Anført af Hernán Cortés ankommer spanierne til Tenochtitlán i 1519.

© Mikhail Rojter/Bridgeman/IBL

Conquistadorerne kuede Amerika

På få årtier efter Columbus’ ankomst til Amerika, blev store dele af kontinentet koloniseret af spanske erobrere, de såkaldte conquistadorer. Med teknologisk overlegenhed, hensynsløs vold og smitsomme sygdomme kunne folk som Hernán Cortés og Francisco Pizarro besejre urbefolkningens hære, selvom de var i undertal.

7. juli 2018 af Per Stern

Dér lå byen. Større og mere pragtfuld end de nogensinde havde turde drømme om. Titusindvis af huse, enorme templer og pladser tre gange så store som den vidtstrakte Plaza de Sala-manca hjemme i Castilien. Liv og bevægelse overalt. Dertil, som de snart ville erfare, ufattelige rigdomme, heriblandt guld i enorme mængder.

Det er den 8. november 1519 i aztekernes hovedstad Tenochtitlan i Mexico. Den spanske kommandant Hernán Cortés er lige ankommet med sine soldater for at aflægge en visit hos aztekernes kong Motecuçoma. Dette er et historisk møde mellem to civilisationer på deres højdepunkt, som har levet uvidende om hinandens eksistens. Mødet er blevet kaldt den definitive opdagelse af Den Nye Verden, selv om vikingerne havde sejlet til Nordamerika 500 år tidligere og Christoffer Columbus opdagede Vest-indien i slutningen af 1400-tallet.

Columbus gik i land på San Salvador

I oktober 1492 havde Columbus’ flagskib Santa Maria nået San Salvador, en af øerne i Bahamas. Han opdagede også Cuba og Hispaniola (i dag Haiti og Den Dominikanske Republik).

Godt to måneder tidligere, med økonomisk støtte fra kongeparret Ferdi-nand 2. og Isabella 1., var Columbus stævnet ud fra havnebyen Palos de la Frontera i Andalusien. Formålet var at finde søvejen til Indien og dermed åbne op for en nye handelsvej for varer som silke, krydderier og andre kostbarheder. Han troede, at han var nået i mål, at Indien lå lige der bag dette ørige, som han døbte Vestindien.

Columbus’ yderligere fire rejser mellem Spanien og Vestindien udløste en inten-siv søtrafik mellem den gamle og den nye verden. Den europæiske kolonisering af Amerika var skudt i gang.

Columbus kom med skibet Santa Maria til Vestindien i 1492.

© Bridgeman/IBL

Hernán Cortés fra Estremadura

I 1519 var Hernán Cortés lige fyldt 30 år. Ligesom mange af sine mænd var han et produkt af den barske Extremadura-region i Spanien, en ambitiøs og hårdfør lykkejæger. Han beskrives også som en intelligent gambler, én der vovede at sætte alt på ét kort. De sidste par år havde han boet på Cuba. Hans 11 skibe med 500 soldater og et dusin heste ombord lå nu i Santiagos havn, klar til at sejle.

Guldfeberen rasede. En spansk ekspedition var lige vendt tilbage fra Yucatán-halvøen med en mindre ladning guld, men også med informationer om, at den indre del af landet var fyldt med de største rigdomme under solen, og at der fandtes guld i overflod. Spaniernes indstilling til ejerskab afspejlede sig i udtrykket conquista (som betyder erobring på spansk). De var i det nye land for at erobre guld og sjæle for den spanske konge og Gud.

Den 22. april steg Cortés i land på et sted, som fremover blev kendt som Veracruz, det sande kors, og gjorde krav på jorden

i Karl 5.’s navn, kongen over hele Spanien og Det Tysk-romerske Rige. 

Mødte totonakerne

Spanierne blev budt velkomne med dyrebare gaver af totonakerne, den lokale befolkning i området. Gæsterne gav til gengæld en opvisning i krigskunst. De svingede deres glitrende tohåndssværd af stål og skød med deres sofistikerede armbrøster og larmende hagebøsser (et tidligt gevær). De satte i vild galop med hestene, et dyr som var ukendt for folk på de kanter, og som med deres store kroppe, nervøse bevægelser og frådende muler, var utroligt skræmmende. Og de nyankomne viste også deres absolutte vidunder frem: Vældige kanoner, der med torden og lynild, gnister og røg, splittede et enormt træ på lang afstand. Den lokale befolknings våbenarsenal var på bronzealderniveau, med spyd, køller, kastespyd og buer.

En markedsplads i aztekernes hovedstad Tenochtitlan.

© National Geographic/Bridgeman/IBL

La Malinche – tolk og elskerinde

Nyheden om ankomsten spredte sig hurtigt, og snart ankom en delegation af ambassadører, udsendt af Motecuçoma. De havde alle fine gaver af guld med, i håb om at gæsterne ville lade dem i fred, men det vakte blot et uslukkeligt begær hos spanierne.

Cortés fik også kvinder i gave, hvoraf én var den unge La Malinche, som blev hans elskerinde. Hun talte både maya og aztekernes sprog nauhatl. Hun var intelligent og lærte hurtigt spansk, hvilket gjorde hende til hans tolk og rådgiver i sager vedrørende los indios, "indianerne," som spanierne kaldte den oprindelige befolkning.

Blev forvekslet med guden Quetzalcoatl

Takket være hende indså Cortés, at azte-kerne troede, at han måske var guden Quetzalcoatl. Ifølge spådommen skulle guden besøge aztekerne på netop dette tidspunkt, et ejendommeligt sammentræf med spaniernes ankomst. Cortés indså, at han havde et vigtigt trumfkort.

Da mange af Cortés’ mænd truede med, imod hans direkte ordre, at plyndre i nærområdet og derefter tage tilbage til Cuba, lod Cortés hele flåden sænke. Nu havde soldaterne ikke andet valg end at følge deres leder mod Tenochtitlan. På vej derhen blev de angrebet af en anden stamme, tlaxcaltekerne. Angrebet blev slået tilbage med lethed. Uden de store forsinkelser rekrutterede Cortés et par tusinde tlaxcaltekere. Næste by, Cholula, blev brændt ned og tusindvis af indbyggere blev myrdet. På denne måde sikrede Cortés sig, at hans rygte løb ham i forkøbet. Budskabet til Motecuçoma var: Vis respekt, gør som jeg siger og giv mig mere guld.

Tog Moctezuma som gidsel

IIndledningsvis gjorde Cortés som det passede ham i aztekernes hovedstad. Han tog Motecuçoma som gidsel og beslaglagde store mængder guld. Det virker måske mærkeligt, at en lille skare af hærdede soldater, forstærket af nogle få tusinde indianere, skulle kunne have en chance mod aztekernes hær, der var hundrede gange større. En forklaring er, at aztekerne tøvede med at angribe. De havde en stærk tro på en verden befolket af guder og grufulde væsner, som måtte hædres og behages for ikke at blive vrede.

Da Motecuçoma blev dræbt i 1520, udbrød et oprør, som tvang spanierne til at trække sig tilbage. 

© Heritage/IBL

Aztekerne så også tegn og varsler overalt. Guden Quetzalcoatl skulle ifølge spådommen være klædt i sort ved sin genkomst. Cortés var netop klædt i sort, da han gik i land, pga. langfredag. De sortskæggede spaniere, i deres blanke rustninger og med deres ildspyende våben, kom måske fra gudernes rige? De indfødte tænkte, at det var sikrest at observere dem varsomt.

For det andet var aztekerne forhadte af deres naboer, da de dagligt myrdede mennesker som et led i deres blodige ritualer. Der var derfor let for spanierne at finde forbundsfæller.

Cuitláhuac blev ny leder for azterken

I sommeren 1520 ledte Pedro de Alvarado, uden Cortés’ tilladelse, sine mænd i et angreb på en gruppe aztekiske adelige. Da valgte aztekerne en ny leder, Cuitláhuac, som straks belejrede paladset hvor Motecuçoma sad fanget.

Ifølge spanske kilder blev Motecuçoma dræbt af en sten fra en af oprørernes slynger, mens aztekiske beretninger hævder, at det derimod var spanierne, som myrdede ham på særdeles bestialsk vis.

Cortés flygtede under "La Noche Triste"

Oprøret eskalerede, og Hernán Cortés indså, at han måtte flygte. Aztekerne havde fået nok, og Cuitláhuac var både hårdfør og handlekraftig. De flygtende spaniere blev opsporet, og omkring 400 af dem blev dræbt sammen med et par tusinde af deres indianske lejesoldater. Spanierne mindes hændelsen som La Noche Triste, den sørgelige nat.

Cortés undslap med en lille rest af sit mandskab. Men heldet var på hans side endnu en gang, for da han et år efter vendte tilbage til Tenochtitlan, var byen ramt af en koppeepidemi. Der lå rådne lig overalt, og halvdelen af indbyggerne var væk, også Cuitláhuac.

Cortés belejrede aztekerne, og efter nogle måneder var al modstand knust. Spanierne jævnede byen med jorden og byggede en ny, Ciudad de México (Mexico City), som skulle blive hovedstad i vicekongedømmet Ny Spanien.

Francisco Pizarro ankommer til Tumbes

I april 1532 ankom den gamle og erfarne conquistador Francisco Pizarro med sine mænd til Tumbes (der ligger i nutidens Peru). Han havde været der nogle år tidligere og havde da fået en fantastisk modtagelse af lokalbefolkningen. De havde ligefrem fornægtet deres gamle guder og var i stedet begyndt at tilbede den kristne, almægtige Herre, som jo havde skabt hele verden.

Pizarros soldater havde efterfølgende muntret sig med de skønne, frigjorte kvinder. Spansk lov forbød ugifte spanske kvinder at rejse til Den Nye Verden, og conquistadorernes beretninger domineres af to temaer: Kvinder og guld. Francisco Pizarro selv forlystede sig også med de seksuelt generøse kvinder og fik angive-ligt børn med 40 forskellige indianerkvinder.

Machu Picchu, en by bygget til kongen højt oppe i Andesbjergene, var Inkarigets mest kendte bygningsværk.  Den fjerne by blev først genopdaget i 1911. 

© Allard Schmidt

180 mand skulle erobre InkarigetInkariket

Pizarro havde fået nys om, at der under ækvator fandtes et land med endnu større rigdomme end i Mexico tilhørende inkafolket. Han rekognoscerede og sejlede derefter tilbage til Spanien for at få kongens tilladelse til at erobre det enorme inkarige. Herpå forsøgte han at hyre 250 mand, men kunne kun finde 180, der ville med på ekspeditionen.

Da de ankom til Tumbes nu, var byen tom, ligesom store dele af landet, der var udpint af en smitsom epidemi og en borgerkrig mellem den nyligt afdøde inka (konge) Huayna Capacs to sønner, Atahualpa og Huascar.

Massakren i Cajamarca

Pizarro drog med sine soldater ind i lan-det. De ankom i den tomme by Caja-marca, hvor den sejrende bror, Atahualpa, mødte dem. Soldaterne gemte sig i bygningerne rundt om torvet hvor mødet fandt sted, mens Pizarro og dominikanermunken Vincente gav Atahualpa en bibel for at få ham og hele hans folk til at konvertere. Atahualpa havde dog på fornemmelsen, at spanierne havde onde hensigter og kastede deres hellige bog på jorden. Pizarro gav da sine soldater ordre til at åbne ild. De mennesker, der var samlet på torvet, blev grebet af panik. Ifølge vidneudsagn døde op imod 10 000 personer, enten af spaniernes kugler, eller også blev de trampet ihjel af den paniske folkemængde.

Atahualpa blev henrettet

Pizarro smed Atahualpa i fængsel og tvang ham herefter til at give ordrer om, at alle medlemmer af kongefamilien, heriblandt broren Huascar, skulle henrettes. Atahualpa forsøgte at købe sig fri ved at fylde rummet hvori han sad, med guld. Men spanierne "kunne bare ikke få nok, om så de fik så meget guld, som der lå sne på Andesbjergene," som en krønikerskriver udtrykte det.

Den 26. juli 1533 blev Atahualpa henrettet på torvet i Cajamarca. Spanierne havde dømt ham til at blive brændt på bålet, en forfærdelig straf, eftersom kroppen i inkakulturen måtte bevares, for at den døde kunne leve videre i efterlivet. Atahualpa lod sig dog til sidst døbe og blev i stedet henrettet ved en garrottering – en metode hvor den dømte bindes til en pæl og kvæles med en læderrem.

Atahualpa tages til fange af Pizarros mænd. Gravering fra 1700-tallet.

© Theodor de Bry/Bridgeman/IBL

Indtog Inkarigets hovedstad Cuzco

I efteråret indtog spanierne hovedstaden Cuzco højt oppe i Andesbjergene. Her fandtes de det gamle Inti-Huasi, Soltemplet, der fra 3 000 meters højde skuede ud over "de fire rigers land," som Inkariget blev kaldt på urbefolkningens sprog. Riget var et vældigt imperium, der strakte sig helt fra nutidens Columbia i nord, til Chile og Argentina i syd.

Cuzco blev plyndret, men ikke brændt ned. I 1535 grundlagde Pizarro havnebyen Lima, som blev udnævnt til ny hovedstad. Snart ankom spanske skibe fra Panama og Mexico hver eneste dag, og nyrige spaniere boede i paladser, opvartet af indianerslaver.

Kong Manco Inka organiserede dog et oprør og belejrede spanierne i Cuzco. Men han blev hurtigt tvunget på flugt og drog op i Andesbjergene, hvor han grundlagde byen Vilcabamba. Herfra kæmpede han indædt mod spanierne indtil de dræbte ham i 1544. Vilcabamba udgjorde den sidste rest af Inkariget frem til 1572, hvor spanierne indtog byen og brændte den ned.

Det havde taget spanierne 40 år at erobre Inkariget. Deres kolonier kom til sidst til at omfatte næsten hele det sydamerikanske kontinent, med undtagelse af Brasilien, der var portugisernes. Herudover erobrede de hele Centralamerika, Mexico, New Mexico og flere andre områder i nutidens sydvestlige USA.

Virus i conquistadorernas tjeneste

De havde opnået alt dette med store skibe, moderne våben, dygtige soldater og en ukuelig vilje til at udvide den spanske krones magt. Dette indebar, at man frivilligt udsatte sig selv for livsfare under krævende ekspeditioner gennem det hårdest tænkelige terræn i kulde og tropisk hede.

Erobringerne foregik også med en grotesk brutalitet mod lokalbefolkningen. Conquistadorerne dræbte, plyndrede, voldtog og slavebandt. Desuden anvendte de med stor succes del-og-hersk-taktikken ved at hyre indianske soldater til at fylde geledderne.

Men deres stærkeste våben var de sygdomme, de førte med sig fra Europa, som den oprindelige befolknings immunforsvar ikke kunne håndtere. Millioner bukkede under for kopper, tyfus, mæslinger og influenza. Flere områder blev lagt øde på grund af epidemierne.

Men det spanske imperium ville ikke vare evigt. Krige mod fjender i Europa tog hårdt på ressourcerne, og Spanien fik svært ved at kontrollere sine mange kolonier. I 1810 løsrev Mexico sig, ti år senere Peru. Imperiet som strakte sig fra det nordlige Californien til det sydlige Argentina forsvandt, men spansk kultur har dog sat sig mange spor overalt på det sydamerikanske kontinent.