Læs også

Vilhelm Leifer

Jane Horney

Jane Horney blev anklaget for spionage og likvideret af den danske modstandsbevægelse mod slutningen af 2. Verdenskrig. Men var hun overhovedet skyldig?

Så snart nogen tager emnet Jane Horney op, bliver der ballade. Forfattere, journalister og TV-producere, der har ønsket at skildre hendes liv, fortæller om trusler, tyverier og besynderlige telefonsamtaler. I 1985, lige inden en svensk-dansk TV-serie om hendes liv skulle sendes, gik selve justitsministeren i Danmark ud og forsøgte at standse den. Dokumenter omkring hendes gådefulde død har helt indtil for nylig været hemmeligstemplede.

Jane Horney eller Ebba Charlotta Horney, som hun hed i virkeligheden, var en helt almindelig pige, født i Stockholm i 1918 i en dansk-svensk familie. Men hun blev kun 27 år gammel. I januar 1945, kort før slutningen af 2. verdenskrig, blev hun henrettet af danske modstandsfolk – under mistanke for spionage og stikkervirksomhed.

Liget smidt i havet

I dag har man tilsyneladende klarlagt, at likvideringen skete om bord på en fiskerbåd i Øresund. Liget blev senere smidt i havet, viklet ind i sejldug og ankerkæder. Efter sin død blev Jane Horney kaldt for den ”2. verdenskrigs Mata Hari”. Der findes talrige og fantasifulde beretninger om hendes udsvævende liv.

Man påstod, at hun var en eventyrer og nymfoman, der levede i luksus og forførte både modstandsfolk og nazister. Men det var sidstnævntes ærinde, hun gik, ifølge de, der mente at kende til sagen.

Det var en fortolkning, der passede den danske modstandsbevægelse fint. Efter krigen var de hele Danmarks helte – og moralske samvittighed. De blev set som modige mænd og kvinder, der havde risikeret deres liv i kamp mod den nazistiske terror. De henrettelser, som de gennemførte, havde været retfærdige, andet kunne man slet ikke forestille sig. Jane Horney var spion. Færdig, basta.

Altid med på eventyr

De, der kendte hende, giver et andet billede af hende. Ifølge dem var Jane en ”drengepige”, modig og altid med på eventyr. Hun kastede sig ud i den slags, som piger normalt ikke foretog sig, som at tage kørekort til motorcykel og reparere biler. Hun stak til søs og rejste både til New York og Grønland.

Hun kunne lide mennesker. Især mænd. Hun kunne lide at omgås dem, hjælpe dem, opleve ting sammen med dem, uanset deres nationalitet eller politiske ståsted. En sådan indstilling er livsfarlig i krig. Og det var den, der beseglede hendes skæbne.

Jane Horney var høj, smuk og udadvendt. Det lader til, at utallige mænd blev forelsket i hende, og hun modtog flere ægteskabstilbud. I 1939 giftede hun sig med journalisten Herje Granberg, som hun havde mødt i forbindelse med sine artikler om rejsen til Grønland.

Parret flyttede til Berlin, hvor Herje i 1941 blev det svenske Aftonbladets korrespondent. De omgikkedes pressefolk og diplomater fra hele verden, også repræsentanter for det nazistiske regime. Aftonbladet var en tyskvenlig avis i de første krigsår. Den smarte og udadvendte Jane hjalp Herje med at opstøve nyheder. Efter et par år blev de dog skilt, og Jane rejste til København, hvor hun havde slægtninge.

Hemmeligt dobbeltspil

Danmark havde været besat af Tyskland siden april 1940. Hovedstaden var et farligt sted, fuldt af frygt, terroraktioner og hemmeligt dobbeltspil. Allerede nu holdt modstandsbevægelsen øje med Jane – hendes omgangskreds i Berlin gav grund til mistanke. Desuden omgikkedes hun Gestapomanden Ernst Gilbert, som var knyttet til den tyske militærspio­nage, men i al hemmelighed antinazist (han havde bl.a. været med i et attentatforsøg mod Hitler i 1934). Snart blev Jane Gilberts kurér for hemmelige kontakter med Sovjetunionen.

Hun kom også i kontakt med modstandsbevægelsen og var tit budbringer for danske flygtninge i Sverige, som ønskede at sende pakker og breve til slægt og venner i hjemlandet.

Jane Horney var tilsyneladende altid på vej et eller andet sted hen, altid engageret i eventyr eller hjælpeaktioner. Hun blev også altid genstand for forskellige mænds forelskelse – tyskere, danskere, svenskere. Hendes egen store kærlighed var den danske tekstilfabrikant og modstandsmand Jørgen Winkel. For at hjælpe ham ud af fængsel gik hun i seng med en anden Gestapomand. Også han sendte hende blomster og ville gifte sig med hende. Mistanken mod Jane Horney voksede – fra begge sider.

Fik alt for meget at vide

På kort tid fik hun, fra forskellige kilder, alt for meget at vide om modstandsbevægelsens våbenlager. Men også om hemmelige trykpresser, kontaktpersoner og de illegale ruter over Øresund. Ting, som hun ikke altid havde spurgt ind til. Strejker og sabotage hørte til hverdagen i besættelsestidens Danmark. Det samme gjaldt likvideringer. Der var en speciel gruppe, der påtog sig den opgave at henrette stikkere. Flere hundrede stikkere blev slået ihjel under krigen.

I 1944 fik Jane Horney sin dødsdom. I januar året efter blev hun narret med ud på Øresund af danske modstandsfolk, som skulle sejle hende fra Skåne til København. Der ville hun, én gang for alle, blive renset for alle spionanklager. Det var i hvert fald, hvad hun troede. I stedet blev hun skudt, og hendes lig blev smidt over bord. Liget er aldrig blevet fundet.

Mange har ønsket at rense Jane Horney efter krigen, ikke mindst hendes familie, som lige fra start ikke havde nogen anelse om, hvad der var sket med hende.

Men modstandsfolkenes version af hændelsen har været hård og massiv. Deres historie har længe været eneherskende i Danmark. Det er måske derfor, protesterne blev så omfattende, så snart nogen forsøgte at betragte sagen Horney fra en anden synsvinkel?

Uskøn alliance med nazister

Trusler og andre tiltag har været vand på efterforskernes mølle. Der fandtes måske en hemmelighed i denne sag, en hemmelighed, der var så stor, at den var mere værd end en enkelt kvindes liv?

Der findes oplysninger, som komplicerer billedet af Horney-sagen yderligere. Oplysninger, der stiller den glorificerede modstandsbevægelse i et ret dårligt lys. Nogle hævder, at der i krigens slutfase blev skabt en uskøn og yderst kompromitterende alliance mellem modstandsbevægelsen og nazisterne. Aftalen bestod i, at tyskerne skulle have adgang til illegale ruter over Øresund for at kunne udføre værdifuldt gods og nazipampere, der risikerede krigsret. Til gengæld skulle danskerne, med besættelsesmagtens velsignelse, være blevet i stand til at indføre store mængder våben i Danmark.

Vidste Jane Horney for meget om denne beskidte politik? Var det derfor, hun blev dræbt? Det hævder flere. Andre mener, at Jane Horney slet og ret døde pga. sin store appetit på livet.

Læs mere: Jane Horney (2007) af Erik Nørgaard