Sovjetiske soldater avancerer gennem byens ruiner.

© RIA Novosti archive, image #44732 / Zelma / CC-BY-SA 3.0

Slaget om Stalingrad – blodig kamp blandt ruiner

Tyskerne ville erobre Stalingrad for at nå frem til de sovjetiske oliefelter. Den Røde Hær måtte stoppe dem for enhver pris. Denne pris måtte civilbefolkningen betale, da de kom til at lide frygteligt under de intense kampe i byen.

9. februar 2019 af Christer Bergström

Den 90 m lange, 50 m brede og 25 m høje kornsilo af armeret beton dannede rammen om et nervepirrende fem dage langt slag. Siloen var blevet indtaget af tyskerne den 14. september 1942, men fire dage senere gik sovjetiske soldater til modangreb, generobrede og forskansede siloen, hvilket gjorde dem i stand til at bremse den tyske fremrykning i den sydlige del af Stalingrad.

"Med støtte fra kampvogne angriber vores bataljon kornsiloen, hvorfra røgen vælter ud – kornet brænder. Vi tilføjes svære tab. Ud af vores kompagnis 200 mand, står kun 60 tilbage. Kornsiloen holdes ikke af mennesker, men af djævle, som hverken flammer eller kugler bider på."

Således beskrev en tysk soldat den dramatiske kamp om siloen. Tyskerne satte to divisioner ind for at bekæmpe modstanden, men angreb efter angreb blev slået tilbage – ti styks alene den 18. september. Ikke før siloen var helt omringet, overgav de røde sig.

40 soldater forsvarede siloen

EEn af dem, den sovjetiske soldat, Andrej Khozjajnov, fortalte senere:

"Hele bygningen rystede som følge af eksplosionerne. Vi blev blændet af røgen, men opmuntrede hinanden med høje råb. Kort efter brød kampe ud inde i bygningen. Vi hørte fjendens åndedræt og skridt, men kunne ikke se dem inde i den tætte røg, så vi skød efter lyden."

Til sidst, efter at Stuka-styrtbomberne var sat ind, lykkedes det tyskerne den 22. september at tage kontrol over den nu sønderskudte silo. Tyskerne fik sig et chok, da de kun fandt ligene af 40 sovjetiske soldater. Det var disse ”djævle,” der havde formået at holde store dele af to tyske divisioner stangen i fem dage. Kun Andrej Khozjajnov overlevede og blev taget som krigsfange. Han var blevet slået bevidstløs efter en granateksplosion den sidste dag, og da han vågnede mellem den 25. og 26. september, befandt han sig i fangenskab.

Tyske soldater bombarderer kornsiloen, som holdes af kun 40 russiske soldater.

© Bundesarchiv

Molotov-Ribbentrop-pagten

Den sovjetiske diktator Josef Stalin troede, at han havde reddet sit land fra krig, da han i august 1939 kastede alle sine principper overbord og underskrev en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland. Men dette spillede lige ind i Hitlers planer; han ville have ryggen fri til først at erobre Polen og derefter Frankrig og England. Men hans langsigtede mål med krigen var at udrydde kommunismen og erobre lebensraum (livsrum) i øst til tyskerne.

I juni 1940 kapitulerede Frankrig, da tyskerne udmanøvrerede deres forsvar og drev briterne ud af kontinentet. Samme måned begyndte Hitler at planlægge Operation Barbarossa – den store invasion af Sovjetunionen.

Operation Barbarossa

Stalin nægtede at lytte til alle advarsler om et forestående tysk angreb. Konsekvensen blev, at Den Røde Hær (Sovjetunionens militær), blev taget på sengen, da Hitler indledte sin invasion den 22. juni 1941. Operation Barbarossa, som angrebet blev kaldt, var en total katastrofe for Sovjetunionen, både militært og økonomisk. I løbet af nogle få måneder blev millioner af mennesker – civile såvel som militære – dræbt, og landet mistede sine økonomisk vigtigste områder. Tyskerne bedrev en regulær udryddelseskrig, og de sovjetiske tab blev ikke opgjort i tusinder, men i millioner.

Men krigen mod Sovjetunionen blev ikke så let, som nazisterne forestillede sig. "Alt vi behøver at gøre, er at sparke døren ind, så vil resten af det rådne fundament kollapse," sagde Hitler.

Tyskerne troede, at russerne manglede motivation til at kæmpe for kommunismen. 

Høj kampmoral

I virkeligheden var det modsatte tilfældet. Tyskeren Joachim von Schwerin fortalte senere:

"Fra felttogets begyndelse viste den russiske soldat sig at være mere modstandsdygtig, end hvad de tyske tropper før havde oplevet. Han var dygtig under forsvar og tapper under angreb. Hans kampevner var raffinerede og forfinede, særligt ved kamp i mørke. I forsvar holdt han ofte ud til sidste mand."

De sovjetiske soldater i Stalingrad nægtede at give op til trods for, at tyskerne var talmæssigt og materielt overlegne ved slagets begyndelse.

© Roger Viollet/Getty

Dette billede gives i en tysk rapport fra slutningen af 1941:

"Hvad er der sket med russeren fra 1914–17, der løb væk eller kom imod os med hænderne i vejret så snart ildstormen nåede sit klimaks? Nu slår han sig ned i sin bunker og tvinger os til at brænde ham ud, han foretrækker at steges ihjel i sin kampvogn, og hans fly fortsætter med at beskyde os, selv efter at hans eget fly er gået i brand. Hvad er der sket med russeren? Ideologien har forandret ham!"

Russiske krigsveteraner har senere forklaret, at Oktoberrevolutionen i 1917 og de sociale fremskridt op gennem 1920- 0g 1930’erne, skabte en glød og entusiasme hos den russiske ungdom. De så fremskridt fra måned til måned og forventede sig en mere lykkebringende fremtid. Mange mente, at de politiske forfølgelser i 1930’erne var forårsaget af lokale og korrumperede pampere, og de forventede, at det snart ville slutte.

Politiske kommissærer

Da Tyskland invaderede landet i 1941 og truede med at ødelægge alt dette, blev millioner af unge russere grebet af raseri og flokkedes ved rekrutteringskontorerne. I kamp viste de sig ofte at være frygtløse – de gav gerne deres liv for at redde den nye stat, som havde givet dem en tro på fremtiden.

Ved fronten blev der taget hånd om dem af politiske kommissærer, der regelmæssigt holdt pep talks for soldaterne – politiske foredrag, sammenvævet med mere eller mindre sandfærdig krigspropaganda. Dette blev kombineret med beretninger om andre soldaters heltemod og skildringer af de mest rædselsfulde overgreb, som tyskerne havde begået mod civilbefolkningen. Der var en overflod af historier om begge dele. Breve, dagbøger og veteranernes egne erindringer bekræfter billedet af en høj moral hos russerne.

Det bør dog påpeges, at dette hovedsageligt gjaldt de etniske russere (der udgjorde majoriteten af Sovjetunionens befolkning). Stalin var, inden han kom til magten, blevet kritiseret af Lenin for at diskriminere næsten alle andre folkegrupper end den russiske – selv hans egen georgiske folkegruppe blev ramt. Da Stalin tog magten, blev dette kun værre. Han bar et stort personligt ansvar for hungersnøden i Ukraine i 1930’erne, og han deporterede hundredtusinder af mennesker fra forskellige etniske minoriteter i Sovjetunionen.

General Georgij Zjukov (til venstre) anførte Den Røde Hærs mod-offensiv ved Stalingrad mens Friedrich Paulus havde befalede over den 6. armé

Zjukovs mod-offensiv

Men de etniske russeres kampvilje var tilstrækkelig til, at den svært sårede Sovjetunion kunne rejse sig igen. I vinteren 1941–42 tilføjede Den Røde Hær, under ledelse af general Georgij Zjukov, tyskerne et alvorligt nederlag ved Moskvas porte. Men trods Zjukovs protester, bestemte Stalin, at den storstilede sovjetiske modoffensiv skulle strækkes over en 1 600 kilometer lang front.

Det, som kunne være blevet en afgørende sejr i krigen mod den tyske hær vest for Moskva, blev derfor udvandet til en svag modoffensiv uden momentum.

I foråret 1942 lignede begge sider i krigen på Østfronten to boksere, der bankede løs på hinanden, runde efter runde, indtil begge var ved at segne om. 

Ville erobre oliefelter

Men det blev tyskerne, der greb initiativet. De indså, at det ikke var lønsomt at gå efter Moskva, så i stedet indrettede de sig efter at slå til mod den sovjetiske akilleshæl – oliefelterne i Kaukasus.

Den 28. juni 1942 indledte Hitler sin anden sommeroffensiv på Østfronten for at få kontrol over olien. Stalin troede, at angrebet ville være rettet mod Moskva, så han havde koncentreret sine stærkeste divisioner der. Derfor var tyskerne numerisk overlegne, da de slog til, og kunne hurtigt feje al modstand til siden. Først skulle flankerne sikres, og derfor besatte de området mellem floderne Donets og Don i løbet af juli 1942.

Slaget om Stalingrad

I august 1942 indledtes offensiven mod det sydlige Kaukasus. Samtidigt blev to tyske armér, den 6. armé og 4. panserarmé, sat ind for at besætte Stalingrad i øst. Det siges, at begge sider satte så store ressourcer ind i kampen om Stalingrad, fordi byen bar Stalins navn. Men dette var ikke den primære årsag, da byens strategiske betydning var stor. Stalingrad lå på Volgas vestlige flodbred, og derfor kunne en erobring af byen give tyskerne mulighed for at beskytte de enheder, der trængte ind i Kaukasus, fra russiske angreb på flanken. Desuden ville tyskerne fra Stalingrad kunne afskære floden Volga – den vigtigste transportvej for den sovjetiske olie.

Zjukov fangede den tyske 6. armé i en knibtangsmanøvre.

© Sovfoto/Getty

Gadekampene i Stalingrad

Intet andet sted kom de sovjetiske soldaters udholdenhed og selvopofrelse til at få så stor betydning som under slaget om Stalingrad. Den tyske 6. armé under general Friedrich Paulus var med mere end 300 000 mand, den største i hele krigen. Men den sovjetiske 62. armé med sine 40–50 000 mand, nægtede at opgive forsvaret af Stalingrad, uanset konsekvenserne.

Da tyskerne overmandede russerne, gik de bogstaveligt talt under jorden – ned i Stalingrads kloakker – og kom op bag ryggen på tyskerne for at angribe igen.

Tyskerne var havnet i, hvad de selv kaldte en "rottekrig." Nådesløse kampe, mand mod mand, om hvert et hus, hvert et rum, hvert et hushjørne, ja selv de fugtige kloakker. En tysk soldat fortalte senere om de desperate kampe:

"Fronten udgøres af to korridorer mellem udbrændte rum eller af det tynde tag mellem to lejligheder. Det er en uafbrudt kamp, døgnet rundt. Fra lejlighed til lejlighed bombarderer vi hinanden med granater. Vi slås i røgen, blandt granathylstre, blodpøle, møbelrester og sønderskudte kropsdele."

6. armé gik i Zjukovs fælde

Midt i alt dette samlede Zjukov, der var kaldt til Stalingrad for at lede slaget, nye sovjetiske divisioner nord og syd for byen. Den 19. september november 1942 gik de til modangreb i en knibtangsmanøvre, der indespærrede hele den 6. armé.

Mange tyske krigsfanger vendte aldrig hjem fra de sovjetiske fangelejre.

I de følgende uger aftog kampene inde i Stalingrad. Zjukov nøjedes med at holde byen omringet, men Den Røde Hær fortsatte med at avancere mod vest. Tyskerne blev holdt forsynet af en stor armada af transportfly, der kunne holde den 6. armé kørende, men forstærkninger af sovjetiske jægerfly satte en stopper for dette. Nu var det sulten, der var de tyske soldaters største fjende.

100.000 tyske fanger

Da Paulus afviste et tilbud om kapitulation, gik Den Røde Hær i januar 1943 ind i det omringede område og kunne nærmest blot samle de tyske soldater sammen, der på dette tidspunkt lå halvdøde af sult og sygdomme.

Omkring 100 000 tyskere havnede i fangeskab. 80 procent var sårede, mange af dem med koldbrand på grund af manglen på sygepleje. Paulus overgav sig til Den Røde Hær den 31. januar 1943, og to dage senere kapitulerede de sidste tyske enheder.

Sejren i Stalingrad blev vendepunktet i 2. verdenskrig. Den tyske hær kom sig aldrig ovenpå det ydmygende nederlag. I Stalingrad begyndte den sovjetiske offensiv, der endte med at føre Den Røde Hær helt til Berlin i 1945.