Auda ibu Tayi ledte de arabiske beduinstammer,
som kæmpede på briternes side mod osmanniske
tropper under 1. verdenskrig.

© Library of congress

Den Arabiske Revolte 1916: Briternes svigt startede ny krig

I 1916 eksploderede den arabiske verden i et oprør mod Det Osmanniske Rige. Efter flere år med stridigheder og et kynisk magtspil fra verdensmagternes side, blev grunden til dagens konfliktfyldte Mellemøsten lagt.

27. juli 2018 af Magnus Västerbro

Det er daggry i Mekka, 10. juni 1916. I samme øjeblik som dagens første bønnekald lyder udover over den hellige bys tage, går emir Husayn ibn Ali frem mod et vindue i sit palads. Den 62-årige Husayn er områdets politiske leder, udpeget af de osmanniske herskere i Istanbul. Men han nyder også stor respekt blandt araberne, dels som leder af den hashimittiske slægt, men især som direkte efterkommer af profeten Muhammed, 37 generationer tidligere. Han bærer et gevær, som han affyrer op i luften. Skuddet er et signal til, at det hele kan begynde – det som senere blev kendt som "Den Arabiske Revolte." 

Gadekampe i Mekka

Igennem de sidste par dage er Husayns tilhængere løbende ankommet til byen i mindre grupper. Nu finder de våben frem og går til angreb på det osmanniske riges garnison i Mekka. Flere soldater nedskydes eller overgiver sig hurtigt. Andre gør hårdnakket modstand.

Dagen præges af intensive og kaotiske gadekampe. Frem mod aftenen vajer det hashimittiske flag over byen, og Husayn ibn Ali mener selv, at han har taget et stort skridt frem mod realiseringen af sin drøm – et Storarabien som forener de arabiske områder i Mellemøsten, fra Middelhavet i vest til Iran i øst, fra Syrien i nord til Yemen i syd. Et rige hvis første konge han skal være.

Mekka i Hussein ibn Alis hænder

Men det viser sig hurtigt, at planen halter en smule. Dele af den osman-niske garnison har forskanset sig i fæstningen Jyad, udenfor Mekka. Derfra kan de beskyde oprørerne i byen med deres kanoner og maskingeværer. Der kommer til at gå yderligere en måned, inden hjælpen ankommer fra Egypten, der kontrolleres af Husayns allierede Storbritannien. 

Osmanniske soldater i Gaza 1917.

© AKG/TT

Briterne har medbragt artilleri, der hurtigt knuser fæstningens mure, og til sidst er hele Mekka i Husayns hænder. Snart kan han udråbe sig selv til konge af Hijaz, dvs. området på den vestlige side af den arabiske halvø, hvor Islams hellige byer Mekka og Medina ligger.

Men bag de fine titler og store ord var sejren dog en smule tom. Først og fremmest var sejren vundet med briternes hjælp, hvilket tydeligt viste den politiske virkelighed, som oprøret udspillede sig i – og som pegede fremad mod de problemer, der ventede.

Det Osmanniske Rige forfald

På dette tidspunkt havde Det Osman-niske Rige hersket over Mellemøsten i næsten 500 år. Det vældige imperium, som i sin storhedstid, strakte sig langt ind i Europa, hvor deres ekspansion først blev standset foran Wien i 1683. Siden nederlaget ved Wien var riget stille og roligt krympet.

I 1800-tallet stod det klart, at det stillestående Osmanniske Rige ikke formåede at modernisere og industrialisere sig i samme tempo, som dets europæiske konkurrenter, hvilket lang-somt ødelagde rigets styrke. Det Osmanniske Rige blev beskrevet som ”Europas syge mand,” og de fleste så det som uundgåeligt, at det store imperium var på sammenbruddets rand. Spørgsmålet var blot, hvornår det ville ske?

Nationalismen spredte sig i den arabiske verden

Samtidigt voksede de interne politiske spændinger i Det Osmanniske Rige, med dets vidt forskellige folkeslag og trossamfund. De spændinger blev kun værre med 1800-tallets bølge af nationalisme. Flere og flere begyndte at planlægge, hvordan de kunne opnå selvstyre.

Denne bølge var blevet særligt tydelig siden se såkaldte ”ungtyrkere” gennemførte en revolution i Istanbul i 1908–09. På papiret regerede den osman-niske sultan riget, men i praksis havde imperiet med revolutionen fået nye ledere, der mere end tidligere favoriserede én etnisk gruppe – nemlig tyrkerne. 

Australske soldater angriber osmanniske positioner med maskingeværild under 1. verdenskrigs kampe i Mellemøsten.

© Galerie Bilderwelt/Getty

Det Osmanniske Rige havde bygget sin eksistens på en ordning, hvor mennesker blev inddelt efter religion snarere end natio-nalitet. Systemet er blevet beskrevet som en leje-bolig, hvor mennesker lever på hver deres etage og kun sjældent mødes på trappen; der var altså ikke tale om nogen form for ”kulturel smeltedigel.” Systemet havde fungeret udmærket, men i nationalismens tid så det ud til at boligen var ved at styrte sammen.

Britterne lovede støtte

Flere gange blev der smedet planer om oprør i den arabiske verden. Hemmelige selskaber blev skabt for at udfordre lederne i Istanbul. Emir Husayn i Mekka var blot en af oprørets mulige lederkandidater og han hastede sine planer igennem for at være den, der tog det første skridt. Da så 1. verdenskrig brød ud i 1914, og det Osmanniske Rige trådte ind i krigen på tyskernes side mod Storbritannien og Frakrig, opstod der en gylden mulighed.

Med britisk støtte kunne et succesfuldt oprør måske gennemføres. Storbritannien
så gensidige fordele ved sådan en alliance – de tyrkiske styrker ville få endnu en fjende at kæmpe imod. Derfor lovede briterne, at de ville hjælpe Husayn med oprøret og – antydede man – endda hjælpe ham med at realisere sin drøm om et rige, når freden indtraf. Alt dette lå altså til baggrund for sommeren 1916, da Husayn hejste oprørets faner i Mekka. 

Hussein ibn Alis sønner ledede arméerne

Til at begynde med lykkedes det oprørets styrker, der ved fronten ledtes af Husayns sønner Ali, Faysal og Abdallah, at tage kontrol over havnebyerne langs det Røde Hav. Derfra kunne man få friske britiske forstærkninger og nyt krigsmateriel sejlet ind. Samtidigt gik man til angreb på byen Medina, hvor størstedelen af de osmanniske styrker var samlet. Men her, i islams næst helligste by, hvor selveste Muhammeds gravsted ligger, gik offensiven i stå.

De arabiske oprørere angriber togbanen til Medina flere gange. Billede fra filmen Lawrence of Arabia.

© Mary Evans/IBL

Den handlekraftige osmanniske general Fakhri Pasha tog straks initiativet og hentede forstærkninger langs den jernbane, som gik igennem Mellemøsten, fra Damaskus og helt frem til netop Medina. Under Fakhri Pashas kyndige ledelse blev oprørenes styrker slået tilbage og jaget ud i ørkenen. Osman-nerne beholdt derfor kontrollen med en vigtig magtbastion i den region, som Husayn ibn Ali håbede på at erobre.

Angreb jernbanen til Medina

En lang og udmagrende krig var nu i gang, som ikke blev udkæmpet igennem store slag, men igennem overfald og guerilla-angreb. Forsigtigt prøvede Husayn og hans sønner at nedslide de osmanni-ske styrker igennem sabotageaktioner mod jernbanen, der fragtede forsyninger ind i Medina. Det tærede på osmannernes ressourcer, da de skulle sætte flere og flere soldater til at bevogte den lange togstrækning.

I eftertiden har man ment, at Det Osman-niske Rige på den tid var så svækket, at kampene kunne slutte brat, hvis hæren havde lidt et stort nederlag. Men sådan gik det bare ikke; osmannerne havde stadig energi til at bide fra sig. Selv de britiske styrker, der marcherede ud fra Egypten for at støtte araberne, mødte hård modstand og deres fremskridt var beskedne. Samtidigt formåede osmannerne at holde stand mod de styrker, som Husayn og hans sønner angreb dem med på den arabiske halvø.

Fakhri Pashas modoffensiv

I slutningen af 1916 iværksatte osmannerne en modoffensiv. General Fakhri Pasha drog ud fra Medina i spidsen for en stor styrke og trængte dybt ind i det område, som Husayn troede han kontrollerede. Til sidst, efter en række hurtige sejre, var den osmanniske hær på vej til at indtage den strategisk vigtige havneby Yanbu, nord for Mekka. 

T.E. Lawrence med et arabisk hovedklæde og britisk uniform.

© Mary Evans/IBL

Feisal blev reddet af den britiske flåde

Der var en stor arabisk styrke blevet samlet, under ledelse af Husayns søn Faysal. Den var nær blevet knust af det osmanniske angreb. Men i nødens stund, den 11. december 1916, lagde fem skibe fra den britiske flåde til i havnebyen og gav dem ildstøtte. Med buldrende kanoner, maskingeværer og kampfly jog de den osmanniske hær på flugt.

Således blev det osmanniske modangreb stoppet og Fakhri Pasha blev tvunget tilbage til Medina. Slaget ved Yanbu blev et afgørende fremskridt for araberne: Efter det stod det klart, at osmannerne ikke kunne bevare kontrollen over den arabiske halvø.

Lawrence af Arabien

Således beskrev i hvert fald den britiske officer T.E. Lawrence begivenhederne. Han var blot en ud af mange englændere, der spillede vigtige roller i arabernes revolte, men han blev efterhånden forvandlet til den myteopspundne legende ”Lawrence af Arabien.” Særligt i 1917 var han involveret i begivenhederne, da han udpegede Husayns søn Faysal som den, Storbritannien burde satse sine ressourcer på at støtte – måske fordi at Lawrence så Faysal som den, der lettest lod sig påvirke og kontrollere. Dertil tog han selv i stigende grad aktiv del i de angreb, de arabiske styrker udførte. Frem for alt angreb man jern-banen til Medina, som gang på gang blev ødelagt, men også andre togter gennemførtes. 

Angrebet på Aqaba

I juli 1917, stillede Lawrence sig i spidsen for en af revoltens mest spektakulære hændelser. Sammen med sheiken Auda ibu Tayi, en af Faysals allierede, begav Lawrence sig ud i ørkenen. I mere end to måneder rejste hans lille gruppe af mænd igennem de varmeste og mest ufremkommelige dele af den arabiske ørken, regionen med tilnavnet ”al-Houl” eller ”skrækken.” Til sidst, efter en ihærdig indsats, lykkedes det at rekruttere en deling beduiner, og sammen udførte de et overraskelsesangreb på havnebyen Aqaba ved Det Røde Hav. Angrebet var en stor succes. Det løse forbund af arabiske grupper besejrede en stor og veludrustet bataljon, hvilket endeli gav Husayn kontrollen over den arabiske halvøs vestlige kystområde.

Ligesom sine brødre Faysal og Ali deltog Abdallah (i rødt i midten) i oprøret. Koloreret fotografi fra fredsforhandlingerne efter krigen.

© Library of Congress

Allenby lovede støtte til den arabiske revolution

Efter dette tog Lawrence direkte til Cairo, hvor han mødte den nye øverstkommanderende for de britiske styrker i Mellemøsten, general Edmund Allen--by, som havde taget over fra sin forgænger, der fik skylden for hærens langsomme fremrykning. Allenby blev imponeret af den excentriske Lawrences rapporter fra ørkenen og lovede at øge briternes hjælp til arabernes revolte. Han planlagde selv et stort felttog mod nord i håb om, at osmannernes styrker ville være optaget af Husayn og sønnernes angreb. Tyrkerne beholdt dog endnu kontrollen over Medina, men på flere fronter gjorde de arabiske styrker store fremskridt i takt med, at de fik tilsendt mere og mere krigsmateriel fra briternes depoter.

Sykes-Picot-aftalen

Men i efteråret 1917 begyndte foruroligende rygter at brede sig. Bolsjevikkerne havde taget magten i Rusland, og det nye regime havde lækket oplysninger om hemmelige forhandlinger mellem Frankrig og Storbritannien i 1916, lige inden arabernes opstand. I den såkaldte Sykes-Picot-aftale stod der, at Mellemøstregionen skulle deles op imellem Storbritannien og Frankrig. Franskmændene blev lovet kontrol over Syrien og Libanon, imens Storbritannien blev lovet kontrollen over Jordan og størstedelen af Mesopotamien, vores dages Irak.

Intet af det dette lå i tråd med, hvad briterne havde fortalt og lovet Husayn ibn Ali i Mekka. Han var jo blevet lovet – mente han i hvert fald selv – støtte til at herske over hele dette område. Men i hemmelighed havde de to europæiske stormagter åbenbart allerede besluttet sig for at dele Mellemøsten op imellem sig.

Balfour giver jødisk hjemland støtte

Omkring samme tid dukkede der andre ildevarslende oplysninger op. I en avisartikel forklarede den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour, at man ønskede at støtte oprettelsen af et ”jødisk hjemland” i Palæstina. At 90% af befolkningen var arabisk, og de ikke var blevet taget med på råd i sagen, syntes ikke at spille nogen rolle for briterne. 

Allenby marcherer ind i Jerusalem efter briternes erobring af byen i 1917.

© Library of Congress

Alt dette skabte kurer på tråden for den britisk-arabiske alliance. Men intensivt diplomati reddede forbundet. Det er blot løse planer, alt kommer til at være til forhandling når først krigen er vundet, lovede de britiske sendebude. 

Allenby indtager Jerusalem

Samtidigt rykkede den britiske hær hastigt frem under ledelse af general Edmund Allenby. Jerusalem blev indtaget og den arabiske hær besejrede en stor osmannisk styrke ved byen Tafila.

I efteråret 1918 indledtes den sidste britiske offensiv nær Megiddo. Efter at de arabiske styrker angreb de osmanniske kommunikationsforbindelser, slog briterne til, bl.a. ved at drage nytte af kavaleriet – et af de sidste tilfælde i historien, hvor det spillede en stor rolle. Kort herefter sluttede 1. verdenskrig. Samtidigt som de tyske linjer ved Vestfronten kollapsede, trængte britiske styrker ind i det nordlige Mellemøsten og indtog Damaskus og Aleppo. 

Franskmænd og briter overtod Mellemøstern

Storbritannien havde sejret i Mellemøsten på Det Osmanniske Riges bekostning. Efter få år opløstes det en gang så mægtige imperium, blot for delvist at genopstå som republikken Tyrkiet. Men regeringen i Konstantinopel havde ikke længere nogen form for kontrol over den arabiske verden.

Nu var sandhedens time kommet. På de fredskonferencer, som gennemførtes de kommende år, frem for alt i Paris og Cairo, viste det sig, at Sykes-Picot-aftalen faktisk var stormagternes arbejdsplan, om end den blev modificeret en anelse. Formelt hed det sig, at Frankrig og Storbritannien fik ”mandat” af Folke-forbundet til at styre de forskellige regio-ner, men i praksis var der ikke noget der adskilte dette ”mandat” og almindelige kolonier. Men midt i denne situation udråbte Storbritanniens favorit blandt Husayn ibn Alis sønner, Faysal, sig til konge af Syrien i et forsøg på at undgå en fransk magtovertagelse. Efter et kort felttog var han besejret og opdelingen af Mellemøsten imellem de europæiske stormagter kunne forsætte.

Fredsforhandlingerne ved Cairokonferencen i 1921 ledtes af den britiske koloniminister Winston Churchill (nederste række med hatten på knæet).

© Bridgeman/IBL

Feisal fik Irak, Abdullah Jordan

Efter yderligere diplomatiske forhandlinger blev Faysal tildelt en ”trøstepræmie” efter råd fra den britiske diplomat og spion, Gertrude Bell. Briterne gav ham tronen i den nye stat Irak, hvis skabelse Bell var dybt involveret i. Samtidigt blev Faysals bror, Abdallah, konge i det nye kongedømme Transjordanien.

Imens Frankrig sikrede sig kontrollen over Syrien og Libanon, trak Storbritannien sin støtte til Husayn, hvad angik hans krav på at regere i Hijaz, tilbage trods de løfter, de havde givet ham under krigen. 

ibn Saud overtog Saudiarabien

En ny britisk ledelse havde nemlig bestemt sig for ikke aktivt at gribe ind i de stridigheder, der var ved at opstå, eftersom at de nu satsede på en anden mand – Abdul Aziz ibn Saud. Han tilhørte en gruppering, der længe havde været i konflikt med Husayn i Mekka. Snart fik ibn Saud overtaget og kunne udråbe kongedømmet Saudi--Arabien.

Freden udløste nye krig

I 1920’ernes første år skabtes en helt ny virkelighed ud af det opløste Osmanniske Riges ruiner. De beslutninger, der blev truffet ved de europæiske fredskonferencer, og de opdelinger, som gjordes der, har fået hård kritik af eftertiden.

Uden at tage nogen synderlige hensyn til traditionelle etniske og religiøse grænser, eller til geografiske, historiske og politiske realiteter, skabtes nye stater, der var afhængige af vestmagterne for at overleve. På sin vis opstod et ustabilt og konfliktfyldt system, som selv i dag, næsten hundrede år efter, stadig ligger til grund for mange af de problemer, der hjemsøger regionen. Eller som den engelske feltmarskal Earl Wawell, som gjorde tjeneste i Palæstina udtrykte det:

”Efter krigen, der skulle ende alle krige, ser det ud til at de i Paris har haft succes med at skabe en fred, der vil gøre en ende på freden.”

Tyrkiske fanger føres af briterne gennem Mesopotamien (vore dages Irak) i maj 1918.

© Underwood Archives/Getty

Fakta: Sykes-Picot-aftalen

Den aftale, som 1. verdenskrigs sejrherrer lavede om Mellemøstens fremtid, adskilte sig en smule fra den aftale, som diplomaterne Sykes og Picot havde forhandlet frem i 1916. Allige­vel er deres navne blevet forbundet med den nye ordning. Navnene Sykes og Picot anvendes ofte som en betegnelse for uretfærdige aftaler tvunget ned over hovedet på de arabiske lande af vestmagterne. Aftaler der er skyld i mange af de konflikter, der hjemsøger regionen i dag.

Det er ikke tilfældigt at terrororganisationen ISIS viste en video, hvor de graver på grænsen mellem Syrien og Irak og forklarer, at dette var "enden for Sykes-Picot." Forfatteren David Fromkin har udtalt, at man i store dele af Mellemøsten endnu kæmper for at finde en stabil konstruktion, der kan erstatte Det Osmanniske Riges hundredårige styre.