Trekongemødet i Malmø

På den baltiske udstilling i Malmø i 1914 fremviste Danmark, Sverige, Rusland og Tyskland deres fremskridt. Da 1. verdenskrig brød ud, rejste russerne og tyskerne hjem. I stedet kom Nordens konger til byen for at tale om, hvordan krigstruslen skulle håndteres.

12. november 2014 af Sara Griberg

På Stortorget står tusindvis af malmøborgere i deres pæne tøj og skutter sig i decemberkulden. Mange af dem har ventet i timevis for at få gode pladser. Lige før klokken to drager 500 syngende studerende ind på torvet med faner og standarter. På slaget to høres jubelen fra folkemassen, da tre høje herrer – alle med overskæg og høj hat – træder ud på amtmandsresidensens balkon.

Det er kongerne Gustaf 5. af Sverige, Håkon 7. af Norge og Christian 10. af Danmark. De tre majestæter er samlet i Malmø for over for deres folk og for omverdenen at demonstrere deres fælles syn på nordisk neutralitetspolitik.

1. verdenskrig var brudt ud, og uroen for fremtiden lå som en tung dyne over trekongemødet den 18.–19. december. For malmøborgerne var 1914 kontrasternes år. Et halvt år inden kongemødet havde byen sydet af entusiasme og fremtidstro, da dørene blev slået op for den storslåede baltiske udstilling.

Norge fik ingen indbydelse

Industriudstillinger var på mode, både ude i verden og i Norden. Malmø var en hurtigtvoksende industriby, på vej mod 100 000 indbyggere. Byens føren-de mænd mente derfor, det var på tide – med et moderne udtryk – at ”sætte Malmø på kortet” ved at arrangere en international udstilling.

En af årsagerne til, at man valgte Østersøen – Det Baltiske Hav – som fællesnævner var, at man dermed kunne udelukke Norge. Planerne for udstillingen tog form kort efter unionsopløsningen i 1905, og mange havde svært ved at forlige sig med, at nordmændene havde valgt at blive selvstændige. De deltagende lande var Sverige, Danmark, Tyskland og Rusland; flere natio-ner var der ikke omkring Østersøen. Finland var på den tid et russisk storfyrstendømme, og hverken Polen eller De Baltiske Stater eksisterede som selvstændige nationer.

Forberedelserne stod på i flere år. Man anlagde nye gader, jernbaner og sporvognslinjer. Der blev opført hoteller, og privatpersoner gjorde værelser klar til at møde det store publikum. Udstillingen blev anlagt i udkanten af byen, hvor den nuværende Pildammspark ligger, og blev tegnet af stjernearkitekten Ferdinand Boberg.

Inspiration fra Chicago

Inspireret af verdensudstillingen i Chicago i 1893 kaldte han sit 490 000 kvadratmeter store skaberværk for ”den hvide by”. Mange af bygningerne i jugendstil var pyntet med trappegavle for at give dem en skånsk – eller baltisk – karakter. Husene så ud, som om de var muret i sten, men de fleste var i virkeligheden opført i træ og beklædt med malet lærred. Mest spektakulært var et 87 m højt tårn med to elektriske elevatorer, som på 40 sekunder førte de besøgende op til toppen. Her kunne man nyde en henrivende udsigt over Malmø med omgivelser. På klare dage kunne man se helt til København.

Ud over de fire nationale udstillingshaller, med i alt over 1 700 udstillere, havde mange virksomheder og foreninger deres egne pavilloner. Desuden var der en kongresbygning, en kunsthal, dansebaner, tivoli med biograf og rutsjebane samt mange spisesteder, som kunne tage imod flere tusind spisende gæster samtidig.

Dansk pavillon i mursten

Den danske pavillon var en af de få bygninger, der var bygget i rigtige mursten. Husets pragtfulde sandstensportal er bevaret og findes nu i den ”danske have” på Malmøs museer. Størst var den tyske udstilling, der omfattede 28 000 kvadratmeter og indeholdt alle de ejendommeligheder, som tysk industri kunne fremvise, deriblandt en masse lokomotiver og automobiler.

Udstillingen blev indviet den 15. maj af kronprins Gustav Adolf, og 3 000 indbudte gæster kunne lytte til en nyskrevet kantate, Det Baltiske Hav, af Hugo Alfvén (som var gift med den danske kunstmaler Marie Krøyer). Dagen efter, da offentligheden fik adgang, blev der registreret 11 000 gæster. En dagsbillet kostede 1 kr. for voksne, 50 øre for børn.

Gæsterne strømmede til fra nær og fjern. Det var en herlig sommerdag. Mænd i stråhatte og kvinder i hvide sommerkjoler vandrede rundt blandt planteringer, fontæner og flotte bygningsværker, som spejlede sig i søernes vand. Man lod sig forbløffe over moderne mirakler i udstillingshallerne og hyggede sig i de lange sommeraftener på udendørs spisesteder, dansebaner og karruseller.

Den 28. juni blev alt anderledes. Da faldt skuddene i Sarajevo, og en måned efter var to af udstillingslandene i krig med hinanden. De russiske og tyske udstillere måtte skynde sig hjem, mens de nordiske lande fortsatte efter planen.

Færre besøgende

Efter krigsudbruddet mindskede antallet af udenlandske besøgende. Svenskere og danskere blev dog ved med at valfarte til attraktionerne i ”den hvide by”, indtil udstillingen lukkede den 4. oktober.

Da havde næsten 400 000 personer besøgt ”den baltiske”.

Ved afslutningsceremonien sagde amtmanden Robert De la Gardie i sin højtidelige tale: ”Som en eventyrby rejste vor baltiske udstilling sig, fremtryllet af modens, arbejdets og smagens tryllestav. Dens sommerdag blev lang, lys og herlig. Nu er aftenen kommet. Solen går ned.”

Det var den samme amtmand, som i december tog imod de tre nordiske konger i sit residens.

Initiativet til trekongemødet kom fra den svenske udenrigsminister, Knut A. Wallenberg, som havde forretningsforbindelser i Norge og derudover var norsk gift. Han så et kongemøde som en mulighed for at optø det iskolde forhold til Norge, som havde hersket siden unionens opløsning, og det lykkedes ham at vinde gehør for sin idé hos den svenske kong Gustaf 5.

Den nyindsatte norske konge var bror til Christian 10. af Danmark og hed indtil tronbestigelsen prins Carl. I et brev til kong Christian skrev kong Gustaf:

”Det er mit store ønske snarligt at aftale et personligt møde med dig og din bror Carl for at diskutere overvejelser angående vores fælles interesser som neutrale stater. Det er helt klart mit ønske, at vi i den for nærværende så alvorlige situation i Europa må holde sammen. Tidpunktet for en sådan tilnærmelse til Norge forekommer mig at være yderst passende lige nu. Med mange hilsener til hele familien er jeg din altid hengivne gamle ven og onkel, Gustaf.”

Nægtede at rejse til Stockholm

Kong Håkon var positiv over for et møde, men nægtede totalt at komme til Stockholm, der for nordmændene symboliserede den gamle svenske overhøjhed, som de netop havde løsrevet sig fra. Danskerne var kritiske over for den tyskvenlige holdning, der herskede mange steder i Sverige, og Christian 10. var i starten ikke specielt interesseret i et nordisk kongemøde.

Til sidst enedes man dog om at mødes i Malmø i tre dage lige inden jul. Ud over middage og højtidelige taler var der forhandlinger om økonomiske og folkeretslige spørgsmål, der havde med krigen at gøre. Forhandlingerne, hvor også de tre landes udenrigsministre deltog, førte egentlig ikke til nogen bestemte resultater. Men alene i og med, at man havde fået et møde op at stå, havde man, som det blev udtrykt i det afsluttende kommuniké, ”befæstet det gode forhold mellem de nordiske riger”. Symbolsk var mødet opverordentligt vigtigt.