Chiles diktator 1974–90 og den øverst ansvarlige for mord på mennesker i tusindvis samt fængslinger og tortur på endnu flere.

© DPA/IBL & Chris Frost/Alamy stock/IBL

Operation Condor – militærjuntaens mordpatrulje

I 1970'erne blev store dele af Sydamerika styret af militærdiktaturer, som så al opposition som en kommunistisk trussel. Med støtte fra CIA samarbejdede regimerne for at bekæmpe deres fjender. Resultatet blev et internationalt likvideringsprojekt, kaldet Operation Condor.

16. februar 2019 af Magnus Västerbro

 Tirsdag morgen den 21. september 1976 forlader Orlando Letelier sit hjem i et af Washington DC's mest velhavende kvarterer. Han er en indflydelsesrig mand – tidligere chilensk uden-rigsminister, nu blandt lederne i de eksilkredse, som forsøger at vende verdens opmærksomhed mod Augusto Pinochets brutale diktatur i hjemlandet. Med ham i bilen sidder også det nygifte par Michael og Ronni Moffit, to naboer, som netop denne morgen ikke har kunnet starte deres bil og derfor får et lift af Letelier.

De tre kører gennem de morgentomme gader, ned ad Massachusetts Avenue, i retning mod Leteliers kontor nær Dupont Circle. Hvad ingen af dem ved, er, at en mand i nattens løb er krøbet ind under bilen og har fastgjort en kraftig sprængladning.

Orlando Leteliers bil eksploderer

Eksplosionen udløses med fjernstyring fra en bil, som diskret følger efter Letelier. Sprængningen er så kraftig, at begge Orlando Leteliers ben rives af, og han dør næsten øjeblikkeligt. Ronni Moffit, som sidder på forsædet, får halsen skåret over af et metalstykke. Kun Michael Moffit, som beskyttes af forsæderne, overlever.

Hændelsen vækker enorm opmærksomhed. En bilbombe midt på Embassy Row i Washington, i det mest eksklusive diplomatkvarter i USA's hovedstad. 

Chiles sikkerhedspoliti DINA

Endnu mere opsigtsvækkende bliver resultatet af politiets efterforskning: Snart står det klart, at angrebet er arrangeret af Chiles sikkerhedstjeneste, DINA. USA og Chile er på dette tidspunkt nære allierede, og mange DINA-agenter har fået deres uddannelse af den amerikanske sikkerhedstjeneste CIA.

Men Letelier var ikke den eneste sydamerikanske eksilpolitiker, som blev dræbt i dette år, 1976. Få måneder tidligere var Bolivias tidligere præsident blevet kidnappet i Argentina og siden fundet myrdet. 

Også to af Uruguays ledende oppositionspolitikere var døde på lignende måder. Samtidig fik efterretningstjenester både i USA og Europa information om, at mordpatruljer var landet i Paris med en liste over sydamerikanere i eksil, som skulle dræbes. 

Resterne af bilen, hvor Orlando Letelier og Ronni Moffit blev dræbt af en bombe den 21. september 1976.

© Peter Bregg/AP/TT

Operation Condor

Den eneste lighed mellem alle disse dræbte eller dødstruede var, at de på forskellig vis havde protesteret mod de militærdiktaturer, som havde overtaget magten i deres respektive hjemlande. I nogle tilfælde havde de selv været i væbnet kamp, i andre tilfælde var de politikere, som anvendte helt fredelige metoder.

I de europæiske efterretningstjenester indså man nu, at et antal regimer i Sydamerika organiserede et samarbejde for at finde og dræbe oppositionelle flygtninge.

Også indenfor CIA, hvor ledelsen længe havde kendt til i hvert fald dele af disse aktiviteter, begyndte man at forstå, at det projekt, som havde fået kodenavnet Operation Condor, efterhånden havde taget overhånd. 

Protester i Sydamerika

For at forstå baggrunden for disse hændelser, må man gå nogle år tilbage i tiden. I 1960'erne skyllede en bølge af politiske protester gennem mange lande i Central- og Sydamerika. Inspireret af den cubanske revolution blev der i mange lande grundlagt grupper, som ville drive politiske og sociale forandringer igennem.

I visse tilfælde var målet en kommunistisk revolution. I andre tilfælde havde oppositionsbevægelsen blot demokratiske ambitioner. Men hvad alle havde til fælles, var viljen til at bekæmpe den store ulighed i samfundene. I land efter land var der en lille gruppe rige, som kontrollerede den politiske og militære magt, mens store dele af folket led svær nød.

Salvador Allende valgt til præsident

I denne uretfærdighed lå drivkraften og vreden, som gjorde den politiske opposition så stærk. I Chile kom den karismatiske politiker Salvador Allende til magten efter et frit valg med et løfte om at skabe det, han kaldte ”en chilensk vej til socialisme.” Han planlagde omfattende reformer – udover forskellige velfærdsprogrammer også en nationalisering af industrier og banker. 

Allendes planer vakte intens modstand hos mange i den elite, som følte deres magt truet. Disse fik støtte fra USA, hvor regeringen troede, at Allendes regering var delvist kontrolleret fra Sovjetunionen eller Cuba.

CIA-kup i Chile

I 1970 gennemførtes et mislykket kupforsøg, som senere skulle vise sig at være igangsat af den amerikanske sikkerhedstjeneste CIA. Da det chilenske militær senere gennemførte et vellykket kup i 1973, var USA efter alt at dømme ikke direkte indblandet, men man gav sin stiltiende accept til, at en militærjunta, ledet af generalen Augusto Pinochet, tog magten. 

Militærkuppet i Chile i 1973 blev efterfulgt af massearrestationer af politiske modstandere.

© Stringer/Reuter/TT

Kuppet i Chile var bare ét i en lang række militære indgreb i den sydamerikanske politik i 1960- og 70'erne. I det ene land efter det andet slog militæret til og overtog magten, for at – som de sagde – beskytte deres land mod kommunismen. Sådan skete det, at militærdiktaturer, udover i det tidligere nævnte Chile, til sidst også styrede i Brasilien, Bolivia, Paraguay, Uruguay og Argentina.

Militante modstandsbevægelser

Fælles for alle disse regimer var, at militær og sikkerhedstjeneste med brutal kraft slog al modstand ned. Formelt set hed det sig, at man bekæmpede ”terrorismen,” hvilket ikke altid var helt ubegrundet. For i mange af disse lande var der en væbnet modstandsbevægelse, som påstod at de kæmpede for folkets frihed, men som i mange tilfælde benyttede sig af terrorisme. Kidnapninger og røverier for at financiere kampen var almindelige, og medførte ofte, at civile blev dræbt.

Disse militante venstregrupper, som gerne brugte Fidel Castro og Che Guevara som eksempler og hævdede, at de ligesom i Cuba ville revolutionere hele samfundet, gav ufrivilligt militærdiktaturene den undskyldning, de havde brug for.

Men når militæret senere slog til, nøjedes de ikke med at angribe de væbnede grupper. Al politisk opposition skulle knuses.

Juntaen døde uden rettergang

Titusindvis af mennesker blev arresteret, forhørt og torteret. Nogle blev henrettet efter formelle retssager, andre idømt lange fængselsstraffe. Men mest demoraliserende var de såkaldte forsvindinger. Det var en metode, som blev brugt i flere lande. Personer, som blev anklaget for at tilhøre oppositionen, blev arresteret og ført bort, og man hørte aldrig fra dem igen. Efter mange måneder kunne de dukke op i massegrave. Mange er endnu i dag aldrig dukket op.

En særligt djævelsk metode, som blev brugt flittigt i Argentina, gik ud på, at man fløj ofrene ud over Atlanterhavet og smed dem ud fra stor højde. En gang, i julen 1977, havde man gjort det af med så mange af diktaturets fjender på denne måde, at lig i store mængder flød op på strandene syd for Buenos Aires.

I 1977 startede "Mødrene på Plaza de Mayo" i Argentina, en stor organisation som ­arbejder for at finde ud af, hvad der skete med de børn, der forsvandt i militærjuntaens tid.

© Gamma-Rapho/Getty

De brutale metoder, som blev brugt i det, der senere fik tilnavnet ”den beskidte krig,” viste sig at være effektive. I flere sydamerikanske lande blev den politiske opposition helt udslettet, eller skræmt til tavshed.

Manuel Contreras styrede Condor

Men et problem stod tilbage. Mange af de politiske oppositionspartiers ledere og de aktive i de væbnede guerillagrupper havde forladt deres hjemlande, da det stod klart, hvor effektivt de nye diktaturers undertrykkelse var. Fra gemmesteder i eksil fortsatte de med at drive kampen videre. 

Det var for at stække oppositionen i eksil, at Operation Condor opstod. Projektet tog sin begyndelse med et hemmeligt møde i slutningen af november 1975. Det blev holdt i et gammelt palads på avenue Alameda i Chiles hovedstad Santiago. Her mødtes lederne for sikkerhedstjenesterne i et antal af kontinentets mest brutale regimer – Argentina, Bolivia, Chile, Paraguay og Uruguay. Senere skulle andre lande som Brasilien, Ecuador og Peru slutte sig til gruppen, selvom ikke alle spillede en lige så aktiv rolle som landene i den første bølge.

Under ledelse af Manuel Contreras, den mægtige leder af Chiles sikkerhedstjeneste, lagde man planer for et omfattende samarbejde mellem de forskellige lande. I starten af projektet, ”fase 1,” handlede det kun om at udveksle information. 

Opposition i eksil skulle myrdes

Næste skridt, ”fase 2,” gik ud på, at man skulle tillade agenter at udføre aktioner også udenfor landenes egne grænser. Det indebar fx, at Uruguays sikkerhedstjenste kunne kidnappe og myrde påståede fjender i Buenos Aires, uden at det argentinske politi skulle gribe ind.

Alt dette blev man ret hurtigt enige om. Efter en længere diskussion besluttede man sig for at gå yderligere et skridt – ”fase 3.” Den gik ud på, at man skulle samarbejde om at slå til også udenfor Latinamerika. Mange ledende oppositionspolitikere havde jo forladt kontinentet og søgt tilflugt i USA eller Europa.

”Vi kommer til at gå så langt, som det behøves, for at slå vores fjender ud,” skal Manuel Contreras have sagt.

Da alt dette var fastlagt, manglede man kun at finde på et navn. Valget faldt på Condor, som en hyldest til Chiles nationalfugl, kondoren.

Chiles nationalfugl, kondoren, måtte lægge navn til juntaens mordoperation.

© Pedro Szekely

Operation Condor fik CIA-støtte

Snart blev dette navn berømt, for ikke at sige berygtet. Ikke bare i de berørte sikkerhedstjenester, hvor man kunne sige, at dem, der var ude på en hemmelig opgave i andre lande ”fløj som en kondor,” men også indenfor CIA. Til at begynde med støttede USA det hemmelige projekt. Et bedre samarbejde mellem efterretningstjenesterne i Sydamerika var noget, man længe havde efterlyst.

USA støttede, i praksis, militærdiktaturerne. Godt nok protesterede politikere, i mere eller mindre skarpe vendinger, mod de forbrydelser mod menneskerettighederne, som fandt sted, men det var vigtigere, at ikke flere lande i Syd- eller Centralamerika blev ”kommunistiske.” En af foregangsmændene for den indstilling var USA's udenrigsminister, Henry Kissinger.

Men da det stod klart, at Operation Condor også omfattede kidnapninger, bortførelser og mord, blev det sværere at acceptere for USA's politiske ledelse. 

Kissingers protest nåede ikke frem

Kort før det brutale bombeangreb i Washington, som krævede Orlando Leteliers og Ronni Moffits liv, havde CIA fået oplysninger om, at der under Operation Condor også planlagdes en række likvideringer uden for Sydamerika.

Det fik til sidst Henry Kissinger til at reagere – men kun ved at et protestbrev blev sendt til USA's ambassadører i de berørte lande i Sydamerika. Tanken var, at disse så skulle henvende sig direkte til de forskellige regimer og forklare, at USA kendte til planerne og krævede, at disse ikke blev gennemført.

Men af en eller anden grund, som endnu ikke er klarlagt, blev disse protester aldrig fremført. Journalisten John Dinges, som har skrevet flere bøger om Condor-projektet, mener at den politiske vilje til at standse disse attentater i virkeligheden slet ikke var til stede på politisk niveau. 

Bernardo Leighton blev skudt i Paris

Men mordet på Letelier i Washington blev alligevel et vendepunkt. Omtrent samtidig skete der også en spektakulær forbrydelse i Paris. Den var rettet mod den aldrende chilenske politiker Bernardo Leighton, leder af det velansete borgerlige kristendemokratiske parti, som levede i eksil sammen med sin hustru. De blev begge skudt ned bagfra, på åben gade. Leighton blev ramt i hovedet, og hans kone af flere skud, men begge overlevede mirakuløst.

Chiles diktator, Augusto Pinochet, fik vigtig politisk støtte af USA's udenrigsminister, Henry Kissinger.

© Ministerio de Relaciones Exteriores de Chile

Mordene i udlandet blev stoppet

Disse brutale attentater viste, at Operation Condor havde udviklet sig på en måde, som omverdenen ikke længere kunne acceptere. På et nyt møde mellem cheferne for de sikkerhedstjenester, som deltog i Condor, blev Chiles repræsentant bedt om at undskylde for angrebet i Washington. Efter pres fra CIA, og fra bl.a. Frankrigs sikkerhedstjeneste, blev fase 3 af programmet nu afviklet.

De andre to dele – overvågningen af oppositionen, samt mord og kidnapning indenfor de forskellige sydamerikanske lande – kunne dog fortsætte, mere eller mindre uhindret.

USA's militær og sikkerhedstjeneste betragtede fortsat diktaturernes kamp mod venstreorienterede som nødvendig for at hindre venstreradikale i at tage magten. 

Militærdiktaturenes fald

Først da de forskellige militærdiktaturer begyndte at vakle under presset fra de brede folkelige protestbevægelser, som tog til i 1980'erne, blev Condor-systemet helt afviklet.

Historien tog dog en uventet drejning. Mange år senere skulle det vise sig, at drabene, kidnapningerne og torturen, som blev gennemført indenfor rammerne af Operation Condor, indebar en unik mulighed for at stille de ansvarlige for retten.

Mange af de berørte lande havde generøse regler for amnesti, som indførtes i forbindelse med overgangen til demokrati. Disse regler, som forsikrede dem, der havde deltaget i undertrykkelsen om, at de ikke kunne blive stillet til ansvar for deres forbrydelser, var ganske enkelt en forudsætning for, at diktatorerne skulle give magten fra sig. 

Dømt for Condor-mord

Men disse love var lavet, så de gav beskyttelse for de forbrydelser, der var begået indenfor landets egne grænser. Det, der var sket udenfor landets grænser, kunne de med andre ord godt tiltales for. Det betød for eksempel, at så sent som i 2010 kunne en meget omtalt retssag indledes mod den tidligere argentinske junta-leder Reynaldo Bignone og 14 andre officerer, mistænkt for forbrydelser i forbindelse med Operation Condor. Bignone blev idømt 20 års fængsel – hvilket var en lille oprejsning for alle dem, der var blevet ofre for undertrykkelsen i de blodige år i 1970'erne, som også blev kaldt for ”Condor-årene.”