Romerske hærer vandt en afgørende sejr over den etruskiske by Veji i år 396 f.Kr.

Roms vej fra bystat til stormagt

Da Roms sidste konge blev fordrevet i år 509 f.v.t., var det kun en beskeden bystat, han mistede magten over. De romerske senatorer, der overtog styret, skulle i de næste århundreder se den vokse sig til et rige, der omfattede hele den italienske halvø.

28. september 2018 af Magnus Västerbro

Sextus Tarquinius var kongens søn og vant til at få sin vilje. Men den unge, smukke Lucretia afviste hans tilnærmelser. Desuden var hun allerede gift. Man han accepterede ikke et nej. I stedet trængte han en nat ind i Lucretias kammer og voldtog hende.

Lucretia fortalte sin ægtemand og sin far, hvad der var sket, og krævede at de skulle hævne hendes tabte ære. Derpå tog hun sit eget liv.

Historien om, hvad der var sket, spredte sig som en løbeild gennem Rom. Folket havde længe lidt under den tyranniske konge og talt om, at noget måtte gøres. Lucretias skæbne blev den gnist, der antændte oprøret, både blandt rige og fattige, mod Tarquinius-familien.

Rom kunne vokse til et imperium

Om det virkelig gik sådan for sig, da den sidste konge i Rom blev væltet i år 509 f.v.t., ved vi selvfølgelig ikke. Ingen kilder fra samtiden er bevaret. Alle beskrivelser af Roms første århundreder er nedfældet langt senere, og det er svært at skelne myte fra sandhed. 

Sikkert er det dog, at legenden var med til at forme romersk identitet. En gang i fortiden – sådan lød fortællingen – havde romerne måttet bøje sig for konger, men til sidst havde de kastet åget af sig. 

Fra da af skulle man styre sin egen skæbne og aldrig igen lade sig kue af en tyran. Langt senere blev dette fremhævet som det afgørende. Da den sidste konge var fordrevet, kunne Rom begynde sin lange vandring mod at blive et imperium, der skulle dominere den kendte verden.

Romerske senatorer stimler sammen under et valg af konsul i 270 f. Kr.

© Bridgeman/IBL

Plebejere imod patriciere

I virkeligheden var udviklingen fra bystaten Rom til Romerriget hverken en hurtig eller ukompliceret proces. 

Mange gange led romerne store nederlag, ja kom tæt på udslettelse, men hver gang rejste de sig igen, og skridt for skridt voksede deres magtsfære. Samtidig blev Rom også gentagne gange rystet af voldsomme interne stridigheder.

Foruden konflikter mellem ambitiøse mænd udspillede der sig en lang magtkamp mellem patriciere, efterkommere af Roms urgamle elite, og plebejere, mænd af mere beskeden baggrund. 

Formelt var Rom en republik, hvor folket valgte sine egne ledere. I praksis lå meget af magten hos senatet, hvor patricierne oprindelig stod stærkest. Plebejerne havde begrænset indflydelse, selvom en del af dem var lige så velhavende som patricierne og ydede lige så stort et bidrag til statens forsvar.

Folketribune havde vetoret over senatet

Patricernes forsøg på at holde plebejerne uden for indflydelse endte med, at plebejerne indførte deres egne institutioner, bl.a. folketribuner, der kunne nedlægge veto mod statens embedsmænd og senatets beslutninger. 

Patricierne havde ikke andet valg end at bøje sig, da plebejerne ellers truede med at udvandre i flok fra byen eller bruge fysisk vold.

Med tiden fik plebejerne adgang til næsten alle de samme poster som patricierne, og dermed kunne man hævde, at Rom blev styret af senatet og folket i fællesskab, noget som kom til udtryk i forkortelsen SPQR – Senatus Populusque Romanus – senatet og det romerske folk.

Alligevel var det de rige og mægtige, der bestemte det meste. Men idéen om, at folket havde medbestemmelsesret, fik stor betydning for romernes selvforståelse. På denne tid opstod også opfattelsen af den ideelle romerske mand – pligtopfyldende og hæderlig, altid parat til at tjene staten uden at kræve noget til gengæld.

Da Rom var truet af ækverne, forlod Cincinnatus sin gård for at lede den romerske hær.

Cincinnatus blev diktator

Arketypen på dette blev Cincinnatus, en konservativ patricier, der længe modsatte sig at give plebejerne øget indflydelse. Efter et politisk nederlag trak han sig tilbage til sin gård et stykke uden for Rom. I 458 f.v.t. var republikken truet af nabofolket ækverne. 

Senatet sendte bud efter Cincinnatus, der blev antruffet på sin jord, hvor han selv gik bag ploven. Han accepterede straks diktatorposten for at rejse en ny hær og ledte den derpå til en knusende sejr over ækverne. Efter kun 16 dage skal han have nedlagt sit embede og vendt tilbage til sin gård.

Etruskere og gallere

Krigen mod ækverne var blot én af mange, som Rom måtte udkæmpe mod sine nærmeste naboer. Særligt vigtig blev sejren over den etruskiske by Veji i år 396 f.v.t. 

Etruskerne, et mægtigt og kulturelt indflydelsesrigt folkeslag, der primært boede i det, der i dag er Toscana, havde længe været dominerende i regionen. Men efter sejren over Veji overtog Rom langsomt den position.

Men så fulgte et ødelæggende tilbageslag. Kun ni år efter sejren over Veji blev Rom invaderet af et keltisk folkeslag, som romerne kaldte "gallere". De havde siden 800-tallet f.v.t. domineret store dele af Mellem- og Vesteuropa, inklusive de britiske øer. 

Omtrent samtidig med at Roms ekspansion begyndte for alvor, havde en stor gruppe keltere forladt deres tidligere hjem i Schweiz og slået sig ned syd for Alperne; et område romerne kaldte Gallia Cisalpina (Gallien på denne side af Alperne).

Romerske legionærer.

© Getty

Gallere invaderede Rom

Det var en mindre gruppe af disse, som i år 387 f.v.t. gik mod syd, slog en romersk hær og plyndrede byen Rom. Arkæologer har dateret et udbredt askelag til begyndelsen af 300-tallet, hvilket ses som et tegn på, at hele byen blev brændt ned til grunden af gallerne.

Den galliske invasion kunne meget let have betydet republikkens undergang. Men sådan gik det ikke. Tværtimod blev byen hurtigt genopbygget og genvandt sin tidligere stilling. 

Plyndringen af Rom blev i stedet startskuddet til en ny æra af ekspansion, hvor senatet og det romerske folk for en tid bilagde deres stridigheder for at stå sammen mod ydre fjender. Bl.a. blev en vældig forsvarsmur rejst rundt om Roms syv høje.

I de kommende århundreder var det dog ikke gallerne, der skulle blive Roms værste modstandere, men derimod en samling bjergstammer kaldt samnitter. 

Under flere krige i 300-200-tallet f.v.t. udfordrede de Roms herredømme i det centrale Italien. Samnitterne benyttede en effektiv, bevægelig kamptaktik, som gav romerne store vanskeligheder. Men trods alvorlige nederlag kom romerne altid på fode igen.

Fra falankser till manipler

De hårde kampe mod samnitterne førte til en reform af hæren. Tidligere havde romerne kæmpet som grækerne, i tætpakkede formationer, falanks, med lange spyd og tunge skjolde. 

Nu tog de inspiration fra samnitterne og delte hæren op i manipler – mindre afdelinger der kunne bevæge sig mere frit og dermed kæmpe mere effektivt i forskellige typer terræn.

Da det stadig kneb med at kue samnitterne med militære midler, tog romerne i stedet diplomatiske midler i brug for at isolere samnitterne fra deres allierede. 

Strategien, kendt på latin som divede et impera ("del og hersk"), med at spille modstandere ud mod hinanden skulle blive lidt af en romersk specialitet.

Pyrrhus samt stridselefanter.

Grækerne i byen Tarentum søgte hjælp i kampen mod romerne fra den berømte konge Pyrrhos fra Epiros. Han sendte 20 krigselefanter til Italien for at besejre fjendehæren.

Beherskede alt land syd for Rubicon

300-tallet havde været en prøvelsernes tid for den romerske republik. Århundredet begyndte med gallernes plyndring, og siden fulgte mange blodige år og ydmygelser i konflikten mod samnitterne. 

Men til sidst stod Rom trods alt som sejrherre og beherskede størstedelen af alt land fra floden Rubicon i nord til den italienske halvøs sydspids.

Men den hurtige ekspansion førte bare til flere og flere krige mod nye naboer, der ofte følte sig truede. På Italiens støvlehæl lå den græske by Tarentum, vore dages Taranto, som var blevet grundlagt af græske kolonister i 700-tallet f.v.t. 

Pyrrhos forsvarede tarentinerne

Indbyggerne så bekymret, hvorledes romerne nu spredte deres indflydelse til deres region. I år 282 f.v.t. valgte tarentinerne derfor at gennemføre en præventiv militæraktion og fordrive de romerske tropper fra en naboby.

I forventning om, at romerne ville vende frygteligt tilbage, henvendte tarentinerne sig så til den berømte kong Pyrrhos af Epiros. Han var i slægt med Alexander den Store og forsøgte at opnå en lignende stilling som alle grækeres beskytter.

Derfor gik han i land i det sydlige Italien med en professionel hær, efter sigende 25 000 mand stærk. Derpå fulgte to blodige slag mod romerne, der blev besejret begge gange. Bl.a. var de blevet lamslået af at stå overfor Pyrrhos' hemmelige våben – 20 krigselefanter, der spredte panik på slagmarken.

"Endnu en sejr over romerne, og jeg er fortabt"

Men også Pyrrhos havde lidt store tab, hvilket skal have fået ham til at udtale de berømte ord: "Endnu en sådan sejr over romerne, og jeg er fortabt!" Med andre ord, selv hvis hans hær vandt alle slag, kunne han ikke erstatte sine tab lige så hurtigt som romerne, der havde en større menneskereserve at trække på.

Efter to pyrrhussejre tabte kongen sit tredje og sidste store slag mod Rom. Han opgav sin mission og vendte hjem til Grækenland. Atter havde Rom lidt alvorlige nederlag på slagmarken, men havde, som under krigene mod samnitterne, formået at rejse sig igen. Der var tydeligvis noget i republikkens opbygning, der gav den en umådelig modstandskraft.

"Rom kan tabe et slag, men aldrig en krig" – sådan lød det bitre mundheld, alle rivaler på den italienske halvø havde måttet sande. Nu var de de andre store middelhavscivilisationers tur.