Jødeaktionen 1943

Tusinder af jøder blev reddet fra Holocaust i en historisk enestående aktion i oktober 1943. Det er samtidig historien om, hvordan det besatte Danmark med ét kom på vindernes hold.

En sort kassevogn kører roligt gennem byens uoplyste gader en kold septemberaften 1943. En jødisk familie og tre unge studenter sidder sammenpakket på bagsæderne og venter i stilhed. Få minutter efter ankommer vognen til en øde fiskerhavn, og passagererne stiger ud. I et lille og snavset værksted gemmer de sig og afventer morgenstunden. Hvis alt går godt, kan de blive sejlet over Øresund til det neutrale Sverige.

I løbet af 1942 blev jøderne i det besatte Europa samlet i ghettoer og kz-lejre for til sidst at blive udryddet i Endlösung (Den endelige løsning). En undtagelse var de over 7 000 jøder i Danmark.

Den 9. april 1940 overmandede Hitlers tyske tropper det danske forsvar, og regeringen tog hurtigt det valg, at en samarbejdspolitik ville gavne landet og dets indbyggere mere end åben modstand. Flere danskere var endda meget venligstillet over for den tyske overmagt. Men spørgsmålet om de danske jøder forblev ubesvaret.
Den tyske besættelsesmagt var udmærket klar over, at de danske jøder var velintegrerede, og at en jødeforfølgelse i Danmark ville gøre det dansk-tyske samarbejde meget svært.

Nettet strammes om jøderne

Mens Europas jøder blev tvunget i koncentrationslejre, lykkedes det at udskyde Endlösung i Danmark.
Den danske modstandsbevægelses tiltagende sabotage og attentanter gjorde imidlertid, at samarbejdet mellem besættelsesmagten og regeringen brød sammen. Nu behøvede tyskerne ikke at tage hensyn til regeringen i jødespørgsmålet.
I september 1943 gav Hitler ordre til, at de danske jøder skulle deporteres: Natten til den 2. oktober samme år skulle Gestapo gå i gang.
G.F. Duckwitz var en del af den tyske ledelse i København under Werner Best. Duckwitz var en af de tyskere, som forsøgte at bibeholde det gode forhold mellem besættelsesmagten og Danmark. Da han hørte om den kommende jødeforfølgelse, opsøgte han i al hemmelighed den danske minister Hans Hedtoft og fortalte ham om ordren.

Gik videre med nyheden

Hedtoft gik videre med nyheden til de højeststående danske jøder, og inden længe var Danmarks jøder bekendt med deres skæbne. Duckwitz kontaktede også den svenske regering, som forsikrede ham om, at de ville modtage alle de danske jøder.
Med hjælp fra den danske befolkning rejste tusinder af jøder til Øresundskysten i håb om at kunne flygte til det neutrale Sverige. Danskere samlede penge ind for at finansiere flugten, og mange deltog aktivt, idet de hjalp med transport eller skjulesteder inden selve overfarten.
Fiskere, skibsfolk og private sejlede deres jødiske landsmænd over havet, tit gratis, sommetider mod en betaling. I Sverige stod myndighederne klar til at tage imod flygtningene, som så vidt muligt prøvede at leve videre i det nye land. Børn og unge blev tilbudt at fortsætte deres undervisning på dansksprogede skoler i Skåne. Men flugten lykkedes ikke for alle.

474 jøder blev deporteret

Da Gestapo den 2. oktober troppede op på de jødiske bopæle, var langt de fleste jøder som forsvundet fra jordens overflade. Der var dog 284 jøder, som var blevet tilbage, enten på grund af alder eller sygdom, eller fordi advarslen om den forestående deportation ikke var nået ud til alle.
Endvidere blev 190 arresteret under flugten til Sverige, heriblandt en større gruppe på 80 personer, der havde gemt sig på et kirkeloft i Gilleleje. De i alt 474 arresterede blev snart sendt til kz-lejren Theresienstadt.
Werner Best kunne nu skrive til Berlin, at Danmark var fri for jøder. Han undlod at fortælle, at det kun var en meget lille del, som rent faktisk blev arresteret og deporteret.
Efter krigen havde i alt 53 danske jøder mistet livet.

Jødeaktionen og den voksende modstandsbevægelse var årsag til, at Danmark kom heldigt ud af krigen. Tyskerne havde forsøgt at gøre Danmark til et forbillede for andre besatte lande, og det var næsten lykkedes. Samarbejdspolitikken og de mange tysklandsfrivillige havde vakt de allieredes mistro. Hvem holdt danskerne med?
Efter oktober 1943 var der ikke megen tvivl: Det blev kendt, at danskerne endelig havde haft mod til at sætte sig op mod besættelsesmagten og forhindre jødeforfølgelsen i deres eget land. Nyheden dukkede hurtigt op i de allieredes aviser. Udlandet har lige siden forbundet Danmark med historien om jødeaktionen i 1943.
Især i USA og Israel er Danmark blevet synonymt med episoden i 1943. I Jerusalem blev Danmarks Plads anlagt til minde om danske modstandsfolk og de mange andre, der hjalp med ved flugten over Øresund.

Myte om den danske konge

I USA er der endda opstået en myte om, hvordan den danske konge bar jødestjernen i sympati med de danske jøder. Sandheden er, at danske jøder, i modsætning til jøder i andre lande, aldrig blev tvunget til at bære den gule Davidsstjerne. Men myten vidner om opfattelsen af Danmark og danskerne som aktive modstandere af jødeforfølgelse.
Historikere er imidlertid begyndt også at beskrive den tyske besættelsesmagts tøven og ikke kun danskernes modstand mod jødeforfølgelsen.
Det bliver også i stigende grad lagt vægt på, at redningsaktionen kun havde kunnet lade sig gøre, fordi tyske soldater så igennem fingre med de mange flygtende jøder.