Giuseppe Garibaldi anførte kampen for samlingen af Italien. I baggrunden slaget ved Calatafimi den15 maj 1860.

© Rue des Archives/IBL & De Agostini/Getty

Garibaldi – Italiens frihedshelt

I 1800-tallet blev frihedskæmperen Giuseppe Garibaldi et idol for alverdens nationalister. Hans indsats for at samle det splittede Italien vakte beundring, men da det nye lands grænser skulle trækkes, blev han holdt uden for beslutningsprocessen.

1. december 2018 af Magnus Västerbro

I slutningen af april 1849 gik en stærk fransk styrke – 12 000 veludrustede og erfarne soldater – i land ved Civitavecchia, lige nord for Rom. Deres opgave: At hurtigt marchere mod Den Evige Stad og knuse den republik, der var blevet udråbt dér. De unge republikanere sagdes at have det som deres mål at samle hele den appenninske halvø og på den måde skabe en ny nation – Italien.

Egentlig var det Det Østrigske Kejserdømme, der var frihedskæmpernes modstander, for østrigerne havde i generationer hersket over store dele af halvøen. Alligevel var det franskmændene, der var gået i land, hidkaldt af pave Pius 9., der frygtede, at den katolske kirke ville blive de revolutionæres næste mål.

"Italienerne slås aldrig"

Den franske styrke blev kommanderet af general Oudinot, der var overbevist om, at man ville kunne indtage Rom næsten uden sværdslag. "Italienerne slås aldrig," lod han sine mænd vide.

Så meget større blev chokket, da de nåede frem. Efter en forpostfægtning på højen Gianicolo i udkanten af Rom, trak de italienske forsvarere sig tilbage, ganske som franskmændene forventede. Men kun for straks at sætte et voldsomt modangreb ind. Italienske soldater, med fældede bajonetter, stormede mod dem skrigende af fuld hals. Den franske styrke kunne ikke stå imod, begyndte at vige, og så for en stund ud til at blive splintret helt. 

Garibaldi ledede forsvaret

I spidsen for det italienske angreb stod en mand, der gennem længere tid havde vist sig at have exceptionelle lederegenskaber – Giuseppe Garibaldi. Han var på dette tidspunkt 41 år gammel og allerede lidt af en legende. Igennem mange år havde han kæmpet i de sydamerikanske frihedskrige og skabt et navn for sig selv som både en ilter kriger og en revolutionær idealist.

Italien blev samlet ud af de tre stater ­Piemonte, Kirkestaten og Begge Sicilier, samt af flere hertugdømmer i det centrale Italien og områder, der havde tilhørt Østrig.

Nu, tilbage i Rom, havde han svoret en ed på, hellere at ville dø end at opgive kampen for italiensk selvstændighed. Omkring sig havde han samlet en hengiven skare af frivillige, og det var deres offervilje, der gjorde succesen mod franskmændene mulig.

Garibaldis rødskjorter

En vigtig grund til, at det netop var Garibaldi og hans mænd, der allerede på dette tidspunkt havde fået så meget omtale, var deres usædvanlige udseende. De fremstod ikke som en traditionel styrke af soldater, men gik i deres civile tøj, med én markant undtagelse. Næsten hver eneste bar en rød skjorte.

Garibaldi selv havde et stort og viltert skæg, gik gerne klædt i en poncho i sydamerikansk stil og bar en fjerprydet hat på hovedet. En af hans rådgivere havde opfordret ham til at klæde sig "mere moderne," men Garibaldi holdt fast ved sin ejendommelige stil.

I forsommeren 1849 vandt Garibaldi og hans rødskjorter flere sensationelle sejre. Men langsomt begyndte den franske numeriske overmagt at gøre sig gældende. I slutningen af juni truede nederlaget. Den Romerske Republik, udråbt året før, var ved at blive knust.

Rødskjorterne flygtede fra Rom

Den 2. juli 1849 samlede Garibaldi sine mænd og sagde, at de måtte opgive Rom, flygte op i bjergene og fortsætte kampen derfra. I en berømt tale lovede han ikke andet end lidelse, nød og konstante kampe. En håbløs kamp, måske, men nødvendig, mente han. "I, som elsker Italien, følg mig!" sluttede han.

I spidsen for en styrke på godt 4 000 mand hastede Garibaldi ud af Rom. Et øjenvidne, den amerikanske journalist Margaret Fuller, beskrev med indlevelse scenen, da den revolutionære hærfører og hans krigere forlod byen: "Aldrig har jeg set noget så smukt, så romantisk og så sørgeligt ... Deres lange hår blæst tilbage fra deres beslutsomme ansigter; alle virkede fulde af mod ... Garibaldis hustru fulgte ham også på hesteryg. Han selv prydet af en hvid tunika; han så i sandhed ud som helt fra middelalderen ..."

Skjorter, der blev brugt af Garibaldis soldater.

© Laura Lezza/Getty

Garibaldis hær blev knust

Men flugten fra Rom skulle vise sig at være begyndelsen på en katastrofe. Gari-baldi og hans følgesvende blev jaget uophørligt, både af franske og af østrigske styrker. Hans nærmeste mænd blev dræbt i kamp i stort antal, mens andre blev taget til fange og hurtigt henrettet. Til sidst, da han kun havde et par hundrede tilbage, døde også hustruen Anita, som havde fulgt Garibaldi siden tiden i Sydamerika.

For Garibaldi var der ikke andre muligheder end, knust som han var, at fortsætte på egen hånd. I de kommende uger svirrede rygterne om, hvad der var sket med ham i alverdens aviser. "Garibaldi er tilfangetaget og dræbt," kunne man læse den ene dag; "Garibaldi lever og fører kampen videre," den næste. For hver dag der gik, blev hans navn ladet med mere og mere dramatik og blev snart et symbol på revolution.

Unge Italien for risorgimento

Giuseppe Garibaldi blev født den 4. juli 1807 i byen Nizza, i dag Nice i Frankrig. Her voksede han op i en familie, der ernærede sig ved handel langs middelhavskysten, og han stod selv tidligt til søs. 

25 år gammel – i 1832 – fik han sin første kommando på et handelsskib.Men allerede året efter begyndte en ny fase af hans liv. Mens han arbejdede på skonnerten Clorinda, som skulle aflevere en last appelsiner i den russiske by Taganrog, lærte han en ung mand at kende, Giovanni Battista Cuneo, som var en helhjertet tilhænger af en ny politisk bevægelse kaldet Giovine Italia (Unge Italien). 

Bevægelsens mål var at virkeliggøre den vision om et forenet Italien, som forfattere og kunstnere havde talt for i mange hundrede år, det såkaldte "Risorgimento," genrejsningen. I princippet havde Italien været splittet i forskellige småriger siden det vestromerske riges fald i 400-tallet, og alle forsøg på at samle det var hidtil slået fejl pga. indbyrdes stridigheder eller udenlandske stormagters indgriben for at sikre egne interesser.

Garibaldis hustru Anita klædt som mand på et foto fra 1849.

© Leemage/UIG/Getty

Mislykket revolution i Piemonte

Et andet mål for Giovine Italia var at gøre det nye Italien til en republik, hvor gamle magstrukturer skulle brydes ned. Politiske og sociale reformer samt fuldstændig demokratisering var, hvad bevægelsens medlemmer ville opnå.

Garibaldi blev hurtigt en entusiastisk tilhænger. Men kampen for selv-stændighed blev indledt med en komplet fiasko. 1834 blev der gjort et oprørs-forsøg i Piemonte, hvilket mislykkedes før det overhovedet var kommet ordentligt i gang. Garibaldi blev dømt til døden in absentia, men havde held til at flygte.

Garibaldi i Sydamerika

Det blev begyndelsen på en omflakkende tilværelse, som først førte ham til Tunesien og derefter videre til Sydamerika. Efter at have boet i kejserdømmet Brasilien en tid, sluttede han sig til den løsrivelsesbevægelse i den sydlige del af landet, der kæmpede for selvstændighed for provinsen Rio Grande do Sul.

Det var her, han mødte sin kommende hustru, den 14 år yngre Ana Ribeiro da Silva, almindeligvis kendt som Anita. Hun var blevet bortgiftet allerede som 14-årig men siden forladt, så hun tøvede ikke med at følge den karismatiske Garibaldi. I de kommende år skulle de to blive et velkendt par, begge lige eventyrlige og dedikerede til den revolutionære sag.

Det var Anita, der introducerede Garibaldi til den sydamerikanske "gaucho"---kultur, hvor mod, hårdhed og frihedslængsel stod i centrum. Efterfølgende begyndte Garibaldi at gå klædt som en gaucho med løsthængende skjor-te eller tunika samt poncho og bredskygget hat.

Italiensk legion i Uruguay

I 1842 udbrød der borgerkrig i Uruguay, og Garibaldi kastede sig hurtigt ud i konflikten. Han organiserede den såkaldte "italienske legion," bestående af emigranter fra hjemlandet.

Disse mænd, der alle bar røde skjorter, blev samlet under et banner med et billede af en vulkan. Man sagde, det hentydede til det italienske folks opdæmmede styrke, der bare ventede på at blive sluppet løs.

Den 2. Italienske Frihedskrig blev indledt 1859. 1860 angreb ­Garibaldis rødskjorter Palermo på Sicilien.

© Renato Guttuso/Bridgeman/IBL/Bildupphovsrätt 2017

Republik i Rom i 1848

På denne tid begyndte Giuseppe Gari-baldi at vække stor opmærksomhed, og takket være tidens stadig mere udbredte massemedier blev han hurtigt en berømthed. Nogle kaldte ham en lykkeridder eller bandit og anklagede ham og hans mænd for grusomhed og voldsgerninger. Andre beskrev ham som en romantisk frihedshelt, ikke sjældent med fokus på hans skønhed og karisma.

Snart begyndte fortalerne for Giovine Italia at ane, at de i Garibaldi havde en fremtidig leder. Da oprøret i 1848 begyndte – det der førte til udråbelsen af den kortlivede republik i Rom – var det givet, at Garibaldi ville blive kaldt hjem for at spille en vigtig rolle. Den dristige satsning endte dog i endnu et nederlag, og Garibaldi måtte tage benene på nakken, ivrigt fulgt af verdenspressen.

Han blev dog aldrig pågrebet, men formåede at undslippe forklædt som en fisker. I de kommende år befandt han sig i perioder i New York, mens han samlede kraft på ny. Hans humør svingede voldsomt i denne tid, fra fortvivlelse over, at kampen havde været forgæves, til håb om, at en ny chance ville byde sig.

Victor Emanuel II får hjælp af Frankrig

Det gjorde den i 1859. Det år begyndte det der siden blev kaldt Den 2. Italienske Frihedskrig. Initiativet kom denne gang fra ingen ringere end kong Victor Emanuel 2. af Piemonte og dennes nærmeste mand, grev Cavour.

De to havde lagt en plan, der gik ud på, at Det Østrigske Kejserrige skulle fordrives fra italiensk jord med fransk hjælp. Til gengæld ville franskmændene få bl.a. byen Nizza som tak for hjælpen.

Når østrigerne var væk, skulle Italien fortsat bestå af flere riger. Norditalien skulle samles under Victor Emanuel. Nogle hertugdømmer i Toscana skulle bestå, lige som Kirkestaten selv omkring Rom, mens Syditalien fortsat skulle høre under kongen af Begge Sicilier. En forenet nation var altså ikke de to herrers endelige mål, selv om Garibaldi og mange andre troede det.

Garibaldis mænd fejrer erobringen af Palermo.

© De Agostini/Getty

Uprør på Sicilien

Efteråret og vinteren 1859–60 blev en frustrerende tid for Garibaldi. Den militære ledelse foretrak at anvende ham som et symbol, for at lokke rekrutter og økonomiske bidragsydere til, men samtidig holde ham uden for virkelig indflydelse.

I foråret 1860, efter at en våbenhvile var blevet indgået, så det derfor ud til, at han ville trække sig tilbage og vende hjem til sit hus på øen Caprera, nord for Sardinien. Men så indløb nyheden om, at oprørere på Sicilien havde rejst sig mod kongen af Begge Sicilier. Hvis det lykkedes, ville magtbalancen på hele halvøen blive ændret fundamentalt. Gari-baldi kastede sig med liv og sjæl ud i et nyt revolutionært projekt. 

Garibaldi overtager Sicilien

I spidsen for 1 000 mand – i Mille, de tusind, som de senere blev kaldt – sejlede Garibaldi til Sicilien. De gik i land den 11. maj 1860 ved Marsala på øens vestspids. De mødte hård modstand ved Calatafimi, men han anførte sine mænd i et vovemodigt angreb op ad en stejl klint. Mod alle odds formåede i Mille at splintre en mere end dobbelt så stor styrke.

Næste mål var Palermo, øens hovedstad. Her fandtes en garnison på mere end 15 000 mand, bestående af soldater fra Begge Siciliers regulære hær. Garibaldis mænd havde held til at trænge ind i byen, og trods deres talmæssige overlegenhed, valgte modstanderne at trække sig tilbage efter forhandlinger. Snart var hele Sicilien faldet i Garibaldis hænder.

Rødskjorterne går ind i Napoli

Men han og hans mænd stoppede ikke der. Så snart det lod sig gøre, blev hæren, nu forstærket med tusindvis af frivillige, sejlet over Messinastrædet til det italienske fastland.

I begyndelsen mødte man kun meget svag modstand. Hvor end han gik frem, blev Garibaldi modtaget som en befrier, ikke en erobrer. Allerede den 7. september kunne han marchere ind i Napoli, Begge Siciliers hovedstad. Byen var på det tidspunkt reelt ubeskyttet, da kongen og den napolitanske hær havde trukket sig tilbage for at omgruppere. 

Den sejrrige Garibaldi mødte Piemontes kong Victor Emanuel 2. i Teano efteråret 1860.

© Corbis/Getty

Victor Emanuel II griber ind

Den 30. september indledte kongens hær sin modoffensiv. En stor styrke angreb, og for en gangs skyld kunne Garibaldis frivillige ikke benytte sig af deres overrumplingstaktik. Alligevel lykkedes det hans næsten utrænede hær at holde stand. Der opstod et dødvande, som først blev brudt, da Victor Emanuels hær kom Garibaldi til undsætning nordfra.

Da kongen af Piemonte og grev Cavour så, hvor succesfuld Garibaldi var, besluttede de at gribe ind. En hurtig march gennem Toscana og Kirkestaten var det eneste, der var påkrævet, for at nå de krigshærgede områder omkring Napoli. Derefter brød Begge Siciliers modstand fuldstændigt sammen.

Nationen Italien opstår

ådan gik det til, at Garibaldi og Victor Emanuel 2. mødtes nær slagmarken. Denne scene skulle senere blive omgæret af myter og set som det øjeblik, hvor nationalstaten Italien blev født. Garibaldi besluttede nemlig at trække sig ud af det politiske spil og overlade alle de territorier, han havde vundet, til kongen. Mange har kaldt Garibaldis beslutning for en alvorlig fejltagelse, for dermed mistede han sin indflydelse og chancen for at opnå sit mål om et demokratisk Italien. Det skulle vare mange år endnu.

Men faktisk havde Garibaldi længe inden besluttet at støtte Victor Emanuel og nøjes med at opnå et forenet Italien. Demokratiske reformer måtte komme senere. Sådan gik det til, at Garibaldi vandt krigen, men at den virkelige sejrherre blev Victor Emanuel, der året efter blev kronet som konge af Italien.

Angreb Rom uden fremgang

I de følgende år forsøgte Garibaldi på egen hånd og i strid med kongens befalinger at fuldende foreningen ved at erobre byen Rom. Det mål blev dog først nået i 1870, efter at Frankrig havde lidt nederlag i Den Fransk-tyske Krig og ikke længere kunne støtte Kirkestaten. På det tidspunkt var Garibaldi dog ikke længere personligt involveret i kampene.

Giuseppe Garibaldi døde i 1882, 74 år gammel. På det tidspunkt havde han i flere år været en italiensk nationalhelt, og endnu længere end det en legende.