Politiske optøjer skabte nazisternes martyr

Den 9. maj 1945 klingede for sidste gang nazisternes partihymne Die Fahne Hoch gennem æteren. Sangens tekst var skrevet af Horst Wessel, som blev myrdet i 1930. Omkring den unge SA-mand skabtes en nazistisk helgenkult.

12. maj 2015 af Emma Bergman

I januar 1930 fik voldsomme sammenstød mellem kommunister og nazister dele af Berlin til at ligne en krigszone. I værtshuset von Baer havde en kommunistisk stormtrop sit mødested og lidt før halv ti om aftenen den 14. januar kom enken Elisabeth Salm ind, for at bede om hjælp fra sin døde mands gamle partikammerater. Hun havde problemer med en lejer, en ung mand som truede hende med en pistol, hver gang han skulle betale huslejen.

Først mødtes fru Salm af ligegyldighed; mændene syntes ikke om, at hun havde givet sin kommunistiske mand en kristen begravelse. Men så nævnte hun at lejeren var Horst Wessel, en leder i den nazistiske kamporganisation Sturmabteilung (SA), som tidligere samme aften havde været indblandet i et slagsmål, hvor en ung kommunist var blevet skudt. Kommunisterne besluttede sig for at give Wessel en ”proletarisk afhøvling,” og snart vandrede en ivrig skare af sted mod fru Salms lejlighed.

Skudt i munden

De handlekraftige kommunister vidste, at Wessel var bevæbnet og sørgede for at to mænd i gruppen også bar våben. Wessel sad i sit rum med kæresten Erna, da fru Salm ringede på en klokke for at melde besøg, samtidig med at de to, som bar våben, afsikrede disse. Intetanende åbnede Wessel døren, et skud faldt og traf ham i munden. Han faldt og slog hovedet i kaminen. Angriberne trængte ind i rummet og gennemsøgte det for våben. Efter at have beslaglagt en pistol og en stok, forsvandt gruppen videre ud i den urolige Berlineraften.

Propagandabegravelse

Wessel var hårdt såret i halsregionen og den 23. februar døde han af blodforgiftning. Joseph Goebbels, som da var leder for nazistpartiet i Berlin, besøgte Wessels sygeleje. Og efter hans død opbyggede Goebbels en kult omkring SA-manden. Politiet havde forbudt politiske demonstrationer ved Wessels begravelse, men det lykkedes alligevel Goebbels at gøre begivenheden til et propagandaspektakel.

Kommunisterne forstyrrede paraden ved at spille Internationale og råbe beskyldninger mod den afdøde. Senere fandt nazisterne også på, at kommunisterne forsøgte, at rive kisten ned fra ligvognen, og erklærede at begravelsen var et ”triumftog for den nationalsocialistiske vilje”.

Det hed sig i den kommunistiske propaganda, at Wessel havde været alfons, og at der var tale om et territorialt opgør mellem luderkarle.

Præstesøn

Men hvem var manden som Goebbels kaldte ”arbejderhelt” og ”Kristussocialist”? Horst Wessel var født i år 1907 i en
luthersk præstefamilie. Faren døde, da Wessel var 14 år, men havde allerede da præget sønnen med sin antisemitisme og militarisme. Horst Wessels to yngre søskende, Werner og Ingeborg, blev ligeledes nazister.

For Wessel var nederlaget i 1. verdenskrig en ufattelig skam, som han, ligesom mange andre, mente skyldtes, at Tyskland var blevet forrådt indefra af jøder og venstreorienterede, og han foragtede Weimarrepublikken som blev etableret efter krigen.

Allerede mens han gik i gymnasiet, gik Wessel med i højrenationalistiske, paramilitære ungdomsforeninger. Mens han afventede et militærkup gik han altid bevæbnet, hvilket dog aldrig skete, og i foråret 1926 begyndte den skuffede Wessel at studere jura i Berlin.

Nazistisk lederpotentiale

Wessel afsluttede dog snart studierne for at gå ind i nazistpartiets stormtropper, Sturmabteilung (SA). Han var tiltrukket af nazismens voldsdyrkelse og radikalisering, og i gadeslagsmålene mod politiske modstandere, gerne talmæssigt underlegne, oplevede han et ”mandigt frontfællesskab”.

Wessel skrev kampsangen Die Fahne Hoch som skulle synges mens SA gik i parade gennem gaderne, og han gjorde sig desuden også bemærket som taler og organisator.

Derfor fik han til opgave af Goebbels at hverve nye tilhængere. Mange SA-mænd var rodløse, lavtuddannede mænd, som blev tiltrukket af spændingen og kammeratskabet i bevægelsen. Derfor var engagerede og relativt veluddannede unge ledere som Wessel vigtige at løfte opad i bevægelsen.

I efteråret 1929 traf Wessel den prostituerede syerske Erna Jaenichen på en café, og parret flyttede sammen på det værelse, som Wessel via en mellemmand havde lejet af fru Salm. Hun havde forladt Berlin, men kom uventet tilbage, for ikke at miste retten til sin lejlighed. Hun ønskede ikke at have Erna boende og skændtes med Wessel om huslejen.

Broren frøs ihjel

I december samme år deltog Wessels yngre bror Werner i en af partiets skiture i bjergene. Han og to andre unge mænd fór vild i sneen og frøs ihjel. Nazipressen skrev svulstigt om en heltemodig kamp mod naturkræfterne. Brorens død var et hårdt slag for Horst Wessel.

Wessel havde allerede i nogen tid trukket sig lidt tilbage fra SA-sammenkomsterne for i stedet at tilbringe aftnerne med Erna, og derfor blev hans lederskab i partiet efterhånden betvivlet. Der findes oplysninger, der tyder på, at han overvejede, at forlade bevægelsen, da han blev skudt.

Helgenkåret af partiet

Den 22. september 1930 indledtes retssagen vedrørende Horst Wessels død, og ivrige tilskuere stod i kø fra klokken fire om morgenen udenfor retslokalet. De anklagede dømtes for drab. De to, der var bevæbnede, fik seks år og en måneds fængsel, og de andre kortere fængselsstraffe. Det var hårde domme sammenlignet med de tilfælde, hvor nazister dræbte kommunister.

Da nazisterne greb magten i Tyskland 1933, fik Die Fahne Hoch, eller Horst Wessel-sangen, som den også  kaldes, en næsten lige så stor betydning som nationalsangen Deutschland über alles. Sangens popularitet fik almindelige mennesker til at digte deres egne varianter af teksten, selvom det var forbudt, og politiske modstandere lavede parodier på den. Wessel blev ophøjet til en slags helgen af partiet og hans liv blev skildret i bøger og på film. Utallige mindesmærker blev rejst for at ære ham, og børn blev opfordret til at lade sig inspirere af hans ”offervilje”.

Han blev også hyldet som forbillede for studenterne, hvilket forekom paradoksalt med tanke på hans afbrudte jurastudier, men helt på linje med nazisternes foragt for selvstændige tanker og uddannelse. På Wessels fødselsdag dansede unge piger fra Hitlerjugend i rundkreds i måneskinnet for at få hjælp til at blive gode mødre.

Efter krigen blev monumenterne over Wessel raseret og hans liv blev officielt forvist til den evige glemsel, men efter årtusindskiftet er hans grav blevet valfartssted for nynazister og skændes også jævnligt af venstreekstremister.