Læs også

Tyskerpigerne

Tyskerpigerne

I 1940–45 fandt der tusindvis af romancer sted mellem tyske soldater og danske kvinder. Folkestemningen mod ”feltmadrasserne” var iskold, og mange blev ydmyget og kronraget for deres kærlighed.

24. juli 2012 af Thomas Oldrup

Mindst 50 000 danske kvinder havde intime relationer til de tyske soldater. Af en befolkning på ca. 4 mio. og en besættelsesstyrke på ca. 100 000 soldater, er dette tal stort i forhold til andre lande. Tallet svarer som sammenligning til antallet af medlemmer af modstandsbevægelsen i de måneder, hvor den var størst.

Der er intet, der tyder på, at pigerne havde et fælles politisk eller socialt motiv til at gøre, som de gjorde. En undersøgelse lavet lige efter krigen pegede bl.a. på at kvinderne især foretrak de tyske soldater, fordi de var høfligere og havde bedre manerer. Andre angivne grunde var sproget, politiske grunde, at de var bedre elskere, at det var romantisk med en udlænding, eller at de havde uniform og adgang til cigaretter m.v. Næsten halvdelen angav dog, at der intet specifikt fortrin var, og man må formode at der i denne gruppe simpelthen var tale om kærlighed.

Prøjserbørn og drageyngel

Forholdene medførte mindst 5 579 såkaldte tyskerbørn. Det er bemærkelsesværdigt, at antallet af fødte tyskerbørn steg år for år, samtidig med at tyskernes generelle popularitet faldt. De illegale blade omtalte børnene som ”drageyngel” eller ”prøjserbørn”. Disse sager var komplicerede, da mange tyskere allerede var rejst videre eller dræbt i kamp. Derudover bad de tyske myndigheder de danske om at undersøge hver enkelt kvinde, der anlagde faderskabssag, om bl.a. ”moderens vandel og ry” foruden hendes race. Sagerne blev behandlet på et bemærkelsesværdigt højt embedsmandsniveau.

Tyskerpigerne vakte også bekymring pga. risikoen for kønssygdomme. På trods af et velfungerende samarbejde mellem danske og tyske militære myndigheder blev antallet af gonorésmittede tredoblet, og syfilis tidoblet mellem 1940 og 1945.

De illegale blades sorte lister

Frygten for, at pigerne skulle ”snakke” var stor, især hos modstandsbevægelsen. Der findes da også eksempler på, at tyskerpigerne fungerede som stikkere. Et grelt eksempel er en 17-årig tyskerpige, der i december 1944 angav en dansk mand for at have jagtet hende med en økse bag på hans cykel. Han blev sendt til en kz-lejr i Tyskland. Han kom tilbage efter krigen, og ved en retssag her blev hun idømt seks års fængsel. Disse sager var dog sjældne, og frygten for at de var stikkere, var generelt overdreven.

De illegale blade bragte jævnligt sorte lister med navne og adresser på kvinder, som bladene formodede havde forhold til tyske soldater. Bladene lancerede en række skældsord, der blev brugt om tyskerpigerne, fx ”feltmadras”, ”tyskertøs”, ”soldaterhoppe” og ”syfilishoppe”. Hensigten var at skræmme pigerne, men listerne med navne og adresser var også direkte anvendelige, hvis nogle drenge fx ønskede at vise deres ”mod” ved at kaste en sten gennem en rude.

Afløb for forargelse

Vreden, frustrationen og forargelsen over pigerne kom til udtryk på forskellig måde. Lige fra forargelse og den kolde skulder over tilråb og spytten til klipning og korporlig vold. De første klipninger fandt allerede sted i København i september 1940. Klipningerne boomede under augustdagene i 1943 og under folkestrejken i 1944. Hvor mange der reelt fandt sted, vides ikke. Man må formode, at langtfra alle ønskede at anmelde overfaldene.

Klipningerne fandt sted over hele landet. Faktisk var der flere sager i provinsens mellemstore byer – fx Kolding, Skive, Odense, Middelfart – end i København. Det var hovedsagelig unge mænd, især arbejdere, lærlinge og bude, der svang saksen. De agerede dog på baggrund af en udstrakt forståelse, der inkluderede magteliten, og det var meget få, som klart tog afstand fra disse klipninger.

Symbolikken i klipningen er tydelig, men ikke oplagt. Ingen kilder angiver direkte, hvorfor klipning skulle være straf for fraternisering. Tanken var nok, at håret var en central kvindelig pryd, som hun måtte miste, idet hun havde handlet mod de seksuelt accepterede regler. I de sager, hvor klipperne udtalte sig om deres motiv, var det som regel en blanding af hævn og jalousi, samt en national og kønsmoralsk krænkelse.

Tyskerpigerne led særlig hårdt i befrielsesdagene, kaldet ”den lovløse maj”. De blev fundet i deres hjem eller på deres arbejdspladser og ført til en plads eller fx til et hotel, hvor de blev ydmyget og klippet. Dette fandt sted i stort set alle landets byer.

Under retsopgøret kunne man ikke straffes for at have ydet seksuel bistand til fjenden. Det var måske unationalt, men ikke landsforræderisk i retslig forstand. Tyskerpigerne var mere synlige og lettilgængelige symboler end fx samarbejdspolitikerne, så de fik vreden at føle. Pigerne kunne ikke dømmes, men fordømmes kunne de sagtens.

Frihedsrådet krævede at bl.a. folk, ”som måtte frygte at blive ofre for lynchjustits”, skulle interneres. Tyskerpigerne faldt ind under denne kategori, men to tredjedele blev kort efter løsladt. Alligevel havde de oplevet at blive udstillet og transporteret i åbne vogne, med hænderne i vejret, gennem deres hjemby. Sammenstimlede folk spyttede, råbte og slog.

På den ”rigtige” side

Ikke sjældent så politi og modstandsfolk stiltiende til, mens pigerne blev klippet. Der fandtes også talrige eksempler på, at det var modstandsfolk selv, der opfordrede til og gennemførte klipningerne. Med andre ord stod de selv for den ”lynchjustits”, som de skulle beskytte folk imod. Flere klipninger foregik under selve den arrestation, der skulle føre kvinderne i sikkerhed, og protesterne mod klipningerne var få og lavmælte. Forfølgelsen af dem, der havde stået på ”den forkerte side” kunne være en belejlig måde at demonstrere, at man selv havde stået på ”den rigtige side”.

Mere her: Tyskerpiger under besættelse og retsopgør af Anette Warring (1994) ● www.illegalpresse.dkHoreunger og helligdage af Arne Øland (2001)