Bombemanden fra Gladsaxe

Den mystiske bombemand lavede ni bombeaktioner på ni måneder i Storkøbenhavn. I breve til politi og presse hoverede han og skiftede navn igen og igen. Politiet fandt ham først, da en af hans bomber sprang mellem hænderne på ham i en stopfyldt Fælledpark den 1. maj 1978.

En otteårig dreng sidder i en sandkasse på sin skole i Gladsaxe og leger. Han har fundet en lille gul lastbil. Det undrer drengen, at han ikke har set den før. Det undrer ham også, at der er ridset et mystisk tegn ind på lastbilens kølerhjelm: Det ligner et omvendt syv-tal. Da han løfter den op, følger der noget med op. Det er en ledning og en kraftig sprængladning. Heldigvis er et batteri faldet af, som en anden dreng har stukket i lommen.

Det ringer ind, og drengen efterlader lastbil og rørbombe. Da personalet finder ud af det, sætter den brede pedel resolut en stålspand over bomben og sig selv ovenpå, for at holde børn væk indtil politiet ankommer.

Hvem i alverden kunne finde på at placere en bombe i en sandkasse blandt uskyldige børn?

Skiftede ustandseligt navn

Det kunne den såkaldte Bombemand fra Gladsaxe, der huserede i København og omegn i en ni-måneders periode i 1977 og 1978.

Han kaldte sig bl.a. for Det omvendte 7-tal, Det usynlige X, Gammabomberne og The Sadistic Murderers i de talrige breve, han efterlod sammen med sine bomber eller sendte til pressen.

Det hele startede i en telefonboks på Magle Torv i Søborg, hvor en bombe tidligt om morgenen den 4. august 1977 gik af og sårede den kvindelige inkassatrice, der skulle tømme boksen for mønter. En uge efter skete det samme, ikke langt derfra. Telefonselskabet KTAS besluttede efterfølgende at afmontere samtlige døre til telefonbokse i hele Storkøbenhavn, hvilket var et omfattende og dyrt arbejde. Dørene blev aldrig siden sat på igen.

1100 personer fra Storkøbenhavn blev afhørt af politiet (bl.a. en 19-årig gymnasieelev, som politiet ikke fattede mistanke til.)

Frygten blandt beboerne var enorm. Utallige bombeattrapper og telefontrusler dukkede op. Forsvaret blev nødt til at anskaffe sig den siden så berømte bomberobot Rullemarie fra England. For efter at bombemanden i starten havde koncentreret sig om bomber i telefonbokse, gik han efter bomben i sandkassen over til at placere bomber på andre steder og måder:

En bombe var monteret i en tilfældig privatbil på en villavej og konstrueret, så den ville eksplodere når døren blev åbnet. Det forsøgte en 14-årig pige, men heldigvis nåede hun at mærke, at døren bandt, så hun hentede sin far. En meget kraftig bombe, monteret til en gasflaske, blev opdaget i Lyngby Storcenter og uskadeliggjort af Rullemarie.

Leve fascismen!

Brevene til politiet og pressen var karakteristiske. Ud over at han blev ved med at skifte navn, indeholdt de et hoverende og barnligt sprog med mange stavefejl og nogle diffuse politiske forklaringer, bl.a. et ”leve fascismen!” og truslen om, at alle politifolk og andre, der kom ham i vejen, skulle have ”en kugle for panden”. Var bombemanden en politisk ekstremist? Disse år var heftige politisk set. Der var utallige strejker, græsrodsbevægelser og andre politiske­ grupperinger, hvis hjertesager var bl.a. ligestilling, Verdensbanken, RUC, Christiania, atomkraft, EF eller miljø. Tonen mellem de politiske lejre kunne være skinger, og mange mente, der var grænser for, hvad man kunne opnå med fredelig politisk dialog. I dette polariserede miljø var det nemt at forstå bombemandens gerninger som politiske. Da myndighederne mente, der lå et politisk motiv bag, blev Politiets Efterretningstjeneste – PET – også involveret i sagen. En dusør nåede op på 30 000 kroner. Pressen fik bygget bombemanden op til et frygteligt monster, ”pressens egen Frankenstein”, som en journalist skrev.

Det var kun tilfældigheder, der gjorde, at ingen blev dræbt ved de ni attentater, men flere blev alvorligt såret. Heriblandt bombemanden selv, skulle det vise sig, under hans sidste aktion…

Den sidste bombe

I Fælledparken var 1. maj-festlighederne 1978 i fuld gang, da der pludselig lød et brag, kun 10 meter fra kommunisternes scene. En ung mand vaklede fra stedet, ilde tilredt på det ene ben og med kun halvanden finger tilbage på den ene hånd. Folk løb efter ham og fik ham bragt til samaritter-teltet.

En betjent fattede mistanke, og på hospitalet flåede betjenten mandens pung ud af hænderne på en sygeplejerske – hvilket reelt var ulovligt, da han ikke var sigtet. I pungen lå en plan over bomben i Lyngby Storcenter.

Den sårede bombemand var en 19-årig gymnasieelev Allan Steen Kristensen fra Hellerup. Han indrømmede snart efter, hvad han havde gjort. Han var stolt over de snedigt designede bombeindretninger. Men han virkede også som en trist, ensom, velbegavet og normal dreng, der mest holdt sig for sig selv. Han havde få venner, men var glad for sin harmoniske familie. De politiske motiver var opdigtede. ”Der er egentlig ikke nogen, jeg har noget imod,” sagde han under retssagen.

Den første bombe var fremstillet, mens han havde kærestesorg for at få den spænding, han før havde fået hos hende. Bomberne havde han – her længe før internettet – bl.a. konstrueret på baggrund af instruktionsbøger fra modstandsbevægelsen, lånt på biblioteket.

Allan Steen Kristensen blev idømt fem års fængsel, men afsonede kun to et halvt år, før han blev prøveløsladt. Han uddannede sig senere til kemiingeniør, fik kone og børn og kom aldrig siden i konflikt med loven. Han udtalte sig aldrig siden.

Han blev kun 38 år gammel, da han døde af dårligt hjerte i 1997.

Blev til film og sange

Men historien om Allan Steen Kristensens bomber kom til at præge dansk sind og kultur på flere måder. For det første viste det danskerne, hvad terror kunne gøre, når man fik frygten ind på livet. Især de ekstatiske formiddagsaviser var gode til at puste til denne frygt.

Hans præg på kulturen var endnu mere konkret: Samme år som bombemanden døde, udkom der en film Det store flip om bombemanden, og som beskriver det til tider rabiate venstreorienterede miljø. C. V. Jørgensen skrev en sang om bombemanden i 1979, og allerede i sommeren 1978 sad børnene i sandkassen og sang en sang. Melodien var Mabels Boom boom, der vandt det danske Melodi Grandprix det år. Teksten lød:

Det sagde boom boom,
da bomberne sprang.
Han mistede et par fingre,
og det var da en skam! 

MERE HER: Opklaret af Brinch og Dorph-Petersen (2007) ● Det store flip (film, fiktion 1997)