Ludmila Pavlitjenko; skigskytte i den røde hær under 2. verdenskrig

Ludmila Pavlitjenko.

© Rex/IBL

Ludmila Pavlitjenko – snigskytte i den røde hær

Allerede som teenager begyndte Ljudmila Pavlitjenko at træne som skytte. Da Nazityskland angreb Sovjetunionen i 1941, gik hun i hæren som snigskytte. Året efter havde hun skudt så mange tyskere, at hun kom på en pr-turné.

20. september 2018 af Anna Larsdotter

Efteråret 1942. Snigskytten Ljudmila Pavlitjenko pryder forsiden på Den Røde Hærs avis Bloknot Agitatora. Overskriften lød: "Hun dræbte 309 tyskere. Hvor mange har du dræbt?" 

Formålet var at lokke flere kvinder ind i den sovjetiske hær, i en tid hvor tabstallene hele tiden nåede nye højder. Men også at få mændene til at kæmpe endnu hårdere mod de forhadte tyskere. For de ville vel ikke klare sig dårligere end en kvinde? 

Under 2. verdenskrig blev Pavlitjenko et symbol på den stærke kvindelige soldat, der officielt blev hyldet af det kommunistiske regime. Hun blev sendt på en pr-turné til de allierede i vest, hvor hun blev taget imod med en blanding af beundring, nysgerrighed og afsky. 

Intet andet land end Sovjetunionen havde vovet at sætte kvindelige soldater ind i de væbnede styrker. Det var et modigt eksperiment.

Kvindelige soldater skudt på stedet

I Nazityskland syntes man, at det var dybt usmageligt, og ved fronten skød man ofte kvindelige soldater på stedet i stedet for at tage dem som krigsfanger. Tyskerne så dem ikke som ligeværdige soldater.

Pavlitjenko havde til gengæld heller ikke meget til overs for nazisterne. Hun var kendt for sit velartikulerede tyskerhad: "Jeg kan se tyske lig uden at blinke, men en levende tysker gør mig ilde tilpas."

Pavlitjenko trænede tidligt til skytte

Ljudmila Pavlitjenko blev født i 1916 i en lille by udenfor Kijev i Ukraine. Hendes tidlige barndom var præget af revolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig. Faren kæmpede for den røde side, og familien flyttede ofte.

Som teenager elske-de Ljudmila sport og gik til svømning, sejlsport og skydning. Disse akti-viteter foregik i Osoa-via-kim, en populær kommunistisk frivillig organisation, der for-be-red-te unge mennesker på at gøre tjeneste i militæret. Igennem Osoavia-kim blev de skolet i at tænke patriotisk, og overbevist om, at de var uvur-derlige for nationens fremtidige overlevelse. 

Det lykkedes Ludmila Pavlitjenko at tilslutte sig 25. skytte­divisionen i Tjapajev i Odessa.

© Heritage/IBL

Ljudmila blev hurtigt en dygtig skytte. I et selvbiografisk essay, publiceret i det amerikanske kommunistiske tidsskrift Soviet Russia Today fra 1942, fortæller hun om sin drivkraft. Hun ville se, om hun, som pige, kunne skyde så godt som drengene. Naturligvis kunne hun det. Ved en skyttekonkurrence med 12 priser, vandt Ljudmila dem alle. 

2. verdenskrigs udbrud

Efter syv år i skolen arbejdede Ljudmila Pavlitjenko i noget tid på en våbenfabrik. Herefter begyndte hun at studere historie og påbegyndte blandt andet en afhandling om den ukrainske politiske og militære leder fra 1600-tallet, Bogdan Khmelnytskij.

Men da hendes helbred haltede, måtte hun tilbringe noget tid på et sanatorium ved Sortehavet. Det var der, at hun fik nyheden om den tyske invasion. Hun følte sig pludselig rask og begav sig hen til hvervekontoret i Odessa. 

Snigskytte i Odessa

Mange kvinder så det som helt naturligt, at de skulle i krigstjeneste. De var blevet indskolet med det sovjetiske syn på sig selv som stærke og betydningsfulde. Men mange officerer brød sig ikke om det, i hvert fald ikke i starten af krigen. 

De mente, at kvinderne burde nøjes med at blive sygeplejersker, hvilket Ljudmila Pavlitjenko ikke kunne acceptere. Hun endte derfor med at slutte sig til den 25. skyttedivision – Tjapajev.

I efteråret 1941 deltog divisionen i kampe mod tyskere og rumænere under belejringen af Odessa. Som snigskytte havde Ljudmila altid en observatør med sig, som spejdede og talte ofrene sammen. Da Odessa faldt, havde Ljudmila nedlagt hele 187 modstandere. Antallet steg hurtigt, da divisionen blev forflyttet til Sevastopol på Krim. 

Ljudmila Pavlitjenko blandt sovjetiske landarbejdere.

Snigskytte med tålmodighed

Som alle snigskytter indså Ljudmila Pavlitjenko, at styrke og udholdenhed var ligeså vigtigt som evnen til at ramme plet. Hendes arbejdsdag begyndte ofte klokken fire om morgenen, og hun kunne tilbringe adskillige timer i et iskoldt, eller stegende hedt skjulested, afventende sit bytte. 

Ljudmila beskrev, hvordan hun udviklede en "helvedes tålmodighed," men at den dog havde sine grænser. Havde hun ventet i tre dage uden en eneste tysker i sigte, var hun så irritabel, at ingen vovede at tale med hende, når hun kom tilbage til lejren.

Under sin tid på Krim blev Pavlitjenko såret fire gange. Granatsplinter i hovedet gjorde hende midlertidigt døv. Det var nu, med 309 "fascisters" (hvoraf 36 var finskytter) liv på samvittigheden, at hun blev frontfigur for Stalinregimets pr-maskineri.

Pavlitjenko på PR-tur i Amerika

Fotos og artikler om hende florerede i pressen, og den militære ledelse besluttede at sende hende på turné. Ljudmila skulle hjælpe med at overtale Stalins allierede i vest, til at åbne en ny front i Vesteuropa og således aflaste den sovjetiske hær i øst. Hvem kunne gøre det bedre end en veltalende, fotogen og højt dekoreret kvindelig løjtnant?

I efteråret 1942 rejste Ljudmila sammen med en mandlig snigskytte, Vladimir Ptjelintstev, til Nordamerika. Men det var uden tvivl Ljudmila der tiltrak al opmærksomhed. I Ontario i Canada var 20 000 mennesker samlet for at få et glimt af hende, og i Washington blev hun taget imod af præsidentparret Roosevelt. 

Woody Guthrie skrev hyldestsang

Folkesangeren og kommunisten Woody Guthrie skrev sangen "Miss Pavlichenko" til Ljudmilas ære. Under en tale i Chicago sagde hun: "Mine herrer, jeg er 25 år gammel, jeg har allerede dræbt 309 nazistiske indtrængere ved fronten. Synes I ikke, mine herrer, at I alt for længe har gemt jer bag min ryg?"

Hun blev forbavset – og irriteret – over journalisternes irrelevante spørgsmål. Kunne hun og andre kvindelige soldater bruge makeup ved fronten? Krøllede de håret? Hvilken type undertøj bar de inde under uniformen? I de amerikanske aviser skrev flere kronikører, at frøken Pavlitjenko burde gå i en kortere kjole og at hun spiste for meget. For amerikanerne på hjemmefronten var krigen langt, langt borte, konstaterede Ljudmila. 

Eneste skole for kvinder i militæret

Tilbage i Sovjetunionen begyndte hun, på Stalins ordrer, at arbejde som instruktør for nye snigskytter. Endnu flere kvinder var nu interesserede i denne elitegren af militæret.

I maj 1943 etableredes verdens første og eneste militærakademi kun for kvinder i Moskvaregionen. Eleverne byggede selv deres barakker, marcherede og øvede skarpskydning mindst ti timer om dagen. De lærte ikke bare at håndtere de Mosin-Nagantgeværer, som skulle blive deres tro følgesvende, men også lette og tunge maskingeværer og håndgranater. Desuden øvede de nærkamp med bajonetter og brydning.

Da krigen var slut, genoptog Ljudmila Pavlitjenko sine historiestudier. Hun blev ansat som forskningsassistent ved den sovjetiske flådes hovedkvarter og arbejdede siden for en krigsveterankommission.

Hun døde i 1974, blot 58 år gammel, og ligger begravet på Novodevitji-kirkegården i Moskva sammen med en række andre berømte sovjetborgere.

Fra venstre kampvognsføreren Marija Oktjabrskaja, snigskytten Roza Sjanina og kamppiloten Marina Raskova.

Fakta: Flere kvinder i den røde hær

Marija Oktjabrskaja (1905–44)

Da Oktjabrskaja fik at vide, at hendes mand var død i krigen, brugte hun alle sine penge på at købe en kampvogn, som hun gav til Den Røde Hær. Hun uddannede sig til fører og mekaniker og kom i kamp i oktober 1943. Foråret efter døde hun, da hun ramtes af granatsplinter, mens hun reparerede sin T-34. 

Marina Raskova (1912–42)

Navigatør, kamppilot og personlig ven af Stalin, som grundlagde tre kvindelige flyregimenter under 2. verdenskrig. Mest kendt er det 46. natbomberregiment, som af tyskerne blev kaldt "natte­heksene." Raskova var chef for et af de to andre regimenter, men omkom inden det kom i kamp. Hun styrtede på vej til Stalingrad i december 1942.

Roza Sjanina (1924–45)

Sjanina var, ved siden af Pavlitjenko, Sovjetunionens mest berømte snigskytte. Det skyldes delvist, at hun skrev dagbog under tiden i felten, selvom det var forbudt. Dagbogen blev publiceret i 1960’erne. Sjanina var uddannet snigskytte og blev senere officer for en deling kvindelige skytter. Hun døde under offensiven i Østpreussen, nær krigens afslutning.