Da Robert V. Miller kom til verden som søn af borgmesteren i en lille bøhmisk by, havde ingen fantasi til at forestille sig, at den kvikke dreng ville blive en af historiens største svindlere.
Drengestreger og småsvindel blev imidlertid snart et yndet tidsfordriv, og Roberts hang til lette penge blev kun mere udtalt med alderen.
Som 19-årig blev han sendt til Paris for at studere, men byens spillebuler trak mere, og hans fortræffelige manerer og formidable sprogtalent – han talte syv sprog – hjalp ham til at færdes hjemmevant blandt rigmænd, som var lette ofre ved spillebordene.
Gyldne muligheder
Efter 1. verdenskrig fik det franske politi færten af den unge svindler, og Miller besluttede sig for at tage flugten til USA, der på kanten af de brølende 1920'ere bød på masser af muligheder for en mand med Millers talenter og mange aliasser, bl.a. det mest berømte: "Grev Victor Lustig".
Hans første offer på amerikansk grund blev en bankdirektør i Missouri.
Miller præsenterede sig som Robert Duval og fortalte en gribende historie om, hvordan familiens formue var gået tabt under krigen.
Nu var Duval kommet til USA for at starte en virksomhed med de sidste penge, og han var derfor interesseret i at købe et fallitbo af en landejendom, som var i bankens besiddelse.
Duval tilbød at stille 22.000 dollar i obligationer i sikkerhed, mod at banken lånte ham 10.000 dollar kontant i startkapital.
Bankdirektøren, der var mere end villig til at slippe af med den faldefærdige ejendom, slog til.
Men da udvekslingen af penge og obligationer skulle finde sted, lykkedes det den fingernemme svindler at bytte om på kuverterne, så han slap af sted med både penge og obligationer.
Banken hyrede en privatdetektiv, der fandt frem til Miller i Kansas City, men det lykkedes Miller at overbevise bankdirektøren om, at banken var bedst tjent med at lade anklagerne falde, så den ikke mistede al troværdighed, når kunderne hørte om nummeret. Miller var sågar fræk nok til at bede om 1.000 dollar for sin ulejlighed – og fik dem.
Eiffeltårn til salg
I 1925 besluttede Miller at tage tilbage til Paris, hvor hans mest legendariske svindelnummer skulle finde sted.
Inspirationen fandt han i en lille notits i en fransk avis, der bekendtgjorde, at Eiffeltårnet – i denne tid et dårligt vedligeholdt levn fra verdensudstillingen i 1889 – stod foran en så stor renovering, at bystyret overvejede at skrotte det.
Miller så straks mulighederne.
Han fik fremstillet nogle fornemme ministerielle dokumenter samt et personligt visitkort med titlen Sous-directeur Générale du Ministère des Postes et Télegraphes – undergeneraldirektør for post og telegraf-ministeriet.
Visitkortet sendte han til fem af Paris' førende skrothandlere sammen med en invitation til et møde på et eksklusivt hotel.
Mødet var hemmeligt, betonede “undergeneraldirektøren”, for ingen måtte vide noget om den skæbne, der var tiltænkt Eiffeltårnet.