Entartete Kunst i München 1937.

Emil Noldes maleri af Jesus var en central del af nazi­regimets udstilling om "degenereret kunst."

© Süddeutsche Zeitung/IBL

Entartete kunst: Kunsten som Hitler hadede

I sommeren 1937 skulle to kunstudstillinger overbevise tyskerne om den nazistiske ideologis overlegenhed. Den ene viste værker, som Hitler havde udvalgt, den anden udstillede kunst, som afskrækkende eksempler. Responsen blev ikke den ønskede. Fem gange så mange så kunsten, Hitler hadede.

17. august 2018 af Unn Torell

Udstillingen "Entartete Kunst" (Degenereret kunst) åbnede den 19. juli 1937 i München. Den udgjorde tredje del af en stor kunstsatsning, som var planlagt af Adolf Hitler og hans propagandaminister Josef Goebbels. 

De besøgende måtte mase sig op ad smalle mørke trapper og havnede til slut lige foran Emil Noldes vildt stirrende Kristusfigur, placeret sådan, at de besøgende måtte klemme sig forbi den.

Haus der Deutchen Kunst

I tre dage havde München fejret ”den 2 000- årige germanske kunst” med en lang række arrangementer, der blev afsluttet med en dyr parade, hvor monumenter, statuer og levende skulpturgrupper mindede om andre store perioder i kunsthistorien.

Dagen før ferniseringen for Entartete Kunst, var det nye monumentale museum for tysk kunst, Haus der Deutschen Kunst, blevet indviet nogle gader derfra. 

I store lyse sale bag en 160 meter lang facade havde premierepublikummet fået lov til at se den kunst, som Adolf Hitler selv havde udvalgt som godkendt af det tredje rige. 

Hitlers krig for tysk kultur

Ved indvielsen af museet talte Hitler: ”Jeg erklærer her og nu, at jeg er fuldt besluttet på, at når det gælder politisk forvirring, så vil jeg gøre rent hus med det kunstneriske sprog i Tyskland.” 

Ifølge øjenvidner var han til slut så euforisk, at tårerne løb ned ad kinderne. ”Fra og med nu kommer vi til at føre en hensynsløs krig for at udpege de elementer, som vil undergrave vor kultur.”

Idéen om at bruge kunsten som politiskt symbol var Hitlers egen. Det var derfor, han også ville udstille den kunst, der ikke længere var ønskværdig. 

Adolf Hitler, Hermann Göring (t.h.) og Josef Goebbels (t.v.) nyder den godkendte kunst i det nyindviede museum.

Ekspressionister og surrealister

Under og efter 1. verdenskrig var mange nye kunstretninger vokset frem, til dels for at udstille den uro, som krigen havde skabt. 

Man stillede spørgsmålstegn ved den gamle verden, og mange kunstnere oplevede, at menneskets vilkår og livsopfattelse måtte fremstilles i et helt nyt viseult sprog og med nye metoder. 

Ekspressionister, surrealister, kubister og naivister samlede sig i kunstnergrupper, og Berlin var et af den nye kunsts vigtigste byer.

Parallellt med kunstnernes søgen efter nye udtryk, havde befolkningen haft nok at gøre med at klare sig gennem hårde tider med inflation og arbejdsløshed. 

Det store flertal stod fremmed overfor de nye kunstretninger, og det var den afstand, som nazisternes propagandamaskineri rettede sigtet imod. 

Partiet fremstillede sig selv som folkets stemme, der erklærede det nye for sygt, mens den letfattelige og kønne malerkunst blev løftet frem som det gode alternativ.

Entartete kunst skulle vække afsky

Den ”degenererede kunst” blev udstillet på anden etage i det, der tidligere havde været Arkæologisk institut, nu blot et beskidt hus med små vinduer og fugtskader. 

Placeringen af Emil Noldes angtsfuldt stirrende Jesus var velgennemtænkt. Værket skulle straks og slagkraftigt forskrække og fremkalde fornemmelsen af afsky hos den besøgende, følelser som skulle understreges gennem hele udstillingen.

I de rum, som fulgte, var 650 kunstværker udstillet. Det første rum fortsatte temaet fra Noldes Jesus og viste værker, som man hævdede, spottede religionen.

I det næste rum var der kun kunst af jødiske kunstnere, og i det tredje kunst, som ”spottede den tyske kvinde, den tyske bonde og den tyske soldat.” 

Det kunne handle om malerier, som viste desillusionerede krigsinvalider fra 1. verdenskrig eller mennesker, fremstillet med nye kunstneriske udtryk: Chagalls flyvende, udtrukne kroppe eller Modiglianis -personer med forlængede halse.

Otto Dix' maleri Kriegs­krüppel (Krigskrøblinger) på udstillingen. Det blev senere ødelagt.

© Süddeutschen Zeitung/IBL

Flest værker af nazisten Emil Nolde

Resten af rummene havde ingen udtalte temaer, men var blot propfyldte med bevidst kaotisk ophængt kunst, kombineret med slagord og anklager som: 

”Den jødiske race åbenbarer sig,” ”Bevidst sabotage af det nationale forsvar,” ”Den jødiske længsel efter vildskab viser sig i Tyskland,” ”Galskab bliver metode” og ”Naturen set af syge hjerner.”

Et af udstillingens mål var at plante den opfattelse hos de besøgende, at modernister og jøder havde fælles idealer og fremtidsvisioner. I virkeligheden var kun 6 af de 112 udstillede kunstnere jøder. 

Den kunstner, som havde flest værker med på udstillingen, var Emil Nolde, som var født i Slesvig og i øvrigt selv medlem af nazistpartiet. 

Fire år tidligere havde et nazistisk studenterselskab endda arrangeret en æresudstilling af hans værker, og flere højt placerede nazister havde hans værker hængende derhjemme.

Entartete kunst fik flere besøgende

Udstillingen løb fra 19. juli til sidst i november og kom siden på turné i 11 andre byer i Tyskland og Østrig. Cirka to mio besøgte udstillingen, alene i München. I samme periode kom cirka 400 000 til Haus der Deutschen Kunst. 

Det, der lokkede "husarerne" til Entartete Kunst, var de mere kendte navne, men publikum kom i høj grad også for at forarges, nogle over kunsten, andre over hvor langt nazisterne efterhånden var parate til at gå.

Goebbels ledede Rigskulturkammeret

Kort efter nazisternes magtovertagelse i foråret 1933 begyndte partiet at rense ud i de uønskede ledere indenfor kulturlivet og erstatte dem med partitro folk. 

Lister blev skrevet over, hvad man mente, der var utysk eller regimekritisk scenekunst, musik, litteratur og kunst. 

Allerede inden året var omme, var det nye Rigskulturkammer etableret med Goebbels i ledelsen, som siden frit kunne bestemme over, hvilken kunst der var godkendt eller uønsket.

Den store parade hvor "den 2 000-årige ger­manske kunst "blev fejret i tre dage i München.

© Ullstein/IBL

I november 1936 afskaffedes den frie kunstkritik, og nazisterne lancerede deres egen kunsttidsskrift, Die Kunst Im Dritten Reich.

Museer renset for ikke-arisk kunst

I foråret 1937 kom der ordre om at rense museerne for ikke-arisk kunst. I første omgang blev der beslaglagt flere tusind malerier og grafiske værker fra landets museer.

Nogle uger efter indvielsen af Ent-artete Kunst beordrede Goebbels den næste nedtagning fra museerne. I alt 16 558 kunstværker blev beslaglagt, blandt andet 1 052 værker af Emil Nolde. 

Også kunstværker af allerede velkendte navne som Marc Chagall, Pablo Picasso, Vincent van Gogh og Edvard Munch blev indsamlet. Mange blev siden solgt for at bekoste krigsapparatet, andre havnede i nazistledernes private hjem. 

Den kunst, der ikke kunne afsættes, blev brændt. Det samme skete med den kunst, som blev stjålet fra privatpersoner, der blev deporteret til kz-lejre.

I marts 1938 kunne de tyske kunstmuseer erklæres for ”renset.” Alle værker, der blev taget ned, blev nøje katalogiseret med oplysninger om, hvorfra de blev taget, og til hvilket beløb de var indkøbt. 

En komplet liste over den stjålne kunst findes i dag på Victoria & Albert Museum i London.

Ernst Ludwig Kirchners selvportræt som soldat sås som "en forulempelse af de tyske helte fra verdenskrigen."

© Allen Memorial Art Museum/Bridgeman/IBL samt Süddeutsche Zeitung/IBL