Familjen Romanov. Rysslands siste tsar Nikolaj II med barnen uppställda utanför Tsarskoje Selo.

Nikolaj II med sine børn Tatiana, Olga, Maria, Anastasia och Alexej nærmest kameraet. 

© Universal History Archive/UIG/Getty

Sådan sluttede det for zarfamilien Romanov

I begyndelsen af 1917 stod Nikolaj 2. stadig i spidsen for Ruslands hær under 1. verdenskrig. Men krigen var en katastrofe, og på hjemmefronten stod det endnu værre til. Men zaren kunne alligevel ikke forestille sig, hvad der ventede ham og hans familie i det kommende år.

20. august 2018 af Sara Griberg

Da Februarrevolutionen brød ud i Petrograd i 1917, led alle zarens børn i Tsarskoje Selo af mæslinger. Kejserinde Aleksandra vidste ikke, hvad hun skulle bekymre sig mest over: Børnenes sygdom eller rapporterne om voldsomme optøjer i hovedstaden.

Dag for dag eskalerede oprøret, og til sidst var slottet omringet af fjendtlige soldater.

Aleksandra forsøgte at berolige børnene med, at de høje skud blot var øvelsesskud. Samtidigt sendte hun flere telegrammer til sin mand, hvori hun bønfaldt ham om at vende hjem fra krigshovedkvarteret. 

Først fik hun intet svar, men til sidst kom der er telegram med en uforståelig besked: ”Nævnte personers opholdssted ukendt.”

Nikolaj II blev tvunget til at abdicere

Sandheden var at zar Nikolaj 2. sad i husarrest i en jernbanevogn og netop havde underskrevet sin egen abdikation. 

En hofdame har berettet, at da Aleksandra efterfølgende fandt ud af, hvad som var hændt, brød hun ud i gråd og sagde: ”Den kære stakkel… oh min Gud, hvad har han dog ikke gået igennem. Og jeg var ikke der til at trøste ham!”

At Nikolaj frasagde sig kronen for både sig selv og sønnen Aleksej, var ikke bare enden på Romanovslægtens 300-årige styre over Rusland. 

Vinterens begivenheder banede også vejen for det kommunistiske diktatur, som kom til at dominere Østeuropa frem til Sovjet-unionens opløsning i 1991.

Det var dog ikke kommunisterne, som tvang zaren til at gå af, men der-imod hans egen regering. 

Zarens ministre og generaler indså, at utilfredsheden med landets forældede styreform var så stor, at den eneste måde man kunne undgå en revolution på, var ved at afsætte den upopulære hersker. 

Mange, selv blandt de mest trofaste royalister, mente at katastrofen kunne være undgået, hvis blot Nikolaj havde været mere lydhør overfor tidens politiske strømninger og havde givet afkald på sit enevældige styre.

Urolighederne i 1905 blev slået blodigt ned, men det tvang zaren til at oprette et parlament.

© Mary Evans/IBL

Sovjetter efter oprøret i 1905

De første store oprør mod Nikolajs styre fandt sted i 1905. Under urolighederne oprettede arbejdere over hele landet såkaldte sovjetter – arbejderråd – til at organisere strejker og demonstrationer. 

Denne gang lykkedes det Nikolaj at forhindre en revolution ved at love at skabe en ny forfatning og et parlament – dumaen.

Men utilfredsheden eskalerede efter-hånden som zaren brød sine løfter. Han undlod ofte at indkalde dumaen og udnævnte egenhændigt sine ministre. 

Den generelle opfattelse var, at zaren lod sig regere af sin hustru, som til gengæld var i kløerne på sin åndelige rådgiver, den berygtede mystiker Rasputin.

Rasputins indflydelse

Zar Nikolaj havde i 1895 giftet sig med den tyskfødte prinsesse Aleksandra af Hessen. Parret, som blev tæt knyttet, fik hurtigt fire døtre. Da den længe ventede søn og tronfølger Aleksej endeligt blev født i 1904, var glæden dog kortvarig. 

Det viste sig, at drengen led af en blødersygdom, hvilket betød, at den mindste skade kunne være dødelig, da blodet ikke koagulerede som det skulle. 

Bekymringen over kronprinsens helbred gjorde, at den overtroiske Aleksandra søgte trøst og støtte hos forskellige alternative helbredere.

En af dem var Rasputin, hvis hypnotiske behandlinger syntes at have en positiv indvirkning på Aleksejs sygdom. 

Kejserinden stolede blindt på Rasputin, som snart blev hendes rådgiver, endda også i politiske spørgsmål. Utilfredsheden med den berygtede mystikers indflydelse ledte til, at han blev myrdet i 1916 af nogle af zarfamiliens sammensvorne slægtninge.

Hungersnød under 1. verdenskrig

Men selvom Rasputin var ryddet af vejen, blev hadet til zarfamilien stadig større, takket være 1. verdenskrig. Frem til 1917 var over en halv million russiske soldater omkommet i kampene, og krigen var en katastrofe. 

Der florerede rygter om, at ”tyskeren,” som Aleksandra blev kaldt på grund af sit ophav, arbejdede for centralmagterne. Zaren, som til alles forfærdelse overtog rollen som øverstbefalende, blev anset for at være sin tyske kones marionet. 

På hjemmefronten hærgede hungersnøden, og selvom der flere steder fandtes store kornreserver, nåede de aldrig storbyernes udsultede befolkninger på grund af dårlig kommunikation.

Nikolaj 2. var øverstkommanderende for hæren. Her inspicerer han tropperne i 1916.

© Universal History Archive/UIG/Getty

Februarrevolutionen i 1917

Oprøret, som i Rusland blev kaldt for Februarrevolutionen, brød egentligt først ud i marts 1917. Det skyldes, at russerne frem til 1918 benyttede den julianske kalender i stedet for den gregorianske, som de i dag anvender. 

Oprøret startede i Petrograd (som under krigen ændrede navn fra det tyskklingende Sankt-Petersburg) ved at strejkende kvinder krævede mere brød, og snart gik flere og flere af zarens soldater over på demonstranternes side. 

Medlemmerne i dumaen forsøgte at få zaren til at indse situationens alvor. Men da Nikolaj endelig lyttede, var det for sent at stoppe oprøret, som nu havde spredt sig til hele landet. Han lod sig derfor overtale til at gå af den 15. marts.

Zarfamilien i husarrest

Zarfamilien sattes i husarrest i Tsarskoje Selo, og den gamle paladsgarde blev erstattet af tilfældige regeringssoldater. Antallet af tjenestefolk blev kraftigt beskåret, og kun en lille flok af hoffets personale valgte at blive ved zarens side. 

Heriblandt fandtes kronprinsens lærer, Pierre Gilliard, og storfyrstindernes guvernante, mademoi-selle Schneider. 

Kejserindens fortrolige veninde, Anna Vyrubova, som havde tilhørt den tætte kreds omkring Rasputin, beskrev det lille selskab, der havde valgt at blive, ”som overlevende efter et skibsbrud.”

For Nicky og Alix – som kejserparret blev kaldt i familien – var det et chok at se, hvor forhadte de var. Hele livet havde de tilbragt isoleret fra deres undersåtter, og havde naivt troet, at de var elsket blandt dem; ja de troede endda at de blev anset for nationens mor og far. 

Da den provisoriske regering afskaffede censuren, blev aviserne oversvømmet af karikaturer af zaren og grove artikler, der nærgående beskrev kejserinden og storfyrstindernes påståede seksuelle udskejelser med Rasputin.

"Medborgere Romanov"

Familien, som hver dag blev tilladt at spadsere udenfor i parken i nogle få timer, oplevede hvordan oprørte folkemasser stod ude foran jernstakittet og overøste dem med skældsord. 

Soldaterne, som holdt vagt, blev hele tiden mere uforskammede og nøjedes til sidst med at titulere den tidligere enevældige hersker som ”medborger Romanov.”

Zarens børn Olga, Tatjana, Maria, Anastasia og Aleksej var 21, 19, 17, 15 og 12 år. Da de efterhånden var kommet sig ovenpå mæslingerne, besluttede forældrene, at de yngstes skolegang skulle genoptages, for at børnene skulle få en følelse af normalitet. 

Zaren underviste selv i historie og geografi, og Alix sørgede for kristendomskundskab.

Lenin taler til arbejdere ved en fabrik i Petrograd under revolutionen 1917.

© Leemage/Corbis/Getty

Aftenerne blev brugt på håndarbejde og højtlæsning fra russiske klassikere. Selvom familiens frihed var indskrænket, levede de stadig et velstående liv, så længe de endnu fik lov at blive i deres palads.

Lenin tilbage fra sin eksil

Den provisoriske regering, som bestod af liberale og moderate socialister, havde fra begyndelsen haft til hensigt at føre zarfamilien i sikkerhed i udlandet. 

Men regeringens position var meget skrøbelig, og den turde ikke modsætte sig de radikale kræfter, der ønskede at zaren skulle retsforfølges for sit dårlige styre. Rundt om i landet havde arbejderrådene – sovjetterne – taget kontrollen og styrede nu store dele af hæren.

I starten udgjorde de revolutionære bolsjevikker kun en lille del af sovjetterne, men denne gruppe voksede hurtigt, og blev styrket yderligere da deres leder Vladimir Lenin omsider vendte hjem fra sit eksil i Schweiz.

Regeringen var nervøs for zarfamiliens sikkerhed og bestemte sig for at flytte dem til et mere sikkert sted. Dagen før rejsen, den 12. august, fejrede man kronprinsen Aleksejs 13-års fødselsdag. 

Nogle præster fra byen blev kaldt op til Tsarskoje Selo med et helligt ikon, som førtes til paladskapellet. Der kyssede man ikonet, og præsterne bad bønner for kejserfamiliens sikkerhed. 

Efter dette stod det tilbageværende hof på balkonen og så, hvordan det flakkende lys fra processionen drog bort gennem parken. ”Det var som om fortiden tog afsked, for aldrig mere at vende tilbage,” skrev en af hofmændene efterfølgende.

Zarfamilien til Tobolsk

I al hemmelighed førtes familien og deres nærmeste med tog og flodbåd til den lille by Tobolsk i det vestlige Sibirien. 

Denne egn var blevet udvalgt af regeringen, da den så stedet som en ”landsbyhule,” som ikke var påvirket nævneværdigt af den almene oprørsånd, der strømmede igennem Rusland. 

Zarfamilien blev bosat i en toetagers villa og havde betydeligt mindre plads at gøre godt med, end hvad de var vant til. 

Men borgerne i den lille by var vitterligt venligt indstillet overfor zarfamilien. Gamle koner gjorde korsets tegn, når zaren kørte forbi dem, og egnens bønder kom ofte med gaver i form af kød, smør og æg.

Nikolaj og hans søn Aleksej saver brænder under deres ophold.

Men det var en ensformig og usikker tilværelse, hvor frygten for fremtiden altid hang over dem. For at lette stemningen, opførte læreren Gilliard små skuespil for den lille flok. 

En dag spillede zaren hovedrollen som Smirnov i Tjekhovs Bjørnen, imens lille Aleksej høstede bifald som soldat med en dyb stemme og et kunstigt overskæg. ”I disse fredfyldte omgivelser fik familien tiden til at gå i det fjerne og vældige Sibirien,” skrev Gilliard senere.

Igennem det otte måneder lange ophold i Tobolsk håbede familien, at royalister ville komme dem til undsætning og arrangere en flugt ud af landet for dem. Visse flugtforsøg blev faktisk planlagt, men de blev aldrig ført ud i livet. 

Bolsjevikkerne og oktoberrevolutionen

Den 7. november (ifølge vores tidsregning) tog Lenin magten i det, som sovjetiske historikere kaldte ”Den glorværdige Oktoberrevolution.” 

I virkeligheden var der tale om et næsten ublodigt statskup, hvor bolsjevikkerne indtog Vinterpaladset og afsatte den liberale regering. Lenin proklamerede derefter, at proletariatets diktatur herskede over forfatningen og at det nu var arbejderklassen, som bestemte. Straks derefter indledte man fredsforhandlinger med Tyskland.

Efter magtovertagelsen skærpede bolsjevikkerne bevogtningen af zarfamilien, og i april 1918 blev de flyttet til Jekaterinburg, en industriby i de østlige Uralbjerge. ”Jeg ville hellere have rejst til et hvert andet sted,” sagde Nikolaj, da han fandt ud af, hvor toget var på vej hen. ”At dømme ud fra aviserne er folk i Ural meget fjendtlige overfor mig.”

Jekaterinburg blev Romanovs nye fængsel

Han havde god grund til bekymring. Da toget kørte ind i Jekaterinburg, blev de mødt af rødgardister, og et opbud fra byens sovjet tog sig hårdhændet af fangerne. 

Sammen med en kok og nogle tjenestefolk blev de indkvarteret i en købmandsvilla, hvor de velhavende ejere straks blev sat på gaden. Familiens øvrige følge blev tvunget til at forlade dem.

I villaen, hvor familien holdtes fanget, blev vinduerne malet over, og der blev bygget et højt hegn. I stueetagen var der stationeret bevæbnede vagter. I de statslige dokumenter blev villaen beskrevet som ”huset til særlige formål.”

Zarfamilien blev ikke tilladt noget privatliv længere. Soldaterne kom og gik som det passede dem, alt imens de morede sig med at synge upassende viser. 

Når nogle af døtrene skulle ud på badeværelset, blev de eskorteret af nærgående vagter, som tvang dem til at se på pornografiske billeder, som soldaterne havde hængt op på væggene.

Aleksej og Olga (venstre billede) og Anastasia fotograferet i fangeskab.

Zarfamilien håbede på flugthjælp

Maden bestod af te, tørt rugbrød og tynd suppe, serveret på et groft træbord. Nogle gange kom soldaterne og spiste af familiens mad imens de udbrød ting som ”nu har i rige dovenkroppe vist fået rigeligt at spise!”

Under disse usle forhold fyldte Nikolaj 50 år den 19. maj, og knap en uge senere, fyldte Aleksandra 46 år. Begge fødselsdage gik ubemærkede hen.

Ifølge vidneudsagn var der blandt hengivne royalister planer om at udføre redningsaktioner, men andre kilder fortæller, at sådanne forsøg var dømt til at mislykkes. 

Den britiske konsul i Jekaterinburg har berettet, at man diskuterede forskellige måder at redde familien på. Men han konstaterede opgivende, at det var en umulig opgave: 

”Med 10 000 rødgardister i byen og røde spioner på hvert et gadehjørne, ville det have været tåbeligt at forsøge noget i stil med en flugt, og det ville have medført en stor risiko for fangernes liv.”

Russisk borgerkrig

Efter at bolsjevikkerne sluttede fred med Tyskland, udbrød der er en borgerkrig i Rusland mellem bolsjevikkerne – de røde – og kontrarevolutionære – de hvide. 

De sidste blev støttet af konservative kræfter i Rusland og af flere udenlandske magter, heriblandt Storbritannien og Frankrig, som frygtede, at revolutionen ville sprede sig til Europa, hvis ikke den blev stoppet.

Bolsjevikkerne i Jekaterinburg følte sig akut truet af en legion på 45 000 mand, bestående af frigivne tjekkiske krigsfanger, som havde sluttet sig til de hvide og hurtigt bevægede sig mod Ural.

Ironisk nok var det de hvides hurtige fremrykning, som slog det sidste søm i zarfamiliens kiste. Blandt bolsjevikkerne var der heftige diskussioner om at stille zaren for en domstol. 

Men da man fik nys om de hvides snarlige ankomst, og en mulig befrielse af fangerne, tog man en nemmere udvej i brug.

Lige før midnat den 16. juli, blev familien vækket af bevæbnede vagter, som beordrede dem til at klæde sig på og følge med, fordi de skulle flyttes til et nyt fængsel.

Nikolaj gik først med kronprinsen i armene. I stueetagen blev de låst inde i et 5∑6 meter stort rum, der lå halvt nede i kælderen, hvor de blev beordret til at vente, indtil bilerne kom.

Bolsjevikker henretter zarfamilien. Fransk illustration fra 1922.

© Rue des Archives/IBL

Hele familien Romanov blev henrettet

Pludseligt kom et dusin bevæbnede vagter ind i rummet. Officeren Jurovskij tog et papir frem og læste straks op:

”Eksekutivkomiteen i Urals arbejder-, bonde- og soldaterråd har besluttet, at I skal henrettes.” Nikolaj nåede bare at fremstamme et overrasket ”hvad?” inden Jurovskij tog sin pistol og skød ham flere gange i brystet og hovedet.

Derefter fulgte en voldsom kugleregn, og én efter én faldt de andre fanger om på gulvet. Ifølge vidneudsagn fra medlemmer af vagtstyrken døde Nikolaj, Aleksandra, datteren Maria og to tjenere med det samme. 

Vagterne kastede sig over de overlevende med stik og slag fra bajonetter og geværkolber, inden at de afsluttede tragedien med et dødbringende skud i hovedet. Udover zarfamilien blev deres lærer, en tjener, en kok og kammerjomfruen Demidova dræbt. 

Ligene blev svøbt i tæpper og kørt ud til en forladt mineskakt udenfor byen. Inden ligene blev kastet i mineskakten, blev de brændt og overhældt med svovlsyre, for at de skulle være uigenkendelige.

To dage efter mordet udsendte bolsjevikkerne en officiel meddelelse om, at den forhenværende zar Nikolaj 2. var blevet henrettet på grund af en overhængende fare for et flugtforsøg.

Fandt resterne af kroppene

Først otte år senere, da bolsjevikkerne sad sikkert på magten, indrømmede myndighederne, at hele familien var blevet myrdet. 

Da Jekaterinburg en uge senere faldt til de fremrykkende hvide styrker, fandt de fængslet forladt, med undtagelse af kronprinsens hund Joy. Det lille kælderrum var blevet rengjort, men skudhullerne i væggene afslørede, at det var her, massakren fandt sted.

Først året efter lykkedes det repræsentanter for den midlertidige hvide regering i Sibirien at lokalisere mineskakten, hvor man fandt zarfamiliens forkullede knogler og nogle fragmenter af tøj, smykker og andre småting.

Da bolsjevikkerne fik konsolideret magten, flyttede de resterne af ligene. Hemmelighedskræmmeriet førte til, at der længe florerede rygter om, at nogle fra zarfamilien havde overlevet. 

Først i 1990’erne har forskere ved hjælp af dna-tests konstateret, at alle familiemed-lemmerne, med al sandsynlighed, døde i Jekaterinburg den 17. juli 1918.