Læs også

Grevens Fejde

Belejringen af København

I sommeren 1536 var der ingen ende på rædselsscenarierne i de københavnske gader. En hungersnød af ufattelige dimensioner hærgede byen, fordi Christian 3. i flere måneder havde belejret sin egen hovedstad.

Christian 3.’s tropper var chokerede, da de drog ind i København i slutningen af juli 1536. Efter at have indesluttet byen i nøjagtigt ét år, så de nu for alvor, hvilke konsekvenser deres belejring havde haft for byens borgere. Især de døde børn, der lå ved voldgraven og på voldene, berørte de ellers hårdhudede landsknægte. Børnene var ofre for en hungersnød, der mod belejringens slutning var blevet så ekstrem, at de, som deres sidste måltid, havde spist græs. Et øjenvidne fortæller, at ”de havde ingen ædende varer i København, hverken heste, ikke hunde, ikke katte, ikke krager eller andet”, og at, hvis undsætningen var kommet ret meget senere, ”havde de ædt deres egne børn, thi de havde intet andet end løvet på træerne”.

Belejringen begynder

Københavnernes kvaler var begyndt nøjagtigt ét år tidligere, da Christian 3. med sin hær på 6 000 mand lagde sig rundt om København.
Belejringen var en del af borgerkrigen, Grevens Fejde 1534–36, som blandt andet drejede sig om, hvem der skulle være konge i Danmark, efter at Frederik 1. var død året før.

Den jyske og fynske adel ønskede Frederik 1.’s søn, Christian, som konge, og de hyldede ham derfor som Christian 3. i 1534. Rivalen, den afsatte og fængslede konge Christian 2. (konge 1513–23), blev støttet af flere forskellige grupper, herunder bønder og borgere på Fyn og i Jylland, byerne Malmø og København med borgmester Ambrosius Bogbinder i spidsen. Samt den mægtige hansestad, Lübeck, der håbede på at styrke sin position i Østersøområdet.

Nu skulle København gennem belejring tvinges til også at acceptere Christian 3. som konge, og planen var at udsulte indbyggerne til overgivelse. En plan, der skulle vise sig at lykkes til fulde.

Nettet strammes

I begyndelsen af 1536 sluttede Lübeck, Københavns nære allierede, separat fred med Christian 3., og trak sig ud af krigen, og i april overgav Malmø sig.

Hovedstaden blev mere og mere isoleret, og Christian 3. opfordrede flere gange københavnerne til at tilslutte sig freden. Men selvom fredsbetingelserne var ganske gunstige, afslog Københavns ledere, for de håbede på hjælp fra den tysk-romerske kejser og Nederlandene, som havde lovet at gå ind i krigen på Københavns side og undsætte byen med en flåde. Københavnerne fik dog lov at spejde forgæves efter skibene fra Nederlandene, for de nederlandske stænder, der ikke havde lyst til at føre krig i Danmark, spændte ben for den nederlandske regering

Spærrede byportene

Samtidig skærpede Christian 3. belejringen af København: Han trak flere tropper til byen og spærrede adgangen gennem byportene ved at bygge blokhuse foran dem. Hidtil havde det været muligt at nå ind og ud af København ad søvejen, men fra midten af maj lykkedes det for kongens flåde at lave en effektiv blokade, så der ikke længere kom forsyninger af vandvejen.

Nu manglede Christian 3. kun ét for at berøve københavnerne deres sidste mulighed for at få fødevarer. Amager, hvorfra byens indbyggere hidtil havde hentet forsyninger, blev 18. juni erobret af kongens tropper. Christian 3. havde lukket alle huller i byen, som nu var helt og aldeles afskåret fra omverdenen og værre stillet end nogensinde før.

Blodbad og hungersnød

20. juni blev en tragisk dag for byens borgere. På et folkemøde på Gammeltorv, hvor fødevaremangelen og byens eventuelle overgivelse blev diskuteret, overfaldt en rasende folkemængde Ambrosius Bogbinder og en anden borgmester. Og da tyske landsknægte kom ilende til hjælp, begyndte et omfattende blodbad.

Både de forsamlede mennesker og kirkegængere, der netop på det tidspunkt strømmede ud af kirkerne, blev dræbt af landsknægtene. I alt 150 københavnere blev myrdet, før hovedstaden igen faldt til ro, og der blev erklæret undtagelsestilstand og indført udgangsforbud.

En død krage – otte skilling

Med tabet af Amager blev forholdene i København næsten uudholdelige. Allerede inden var byen ramt af prisstigninger og mangel på fødevarer. Prisen på smør og mel var steget til henholdsvis det 30- og 120-dobbelte, og i begyndelsen af juni kostede en død krage otte skilling.

Befolkningen begyndte at spise hunde og heste, men efterhånden slap også den mulighed op. Landsknægtene indfangede de hunde, der var tilbage og spærrede dem inde i kældrene for at have dem for sig selv. Alt blev nu fortæret: katte, mus, krager, rotter, opblødt læder, græs og affald. Og da der blev mangel på brød, fandt indbyggerne erstatning i tørret andemad, der blev bagt.

Efter sigende skulle Ambrosius have ”trøstet” de københavnske kvinder med ordene, ”at endnu var de jo ikke som mødrene i Jerusalem nødt til at æde deres egne børn”.

1500-talshistorikeren Niels Krag fortæller om hungersnøden: ”Mange faldt om på gaderne i afmagt, mens de gik og søgte efter en så elendig føde. Mange, som ikke havde kræfter til at gå, døde i deres senge. Nogle, som frygtede, at de ikke ville blive begravet, hvis de døde hjemme, begav sig ud på gaderne eller gik omkring på voldene, indtil de blev så svage, at de døde.”

Mod slutningen af juli var situationen i København blevet så uholdbar og kritisk, at selv den ellers ubøjelige Ambrosius måtte indse, at slaget var tabt.
Håbet om undsætning eller andre mulige udveje var bristet, og lands­knægtene var efterhånden så afkræftede, at de ganske enkelt ikke kunne betjene deres våben. Der var kun ét at gøre: kapitulere.

Lederne forhandlede

Fra den 26. til 28. juli forhandlede lederne i København med Christian 3., og fredsbetingelserne blev tålelige for de belejrede. Københavnerne skulle blandt andet anerkende Christian 3. som konge af Danmark, og kongen skulle have ret til at udpege byens borgmestre og rådmænd.

Til gengæld beholdt byen de privilegier, som den havde haft i flere årtier, og ingen borgere skulle straffes for oprøret. Langt om længe var ikke bare Københavns belejring forbi, men også borgerkrigen, Grevens Fejde.

Christian 3. lod sandsynligvis byen slippe så forholdsvis billigt, fordi der var mange uløste problemer i kølvandet på borgerkrigen, religiøse såvel som politiske. Hvis de skulle løses, gjorde han klogt i at have ryggen fri og ikke skabe sig en fjendtlig, københavnsk befolkning. Den 29. juli 1536 kunne de udhungrede københavnske borgere endelig ånde lettet op, da kongens folk bragte fødevarer ind i byen.