Dusko Popov var jurist, men holdt nok mest af sport og fest.

© Marco Popov

Dusko Popov – virkelighedens James Bond

En jugoslavisk millionærsøn tilbød at skaffe oplysninger til den tyske efterretningstjeneste. Et par dage senere blev han ansat af britiske MI-5. Dusko Popovs dobbeltspil kunne have stoppet Pearl Harbor-angrebet, men FBI ignorerede ham.

23. oktober 2018 af Anette Kruhøffer

Lissabon simrede af lyssky aktiviteter. Vigtige informationer og store pengesummer skiftede hænder under hemmelige møder på byens hoteller, restauranter og kasinoer. Under 2. verdenskrig var hovedstaden i det neutrale Portugal en arena for forretningsmænd, diplomater og spioner – både englændere, franskmænd og amerikanere. Alle kunne rejse frit over grænsen, uden at myndighederne stillede for mange spørgsmål.

En af de mange agenter i byen var Ian Fleming fra den britiske flådes efterretningstjeneste. Han skulle overvåge og registrere den lovende dobbeltagent Dusko Popovs foretagender og bedømme, om MI-5 kunne stole på ham. Fleming lagde mærke til agentens stil, gode manerer og charme og baserede senere sin berømte romanhelt James Bond på ham. Lighederne er slående, men livet var betydeligt mere kompliceret for Popov end for Bond.

Dusko Popov studerede i Tyskland

Da 2. verdenskrig brød ud, forhindrede det ikke den unge serbiske overklassesøn Dusko Popov i at feste og nyde livet. Ungkarlen tilbragte sine nætter på Beograds klubber og restauranter og blev aldrig set uden en ung skønhed ved sin side. Livsstilen finansierede han med farfarens formue, tjent vha. dennes tekstilfabrikker og kulminer.

Popov havde taget sin juraeksamen ved Beograds universitet i 1935. Men han var ikke det mindste interesseret i at gøre karriere og afslutte festerne og sit frie liv. Løsningen blev at forsætte studierne. I de sydtyske skove ligger byen Freiburg med sit gamle universitet fra 1457. I middelalderbyen fandtes mange restauranter, og nattelivet var fuldt af festende studenter – og unge kvinder.

Adolf Hitler var kommet til magten to år tidligere, og i den lokale herreklub for studenter havde mange af dem sympati for nazisterne. Her mødte Popov den unge tysker Johann ”Johnny” Jebsen – søn af en rig skibsreder fra Hamburg, og ligesom Popov var han i al hemmelighed modstander af nazismen.

Rollen som kosmo­politisk playboy var naturlig for millionærsønnen Dusko Popov, som konstant omgav sig med skønne kvinder. 

© Marco Popov

Agent for Abwehr

Selvom den 28-årige Popov ikke sympatiserede med nazismen, så han ikke nogen grund til at vælge side. Han var bange for, at det ville sætte en stopper for hans sorgløse liv. Mange af familiens venner havde høje poster i jugoslavisk politik, og frem til marts 1941 blev landet trukket ind i Tysklands sfære.

Johnny Jebsen var i største hemmelighed ansat af den tyske efterretningstjeneste, Abwehr – ifølge ham selv for at slippe for værnepligten i Tyskland. Han bad Popov om en tjeneste. Med hjalp fra sine indflydelsesrige venner skulle Popov skaffe informationer om den franske hær og skrive en rapport om den politiske og militære situation i Frankrig. Den tyske krigsmaskine havde brug for oplysningerne for at forberede en invasion af landet.

Popov tøvede, men Johnny havde en fantastisk overtalelsesevne. Han kendte til Popovs modvilje mod nationalsocialismen og overtalte ham med ordene: ”Hvis du vil uskadeliggøre en gruppe, er det mest effektivt at gøre det indefra.” 

Gav opgaver til briterne

Efter en søvnløs nat accepterede Popov forslaget. Han skrev rapporten men lavede også en kopi af den. Originalen leverede han præcist som aftalt til tyskerne. Kopien tog han med sig til en fest, og efter en kort, uformel samtale ude på altanen med en britisk diplomat, stoppede han diskret kopien i diplomatens jakkelomme. Nu havde Popov valgt side en gang for alle.

Agent Popovs rapport fik en varm modtagelse i begge lejre. Hans analyser var skarpsindige, omhyggelige og detaljerede. Tyskerne inviterede ham til det neutrale Portugal, til et møde med chefen for Abwehr i Lissabon, major van Karsthoff.

Han var mester i spionspillets regler, og han lærte Popov at anvende hemmelige koder og alternative kontaktmetoder. Han gav ham også et Leica-kamera. Et af hans kneb til at tage spionbilleder var, at placere en smuk kvinde foran det egentlige motiv, så at selve fotograferingen ikke vakte mistanke. Popov lærte desuden at fremstille usynligt blæk af knuste krystaller og klorfrit vand. Det var også Karsthoff, der gav Popov hans tyske kodenavn ”Ivan.”

Dusko Popov var ansat af den tyske efterretningstjeneste, Abwehr, men arbejdede for briterne.

Secret Service hvervede Popov

Samtidigt hvervede briterne Dusko Popov til Secret Service under kodenavnet ”Scout.” Han fremmeste opgave i hans majestæts hemmelige tjeneste var at infiltrere Abwehr og få fat i tyske militære hemmeligheder.

Fra Lissabon sendte den tyske efterretningstjeneste Popov til London. Her udgav han sig for at være en jugoslavisk advokat, som arbejde med godstransporter i krigszoner.

Han kom til London midt under blitzen i slutningen af oktober 1940. Men tyskernes bomberegn over byen påvirkede ikke overklassens selskabsliv. Popovs regelmæssige rejser til Frankrig, Italien og Portugal gjorde ham til en spændende og kultiveret samtalepartner, og Londons jetset bød ham velkommen i deres kredse.

Han dannede sit eget trepersoners spionnetværk i England, hvilket fik briterne til at ændre hans kodenavn til Tricycle. Vedholdende rygter sagde dog, at han i virkeligheden fik kodenavnet på grund af hans seksuelle præferencer; han ville helst have mere end én partner i sengen.

Popov var en skørtejæger, og en stor del af de oplysninger, han videregav til sin arbejdsgivere på begge sider, kom frem under det intime samvær mellem dyre silkelagener i luksusvillaer og på dyre hoteller over hele verden. 

Abwehr-mission i New York

Efter et halvt år i London besluttede tyskerne at sende Popov på en mission til USA. Formålet var at opbygge en spionkreds i New York på samme måde, som han havde gjort i London. Men inden spionen tog afsted til New York, rejste han til Lissabon for at mødes med Abwehr-chefen von Karsthoff.

Det var midsommer 1941. USA deltog endnu ikke i krigen. Den ellers kølige efterretningsofficer von Karsthoff var i et strålende humør, da han vinkede sin underordnede hen til sig. På bordet lå et hæfte med spørgsmål, som Popov i al hemmelighed skulle besvare under hans ophold i USA.

”Udenadslære!” sukkede Popov.

Men von Karsthoff afbrød ham: ”Nej, der bliver ikke mere huskearbejde. Den her opfindelse kommer til at revolutionære spionagesystemet!”

Ian Fleming udgav den første bog om James Bond i 1953.

© Getty images

Han forklarede, at tyskerne havde udarbejdet en metode, som indebar, at papirer blev kopieret til såkaldte mikropunkter. Med det rette udstyr kunne flere siders information komprimeres til en prik på størrelse med et punktum. På den måde kunne informationen transporteres risikofrit – den lille prik var næsten umulig at opdage.

Dobbeltagenten Johnny Jebsen

I Lissabon mødte Popov også sin gamle ven Johnny Jebsen. Året inden var han også blevet overtalt til at arbejde som dobbeltagent for briterne. De to venner talte om seneste nyt over en
flaske god whisky, og Johnny berettede om en mystisk opgave, som Abwehr udførte for den japanske efterretningstjeneste. 

Japanerne havde betalt godt for at få informationer om angrebet på Taranto i Syditalien i november 1940. Her led den italienske flåde et betydeligt nederlag, da briterne angreb fra luften. ”Men hvorfor var japanerne interesserede i Taranto?” spurgte Popov.

”De vil finde ud af, om et enkelt, vellykket angreb fra luften kan udradere en stor del af fjendens flåde,” forklarede Johnny.

De to mænd var enige om, at baggrunden for japanernes interesse formodentligt var kampen med USA om kontrollen med Stillehavet. Amerikanerne kunne derfor sandsynligvis forvente et luftangreb i Stillehavet.

FBI anklagede Popov for umoral

Da Popov kom til USA i august 1941, fortalte han straks FBI om både mikropunkterne og japanernes angrebsplaner. Efter det hørte han ikke mere fra FBI, før organisationens agenter anklagede ham for at forbryde sig mod ”The Mann Act,” en lov om forbud mod prostitution og menneskesmugling.

Ifølge loven var det for forbudt for en mand at føre en kvinde på tværs af delstatsgrænserne i USA med henblik på at udføre umoralske gerninger. Noget som de mente Popov gjorde, da han inviterede sin elskerinde til Florida.

”Washington laver aldrig sjov, hr. Popov,” sagde FBI-agenten og truede Popov med fængsel og deportering, hvis han ikke med det samme afbrød sin rejse og vendte hjem til New York. Tilbage i storbyen blev han kaldt til møde med FBI-chefen J. Edgar Hoover, som skældte Popov ud, som var han en skoledreng: ”Du kommer her og i seks uger har du jagtet filmstjerner, begået en alvorlig forbrydelse og forsøgt at bestikke mine agenter! Det vil jeg ikke finde mig i!”

Den 8. december 1941, dagen efter angrebet mod Pearl Harbor, erklærede USA krig mod Japan.

© New York World Telegram

Angrebet på Pearl Harbor

Efter at Popov var blev smidt ud af FBI’s hovedkvarter, nægtede amerikanerne at samarbejde med ham – i stedet blev han aflyttet og skygget hvor end han gik. For at slippe væk tog han på et krydstogt til Brasilien. Den 7. december 1941 samlede kaptajnen alle passagererne i den smukke salon. Han bad dem være stille og skruede op for lyden på den skrattende radio:

”...luftangreb mod flådebasen Pearl Harbor. Dette er IKKE en øvelse!”

Den ophidsede melding over radioen gjorde Popov forvirret. Han havde jo selv for fire måneder siden advaret amerikanerne om, at japanerne sandsynligvis planlagde et angreb mod Stillehavsflåden fra luften. Hvordan kunne de være så uforberedte, da angrebet kom?

Hoover smed Popov ud

Næste gang Popov mødte J. Edgar Hoover, var FBI-chefen iskold. Han gjordet det klart, at den serbiske spion ikke skulle blande sig i interne amerikanske anliggender, og mødet sluttede dramatisk, da Popov anklagede Hoover for at tage æren for at have opdaget mikropunk-terne. Efter det blev Popov forbudt at operere på amerikansk jord.

Popovs tid i USA var mildest talt en fiasko, og de knappe informationer han sendte hjem til Abwehr under USA-opholdet, var næsten alle opfundet. Amerikanerne havde aldrig givet ham informationer, som kunne overbevise tyskerne om hans loyalitet over for Det Tredje Rige.

Langt forhør hos Abwehr

Usikker på om tyskerne stadig stolede på ham, besluttede han at mødes med von Karsthoff i Lissabon. Der udspurgte specialuddannede forhørsledere ham om en række små og tilsyneladende ubetydelige detaljer for at afsløre mulige sprækker i hans historie.

Men Popov var en dreven spion og en overbevisende løgner. Efter to døgns forhør blev han sluppet fri af tyskerne, som tydeligvis var overbevist. De gik endda med til at betale hans omkostninger. Dobbeltagenten havde klaret sig.

2. verdenskrig sluttede, og det samme gjorde Popovs spionkarriere. Informationen om mikropunkterne gav de allierede et afgørende redskab til overførsel af vigtig information. Oplysningerne om angrebet mod Pearl Harbor kunne have ændret krigens forløb – hvis bare FBI havde samarbejdet