Den røde gardes mandskabshus i Helsingfors brænder.

Den finske borgerkrig – blodig kamp mellem røde og hvide

For 100 år siden banede Den Russiske Revolution vejen for finsk selvstændighed. Men knap var landet blevet frit, før sociale og politiske konflikter delte befolkningen i en blodig borgerkrig.

16. juni 2018 af Johnny Sjöblom

Lige efter at klokken har slået to om natten den 3. april 1918, åbner de hvide regeringsstyrkers artilleri ild mod Tampere. Granatregnen er altødelæggende, og hele kvarterer står i brand. I skæret af de rasende flammer, som lyser nattehimlen op, sætter de hvide nu det afgørende angreb ind mod de rødes bastion.

De røde tropper, som det meste af krigen har været på tilbagetog, står nu med ryggen mod muren. De har to valg. At kæmpe til døden i forsvaret af Tampere, eller at blive henrettet af de hvides bødler. De vælger at kæmpe til sidste blodsdråbe og har ingen tiltro til løfterne i de hvides flyveblade:

"Til indbyggerne og tropperne
i Tampere! Al modstand er nyttesløs.
Hejs de hvide flag og kapituler.
Rigeligt af vor medborgeres blod er spildt.
Vi dræber ikke vor fanger som de røde. Send jeres repræsentanter med
hvide faner.

MANNERHEIM"

Gadekampe  i Tammerfors

I de kommende dage raser kampene fra gade til gade og fra hus til hus i den allerede ødelagte by. I de heftige gade-kampe er det svært at holde rede på hvem, der er ven, og hvem, der er fjende. Dette resulterer i sidste ende i mange civile tab.

De sidste kampe i byens centrum udkæmpes ved rådhuset, hvor de røde har forskanset sig. Først efter at de hvide får kørt deres tunge kanoner i stilling, opgiver de røde den nyttesløse kamp.

Om morgenen den 6. april kapitulerer de røde. Beslutning er en dødsdom for mange af lederne og de russiske soldater, som har kæmpet for de røde.

Tamperes fald er afgørende for hele borgerkrigens udfald. Det selvstændige Finland, som blev udråbt blot få måneder inden krigens udbrud, bliver nu et borgerligt Finland.

Kvinder, der kæmpede på den røde side i en fængsel i Lahtis 1918.

© Vapriikki Photo Archives

Forvirring efter Nikolaj 2.'s abdicering

1. verdenskrig havde til at begynde med en positiv indvirkning på økonomien i Finland, der siden 1809 var et russisk storfyrstendømme. Industrien producerede til den russiske hær, og de store befæstningsprojekter skabte jobs.

Men som krigen trak i langdrag, blev mangelen på fødevarer større, samtidig med at priserne på livsfornødenheder steg. I februar 1917 blev utilfredsheden i Rusland så stor, at zar Nikolaj 2. blev tvunget til at abdicere.

Det var ikke længere klart, hvem som egentlig havde magten i Finland. De borgerlige mente, at magten lå hos den midlertidige russiske regering i Petrograd (nu Sankt Petersborg). Socialdemokraterne mente, at magten lå hos rigsdagen, det finske parlament, hvor partiet havde majoriteten af sæderne.

Den russiske revolution

På begge fløje håbede man at udnytte situationen til at opnå større selvstændighed for Finland. I sommeren vedtog rigsdagen en lov, med støtte fra det socialdemokratiske flertal, som gav parlamentet den højeste magt i alle spørgsmål angående udenrigspolitikken og forsvaret.

Regeringen i Petrograd nægtede at godkende loven, og rigsdagen blev opløst. Ved et nyvalg mistede socialdemokraterne deres flertal, hvilket førte til stor utilfredshed, da de syntes at være blevet franarret magten. Da bolsjevikkerne i november væltede den midlertidige russiske regering, blev det nu den borgerlige regerings absolutte hovedprioritet at frigøre Finland fra det revolutionære Rusland.

Rigsdagen: Finland bliver selvstændigt

Den 15. november 1917 blev en ny lov vedtaget, der igen erklærede, at det var rigsdagen, som besad den egentlige og højeste magt i landet. Loven var reelt en selvstændighedserklæring, og den 6. december 1917 godkendte rigsdagens borgerlige majoritet forslaget om reelt at udråbe Finland som en selvstændig nation.

Den hurtigt voksende arbejderklasse havde siden århundredeskiftet krævet en ændring af landets herskende samfundsorden. Frem til 1906 havde meget få haft stemmeret. Krav om mere demokrati, social retfærdighed og større hensyntagen til det finske sprog, blev mere udtalte. Det eneste som alle, på tværs af klasseforskelle, kunne enes om, var modstanden imod russisk over-herredømme. 

Røde soldater i en blanding af civilt tøj og uniformer.

© Vapriikki Photo Archives

Uden en fælles fjende blev kløfterne i samfundet endnu tydeligere. De store udfordringer, man stod overfor i det finske samfund, blev kun større af den langtrukne verdenskrig og revolutionen i Rusland. Den stigende arbejdsløshed, den akutte fødevaremangel og prisernes himmelflugt, indbød til en katastrofe.

Den røde garde og hvide beskyttelseskorps

Blandt venstrefløjens politikere mente man, at tiden var inde til at gennemføre gennemgribende samfundsreformer. Demonstrationer, strejker og stormøder og de titusindvis af russiske soldater, der var udstationeret i landet, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på de borgerlige finner. Ville Den Russiske Revolution mon sprede sig til Finland?

Forskellige grupper begyndte at opruste og danne deres egne paramilitære forbund. Blandt arbejderne oprettede man den røde garde, blandt de borgerlige den hvide garde. Da der hele tiden opstod nye strejker, og den politiske situation blev mere ustabil, øgedes også modsætningerne mellem de røde og hvide paramilitære styrker.

Generalstrejke radikaliserer de røde

En generalstrejke i november resulterede i en radikalisering af den røde side. Under strejken stod den røde garde og flere russiske soldater bag mere end 30 politiske mord. Samtidig begyndte de radikale og revolutionære fløje indenfor socialdemokratiets egne rækker at få et hårdere greb om magten i partiet.

Siden bolsjevikkerne i Petrograd ved årsskiftet anerkendte Finlands selvstændighed, ønskede de hvide at få de russiske soldater ud af landet, før de slog sig sammen med de røde. De hvide militærforbund blev samlet til en regeringshær, ledet af general Gustaf Mannerheim.

Den finske borgerkrig bryder ud

Under disse forhold var der ikke plads til kompromisser. Hver eneste militære og politiske handling fra den ene side, ledte til en modreaktion fra den anden. Sent om aftenen den 26. januar tændtes den røde lampe oppe i tårnet på Folkets Hus i Helsinki. Det signalerede, at revolutionen nu var begyndt. Folkekommissariatet overtog regeringsmagten, og de borgerlige
parlamentsmedlemmer flygtede til Vaasa. 

Den tyske Østersøbrigade var veludrustet og havde kamperfaring fra Østfronten.

© Hulton/Getty

Da kampene siden brød ud i Vyborg, indledte de hvide deres første militære operation ved at afvæbne de russiske tropper i Pohjanmaa. 28. januar 1918 var Den Finske Borgerkrig en realitet.

Amatørernes krig

De to hastigt oprettede hære bestod af soldater uden kamptræning. Værnepligten var afskaffet i 1902, og på begge sider var der få, som havde nogen som helst form for militær uddannelse. Både de hvide og røde tropper var desuden fast bundet til deres hjemstavn.

Den egentlige opgave, mente mange soldater, var at opretholde lov og orden på hjemstavnen, og derfor var der i særdeleshed en uvilje blandt de røde mod at deltage i kampe rundt om i landet.

Begge sider var desuden dårligt udrustet. De fleste kæmpede i deres eget tøj, med et hvidt eller rødt stykke stof bundet rundt om armen. På den røde side manglede man også kompetente ledere. Mange af de hvide officerer havde gjort tjeneste i den russiske hær, men blandt de røde fandtes der næsten ingen uddannede officerer. 

Alle er værnepligtige i det hvide Finland

På den hvide side kæmpede også frivillige svenske officerer, og de rødes situation blev værre, da jægerkorpset (se faktaboksen) sluttede sig til de hvide i slutningen af februar.

På samme tidspunkt indførte det hvide Finland almen værnepligt, hvilket højnede niveauet, men fremfor alt bidrog det til en højere disciplin på den hvide side. Blandt de røde var disciplin en mangelvare. Befalingsmænd, der blev valgt ved en afstemning, havde svært ved at få deres ordrer gennemført. At en del russiske officerer og soldater deltog i kampene, forbedrede ikke situationen nævneværdigt.

De hvide øverstebefalende, Gustaf Mannerheim.

© Erik Lindholm & Vapriikki Photo Archives

Frontlinje: røde i syd, hvide i nord

Ved krigens begyndelse deltog 70 000 mænd på begge sider. Der var også nogle hundrede kvinder, som kæmpede for de røde. Allerede i krigens første dage skabtes en frontlinje mellem det hvide Nordfinland og det røde Sydfinland. I krigens primære fase forsøgte de røde, uden held, at presse frontlinjen længere mod nord. Men mange af de røde styrker var travlt optaget af at bekæmpe de hvide frikorps, som var blevet indesluttet i det røde Finland ved krigens begyndelse.

Mannerheims modoffensiv

Disse kampe, som bandt en stor del af de slagkraftige røde styrker, gav Mannerheim tid til at opbygge en mere velorganiseret hær, og i marts 1918 kunne de hvide indlede deres modoffensiv.

Det viste sig hurtigt, at de røde ikke kunne svare igen med en organiseret modstand. Efter kortere træfninger trak man sig tilbage, og de hvide fortsatte deres fremrykning. De hvide tog næsten ingen fanger, og de røde, som overgav sig, blev henrettet, oftest på stedet, efter et direktiv direkte fra det hvide hovedkvarter. For at få de paramilitære organisationer til at kæmpe i krigens første fase, havde man i propagandaen slået fast, at krigen først og fremmest var en befrielseskrig, som førtes imod de russiske bolsjevikker og de socialistiske landsforrædere og oprørere.

I den hvide propaganda gjorde man også meget ud af at beskrive de voldelige overgreb, som de røde havde begået. Oftest med helt groteske overdrivelser.

Hvide officerer ved sejrsparaden i Helsinki.

© Vapriikki Photo Archives

Den sidste kamp i Tammerfors

Propagandaen og den skånselsløse behandling af krigsfanger fik mange røde til at flygte panisk mod deres stærkeste bastion: Tampere. Da de hvide nåede frem til byen, blev de mødt af en fanatisk modstand. De rødes ræsonnement så ud til at være, at hvis en overgivelse var lig med en dødsdom, kunne man ligeså godt kæmpe videre.

Derfor blev det første angrebsforsøg mod Tampere den 28. marts, en blodig affære for de hvide og svenske frivillige, der deltog i angrebet. En af årsagerne til, at de ikke fik brudt den røde frontlinje, var, at man manglede tilstrækkeligt med artilleristøtte. Derfor indledte man det andet angreb med et intensivt bombardement. Takket være artilleriet, disciplinen og den numeriske overlegenhed lykkedes det endelig de hvide at nå ind i selve byen.

Her fortsatte kampene, hvor man sloges om hvert et hus og hver en gade. Først om morgenen den 6. april kapitulerede de røde. Da var omkring 2 000, af de næsten 30 000 soldater, som deltog i et af Nordens største slag, døde.