Leni Riefenstahl

Leni Riefenstahl instruerede nazistiske propaganda­film og omgikkes privat med Hitler, men hævdede efter krigen, at hun aldrig var nazist. Det gjorde tyskeren med den alsidige begavelse til en af 1900-tallets mest kontroversielle kunstnere.

Den 8. september år 2002, kun et par uger efter at hun fyldte 101, forlod Leni Riefenstahl denne verden. I hele sit lange liv var hun forblevet en gåde for omverdenen. Mange spørgsmål er stadig ubesvarede: Var hun Hitlers elskerinde? Var hun så utroligt naiv og uvidende, at det aldrig gik op for hende, at hendes verdenskendte film fungerede som effektiv propaganda for nazismen og Det Tredje Rige? Var hun, som hun selv stædigt fastholdt, et offer for efterkrigstidens hævnlyst og fordomme?

Begavet og skruppelløs

Leni Riefenstahl var under alle omstændigheder en mærkværdig kvinde, egocentrisk, lunefuld, seksuelt frigjort, skruppelløs – og billedfortæller med en unik begavelse. Hendes bedst kendte film, Viljens triumf (”Triumph des Willens”) og Olympia (filmen om Berlin-olympiaden i 1936) er af mange blevet betragtet som store kunstværker og milepæle i dokumentarfilmens udvikling.
I Hitlertyskland var hun et agtet medlem af nazi-eliten, selvom hun aldrig gik ind i partiet. Riefenstahl pralede dog tit med, at hun var en af de yderst få, der havde ubegrænset adgang til der Führer.
Da hun efter krigen blev anklaget for udelukkende at have opnået succes pga. nazikontakter, plejede hun at påstå, at hun selv var en verdenskendt danserinde og filmskuespiller, længe inden nogen havde hørt tale om Hitler eller Goebbels. Og det var ikke helt usandt.

Begyndte som danser

Leni Riefenstahl begyndte sin karriere som danser på trods af, at faderen – som var VVS-mand – gentagne gange forsøgte at få hende væk fra den kunstneriske bane. Moderen støttede dog datteren i hendes ambitioner og lod hende tage danselektioner i smug.
Den unge Leni koreograferede selv sine forestillinger og havde succes i Weimarrepublikkens Berlin, hvor forlystelseslivet var præget af dekadence – trods 1920ernes arbejdsløshed og galopperende inflation. Men en knæskade satte en stopper for hendes lovende karriere som danser. Den ukuelige Leni Riefenstahl besluttede sig da for i stedet at satse på filmen, inspireret af at have set en af instruktøren Arnold Fancks film.

Leni Riefenstahl spillede selv hovedrollen i sin instruktørdebut Det blå lys, 1932. Billede: IBL.

Fanck var i starten skiløbsentusiast og havde opfundet sin egen filmgenre, Bergfilme – alperuller. De blev indspillet i alpine miljøer med et minimum af handling, men med storslåede landskabsscener.
Filmene krævede, at skuespillerne var gode til skiløb og bjergbestigning. Den atletiske Leni Riefenstahl skaffede sig hurtigt de nødvendige færdigheder, og hendes medvirken i film som Bjergets hemmelighed (”Der Heilige Berg”), Lavinen (”Die Weisse Hölle von Piz Palü”) og S.O.S. Eisberg gjorde hende til en kendt og populær skuespillerinde på det hvide lærred.

Lærte filmhåndværket

Men at klatre i bjerge var ikke det eneste, hun fik lært. Instruktør Fanck var – i lighed med de fleste i de filmteams, hvori Riefenstahl indgik – blevet dybt betaget af den smukke stjerne. Fanck havde derfor intet imod at tilfredsstille hendes umættelige nysgerrighed, hvad angik filmarbejdets teknik og forretningshemmeligheder, fra valg af objektiv og blænde til redigering.
Leni Riefenstahl skaffede sig med andre ord en førsteklasses praktisk film­uddannelse, som hun ret snart begyndte at bruge som instruktør. Hendes debutfilm, Det blå lys (”Das Blaue Licht”) fra 1932, er en romantisk saga, som skulle bygge på en legende fra bjergkæden Dolomitterne i Italien. Hun spillede selv hovedrollen i filmen.
Hendes instruktørdebut vandt en pris ved den første filmfestival i Venedig. Mange biografgængere var begejstrede.
En af filmens store beundrere hed Adolf Hitler. På det tidspunkt havde han for alvor påbegyndt sin vej mod magten og optrådte flittigt som politisk taler.

Mødte Hitler

Efter at Leni Riefenstahl havde været vidne til en af hans taler på Berlins stadion, tog hendes liv en ny drejning. Ifølge hendes eget udsagn blev hun dybt berørt og skrev og bad om at få et møde med ham. Svaret kom straks. Det viste sig, at den filminteresserede Hitler havde fulgt nøje med i Leni Riefenstahls karriere.
Det varede ikke længe, før han havde udset hende til den, der fremover skulle lave hans film, og hun kom hurtigt til at høre med i hans inderkreds. Deres kontakt blev mere intensiv, efter at Hitler som nyudnævnt rigskansler i 1933 havde taget magten i Tyskland. Leni Riefenstahl var tit gæst hjemme hos der Führer. Men når han besøgte hende i hendes lejlighed i Berlin, vakte det så stort postyr blandt naboerne, at de fremover holdt sig til mere diskrete miljøer. Sladderen gik, men ingen ved, om de to nogensinde var et par. Leni Riefenstahl forholdt sig tavs om emnet hele sit liv.

Riefenstahl tilhørte inderkredsen omkring der Führer og blev udnævnt til officiel filmmager for Det Tredje Rige. Billede: IBL

Det er dog ikke specielt sandsynligt, at de havde et forhold, eftersom meget tyder på, at Hitler ikke havde noget sexliv overhovedet, ikke engang med sin livspartner Eva Braun.
Formelt var Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels ansvarlig for Nazitysklands filmproduktion. Han sørgede på et tidligt tidspunkt for, at film­branchen blev ”arificeret”. Både indenlandske og udenlandske filmselskaber blev tvunget til at fyre jødiske ansatte. Følgen blev en veritabel udvandring af instruktører, skuespillere og manuskriptforfattere.

Forholdet mellem Goebbels og Leni Riefenstahl var i starten venligt neutral, men med tiden voksede Goebbels’ jalousi over hendes privilegierede stilling hos Hitler. Goebbels havde regnet med, at hans egne filmmagere ville have fået til opgave at forevige partidagene i Nürnberg i 1933, men Hitler udvalgte i stedet Leni Riefenstahl til denne opgave.
Ifølge hendes senere udtalelser kom dette bag på hende, og hun var heller ikke begejstret. Hun så ikke sig selv som en dokumentarfilminstruktør og ville helst fortsætte sin karriere som skuespiller.

Indspillede partifilm

Men Hitler var stædig. Han ville have, at filmen skulle laves af en kunstner og ikke en partiinstruktør, og med et temmelig lille filmteam og et minimum af forberedelser blev indspilningen af Der Sieg des Glaubens (”Troens sejr”) gennemført. Filmen fik en pæn velkomst, men knap et år senere, i 1934, blev den trukket tilbage af Hitler. Derefter blev filmen betragtet som forsvundet, indtil den i 1980’erne atter blev fundet i det daværende DDR’s filmarkiv.

Årsagen til Hitlers modvilje mod filmen havde dog intet med Leni Riefenstahl at gøre, men at Hitlers partikammerat Ernst Röhm optrådte flittigt i denne film. Som chef for nazisternes kæmpestore private hær SA (Sturmabteilung) var han tæt på Hitler i hierarkiet og havde gjort sig mere og mere uundværlig. Men i juni 1934 gennemførte Hitler en blodig udrensning af Röhm og andre SA-ledere, og samtidig fjernede han alt, hvad der kunne minde om hans tidligere allierede.
Partikongressen i 1934 skulle selvfølgelig også filmatiseres, og denne gang var Leni Riefenstahl bedre forberedt. Hun blev tildelt enorme ressourcer af Hitler selv og gik i gang med et team, der bestod af knap 100 ansatte. Hendes kameraer var overalt i den gamle middelalderby Nürnberg og på de kæmpestore arenaer, som rummede massemøderne og militæropvisningerne.

Efter syv dages intensive optagelser trak Leni Riefenstahl sig tilbage med 128 000 meter eksponeret film og skabte den filmhistoriske milepæl, som Hitler selv havde døbt Viljens triumf (”Triumph des Willens”). Den fik en nærmest ekstatisk modtagelse i Tyskland og fik også internationale priser. Dermed var Leni Riefenstahls position som Nazitysklands førende instruktør sikret.

Filmede olympiaden i Berlin

Hendes næste store opgave blev at filme Berlinolympiaden i 1936. Resultatet blev Den store olympiade (”Olympia”), en film i to dele, som skildrer den kæmpemæssige idrætsbegivenhed med et avanceret og kunstnerisk gennemarbejdet billedsprog, til dels udført med filmtekniske nyskabelser, som har dannet skole for al sportsreportage i billeder. Leni Riefenstahls hovedinteresse under arbejdet med filmen var ikke resultater og rekorder. Hun ønskede at skildre den menneskelige krops skønhed i den yderste fysiske anstrengelse, og hendes olympiadefilm fik også stor opmærksomhed og blev tildelt priser. (Filmen blev i øvrigt vist for nyligt under et totalt udsolgt Golden Days-arrangement i Østerbro Svømmehal, hvor den blev livekommenteret af Jørgen Leth.)

Da jødeforfølgelserne for alvor begyndte med Krystalnatten i 1938, befandt Riefenstahl sig i USA. Hun blev mødt af en uventet og, for hende selv, uforståelig kulde fra den amerikanske filmverden, som jo havde taget imod mange jødiske flygtninge fra Hitlertyskland. Sagen blev ikke bedre af, at hun stædigt nægtede at tro på rapporterne fra hjemlandet; den slags kunne Hitler ikke finde på, mente Riefenstahl.

Vidne til overgreb

Umiddelbart efter krigsudbruddet i september 1939 befandt Leni Riefenstahl sig ved den polske front sammen med et filmteam. Omstændighederne er uklare, men meget peger på, at hun af Hitler selv havde fået til opgave at dokumentere hans rolle i krigen.
Det er i hvert fald sikkert, at både hun og Hitler på et tidspunkt befandt sig sammen i den lille polske by Konskie.
Og her, om ikke før, bør det være gået op for Leni Riefenstahl, hvilke magter hun tjente. Her blev hun nemlig vidne til en af 2. verdenskrigs første tyske krigsforbrydelser, da tyske soldater mejede en flok civile jøder ned på åben gade.

I den polske by Konskie blev den chokerede Leni Riefenstahl, i cirklen, vidne til tyske soldaters brutale krigsforbrydelser mod civile jøder i 1939. Billede: IBL.

Et foto fra situationen viser hendes ansigt forvredet af forfærdelse, og hun anmeldte straks hændelsen til den tyske overkommando, som forsikrede hende om, at forbryderne ville blive retsforfulgt. Om det så også skete, er dog uklart. Med til historien hører, at Hitler straks benådede dem, der havde gjort sig skyldige i lignende forbrydelser.
Karrieren som krigskorrespondent blev kort. Under størstedelen af krigen befandt Leni Riefenstahl i det rolige Tyrol. Her kæmpede hun med at færdiggøre Tiefland (”Lavlandet”), en spillefilm med hende selv i hovedrollen, som længe havde været planlagt.

Taget i forsvar af de allierede

Efter de allieredes sejr i 2. verdenskrig blev hun taget i forsvar, først af amerikanerne, så af franskmændene. Hun påstod hele tiden, at hun havde været en uvidende kunstudøver, som i større eller mindre grad var blevet tvunget til at indspille sine film på Hitlers ordre, og at hun altid bare havde været interesseret i at skabe kunst og skønhed.
Resten af sit lange liv kæmpede Leni Riefenstahl for at opretholde det billede af sig selv. Der blev fremlagt flere og flere beviser, som afslørede, hvor dybt hun havde været involveret i nazismens top. Hun forsvarede sig dog stædigt med, at hun aldrig havde været partimedlem, og at hun nok havde været fascineret af Hitler først i 30’erne, men at det var noget, hun havde til fælles med store dele af det øvrige Europa.

Måske ville det have været lettere for hende at bede om undskyldning og afsværge sig sin overbevisning. Men det ville formentlig have ødelagt hendes selvbillede og tvunget hende til at revurdere sin indsats inden for filmkunstens historie. Og det var åbenbart for meget for den ellers efter sigende så modige og handlekraftige Leni Riefenstahl.

Mere her: Leni Riefenstahl – Filmmager for Hitler af Steven Bach (2008)

Riefenstahl_Hitler_ibl
Riefenstahl_Hitler_ibl
Riefenstahl_henrettelse_ibl
Riefenstahl_henrettelse_ibl