene på land. Eftersom de var meget mobile og kunne kaste deres ofre over bord, formåede de at holde sig skjult længere end deres kolleger på land. Til sidst kortlagde Sleeman og hans mænd også flod-thuggernes netværk.