Billedet fortæller: Angreb på Polen 1939

Det tyske angreb på Polen udløste 2. verdenskrig. Den polske modstand var dog betydeligt hårdere, end hvad myten siger.

31. maj 2016 af Magnus Västerbro

Det tyske angreb på Polen udløste 2. verdenskrig. Den polske modstand var dog betydeligt hårdere, end hvad myten siger.

Klokken 4.35 om morgenen den 1. september 1939 kaster tyske fly bomber ned over jernbanebroen over floden Wisla, ved den polske by Tczew. Ti minutter senere vælter den tyske hær ind i Polen. Billedet her, som sandsynligvis er arrangeret og taget nogle dage efter angrebet, skulle efter sigende vise tyske soldater, der hæver en bom ved den tysk-polske grænse.

Den nazistiske diktator Adolf Hitler havde i flere år ført en politik, der gik ud på at skabe Lebensraum – dvs. plads til en tysk ekspansion mod øst. Han brugte den store tyske minoritet i det vestlige Polen som påskud. Retorikken gik på, at ”de undertrykte tyskere skulle befries”.
Angrebet på Polen kom efter den såkaldte ”Operation Himmler”, hvor tyske soldater, klædt ud som polakker, på skrømt angreb tyske mål. Med dette som påskud gik Tyskland til angreb, hvilket medførte, at Polens allierede, Storbritannien og Frankrig, på deres side erklærede Tyskland krig. Dermed var 2. verdenskrig brudt ud.
Kun en uge inden angrebet havde Sovjetunionen og Tyskland underskrevet den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt. Aftalen indeholdt en hemmelig protokol, hvor parterne bl.a. opdelte Polen mellem sig. Det sovjetiske angreb kom den 17. september, og ti dage senere kapitulerede Warszawa.

Ifølge senere forskning var den polske modstand dog hårdere, end hvad historieskrivningen hidtil har påstået. I virkeligheden tog den tyske invasion af Polen fem uger. Oplysninger om, at polske kavalerister med lanser skulle have stormet tyske kampvogne i større stil, bliver i dag afskrevet som tysk propaganda.
Angrebet på det østlige Polen lagde grunden til Sovjetunionens dominans over landet, som fortsatte længe efter krigens afslutning.