Læs også

Tenochtitlán

Tenochtitlán

Tenochtitlán, aztekernes hovedstad, var en storby ifølge sin samtids målestok. Men herskerne var dybt upopulære og deres imperium skrøbeligt. Da de spanske conquistadorer ankom, brasede riget sammen som et korthus.

26. maj 2010 af Magnus Västerbro

Tidligt om morgenen den 8. november 1519 kom de første europæere til aztekernes sagnomspundne hovedstad, Tenochtitlán. Det var en lille gruppe spanske soldater, som, anført af den legendariske erobrer Hernan Cortés, havde foretaget en lang og farlig rejse. De var blevet lokket dertil af historier om en by af guld, utroligt rig og storslået.

Da de ankom, blev de mødt af et syn, som slog dem med forbløffelse. Tenochtitlán var som taget ud af en drøm.
I et brev hjem til den spanske konge beskrev Cortés henført byen. Hvor brede gaderne var, hvor velbyggede husene fremstod, at torvene var større end noget torv i Spanien, og at markedspladserne var fulde af alle mulige fantastiske produkter – frugt, grønsager, guld, sølv, bronze, kobber, smukke stene, konkylier, jade…
Ifølge Cortés havde Tenochtitlán virkelig alt. Husene var malet i hvidt eller guld, og overalt så man smukke, flydende haver.
Desuden var byen meget ren og lugtede behageligt, konstaterede den spanske conquistador. Dette var en stor kontrast til de spanske byer, som var overfyldte, beskidte og stinkende, eftersom afløbene tit blev tømt ud i gaderne.

Tenochtitlán var et bygningsmæssigt underværk. Det lå et godt stykke fra land, i midten af søen Texcoco, hvor man havde ladet bygge kunstige øer og forbundet dem med gader og kanaler.
Der var plads til over 200 000 mennesker, der blev ernæret af et effektivt jordbrugssystem med avanceret kunstvanding, som gjorde det muligt at dyrke majs, bønner og andre afgrøder hele året rundt.
Der var også anlagt en stor dæmning for at beskytte afgrøderne mod søens salte vand. For at komme ud til byen tog man en af de fire store gangbroer eller en båd.
Den dag, spanierne ankom, var hele søen fuld af kanoer. Aztekere overalt fra var kommet for med skrækblandet nysgerrighed at kigge nærmere på de lyshudede, tungt bevæbnede fremmede.

Panikslagen stemning

Der herskede en underlig, nærmest panikslagen, stemning i byen. I flere år havde man fået ulykkevarslende forudsigelser, og i befolkningen lå der en almen angst for, at aztekernes imperium snart skulle gå under. Panikken skyldtes ikke mindst, at en gammel aztekisk spådom sagde, at en forsvunden gud en dag skulle vende tilbage fra øst, og at denne gud – som var hvid og skægget – skulle føre undergangen med sig. Mange troede nu, at Cortés var denne ødelæggende guddom.
Da europæerne til sidst blev ført ind i byen og indkvarteret i et palads, som tilhørte herskeren, Montezuma 2., blev den dystre stemning endnu stærkere. En aztek fortalte senere: ”Der faldt en følelse af rædsel over os alle, som om hele verden var ved at få maven skåret op… Den nat sov vi uroligt, fulde af angst.”

Tenochtitlán var både en politisk hovedstad og et religiøst centrum for aztekerne. Ifølge legenden var aztekerne, eller ”Mexicas” som de kaldte sig selv, oprindelig nomader, fra de nordlige egne af vore dages Mexico. Akkurat som de fleste folk i området var de dybt påvirkede af den forudgående toltekiske kultur og talte sproget nauhatl (som har givet os danske ord som ”chokolade” og ”tomat”).
I lang tid levede aztekerne under enkle forhold. Men så blev de opsøgt af deres vigtigste gud, krigsguden Huitzilopochtli (”kolibrien til venstre”), som forklarede dem, at de var ”det udvalgte folk”. Aztekerne blev ansporet til at begive sig ud på en vandring og lede efter det sted, hvor de skulle grundlægge et rige, som skulle komme til at herske over hele verden.

Myterne fortæller om en lang rejse, fuld af strabadser. På vejen tog aztekerne tjeneste hos forskellige folkeslag og tog deres kulturelle traditioner til sig. Samtidig viste de deres militære styrke, og den utrolige brutalitet, som skulle blive deres kendetegn.
Ved søen Texcoco så de en gylden ørn, som åd en slange, siddende på toppen af en kaktus. De betragtede det som et tegn fra guderne og grundlagde deres by der. Året var 1325 eller 1345 e.v.t. Ørnen, som sidder på en kaktus med en slange i næbbet er en del af Mexicos rigsvåben i vore dage.
Aztekernes rige voksede. I løbet af de kommende århundreder erobrede de nabobyer, og snart herskede aztekerne over et kæmpestort imperium. Da det var allerstørst, ved spaniernes ankomst, menes de at have hersket over op mod ti mio mennesker.

Plyndring og menneskeofring

Men deres rige var utrolig upopulært. Systemet byggede på hensynsløs udbytning og plyndring af de underkuede. Desuden troede aztekerne, at deres guder krævede menneskeofre, og tusindvis af mennesker blev henrettet hvert år.
Aztekerne indledte hele tiden nye krige for at få nye krigsfanger at slå ihjel til deres guder.
Alt dette bidrog til, at statsdannelsens grundvold var svag. Da de spanske erobrere ankom, fik de straks mange allierede. Titusindvis af indfødte krigere sluttede sig til deres lille skare.
Hernan Cortés var god til at udnytte splittelsen mellem de indianske folk, og snart kollapsede aztekernes rige. Akkurat som spådommene havde advaret om. Tenochtitlán blev ødelagt og søen Texcoco dækket med jord. Sammesteds lod spanierne opbygge deres nye hovedstad, vores dages Mexico City.