Billedet fortæller: Rigsdagen i flammer

Hvem satte ild til rigsdagen i Berlin og hvorfor? Nazisterne påstod, det var starten på et kommunistisk statskup – og gjorder Adolf Hitler til Tysklands diktator.

Klokken ti om aftenen den 27. februar 1933 går alarmen hos Berlins brandkorps: Rigsdagsbygningen brænder! I ruinerne findes der straks spor, som peger på, at branden er påsat.

Snart finder man en forvirret, skjorteløs hollænder ved navn Marinus van der Lubbe. Manden, en syndikalistisk orienteret rådskommunist, som for nylig er ankommet til Berlin, pågribes straks.

Adolf Hitler var på dette tidpunkt Tysklands nyudnævnte rigskansler, leder af en koalitionsregering, men endnu ikke sikker i sin position. Et bærende indslag i hans retorik havde længe været, at Tyskland når som helst kunne blive udsat for en kommunistisk magtovertagelse.
Umiddelbart efter branden indledtes en intensiv kampagne, hvor nazisterne udmalede branden som starten til et sådant kup. Det kommunistiske parti blev forbudt, og hundredvis fra oppositionen blev fængslet. Kort efter lykkedes det også nazisterne at få en lovændring igennem, som i princippet gjorde Hitler til Tysklands diktator.
Spørgsmålet om, hvem der stod bag rigsdagsbranden, er omstridt. At van der Lubbe holdt faklen, hersker der næppe tvivl om, men fik han hjælp? Nazisterne lod fire andre mænd med forbindelser til den internationale kommunistiske bevægelse pågribe, men de blev frifundet af en tysk domstol.

Længe betragtede man det for givet, at det var nazisterne selv, der stod bag branden i rigsdagen. Men i dag er den alment accepterede forklaring, at van der Lubbe, som blev henrettet knap et år efter branden, var alene om ildspåsættelsen. Han var psykisk syg og en manisk brandstifter, og i dagene inden havde han forsøgt at sætte ild til flere bygninger i Berlin. At den tyske rigsdag blev ødelagt, var med andre ord noget nær en tilfældighed. Men for nazisterne en heldig tilfældighed, som de udnyttede maksimalt for at nå deres politiske mål.