The Wild bunch.

I filmen Cattle Annie and Little Britches fra 1981 spillede Burt Lancaster banditlederen Bill Doolin.

© Bridgeman/IBL

The Wild Bunch holdt byen i et jerngreb

Af alle de bander, der hærgede Det Vilde Vesten, fik ingen et så blodigt endeligt som The Wild Bunch. 10 af de 11 medlemmer blev skudt. Jagten på de lovløse var et tegn på, at en ny tid var på vej i USA.

1. juni 2018 af Magnus Västerbro

De havde gjort den lille by Ingalls i Oklahoma til deres egen. Nogen sagde, de styrede den med et slags terrorvælde, andre sagde, at folket i landsbyen stod på deres side og betragtede dem som en slags frihedskæmpere, forsvarere for det lille menneske mod myndighederne.

De blev kaldt The Wild Bunch (den vilde bande), og deres leder Bill Doolin havde tidligere redet med de berygtede Dalton-brødre, inden de døde i en kugleregn i 1892. Men nu havde Doolin sit eget følge på i alt 11 mænd, som gerne deltog i røverier og overfald og som havde mange liv på samvittigheden.

Slog tre betjente ihjel i Ingalls

Den 1. september 1893 var otte af gruppens medlemmer, heriblandt Bill Doolin selv, samlet på deres sædvanlige tilholdssted i Ingalls, en saloon ejet af en af bandens venner. Da modtog de et tip – fem US Marshals og otte bevæbnede medhjælpere var på vej for at anholde dem. I stedet for at flygte sendte de en hilsen til lovens mænd, om at de ikke havde tænkt sig at stikke halen mellem benene, og at de ligeså godt kunne vende om og ride hjem igen.

Snart kom et svar tilbage: en opford-ring til The Wild Bunch om at give op. Deres svar var, at en af mændene – George ”Bitter Creek” Newcomb – brasede ud af saloonen og skød en kugle fra et Winchestergevær i retning mod politiet. Den intense ildkamp der fulgte fik dramatiske følger for angriberne. Ikke mindre end tre US Marshals døde denne dag – en af de værste hændelser i dette føderale politikorps’ historie – og kun én af banditterne blev taget til fange. Også to uskyldige mænd fra landsbyen blev dræbt under skudvekslingen.

Dele af byen Ingalls er i dag en spøgelsesby, og indbyggertallet svarer omtrent til, hvad det var da The Wild Bunch styrede byen.

Til sidst blev gruppen jaget ud af byen, efter at en af politifolkene havde kastet dynamit mod deres gemmested. Men ”slaget ved byen Ingalls,” som hændelsen senere blev kaldt, medførte ikke afslutningen på problemet The Wild Bunch.

Bill Doolin skiftede side

Bandens leder Bill Doolin var født i Arkansas i 1858. 23 år gammel begav han sig mod vest, hvor han fik arbejde som cowboy på en stor ranch i Oklahoma. Han blev taget vel imod af ranchejeren, som kunne lide den unge mand og lærte ham at læse og regne. Doolin var ansvarsbevidst og eftertænksom og blev snart bestyrer på ranchen.

Han blev der i næsten i et årti, og havde et godt ry i området. Samtidig blev han bekendt med et stort antal mænd, som kom til at følge ham i hans fremtidige liv som kriminel. For på et tidspunkt indtraf der et eller andet, som fik ham til at skifte side – fra det lovlydige liv, til et hvor røveri og mord var en selvfølge. Men præcis hvad der skete, er i dag uklart. Stor fattigdom var det ikke – Doolin og mange af hans bandemedlemmer synes at have tilhørt områdets middelklasse.

Blev opfattet som Robin Hood-helte

Med til sagen hører det, at på dette tidspunkt var der en stærk tradition i det amerikanske vesten for at se på visse lovløse som helte – en slags Robin Hood-figurer. Med andre ord personer som godt nok brød loven, som røvede og stjal, men som gjorde det i en mere eller mindre god sags tjeneste, måske fordi dem der blev røvet blev betragtet som rige magthavere.

En sådan ”helt” lader Bill Doolin til at have været for nogle, ikke mindst eftersom han skal have givet lempelige lån til mange af områdets fattige nybyggere.

Bill Tilghman fangade Bill Doolin, men banditten nåede af flygte, mens han ventede på sin rettergang. Til højre omslaget på Sam Peckinpahs klassiske westernfilm The Wild Bunch fra 1969, som lånte sit navn fra The Wild Bunch, men handlingen er fiktiv.

Ildkamp om en flaske sprit

I begyndelsen af 1890’erne var Bill Doolin i hvert fald blevet rodet ind i forskellige former for kriminalitet. Ifølge en beretning skal hans forbryderbane være startet med en temmelig uskyldig begivenhed. Doolin og nogle venner var taget til en fest i Kansas og havde medbragt en tønde med sprit, som de begyndte at drikke af. Det viste sig at alkohol var forbudt i delstaten, og da en sherif dukkede op for at beslaglægge tønden, endte skænderiet i en skudveksling. To vicesheriffer skal være blevet såret, eller til og med, ifølge en anden version af historien, dræbt. 

Red med brødrene Dalton

Fra den tid var Bill Doolin og hans bande på flugt. Han deltog i flere tilfælde, når den berygtede Dalton-bande foretog deres tog- og bankrøverier, ifølge visse oplysninger var han endda med den dag, hvor Dalton-banden forsøgte at røve to banker på én dag, hvilket endte i en katastrofe. Doolin skal have indset, at planen var dømt til at mislykkes, og have sneget sig væk da skudvekslingen brød ud.

Det står klart, at han efter dette startede sin egen nye bande, The Wild
Bunch, nogle gange kaldt Doolin-
Dalton-banden, eftersom en af brødrene Dalton, Bill, som ikke deltog i Coffeyville-angrebet, i en periode også var medlem. Banker og tog blev røvet, ligesom forretninger og spillehaller.

Men samtidig blev banden jagtet mere og mere intensivt. Ikke mindst efter at hændelsen i Ingalls, hvor flere politifolk blev dræbt, placerede The Wild Bunch øverst på listen over efterlyste kriminelle. 

"The Three Guardsmen"

I denne periode begyndte den amerikanske regering at bruge flere ressourcer på at kontrollere de tidligere lovløse områder i det vestlige USA. Særligt tydeligt blev dette, da præsident Grover Cleveland udnævnte en ny chef for US Marshals i Oklahoma, en handlekraftig herre ved navn E. D. Nix. Han blev forsynet med ikke mindre end 150 politifolk, deriblandt tre mænd, som senere skulle få øgenavnet ”the Three Guardsmen”, de tre vægtere – Bill Tilghman, Heck Thomas og den danskfødte emigrant Chris Madsen. Den navnkundige US Marshal var født i Ørsted Sogn på Fyn og hed egentlig Christian Madsen. Disse tre alene skal over en tiårsperiode have pågrebet over 300 kriminelle. Det Vilde Vesten blev mindre vildt for hvert år der gik.

Bill Doolin blev dræbt i august 1896.

Hundrede bejtente jagtede The Wild Bunch

Frem mod slutningen af 1893 var omkring hundrede politifolk sat på opgaven at jage The Wild Bunch. Til en start var ordren at pågribe dem levende ”om muligt” eller døde ”om nødvendigt.”

Dette skal dog være blevet ændret efter at nogle af dem rent faktisk blev fanget levende, og efterfølgende blot blev idømt lempelige fængselsstraffe. Ifølge nogle oplysninger blev en ny instruktion udsendt til US Marshals – The Wild Bunch skulle helst pågribes som lig.

Skridt for skridt begyndte det intensive arbejde at have en effekt. Bill Dalton, den sidste af de krimi-nelle Dalton-brødre, blev skudt 8. juni 1894, og de øvrige blev tvunget på flugt. 3. april 1895 slog The Wild Bunch til en sidste gang, da de røvede et tog i Dover, Oklahoma. En gruppe politifolk kom hurtigt på sporet af dem, dræbte et medlem og tvang resten af gruppen til at dele sig op i mindre grupper for at slippe væk. I de kommende måneder og år blev de alle skudt eller pågrebet, en for en.

”Bitter Creek” Newcomb og Charley Pierce blev begge dræbt den 2. maj 1895; ”Little Bill” Raidler blev skudt og taget til fange 6. september samme år. 

Bill Doolin pågrebet i Arkansas

Nogle få dage inde i det nye år, 1896, var turen omsider kommet til bandelederen Bill Doolin. Han blev taget til fange af Bill Tilghman, en af ”de tre vægtere”, ved kilderne Eureka Springs i Arkansas. Doolin blev overrasket på vej i bad, og overgav sig uden kamp. Men samme sommer, mens han ventede på sin retssag, lykkedes det ham at flygte.

I to måneder holdt han sig skjult for sine forfølgere, men til sidst, den 24. august 1896 ved Lawson, Oklahoma, kunne han ikke flygte længere. Denne gang var det en anden af de førnævnte ”vægtere,” danske Chris Madsen, som ledede angrebet. Det var tydeligt, at Bill Doolin ikke havde tænkt sig at give op frivilligt. På trods af at modstanderne var i kæmpe overtal, forsøgte han at skyde sig fri – og han blev skudt og dræbt, 38 år gammel.

Det varede under to år før også de sidste bandemedlemmer var dræbt. Den 8. april 1898 blev ”Little Dick” West skudt. I alt døde 10 af bandens 11 medlemmer en voldsom død. 

Flickorna som red med The Wild Bunch.

"Little Britches" og "Cattle Annie" hed egentlig Jennie Stevenson og Anna Emmaline McDoulet.

© Granger/TT

Fakta: Little Britches red med The Wild Bunch

To unge piger var i en kort periode med i The Wild Bunch. Den ene blev kaldt "Little Britches," men hed Jennie Stevenson og var 16 år gammel, da hun mødte de lovløse. Den anden blev kaldt "Cattle Annie," og hed Anna Emmaline McDoulet, og var blot 13 år. På trods af deres unge alder blev de kendt som både dygtige skytter og ryttere, og som regel færdedes de i mandetøj. I to års tid levede de af spritsmugling og hestetyveri, og hjalp flere gange banden til at undvige deres forfølgere, når politiet nærmere sig.

Til sidst blev både "Little Britches" og "Cattle Annie" pågrebet og levede siden et – så vidt vides – lovlydigt liv. Oplys­ningerne er ikke entydige, men det er muligt at "Cattle Annie" levede helt til 1978, hvor hun i så fald har været 95 år gammel.

I 1981 kom filmen Cattle Annie and Little Britches, som handlede om deres tid i The Wild Bunch. På dansk fik filmen det pudsige navn Dalton-banden