Selv de mest krigsvante tyske soldater stoppede op og så til med undren.
Den nye SS-enhed, som netop var ankommet for at yde assistance mod den polske partisanhær, lignede ikke noget, tyskerne havde set før.
De nyankomne soldater – den såkaldte Dirlewanger-brigade – virkede rastløse og havde ingen gradstegn på uniformerne. Og de stank af sprut.
Uden at betænke sig udstødte de nyankomne SS-soldater et dyrisk brøl og rykkede fremad trods voldsom beskydning. Snesevis af dem styrtede til jorden, men tabene fik ikke brigaden til at vige.
Med deres fordrukne dødsforagt passede Dirlewanger-brigaden perfekt ind i de kaotiske omgivelser.
Opstanden i Warszawa 1944 var netop brudt ud, og de polske modstandsfolk kæmpede fra hus til hus for at knuse den forhadte tyske besættelsesmagt.
Opstanden indledte et blodigt vanvid med kampe i kloakkerne og knivdueller mand mod mand i byens mørke kældre.
Blandt soldaterne i Warszawa var den 18-årige ingeniørsoldat Matthias Schenk fra det tyske mindretal i Belgien.
Hans enhed kom fra hæren og fik til opgave at erobre en gade i det centrale Warszawa, uden held.
Den polske modstand var for indædt og virkede uovervindelig – indtil Dirlewanger-brigaden satte sine ben i gaden og indledte et angreb.
Da brigadens første kampvogn blev ramt af polakkerne, flåede SS-soldaterne civile ud af deres hjem og beordrede dem op på de øvrige kampvogne som levende skjolde.
En mor tabte sin lille datter ud af favnen, så hun blev mast under larvefødderne, og en SS-soldat skød den hysteriske mor gennem hovedet for at få hende til at tie. Alle civile, der forsøgte at flygte, blev koldt skudt i ryggen.
Matthias Schenk fortalte siden, hvordan han så en høj, spinkel mand i sort læderfrakke stå i baggrunden og rasende beordre sin SS-enhed fremad igen og igen.
Manden havde et smalt overskæg og et magert, arret ansigt, der mindede om et dødningehoved.
Midt i skudvekslingerne og eksplosionerne hørte Matthias Schenk, at manden i læderfrakken befalede sine folk at slå alle polakker ihjel. Også kvinder og børn.
Længe efter kampene fandt Matthias Schenk ud af, at manden med dødningehovedet var Oskar Dirlewanger, en berygtet sadist, som anførte SS-brigaden Dirlewanger – en morderisk hob af voldelige straffefanger og utilpassede soldater, som var blevet smidt ud af alle andre SS-enheder.
Oskar Dirlewanger.
Hitler ville have vaneforbrydere
Dirlewanger-brigaden må være Heinrich Himmlers mest vanvittige idé.
Da den øverste leder af SS i foråret 1940 udtænkte den, var han næppe bevidst om, hvilke destruktive kræfter han slap løs.
Hans oprindelige idé var blot at samle dømte krybskytter fra de tyske fængsler i en militær enhed, hvor de kunne gøre mere gavn end i deres celler.
I begyndelsen var rekrutteringen omhyggelig.
Adolf Hitler havde godkendt, at krybskytter kunne få amnesti, men han stillede som betingelse, at SS-enheden kun måtte optage krybskytter, der var dømt for ulovlig jagt med skydevåben – ikke med fælder og snarer.
Yderligere ville Hitler kun have fanger, der var dømt for gentagne lovovertrædelser. Enheden skulle ikke bemandes med halvhjertede amatører, men med mandfolk, der havde en dokumenteret vilje til at slå ihjel, mente Føreren.
I juni 1940 havde SS udpeget de første 84 krybskytter. To måneder senere talte brigaden 300 personer, der blev samlet i kz-lejren Sachsenhausen nord for Berlin.
Her gennemgik de et kort træningsforløb og mødte deres nye øverstbefalende: Oskar Dirlewanger.
Drømmen gik i opfyldelse
Den 44-årige SS-leder havde en broget fortid. Han havde en doktorgrad i økonomi og blev højt dekoreret under 1. verdenskrig, hvor han blev såret adskillige gange i kamp.
Men samtidig drak han uhæmmet og havde i 1930’erne tilbragt to år i tugthus for voldtægt af en 13-årig pige og forsøg på voldtægt af flere andre mindreårige.
Allerede i 1922 havde han meldt sig ind i Hitlers nystartede nazistparti, og 10 år senere blev han en af de såkaldte brunskjorter i SA, nazisternes stormtropper.
Da han i 1934 fik sin dom, blev han dog smidt ud af partiet, hvor hans amoralske adfærd var uacceptabel.
Efter afsoningen rejste han til Spanien og kæmpede i den tyske enhed Legion Condor på Francos side i den spanske borgerkrig, men hans drøm var igen at tjene Tyskland.
Forgæves skrev han til Heinrich Himmler for at bønfalde om at blive optaget i SS-korpset.
Med den nye SS-enhed gik Oskar Dirlewangers drøm omsider i opfyldelse – takket være hans gamle ven Gottlob Berger.
Dirlewanger og Berger kendte hinanden fra de paramilitære, højre-orienterede frikorps, der opstod i Tyskland lige efter 1. verdenskrig.
Siden var Gottlob Berger blevet general i SS og fik nu sin gamle ven indsat som øverstbefalende for krybskytterne.
SS slog kvinder ihjel med gift
Efter træningen i Sachsenhausen blev brigaden sendt til Polen – først til grænseområdet mod Rusland, hvor soldaterne opførte fæstningsværker og bevogtede en jødisk arbejdslejr, siden til byerne Krakow og Lublin.
Især i den jødiske ghetto i Lublin blev Dirlewanger og hans krybskytter berygtede for at dræbe, afpresse og plyndre uskyldige civile.
Dirlewanger anholdt vilkårlige jøder med beskyldninger om, at de havde begået rituelle mord; medmindre jøderne betalte en større sum omgående, ville de blive skudt på stedet.
“Dirlewanger er en plage og en kilde til rædsel for befolkningen. Han har gentagne gange plyndret ghettoen i Lublin og forlangt bestikkelse”, fastslog juristen Georg Konrad Morgen, der af SS var blevet sendt til generalguvernementet – det besatte Polen – for at undersøge et enormt antal anklager mod Dirlewanger.
Listen over forbrydelser viste sig at være mere omfattende, end juristen havde drømt om.
Fx opdagede Morgen, at Dirlewanger havde udført “videnskabelige eksperimenter” på unge jødiske kvinder, som var blevet tvunget til at smide tøjet, inden de fik en stryknin-injektion.
“Så kiggede Oskar Dirlewanger og hans venner på og røg en cigaret, mens kvinderne døde. Og umiddelbart efter blev kvindernes kroppe skåret i småstykker, blandet med hestekød og kogt til suppe”, fortalte Morgen efter krigen.
Med kortlægningen af Dirlewangers adfærd fik SS efterhånden nok af krybskytterne.
Friedrich Krüger, den øverste SS- og politichef i Polen, ringede til SS-generalen Gottlob Berger i hovedkvarteret i Berlin og stillede et ultimatum:
“Medmindre den gruppe kriminelle forsvinder fra generalguvernementet inden for en uge, vil jeg personligt låse dem allesammen inde!”
Hvis intentionen var at stoppe Dirlewanger, havde Krüger imidlertid ringet til den forkerte.
Berger gjorde intet for at lægge en dæmper på sin gamle kammerat – han sendte ham blot længere østpå til de endeløse hviderussiske skove for at jage russiske partisaner. Her ville Dirlewanger være uden for rækkevidde af SS-efterforskerne.
På de nye jagtmarker kunne Dirlewanger og hans krybskytter for alvor udnytte deres brutale kompetencer og slå ihjel efter forgodtbefindende. De var som et kobbel sultne ulve i en fåreflok.
Dirlewanger får frie tøjler
I to år hærgede Dirlewangers brigade bag fronten i Hviderusland. Krybskytterne blev bl.a. sat ind mod partisaner, som ødelagde de tyske forsyningslinjer.
Og Dirlewanger havde sine egne, uortodokse metoder til at opsnuse partisaner.
Han fløj i et observationsfly hen over landsbyer, der var mistænkt for at huse partisaner, og hvis han blev beskudt fra området omkring en landsby, vendte han tilbage med sine soldater og brændte landsbyen ned. Under aktionerne tog tyskerne ingen fanger og dræbte alle – mænd, kvinder og børn.
Dirlewanger fik frie hænder i krigen mod de russiske partisaner – terror mod civile og vilkårlige henrettelser var nogle af midlerne.
Andre gange samlede Dirlewanger de kvinder og børn, som partisanerne havde ladt tilbage, og tvang dem til at gå gennem de minefelter, der beskyttede partisanernes positioner.
Dirlewanger anerkendte ingen forskel på civile og partisaner, og overalt, hvor hans mænd kommer frem, blev drab, voldtægter og plyndringer en del af dagens faste opgaver.
I Tyskland gjorde naziledelsen intet for at stoppe eller bremse barbariet, som ifølge nogle historikere kostede mindst 120.000 hviderussere livet.
Tværtimod udstedte Adolf Hitler i januar 1943 et dekret om, at tyske soldater ikke kunne blive retsforfulgt for gerninger begået under antipartisan-operationer. Dirlewanger havde officielt frit spil.
Civile bliver brændt levende
Under en af operationerne omringede Dirlewangers mænd en større landsby og beordrede alle de ca. 2.500 indbyggere – mænd, kvinder og børn – ind i nogle store lader.
Derpå trådte Oskar Dirlewanger frem og udstedte selv deres dødsdom: “Skyd dem alle øjeblikkeligt!”
Døren til den første lade blev åbnet, og soldaterne tømte maskinpistolernes magasiner ind i menneskemængden. Derefter satte de upåvirket nye magasiner i og skød videre. Derpå lukkede soldaterne porten igen og satte ild til laden.
De landsbyboere, der slap ud – flere af dem omspændt af flammer – blev mejet ned. Samme skæbne mødte fangerne i de andre lader.
Men selv i den mest lovløse partisankrig vakte Dirlewangers fremfærd – trods Hitlers velsignelse – forfærdelse.
Det skete for eksempel, da Oskar Dirlewangers brigade sammen med andre SS-enheder i maj 1943 deltog i en storstilet operation rettet mod partisanerne. Officielt kostede offensiven omkring 9.800 partisaner livet, mens 6.000 blev taget til fange.
Igen førte Dirlewangers mænd an i brutalitet, og da en tysk propagandaofficer efter kampene rejste rundt i området, rapporterede han, at nogle partisaner var blevet brændt levende, mens andre blev spist af omstrejfende grise.
Den gentagne og unødvendige blodtørst fik bl.a. Wilhelm Kube, der var generalguvernør for Hviderusland, til at protestere til Himmler over Dirlewangers brutalitet.
Men igen trådte skytsenglen Gottlob Berger til. Han afskrev kritikken som nonsens og slog fast, at Dirlewanger var ganske anstændig – omstændighederne taget i betragtning.
I juni 1943 havde Dirlewanger 760 mænd under sig, men brigaden havde til stadighed brug for frisk blod.
Tabstallene var betragtelige, langt højere end i andre SS-enheder – og ikke uden grund fik brigaden det sigende tilnavn “Himmelfartskommandoen”.
Dirlewanger vandt anerkendelse for sin effektive bekæmpelse af partisaner. Fx sendte politimesteren i Lublin en anbefaling til SS-hovedkvarteret.
Antallet af egnede krybskytter var efterhånden begrænset, og rekrutteringsgrundlaget måtte gradvist udvides.
Dirlewanger modtog nu soldater, der havde forbrudt sig mod reglerne i andre enheder, russiske overløbere samt et bredt udvalg af dømte kriminelle.
I februar 1944 gav Heinrich Himmler fx Dirlewanger lov til at håndplukke op til 800 mand blandt “de asociale og professionelle kriminelle”, der var interneret i Tysklands kz-lejre.
Brigadens rekrutter talte nu foruden krybskytter også mordere, voldtægtsforbrydere, børnemishandlere og psykisk syge.
Med en vis stolthed i stemmen omtalte Heinrich Himmler i 1944 Oskar Dirlewanger og hans soldater i en tale for lokale naziledere i Polen:
“Jeg sagde til Dirlewanger: Hvorfor ikke lede efter egnede kandidater blandt slynglerne, de rigtige kriminelle?” fortalte Himmler til forsamlingen og fremhævede et andet særkende ved Oskar Dirlewangers SS-brigade – den afstumpede disciplin:
“Atmosfæren i regimentet er ofte næsten helt middelalderlig i sin brug af fysisk afstraffelse. Hvis nogen skærer ansigt ved spørgsmålet om, hvorvidt vi vinder krigen, falder han om. Død, fordi de andre har skudt ham”.
Som regel blev regelbryderne i Dirlewangers enhed straffet ved at blive tævet med køller eller i værste fald skudt. En særlig frygtet afstraffelse var den såkaldt Dirlewanger-kiste.
Her blev offeret tvunget til at stå oprejst i en trang, lukket kasse i dagevis. Ifølge soldaterne kom offeret ud som enten en død mand eller som en morder.
De hårde straffe skulle tvinge soldaterne til at adlyde blindt og udvise uforbeholdent mod og frygtløshed.
I december 1943 udsendte Dirlewanger sågar en ordre om, at fejhed i kamp ville bleve straffet med døden.
Vodka før morgenmaden
Under opstanden i Warszawa i 1944 oplevede den 18-årige Matthias Schenk denne dødsforagt på nærmeste hold, da Dirlewangers alkoholpåvirkede soldater udstødte deres kollektive kampbrøl.
Kort forinden var mændene blevet trukket tilbage fra Hviderusland, som soldaterne fra Den Røde Hær havde erobret.
Enheden blev opgraderet til “SS-Regiment Dirlewanger”, men soldaternes indstilling var den samme: koncentreret vildskab og blodtørst.
I løbet af Warszawa-opstandens første uge dræbte tyskerne 40.000-50.000 polakker – heraf størstedelen i bydelen Wola, hvor Dirlewangers mænd var sat ind.
Uden at skele til ofrenes alder eller køn myrdede og voldtog de sig igennem Warszawas gamle bydel, hvor enheden ifølge øjenvidner satte ild til fanger, spiddede spædbørn på bajonetter og hængte kvinder fra balkoner.
Den polske modstandshær holdt stand i to måneder mod tyskerne, men måtte til sidst bøje sig for overmagten.
Dirlewanger førte an i polsk blodbad
Tusindvis af uskyldige civile blev nedslagtet, da Dirlewangers ustyrlige brigade blev sluppet løs i Warszawas gader. På to dage mistede hele 40.000 polakker livet.
Under opstanden i Warszawa i 1944 gik Oskar Dirlewangers blodtørstige brigade forrest i den såkaldte Wola-massakre – den værste massakre i Polens historie.
I de første dage af august tromlede Dirlewangers mænd igennem bydelen Wola i Warszawa, mens de med fuldt overlæg myrdede tilfældige civile. Ved en enkel hændelse blev 5.000 polakker gennet sammen og derefter tortureret, mishandlet og skudt. På de to første dage alene medvirkede Dirlewanger-brigaden til 40.000 drab.
Tyskernes strategi var at udsætte civilbefolkningen for så megen terror, at den polske modstandshær opgav at kæmpe videre. Hensigten var, at de tyske soldater dermed ville blive forskånet for opslidende gadekampe.
Resultatet var dog lige modsat. De polske partisaner kæmpede indædt, og opstanden stod på i 63 dage, inden polakkerne omsider måtte overgive sig. Det samlede dødstal er ukendt, men historikerne vurderer, at op imod 200.000 mistede livet.
Efter et par dages kamp kom Matthias Schenk selv under Dirlewangers kommando. Her lærte han som resten af soldaterne at drikke vodka på tom mave hver morgen, så han var godt bedøvet, inden han skulle i kamp.
Ude i felten var han i forreste linje og måtte sprænge døre og fjerne forhindringer, så Dirlewangers folk kunne rykke ind.
En dag trængte soldaterne ind i et rum, hvor sårede polakker og tyskere lå side om side og blev plejet af en læge og 15 sygeplejersker fra det polske Røde Kors.
De sårede tyskere tryglede SS-soldaterne om ikke at dræbe polakkerne, men Dirlewangers folk ignorerede alle bønner og smadrede polakkernes hoveder med geværkolber. Dernæst flåede de tøjet af sygeplejerskerne.
Samme aften overværede den 18-årige Matthias Schenk, hvordan de nøgne og mishandlede sygeplejersker med hænderne over hovedet og blod løbende ned ad benene blev ført frem til galger, der var opstillet på en åben plads.
Dirlewanger så grinende til og sparkede skamlen væk under en af de rædselsslagne sygeplejersker. Efter to måneder fik tyskerne knust opstanden i Warszawa.
Den havde kostet op mod 200.000 polakker livet, mens SS-Regiment Dirlewanger havde mistet 2.700 mand, hvoraf en stor del var nye folk, som enheden i løbet af opstanden fik tilført fra en SS-straffelejr.
Oprindeligt var Bronislav Kaminskij soldat i Den Røde Hær, men han gik over til tyskerne.
SS-ledere chokeret over Kaminskij-morderne
Soldaterne i Kaminskij-brigaden plyndrede, voldtog og myrdede under kampene i Warszawa.
Dirlewangers mænd var ikke de eneste SS- soldater, som blev berygtet for deres blodtørst under de hårde kampe på østfronten. Mindst lige så frygtet var den såkaldte Kaminskijbrigade, som bestod af sovjetiske overløbere.
Enheden blev ledet af den brutale Bronislav Kaminskij – en tidligere soldat i Den Røde Hær, der i 1930'erne var raget uklar med kommunisterne og sendt i fangelejr i Sibirien.
Kaminskij-brigaden var især berygtet for sin indsats mod sovjetiske partisaner og anti-nazistiske modstandsgrupper. I 1944 blev den hårdkogte brigade sendt til Warszawa for at hjælpe med at slå opstanden ned.
Her plyndrede, voldtog og myrdede brigaden de civile i et så voldsomt omfang, at SS-ledelsen valgte at trække enheden ud af kampene. De mange brutale år på østfronten havde forvandlet brigaden til en fordrukken samling forbrydere, der ikke længere kunne styres.
SS-ledelsen betragtede især plyndringerne som et problem. Når Kaminskij og hans soldater selv beholdt byttet, var det at betragte som tyveri af Det Tredje Riges ejendom – en alvorlig forseelse. SS valgte en definitiv løsning på problemet: Brigaden blev opløst, og Bronislav Kaminskij al hemmelighed henrettet ved nakkeskud uden for Warszawa.
Matthias Schenk havde fået nok. I vinteren 1944-45 stak han af fra sin enhed, og polske bønder hjalp ham med at gemme sig i en hestestald, indtil krigen var forbi.
Hvorfor de gjorde det, fandt han aldrig ud af: “Af medlidenhed, formentlig. Jeg lignede et forslået barn”.
Dirlewanger undslap russerne
Efter Warszawa fortsatte Dirlewangers tropper til Slovakiet for at nedkæmpe endnu en opstand, og i foråret 1945 blev enheden overført til Tyskland, hvor den sidste kamp mod de fremrykkende russere skulle stå.
Dirlewanger undslap russernes hævn, men formåede ikke at redde livet. I begyndelsen af juni 1945 blev han taget til fange i det sydlige Tyskland.
Hans vej hertil er ukendt. Dirlewanger kom i de franske styrkers varetægt, men vagterne var polakker.
Hvor meget de kendte til Oskar Dirlewangers forbrydelser, står hen i det uvisse, men ifølge en medfange tævede polakkerne Dirlewanger så grundigt, at han om morgenen den 5. juni 1945 hverken kunne tale eller bevæge sig.
Officielt blev Oskar Dirlewanger erklæret død to dage efter. Hans gamle ven og skytsengel Gottlob Berger kunne ikke længere holde hånden over ham.
Berger var selv blevet fanget i Sydtyskland og ventede på sin krigsforbryderproces i Nürnberg. Under retssagen blev han konfronteret med sin gamle vens uhyrligheder:
“Man kan ikke kalde Dirlewanger en god dreng, men han var en god soldat”, svarede Gottlob Berger, der blev idømt 25 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden – og benådet i 1951.
Soldaten Matthias Schenk vendte hjem til Belgien, hvor han stiftede familie og fik fire børn. Med årene etablerede han en fabrik, der fremstillede spartelmasse til bilreparationer.
Oplevelserne i Polen glemte Matthias Schenk aldrig. Han har organiseret nødhjælp til landet og mødtes med veteraner fra opstanden i Warszawa:
“De var venlige. En af dem fortalte, at han havde skudt mod det sidste tyske troppetog, der ankom 1. august”.
Det tog, Matthias Schenk kom med.
Rygter fortalte, at en ung mand lå i Dirlewangers grav.
Dirlewangers lig blev gravet op igen
Efter 2. verdenskrig lød sejlivede rygter om, at Oskar Dirlewanger stik imod øjenvidneberetningerne havde overlevet krigen. Angiveligt skulle han, ligesom flere andre topnazister, være flygtet til Egypten, mens Dirlewangers
grav i Altshausen skulle rumme et fremmed lig.
I 1960 besluttede de tyske myndigheder at åbne graven for at undersøge påstanden. Günther Weyrich, professor ved det retsmedicinske institut på Freiburg universitet, identificerede liget i kisten som Oskar Dirlewanger – på baggrund af ligets højde og de krigsskader, det havde.
Professorens undersøgelse standsede dog ikke spekulationerne. Tværtimod hævdede den israelske historiker Michael Bar-Zohar, at liget i graven tilhørte en ung mand med skudsår, og at Dirlewanger efter krigen var indtrådt i Fremmedlegionen.
Den amerikanske forfatter Glenn B. Infield mente, at Dirlewanger var flygtet til Egypten og havde været med til at træne den egyptiske hær. Ingen af de to påstande er dokumenteret.